Hvem er mest interesseret i at få bogen udgivet, forlaget eller forfatteren?
Svaret på det spørgsmål definerer magtrelationen mellem de to parter.
Lad mig skynde mig at sige, at relationen mellem forfatter og forlag sjældent kun er en magtrelation og heller ikke altid primært er en magtrelation. Indimellem er det først og fremmest en kærlighedsrelation, hvor den fælles kærlighed til teksten overtrumfer den økonomiske relation, og begge parter er nogenlunde lige ivrige efter at udgive, selv når forlæggeren ved, at hun sandsynligvis vil tabe penge på udgivelsen. Det gælder nok især mikroforlæggerne, som sjældent bliver rige på deres virksomhed, men glædes ved at fungere som fødselshjælpere for manuskripter, de holder af. Men selv i disse ideelle relationer vil det spille en rolle, hvem der er ivrigst efter at udgive, hvis kærlighedsrelationen skulle bryde sammen.
Vi læste for nylig den selvudnævnte stjerneforfatter Hassan Preislers fortælling om, hvordan han har ‘haft relationer’ til 8 forskellige kvinder med tilknytning til Lindhardt og Ringhof. Praktikanter eller yngre redaktører, der har serviceret ham redaktionelt eller blot som opvartere, fx på turnéer. Virksomheden ville gerne holde på forfatteren, som de må formodes at have haft en rigtig god forretning med. Nogle af disse unge kvinder har oplevet det sådan, at forlaget derfor gerne så, de kom meget tæt på forfatteren. Det var ligesom underforstået, at en seksuel relation var om ikke forventet, så dog ønskelig som bindemiddel mellem forlag og forfatter. Forfatteren oplevede det tilsvarende, som om forlaget direkte eller indirekte ‘pimpede dem’ til ham.
Det er ikke nogen køn historie, hvis den står til troende. Sådan et forventningspres skal ingen ansat eller håbefuld praktikant føle. Deres bevæggrunde til at føje denne oplevede forventning til dem er der ingen grund til at spekulere så længe over. Det er ikke svært at forstå, og hvis der er et problem, ligger det hos forlagets ledelse, ikke hos de prekært ansatte.
Forlaget har tydeligvis været mere interesseret i at opretholde samarbejdet end forfatteren, som sagtens kunne få sine bøger ud på et andet stort forlag, og denne magtmæssige underlegenhed kan man dårligt bebrejde forlaget, men at bruge unge medarbejdere i prekære ansættelsesforhold som lokkemad er uetisk. Det er også fagligt underlødigt. Forlaget burde kunne gøre sig attraktivt at udkomme på via sit troværdige, engagerede og kyndige arbejde med manuskripterne og via sin indsats for at få bøgerne solgt.
Men det er mildest talt undtagelsen, at det er forlaget, der er mest ivrig efter at få udgivelseskontrakten underskrevet. Jeg har endnu aldrig oplevet det, kan jeg sige uden at skulle regne efter. Det har altid været mig, der kom til forlaget med hatten i hånden. Næsten hver gang har mine manuskripter været forbi mere end et forlag, før nogen har bidt på. Forlæggerne forventer i udgangspunktet ikke at tjene en krone på mine bøger. Lidt poppet sagt er det Hassan Preislers bøger, der skal betale for udgivelsen af ukendte forfattere som mig. Og sådan er det i sagens natur for de fleste af os. Det er os, der kommer til forlaget. Ikke omvendt. Det er os, der presser på med vores manuskripter, som vi måske har været tre eller fem år om at skrive, og som det betyder alverden for os at få udgivet, mens det for forlaget mest er til besvær – omend iblandet det svage håb om denne gang at have fundet den sjældne bestseller, der gør samarbejdet økonomisk relevant for dem. Derfor er det almindeligvis også os som forfattere, der har størst interesse i at etablere eller vedligeholde en god relation til forlaget.
Det er forlaget, der har magten, og os som småtsælgende forfattere, der med vores håb om udgivelse står i en sårbar eller udsat position, hvor vi kan presses til at indgå i relationer af typer, vi egentlig ikke har lyst til, eller vil være tilbøjelige til at affinde os med ydmygende adfærd eller kommunikation fra forlæggere eller forlagsansattes side. Jeg vil ikke opremse de ydmygelser og ubehageligheder, jeg har været udsat for fra forskellige forlæggeres side. Især, naturligvis, i forbindelse med afvisning af mine manuskripter, men også i tilfælde af udgivelsen af dem. Ydmygelser og ubehageligheder, som jeg i begyndelsen bed i mig, fordi jeg var usikker på, om jeg ellers nogensinde ville komme til at debutere.
Naturligvis håber forlæggeren at forvandle en småtsælger til en ny stjerneforfatter, men de største forlag er ikke synderligt bange for at jage 30 småtsælgere væk med deres adfærd, for de ved, at der ugen efter vil stå 30 nye parat med spændende bogprojekter. Der skrives flere gode manuskripter, end der udgives bøger, og vi småtsælgere vil altid være tilskyndede til at æde skovsneglen for at få lov at være med i klubben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar