Hvad der også dukkede op under flytteoprydningen, var et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål ud i dansk grammatik fra Pia Juul.
Det var i 2009, og det var på Facebook, hvor hun spurgte:
– Hvad hedder imperativ af 'at synes'?
Kristian Ditlev Jensen svarede:
– Det kan man vel grammatikalisere sig ud af: Tag lige og synes, makker!
Cyf bragte den videre med en god bevidsthedsfilosofisk pointe:
– Det minder mig lidt om Francis Ponge, der efterlyste en imperativ for at ville. Nogle ting kan man måske bare ikke gøre på kommando?
Selv skrev jeg:
– Cyf har ret i, at man ikke kan synes eller ville noget på kommando, men dels stiller sproget sig jo ikke i vejen for, at man kan give meningsløse kommandoer (verden er fuld af dem ...). Dels kan man bruge imperativer på andre måder end som kommando. Tag fx imperativformen af 'at mene': Men hvad du vil! Eller imperativ af at elske: Elsk mig! Det er jo ingen kommando, men et følelsesudbrud, hvis indhold vel er noget i retning af Jeg elsker dig, og jeg kan kan ikke holde ud, at du ikke elsker mig!
Ingen af os svarede på, hvad Dansk Sprognævn ville sige til spørgsmålet. DDO giver ikke svaret, formodentlig findes imperativbøjningen slet ikke, og det var nok heller ikke det svar, Pia Juul var ude efter. Ellers havde hun slået det op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar