Hvad Niels Hausgaard sagde om vendelbomål
"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede tydeligvis Hausgaard, som holdt en pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre fra den lille pinlighed, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke. Så måtte Hausgaard selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke var udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, var det lige meget.
"Er det vigtigt at bevare vendelbomålet, og er det derfor, du synger på dialekt?", spurgte en fidel journalist engang Niels Hausgaard. Journalisten havde holdt sig til det sikre, mente han tydeligvis, og han var ikke i tvivl om svaret. Men det ledende spørgsmål irriterede tydeligvis Hausgaard, som holdt en pause og til sidst blot sagde "nej". Da det viste sig svært for journalisten at komme videre fra den lille pinlighed, uddybede Hausgaard med "nej til begge dele". Det hjalp heller ikke. Så måtte Hausgaard selv tage over. Han forklarede, at han ikke anså det for vigtigt at bevare dialekterne som et museum. Hvis de ikke var udtryk for noget, fx en lokal kulturel eller erhvervsmæssig identitet eller en lokal politisk offentlighed, et råderum for en grad af selvbestemmelse fx i Vendsyssel, var det lige meget.
Men hvad med dansk?
Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?
Lad mig først slå fast, at dansk ikke er i overhængende fare for at forsvinde. Overhovedet ikke, faktisk. Vi forestiller os måske, at de engelske låneord og anglicismerne truer eksistensen af dansk som selvstændigt sprog, fordi det er så lille og derfor sårbart et sprog. Sådan har jeg selv tænkt. Derfor overraskede det mig, da jeg hørte en begavet lingvist fortælle, at dansk hører til de mest talte sprog i verden. Det er cirka nummer 100 på listen over verdens måske 5000 sprog. Det er naturligvis omtrentlige tal. Særligt det samlede antal sprog er der uenighed om blandt lingvister. Er galicisk fx et selvstændigt sprog eller en spansk dialekt? Hvad med østrigsk? Og omvendt: Taler den milliard, der har mandarin som førstesprog, alle det samme sprog? Der er i hvert fald talte dialekter af mandarin, som er langt mere forskellige fra hinanden end dansk og norsk.
Umanakaina tales fx af 2500 mennesker i Papua Ny Guinea. Dansk er i den sammenligning en gigant. Dansk er ovenikøbet et af verdens stærkeste sprog. Der er et særligt tal for dette, hvor flere forskellige faktorer er indregnet, så som antallet af mennesker, der taler sproget i hjemmet, antallet af bøger, der årligt udgives på sproget, film, sange, omfanget af den økonomi, der forvaltes på sproget osv. På denne liste er dansk nummer 18 blandt alle verdens sprog. Engelsk er nummer 1.
Men igen: Er det vigtigt, at vores sprog forbliver stærkt? Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet. Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb og præcis førstesproglig forståelse af hinanden. Det virker indlysende. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.
Er det vigtigt at bevare dansk og i givet fald hvorfor og hvordan?
Lad mig først slå fast, at dansk ikke er i overhængende fare for at forsvinde. Overhovedet ikke, faktisk. Vi forestiller os måske, at de engelske låneord og anglicismerne truer eksistensen af dansk som selvstændigt sprog, fordi det er så lille og derfor sårbart et sprog. Sådan har jeg selv tænkt. Derfor overraskede det mig, da jeg hørte en begavet lingvist fortælle, at dansk hører til de mest talte sprog i verden. Det er cirka nummer 100 på listen over verdens måske 5000 sprog. Det er naturligvis omtrentlige tal. Særligt det samlede antal sprog er der uenighed om blandt lingvister. Er galicisk fx et selvstændigt sprog eller en spansk dialekt? Hvad med østrigsk? Og omvendt: Taler den milliard, der har mandarin som førstesprog, alle det samme sprog? Der er i hvert fald talte dialekter af mandarin, som er langt mere forskellige fra hinanden end dansk og norsk.
Umanakaina tales fx af 2500 mennesker i Papua Ny Guinea. Dansk er i den sammenligning en gigant. Dansk er ovenikøbet et af verdens stærkeste sprog. Der er et særligt tal for dette, hvor flere forskellige faktorer er indregnet, så som antallet af mennesker, der taler sproget i hjemmet, antallet af bøger, der årligt udgives på sproget, film, sange, omfanget af den økonomi, der forvaltes på sproget osv. På denne liste er dansk nummer 18 blandt alle verdens sprog. Engelsk er nummer 1.
Men igen: Er det vigtigt, at vores sprog forbliver stærkt? Jeg vil gerne forsøge at præcisere spørgsmålet. Vi skal have et fællessprog i Danmark for at kunne have en politisk offentlighed sammen, hvor vi har en dyb og præcis førstesproglig forståelse af hinanden. Det virker indlysende. Det har vi også brug for kulturelt, erhvervsmæssigt og videnskabeligt. Men hvorfor skal det være dansk og ikke fx engelsk? Engelsk som førstesprog ville jo placere os i en langt større offentlighed med langt videre muligheder.
At kunne læse tilbage
Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?
Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?
Et første bud kunne være, at dansk er nødvendigt for at kunne tale med vores gamle. Overgangen til et andet sprog kan ikke undgå at gøre en masse mennesker hjemløse i deres eget land og fremmede over for de yngre medlemmer af deres familie. Mange ældre vil ikke alene føle sig, men reelt være inkompetente i forhold til en lang række gøremål, som de før bemestrede. De vil ikke kunne udtrykke deres følelser adækvat, vil ikke kunne være morsomme, danne ordspil, tale nuanceret om deres fag. Men omvendt: Det er et midlertidigt problem. Der er indkøringsproblemer ved alle store reformer. Om 50 år er de fleste af os halvgamle bagstræbere døde, så hvorfor ikke lære vores børn engelsk som førstesprog?
Et supplerende bud kunne være, at det er vigtigt, at dansk består som et sprog, der har tydelige rødder tilbage til det fælles oldnordiske, fordi det giver os mulighed for at læse og forstå vores litteratur og vores juridiske, politiske og historiske dokumenter tilbage i tid. Men er det grund nok?
Hvad der er behov for i en dansk virkelighed
Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne – eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretages på ethvert sprog, hvis man spørger lingvisterne. De sprog, fx slaviske, som ikke har bestemthedsbøjninger, har andre måder at udtrykke det samme på, og intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug på, end nordmænd har.
Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.
Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjelm betyder cykelhjelm, men i Danmark betyder det også – alt efter hvordan og af hvem det bruges – en overforsigtig person. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjelm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Ved at bruge det på en bestemt måde fortæller vi noget om, hvem vi selv er.
Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi historisk har haft brug for. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er? Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden, men heldigvis med et stort efterslæb, så vi kan læse os tilbage i tiden.
Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark.
Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre, at sproget også fremover vil være stærkt og funktionsdygtigt?
Mit sidste bud er, at dansk er det sprog, der passer til danskerne – eller til Danmark, om man vil. Enhver relevant sproghandling kan ganske vist foretages på ethvert sprog, hvis man spørger lingvisterne. De sprog, fx slaviske, som ikke har bestemthedsbøjninger, har andre måder at udtrykke det samme på, og intet sprog mangler ord, som dets brugere har behov for. Men sagen er, at vi i Danmark har brug for andre ord, sproglige udtryk og former for sproglig adfærd, end man har i Grønland, hvor naturen er så forskellig fra vores. Eller Japan, hvor høflighedsnormerne er nogle helt andre end i Danmark. Eller England, hvor sport betyder noget andet for forholdet mellem mennesker end her, og hvor befolkningen derfor har andre måder at tale om sport på, end danskerne har. Danskerne har brug for andre måder at tale om film på, end inderne har. Vi har brug for andre måder at tale om bjerge, skove og landbrug på, end nordmænd har.
Det danske sprog er vokset ud af den danske virkelighed og passer derfor til den.
Hvad mere er: Vi har en stor historisk viden, som kun kan udtrykkes præcist på dansk. Cykelhjelm betyder cykelhjelm, men i Danmark betyder det også – alt efter hvordan og af hvem det bruges – en overforsigtig person. Det betyder en uklædelig beklædningsgenstand, som giver ufortjente karriereproblemer, det betyder Poul Nyrup. Cykelhjelm betyder politisk korrekthed. På dansk, og ikke på noget andet sprog. Ved at bruge det på en bestemt måde fortæller vi noget om, hvem vi selv er.
Vi har det sprog, vi har brug for, eller som vi historisk har haft brug for. Hvor mange unge danskere ved i dag, hvad en mønning er? Det, vi ikke længere har brug for, forvitrer og forsvinder efterhånden, men heldigvis med et stort efterslæb, så vi kan læse os tilbage i tiden.
Mit svar er med andre ord, at det er vigtigt, at dansk findes og bruges som førstesprog i Danmark.
Så kunne man spørge: Hvad skal vi gøre politisk for at sikre, at sproget også fremover vil være stærkt og funktionsdygtigt?
En dansk sprogpolitik?
Det danske sprognævn tager ikke stilling til, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktiske brug til norm. Man kan sige, at Dansk Sprognævn ser sin opgave som deskriptiv ikke præskriptiv. Eller lidt mere skarpstillet: at vi ikke har nogen sprogpolitik i Danmark. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige sådanne pendulord. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?
Hvad man gør i andre nordiske lande
Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.
Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som 'renholder' sproget. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget tilsvarende. De satser desuden på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.
Nordmændene forsøgte desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og Sverige.
I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af, hvorfor nordmænd og svenskere, som ellers uden vanskeligheder læser dansk, ikke kan forstå, hvad vi siger.
Sverige fritager bøgerne for moms.
Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.
Det danske sprognævn tager ikke stilling til, hvordan sproget skal vedligeholdes og udvikles. Det registrerer blot, hvordan sproget bruges og gør den faktiske brug til norm. Man kan sige, at Dansk Sprognævn ser sin opgave som deskriptiv ikke præskriptiv. Eller lidt mere skarpstillet: at vi ikke har nogen sprogpolitik i Danmark. Det betyder, at vi tager engelske ord uformidlet ind i dansk. Det betyder fx også, at hvis tilstrækkeligt mange danskere anvender et ord forkert, bliver denne forkerte anvendelse til ny norm, eller det bliver valgfrit, om man vil anvende ordet rigtigt eller 'forkert'. Det samme ord kan således have to modsatrettede betydninger, som begge anerkendes som korrekte af Dansk Sprognævn. Alle kender eksemplet med 'bjørnetjeneste', men der er adskillige sådanne pendulord. Styrker eller svækker det vores muligheder for at tale klart og utvetydigt med hinanden?
Hvad man gør i andre nordiske lande
Vores nabolande gør forskellige ting for at sikre deres sprogs overlevelse, vedligeholdelse og udvikling.
Island har fx en protektionistisk sprogpolitik, som 'renholder' sproget. De optager ikke engelske ord, men danner nye islandske, når der er behov for det. Norge gør noget tilsvarende. De satser desuden på at få mange bøger skrevet på norsk. Det gør de ved at forpligte bibliotekerne til at købe minimum 1000 eksemplarer af (næsten) alle norskskrevne bøger. Det er reelt en kæmpe understøttelse af norske forlag og forfattere, men også en fantastisk understøttelse af det norske sprog. I Danmark køber bibliotekerne meget lidt ny dansk litteratur. Det gælder også børnebøger.
Nordmændene forsøgte desuden for hen ved 100 års tid siden at indføre en ny måde at skrive norsk på, som tog udgangspunkt i de norske dialekter og således skulle være et mere autentisk udtryk for, hvordan nordmændene talte. Dette nynorske sprog var samtidig et forsøg på at markere en selvstændighed i forhold til Danmark og Sverige.
I Danmark taler vi i stadig ringere grad, som vi skriver. For udlændinge, der kommer til Danmark og skal lære vores sprog, virker det talte og det skrevne sprog nærmest som adskilte ting. Vi har en lang række vokalsænkninger, der fx gør, at et 'e' kan udtales som 7 forskellige vokaler. Ofte udtales det slet ikke, fordi vi snapper endelserne af, hvorfor nordmænd og svenskere, som ellers uden vanskeligheder læser dansk, ikke kan forstå, hvad vi siger.
Sverige fritager bøgerne for moms.
Tyskland har Goethe Instituttet, som giver penge til oversættelser af tyske værker til andre sprog. Også dette er en væsentlig indirekte støtte til udgivelse af tysksprogede bøger, fordi det bedre kan betale sig at udgive en tysk bog, hvis man få en biindtægt ved salg af rettigheder til udlandet.
Hvad man ikke gør i Danmark
Danmark gør ingen af disse ting.
Er det fornuftigt?
Hvordan løser folkeskolen og gymnasiet opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i ret høj grad i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært eller snarere ligegyldigt, fordi betydningen er vigtigere end formidlingen af den? Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Mine klassekammerater fra gymnasiet skrev ganske vist syrligt i Den blå bog, at jeg havde påtaget mig at sørge for, at de alle talte korrekt dansk, hvilket også må have været røv irriterende, ikke mindst i en matematikerklasse (og undskyld for det!), men jeg må have gjort det ud fra en løs fornemmelse, for jeg havde ingen strukturel eller teoretisk viden om sproget. Jeg har måttet læse op på det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor mine børn går i skole. Her lærer man den spanske grammatik helt fra skolestart og underviser systematisk i den, til børnene er færdige med gymnasiet. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark.
Danmark gør ingen af disse ting.
Er det fornuftigt?
Hvordan løser folkeskolen og gymnasiet opgaven med at lære børnene dansk? På mange måder godt, vil jeg mene. Men vel ikke optimalt. Dansk er et meget vanskeligt sprog at lære at skrive, fordi vi ikke skriver lydret, ikke skriver som vi taler. Men en måde at komme overens med det svære danske skriftsprog på er at lære den danske grammatik at kende. Som indvandrerlærer var det min erfaring, at man ikke kan lære indvandrere at skrive nogenlunde korrekt dansk uden at undervise i sprogets struktur, og det vælger vi altså ikke at gøre i ret høj grad i den danske folkeskole, måske fordi vi tænker, at det er for svært eller snarere ligegyldigt, fordi betydningen er vigtigere end formidlingen af den? Selv vidste jeg intet om dansk grammatik, da jeg gik ud af folkeskolen. Eller gymnasiet. Mine klassekammerater fra gymnasiet skrev ganske vist syrligt i Den blå bog, at jeg havde påtaget mig at sørge for, at de alle talte korrekt dansk, hvilket også må have været røv irriterende, ikke mindst i en matematikerklasse (og undskyld for det!), men jeg må have gjort det ud fra en løs fornemmelse, for jeg havde ingen strukturel eller teoretisk viden om sproget. Jeg har måttet læse op på det som voksen. Man tænker anderledes i Spanien, hvor mine børn går i skole. Her lærer man den spanske grammatik helt fra skolestart og underviser systematisk i den, til børnene er færdige med gymnasiet. Også dette er en understøttelse af sproget, som vi vælger fra i Danmark.
Er det klogt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar