Viser opslag med etiketten Familieportrætter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Familieportrætter. Vis alle opslag

tirsdag den 27. januar 2026

Bibliotekerne igen








En af de bøger, jeg var mest ked af at miste, da 60-70 % af min beskedne bogsamling blev ødelagt under en vandskade i 2020, var ‘Portrætter af dansk fiskeri’, som var festskriftet for Dansk Fiskeriforening i anledning af hundredeårsjubilæet i 1987. Bogen leverer 14 portrætter, og min far, som dengang fiskede i Tissø, repræsenterede det danske ferskvandsfiskeri i et ottesiders interview.

Når jeg var særligt ked af at miste netop den bog, var det naturligvis, fordi den rummede et fint portræt af min far og hans virke i et nærmest uddødt og savnet erhverv, men også fordi den allerede gamle bog forbandet nok ikke kunne genanskaffes.

Til gengæld kan den heldigvis stadig findes på vores fantastiske folkebiblioteker. Det faldt mig ikke ind at lede efter den der, før jeg fornylig blev stamgæst på Faaborg Bibliotek. Folkebibliotekerne har alt (nej, slet ikke; bøger kasseres hele tiden, men): gamle universitetsspecialer, magasiner, tidsskrifter, avisartikler, kronikker og reportager; også fra udgivelser, som du ikke ville forvente at finde.

Hurrah for vores folkebiblioteker og bibliotekarer! Pas godt på dem. De forvalter en forbløffende mængde af vores kulturarv.

fredag den 26. december 2025

Julegaver








Serena, som fylder 12 til februar, gav mig de første halvandet kapitel af sin første roman. Den begynder sådan her:
“Querido diario, no se que me está pasando; Es extraño, diferente a cualquier sensación que nunca haya sentido; Es como si... como si no estuviese aquí, ya te hablé de mis sueños”

tirsdag den 2. september 2025

Andreas Halskovs fortælling om Miloš Forman











Film- og tv-forsker og -underviser Andreas Halskov, som i parentes bemærket er min fætter, har skrevet en bog om filminstruktøren, forfatteren og skuespilleren Miloš Forman, som bygger på over 100 interview med personer, der har arbejdet sammen med Forman, eller som på anden vis har været i nærkontakt med multikunstneren. Fortællingen breder sig ud som kultur- og samtidshistorie, hvor særligt Tjekkoslovakiets historie op gennem 1960’erne og ’70’erne spiller en stor rolle.

Bogen er på engelsk og udkommer til vinter. Se forlagets omtale her. Her er Halskovs egen præsentation af bogen:


"I am approaching the finishing line. 


I will send my book about Miloš Forman to the editors in September, and I have really worked hard on the book.  Tucker DS Press is the publisher, and the book will be distributed by Simon & Schuster. 


I started working on the book in 2022, and I have talked with more than 100 people connected to Miloš Forman. The book takes the form of an oral history, so you could think of it as a sprawling written 'conversation' between different actors and creatives about Forman, his films and the historical contexts that they were shaped by and came to reflect. The book is meant to feel almost cinematic, in the way that it cuts from person to person and takes the reader through a thrilling story with a clear trajectory and a number of fascinating moments and surprising digressions.


If you are interested in Forman and his films, this book will definitely be something for you. But it would also be of interest to anyone who is fascinated by inside stories from the film industry, people who want to know about The Czechoslovak New Wave and changes in the American society and culture from the 1960s through the early 2000s. You will hear about Milan Kundera, Václav Havel, Alexander Dubček and the Prague Spring, about the Soviet invasion of Czechoslovakia in August 1968, about the terrorist attack in Munich during the Olympic Games, about the Chelsea Hotel as a hub for starving artists in the 1960s, about student and labor protests in Paris of 1968, about the counterculture in the US during the 1960s and early 1970s, about Larry Flynt and the many people who attacked the film about him - from Gloria Steinem to Harvey Weinstein - and you will hear about fierce competition, long-standing friendships, relentless ambition, changing circumstances and working conditions from the 1970s and onwards. And then you will hear about Andy Kaufman, Forman's love of Chaplin, Italian neorealism and sports, his gregarious personality and his surprisingly broad social network. 


As mentioned, there are more than 100 voices in this book, including Robert De Niro, Michael Douglas, Annette Bening, Cynthia Nixon, F. Murray Abraham, Courtney Love, Danny DeVito, Christopher Lloyd, Treat Williams, Louise Fletcher, Brad Dourif, Ken Loach, Mike Leigh, Ruben Östlund, Kathryn Bigelow, James Mangold, Abel Ferrara, Stephen Frears, Michael Stipe, Martina Navrátilová, Lily Tomlin, Edward Norton, Fran Drescher, Stellan Skarsgaard, Jeff Daniels, Twyla Tharp, Michael Hausman, Pavla Martinková-Novotná, Bill Hader, Martina Forman and many others.


I hope you will enjoy the book. I have tried to make it engaging, and you are bound to learn something new about Forman, his work and changes in film industry."




Relaterede links


søndag den 3. august 2025

På toppen




I sidste uge gik Karl og jeg en anden vej op ad bjerget, end vi før har gjort. Det var en mere snoet og tilgroet sti end dem, vi kendte, men ikke nogen svær vej at gå og ikke langt fra kendte stier. Vi tænkte, at det blot var en anden vej op til den tinde, vi plejer at havne på. Men til vores overraskelse havnede vi på en bjergtop, vi ikke vidste fandtes. 











Der var udsigt ned over en østlig bydel, som jeg sjældent tænker på, og hvor jeg aldrig kommer. 
    – Det er der, de rige bor, sagde Karl, og det er rigtigt nok. 
    – De bor flot, sagde jeg.

Og så satte vi os på bænken, kiggede ud over bugten, ned mod Afrika og opdagede, at vi var midt i den mest overraskende og vidunderlige samtale om livets begyndelse og om forskelle og ligheder mellem levende og død materie, om hvilke former for væren, der har bevidsthed en indre oplevelse af sig selv. Hvilke der har har en vilje og til hvad. Hvornår springet fra uorganisk til organisk kemi sker og hvordan det sker. Om vi nogensinde vil kunne forklare, hvad liv er. Om alt en dag vil kunne forklares af elementarpartiklers bevægelser, eller der altid vil være en principielt privat side af det levendes oplevelser, som vi ikke kan trænge ind til, og som ikke kan reduceres til fysik eller adfærdsbeskrivelser.

Karl flytter hjemmefra om en måned. Så skal han studere matematik og fysik på universitetet i Granada. Hans udgangspunkt for at forstå verden er fysikken, men pludselig var vi dybt inde i den nysgerrige samtale, som jeg længe havde håbet ville komme, hvor både fysikeren og hans filosofiuddannede far tillod sig at være i tvivl.

I dag gik turen igen for at se, om jeg stadig kunne finde stien. Det kunne jeg. Jeg gik forkert et par gange, men havnede alligevel på toppen. Karl var ikke med, han er i Portugal. Turen virkede længere end sidst. Det plejer at være omvendt, altså sådan at turen virker lang første gang, man går den, og anden gang kortere. Jeg satte mig på bænken, samme sted som sidst, men lige meget, hvor længe jeg kiggede ned mod Afrika, trængte ingen metafysiske overvejelser ind i mine tanker.

tirsdag den 4. marts 2025

Bare uden håret


Erindring om et hurtigt godnat






– Du er god til de stille, søde sange, far.

– Tak.

– Du skulle måske have været jazzsanger.

– Det tror jeg ikke, siger jeg. – Jeg kan bedst lide at synge godnatsang for dig.

– Men du skulle nok ikke synge rock.

Jeg siger, at jeg ellers godt kan lide rock

– Men du er mere stille. Du er ikke sådan …

Og så rejser hun sig og synger heavy.

Jeg siger, at rock måske ikke er det bedste at falde i søvn til. At ‘My Funny Valentine',  'Summertime' og 'Strangers in the Night’ fungerer bedre som godnatsange. Det er dem, jeg har sunget, siden hun var spæd.

– Og 'Yesterday’, siger hun.

Jeg siger, at det ikke er jazz.

– Nej far, men det er heller ikke rock.

Jeg vil gerne protestere og prøver at komme i tanke om en mere rock’et sang, jeg har sunget for hende, men valget synes at stå mellem ‘Se min kjole' og ‘Langt ude i skoven lå et lille bjerg’.

Hun betragter mig, overbærende.

– Det gør ikke noget, far.

– Nå, jo. Hvad med Pippis sang! Den er da lidt rock’et, forsøger jeg.

– Øh, nej.

Jeg tænker over, hvor mange år siden det mon er, at jeg smed læderjakken ud.10? 14? Men var jeg overhovedet rock’et, før jeg blev far? Har jeg nogensinde været det?

– Du kunne være blevet sådan en slags Justin Bieber, far. Bare uden håret.

– Godnat.

– Men far! Far? Faaaar?

mandag den 3. marts 2025

Svælget – om en familie







Det er svælget mellem Himmerland og København, som har sat det i os. Det at kende begge steder, høre hjemme begge steder, at være det ene og i sin gerning og tanke række ud efter det andet.

Nej, ikke Himmerland, men Bigum. Bigum mellem Viborg og Hobro, Bigum ved Tjele Langsø, ved Tjele gods, Bigum, lillebror til Lindum, en anden landsby, som heller ingen københavner kender til. Bigum på Heden, Hiern, med lyngen i sandet, og de violette tidsler, hvor der er vand til dem, bregnen ved kilden, som vi drak af, fordi der alligevel var så langt til den nærmeste opdyrkelige gyllemark.

Og det er ikke Bigum, men huset på Lergravsvej, lige uden for Bigum. Der hvor elleve Halskovsøskende voksede op hos Søren og Jenny. Marie, Kristian, Nora, Kaj-Aage, Anna, Hans, Karl, Knud, Karen, Ingrid og Arne, som nu alle har børn og børnebørn. Huset, en kilometer fra forsamlingshuset, hvor vi alle er blevet gift, hvor sølv- og guldbryllupperne er blevet holdt, festerne.


Og Bæistfårs Huws, som lugtede jordslået det meste af året, men slog vinduerne op, når forsamlingshuset var fuldt, så kunne vi sove der, hvor ingen havde boet i årevis. Og Bæistfårs Huws, hvortil Knud, så frejdig, proklamerede, at han kunne gå hele vejen på hænder. Og det gjorde han, det er ikke ligegyldigt, selv ikke i dag det meste af et halvt århundrede efter.


Og ikke København, men Fælledparken første maj, universitetet, Posten, hvor vi alle har arbejdet med kineserne; Hans Erik har, Arne, Karl og Knud, Moster Anna. Lise. Også Kaj Åge og hans drenge, men det er Posten i Odense, som også er København, når man kommer fra Bigum. Polensgade 29 på Amager, i kvarteret, hvor alle gader er opkaldt efter sovjetiske lydstater, det kunne man dengang, Polensgade, hvor Knud og Ingerlise fik Jakob, hvor Arne tog over, hvor Lisbeth har boet, og Lars, og Lisbeths hollandske bohemekammerat, trotteren Jim, som ikke var en kæreste, det kunne vi også i firserne. Det er Heisesgade 32, hvor Bo er vokset op, hvor også Arne boede, og igen Lisbeth og Lars.


Festerne, igen festerne, som vi tog med os fra Bigum til Heisesgade. Det at drikke sig sammen, sønder og sammen, at det er snyd at holde sig tilbage, at lurepasse, skjule hvad man har i sig. Fester af den slag, hvor svælget skulle prøves. Øllet skulle derned, mad nok, virkelig nok, kød, og snakketøjet, det jyske, men omplantet til hovedstaden. Det dialektfri jyske, tonen, som aldrig slap fri af Bigum, men uden ordene og grammatikken fra Himmerland. Jo, men kun for i spøg at vise, hvad der stadig knyttede os sammen. Den spøg, som ingen københavnere helt kunne trænge ind i.


Festerne, som var jyske i den forstand, men omplantet til Amager og Østerbro. Spædet op med halvfjerdsernes københavnske, frigjorthed, studenteroprøret, at være sluppet væk. Ja! Væk fra Bigums årstider, træskoene, fattigdommen, det alt for fede svinekød, de udkogte kartofler, skråen og stokken.


Socialismen, som var en del af Bigum, den socialdemokratiske landarbejder, skovarbejder, mejerist, grusgraver, snusende husmand og kortenspiller, far til elleve. Kaffe og snaps. Men en anden socialisme, en frisindet venstresocialisme, en studenterhue, en plakat på væggen, masser af plakater, demonstrationer og øl. At være aktiv i Enhedslisten, i en periode, eller SF, eller hjem til Søren, trods alt, til Socialdemokraterne, at tage tæskene, indtil de igen får magt og slapper musklerne under huden. Rødvin og de vanvittigt stærke pølser fra Charcutterie Rita i Lars Bjørnstræde. Nye sange, men også Blicher. Mad nok, og snakketøjet. At være aktiv i sin fagforening, tillidsmand. At deltage, tage ordet, hvor man er.


At få børn og flytte tilbage til Bigum, men ikke flytte. Købe et sommerhus sammen. Ikke på heden, men så langt ude på en kornmark, at der aldrig vil blive asfalteret hele vejen derud. Knud, Karl og Ingrid. Molevitten, skulle den hedde, for det var hele molevitten, alle brødre og søstre, alle nevøerne, og et par niecer, hele pakken af drømme og det frigjorte liv, emancipationen, hævet over armod, træl- og troldom.


At købe sin barndom hjem, sit barndomshjem, når forældrene er borte, når Søren bor hos Karen, mor er død. At tro på, at det kan hænge sammen, at man kan arbejde sammen om at få det til at fungere, arbejde sammen, man er ikke doven. Ikke at tro på det alligevel.


At flytte tilbage, virkelig flytte, ikke til Bigum, men til Haverslev eller Molevitten. Som jysk københavner i Jylland. Aldrig at nå helt til København, men bo på Sjælland, Tissø, Næstved, slå sig ned på Fyn, så er man halvt ude, halvt hjemme. Kæmpe om en grusgrav. Køre knallert i den. Køre speedway, spille fodbold, badminton, bordtennis eller håndbold som hjemme på marken. Blive god til det, eller ikke.


Kæmpe for sjov med hele familien, kok, skolelærer, post, brandmand, bogholder, ingeniør, evighedsstudent og pædagog. Så er børnene med, og børnebørnene. Det er i Haldagerlille ved Sorø, som ikke er Jylland, man arbejder i København, men som alligvel er Bigum, fællesskab og strid. Kæmpe, og inderst inde at vide, at det ikke er for sjov mellem brødre. Spille kort, whist med esmakker, eller poker, hvis man giver fanden i det hele. Rafle, så er det snyd, tænkeboks. Skal det være med eller uden dåb?


Søge hinandens anerkendelse som en svag skygge af Sørens, den, der aldrig var nok af. Måle sig med hinanden: Hvem af os tror du er mest intelligent? Det gyldne bæger hvert år til pinse, hvem er mest rigtig Halskov? men også hjælpe hinanden, med at finde et job, et værelse.


Bo sammen, Kims skiftende kollektiver og bofællesskaber, at tage nogen ind, familien er større end den hellige kvartet, i en periode, eller planlægge sammen for det lange perspektiv. At dele skavanker, det ikke at kunne finde vej, alle de stedblinde, at fortabes i svælget. Eller det omvendte: at være god til de samme ting, retorikken, sproget, at blive jurist, gøre det færdig, som ens morbror døde fra, gøre det færdig på den samme måde, den svære, med børn og fuldtidsjob ved siden af, og på den måde paradoksalt nok i endnu højere grad blive sig selv.


Skal børnene i kirken? I hvert fald skal vi synge om hinanden, om aldrig at komme væk fra Jylland. Skagen, at få børn som heller ikke kommer væk, eller som gør, men stadig bærer svælget i sig. Førstegenerationsakademikerne, skolelærerne, journalisterne og løsarbejderne. Kunstnerne og socialisterne, det slet ikke at kunne forestille sig at holde med dem, der klør de rige på ryggen, selvom man ikke længere selv er fattig.


At svælge i det, svælge i, hvor rigtige vi er, at vi ikke svigter, eller at jo, han eller hun gør nok alligevel lidt, men vi er dog Halskover. Røde. Og det er Bigum, den kommer fra, humoren, som er vores, som ikke kan erhverves uden det hårde og onde, som den lindrer. Sangen og en øllet tåre. En øllet troskabsed. Øllet. Det kan knibe med tøjet, men mad nok til svælget, ellers kan man ikke hænge i, mad nok, kød, nu er det krydderpølse.

Til min mor


Afleveret til Nora Halskov 29. maj 2018, hvor hun fyldte 80






Kære mor!


I tiden lige inden jeg flyttede hjemmefra, havde vi nok vores værste krise. Vi havde planlagt at tage kørekort sammen, men på grund af vores skænderier, som der var mange af på det tidspunkt, truede jeg med at flytte hjemmefra. Det nægtede du fornuftigt nok at opfatte som en trussel, men ringede i stedet til kørelæreren og meldte mig fra. Jeg skulle jo alligevel flytte.


Så fik vi ikke kørekort, men vi holdt ret hurtigt op med at skændes. Du hjalp mig i stedet med at flytte, og så gav du mig en huskeseddel, som du havde maskinskrevet på ternet papir. Den hedder ’Ting du skal vide’, og teksten lyder:


Du skal vide, at vi andre regner med dig.

Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig.

Du må indse, at mindst 3 af dine nærmeste er afhængige af dig.

Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.

Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, ensom, værdiløs og mislykket.

Du skal vide, at du hører sammen med os.

Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.

Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats

Vi du og os – vi kan løse problemerne i fællesskab.


Hilsen mor


Det er 34 år siden nu. Listen har ligget i min tegnebog lige siden. Den er slidt i kanterne, men jeg kan stadig bruge din anti-jantelov til at hanke op i mig selv med, når jeg tænker for dystert, og når jeg ind imellem forfalder til at skyde skylden for, at ting mislykkes for mig, på alle mulige andre end mig selv. Sådan noget har du aldrig kunnet bruge til noget. Vi er mennesker med en egen drift og vilje. Vi kan selv forandre tingene. Det er sådan, du tænker.


Og du og far har altid bygget jeres egen tilværelse op på jeres egne vilkår. I har tjent jeres penge selv. I modsætning til flere af os andre, som har vundet i ejendomslotteriet. I har tjent jeres ved dygtighed, mod og hårdt arbejde, også for hårdt. Men I byggede jeres egen verden op ved Tissø, og det var ikke uden modstand fra omgivelserne, fra de misundelige og snylterne. Og I gjorde det ud af næsten ingen ting.


Da I boede i Middelfart midt i 1960'erne, og det blev isvinter, kunne far ikke komme ud at fiske. I havde så lidt, at skattevæsnet ikke ville tro på, at man kunne leve for det, I opgav, så de satte jer i ekstraskat. Jeg kan huske en historie om en frikadelle, I havde gemt i ti dage, fordi din bror Hans skulle komme på besøg. Da han endelig dukkede op, var dellen grøn af mug. Så lidt har jeg aldrig haft. Jeg kender ikke til det på den måde, men jeg prøver at forstå, hvad det betyder. Hvilken usikkerhed, det må give. Hvad man kommer til at tænke om de valg, man har truffet, hvis man fx har tre børn at forsørge, som I dengang havde. Jeg tænker på det mod og den beslutsomhed, I viste. Så flyttede I til Sjælland. Far opgav at være selvstændig og blev ansat hos gamle Axel Pedersen. Men drømmen om at være sin egen arbejdsgiver blev ikke opgivet, kun udskudt for en periode, indtil I selv kunne overtage fiskeriet.


Jeg har aldrig følt et stort brud i min måde at tænke og opfatte mig selv på, fx da jeg blev 18 eller 25 år. Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad det vil sige at blive voksen. Hvad det er, der pludselig skulle blive så anderledes. Eller at der skulle være en bestemt slags tanker, følelser eller interesser, der hører barndommen til, men som forsvinder i det voksne liv. Sådan har jeg det ikke. Det talte jeg med dig om flere gange, da jeg var ung. Og så kom vi til at tale om, hvornår og hvordan man bliver voksen. ”Det gør man, når ens forældre dør”, sagde du. Sådan. Hverken mere eller mindre. Siden har jeg ikke haft så travlt med at blive voksen.


Det er længe side, dine forældre døde, og du har nu aldrig været tilbøjelig til at lade dig holde nede af det, der er gået dig imod. I det hele taget har du altid set fremad og ikke brugt så megen tid på det, der ikke kan laves om. På den måde er du pragmatiker; man skal kunne komme videre. En af måderne at komme videre på er at tilgive (jeg springer lidt i det her – sådan er det med taler, som ikke vil blive færdige). Og det har du haft brug for. At tilgive. For dig er kærlighed større end retfærdighed. Det er sådan du tænker. Her er du anderledes end far, som først og fremmest tror på retfærdighed, og som derfor heller ikke er nogen stor tilgiver. Fordi så bliver det til solidaritet med dem og det, der fejler. Men du har altid villet forstå dem, der fejler. Heldigvis.


(Jeg springer igen.) Du fandt på historier og fortalte dem for dine små søskende. Det har jeg hørt fra flere af dem, og nu har jeg også kunnet læse det i Lisbeths bog om dine søskende og dig. Og du var god i skolen og ville gerne være skolelærer, men du skulle ud at tjene borgerskabets fruer, fra du var 14, og så var det slut med skolen. Men det blev aldrig slut med bøgerne. Du har læst hundredvis af bøger, især romaner, men du har også, som formodentlig det eneste menneske i verden, læst alle mine bøger, også de politiske og filosofiske. Nogle har du læst to gange, fordi du ville forstå det hele.


Da I flyttede tilbage til Middelfart i 1995, besluttede du at gå til dansk, at tage 8. og 9. klasse på aftenskole. Det er aldrig for sent. Til gengæld kan det blive for kedeligt. De lavede kun staveord, og det havde du ikke brug for. Du ville diskutere litteratur og tale om livet. Men noget skulle der ske. Så blev du besøgsven for en gammel enke – og vist også lidt for hendes søster. I blev venner, selvom I ikke havde ret meget til fælles. Og du begyndte at arbejde som frivillig i en genbrugsbutik.


Tyve år inden talte du meget om at blive ulandsfrivillig i Afrika. Du nåede vist også at tage kontakt til Tvind, men det kunne ikke blive. Du havde stort behov for at hjælpe nogen, som havde det sværere end dig selv. Det gik så nogenlunde godt for jer, at du burde kunne hjælpe mere, syntes du. Men far havde brug for dig, og det havde Lisbeth og jeg også. Så søgte du om at få lov at adoptere et barn. Jeg husker ikke, hvorfor I ikke fik lov.


Det har ikke været gratis for dig, at du aldrig fik muligheden for at tage en uddannelse. Det har gjort dig usikker på dig selv, gjort dig indelukket sammen med folk, som har gået længere i skole. Nervøs for at sige noget, selvom du altid har haft noget klogt at sige. Omvendt har du uden tvivl hovedansvaret for, at Lisbeth og jeg begge har fået de uddannelser, vi gerne ville have. Du har vænnet os til bøgerne. Lisbeth lærte du ligefrem at læse, da hun var tre. Du fandt på en metode med genkendelse af ordkort, en metode, som amerikanske pædagogiske forskere i øvrigt senere (dog nok uden at kende til dine eksperimenter ...) har taget patent på, og som Christina også har brugt med Karl og Vera. Da jeg kom i samme alder, var der ikke tid, men det første par år, jeg gik i skole, hjalp du mig meget med lektierne, og dem var der mange af. Det var vigtigt for mig at få den hjælp i begyndelsen, for jeg er en tøvende starter.


Du har aldrig forsøgt at presse os i en bestemt retning, men tværtimod lagt vægt på, at vi gjorde, hvad vi var mest nysgerrige efter. Du kunne nok have forventet, at jeg som matematisk student havde valgt noget andet end en åbenlyst brødløs uddannelse som cand.phil. i filosofi – eller i det mindste havde suppleret med noget andet end en håbløs luxusuddannelse fra Forfatterskolen, fx et sidefag, som gav mig mulighed for at blive gymnasielærer. Men du har aldrig haft den slags ambitioner på mine vegne. Jeg skulle lave noget, som jeg var optaget af. Og så skulle jeg helst ikke være alene. 


Dog advarede du mig mod at blive forfatter, for som du dengang for omkring 40 år siden sagde til mig: "... er det ikke nemt at få et forlag til at udgive noget, og derfor skal man regne med selv at bruge måske 30.000 kr. på at få manuskriptet trykt." [Frit efter hukommelsen.] Du ville gerne have, at jeg havde en plan B, altså at jeg tog mig en uddannelse, hvis nu det ikke skulle vise sig muligt at leve af skriverierne. Det var ment som en manen til nøgternhed, og du havde helt ret, selvom jeg tror, du for en sikkerheds skyld overdrev, hvor dyrt det (dengang) var at få trykt en bog.


Men jeg var ikke i tvivl om, at du håbede for mig, at min drøm skulle vise sig mulig at realisere. Du elskede skønlitteraturen og læste højt for os, tit, længe og ambitiøst. Læste fx op for os af Karit Etlars historiske romaner (Gøngehøvdingen osv.), da vi var 6-8 år; Ringenes herre, da vi var 8-10 år; Steinbecks Øst for Paradis, da vi var 10-12 år. Ringenes herre fik mig til at tegne. Men især Steinbeck gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg vidste, at jeg på et tidspunkt måtte skrive selv.


Selv siger du, at du er doven. At du skynder dig at lave arbejdet, fordi du egentlig ikke gider. Jeg tror, det hedder at være doven på den fede måde, aldrig den ufede, hvor arbejdet bare ikke bliver gjort. Ja, du holder mere af at læse end at gøre rent. Men er det virkelig at være doven? Der er dog det rigtige ved det, at du altid har haft lyst til at få de praktisk opgaver overstået, mens far har været mere optaget af at få dem overstået optimalt. Far er perfektionist, du er pragmatiker, hvis man skal sige det firkantet. Og det er selvfølgelig heller ikke hele sandheden, for det vigtige har du altid kæmpet for at gøre perfekt.


En anden forskel mellem dig og far, som jeg allerede har antydet, er, at selvom I begge går op i både retfærdighed og solidaritet, så har far gået mest op i sandhed og retfærdighed, mens du har gået mere op i solidaritet og tilgivelse. Det er solidaritet med dem og med det, der er anderledes, skævt og forkert. Også med dem, vi kalder for tosser. Dem, der bor i faldefærdige rønner og samler på ting, vi andre ser som ragelse. For vi kan ikke vide, om det er ragelse. Vi kan ikke se med deres øjne. Vi skal ikke forlange, at de skal blive som os. Men heller ikke den forskel skilte jer ad, for både du og far har altid været modstandere af formynderi.


Da Lisbeth og jeg var små, lærte du os om de sorte og om indianerne i USA. Om at holde med dem, som var havnet på bunden af samfundet uden egen skyld. Det var sådan, vi lærte at blive antiracister. Jeg var den eneste dreng i klassen, som ville være indianer; alle andre ville være cowboys. Du fortalte os om de sorte, som blev bortført fra Afrika til et slavelig i USA især. Og lærte at være imod den amerikanske imperialisme, selvom du ikke kaldte det sådan. Jo, jeg så også nogle af Muhammad Alis kampe mod George Foreman og Joe Fraizer på tv sammen med far, som var ret imponeret af Alis modstand mod at tage til Vietnam. Det har også haft en virkning, selvom vi nok især syntes, det var sejt, at Ali inden kampen forudsagde, at han ville slå storfavoritten Foreman ud i ottende omgang. Og gjorde det.


Du sang Jens Vejmand for os om aftenen. Du sang også Det var en lørdag aften, og vi elskede at høre din stemme i de triste tekster. Det var stort set også den eneste musik, vi hørte derhjemme. Eller hørte sammen, i hvert fald. For far brød sig ikke om den moderne musik og skulle i øvrigt altid sove, når han ikke arbejdede. Jo, der var årene, hvor du og far forsøgte at lære at spille harmonika sammen. Men det holdt op.


Jeg tror, at jeg tænkte lige meget over teksterne i de to sange: Den sociale uretfærdighed og den ulykkelige kærlighed. Jeg befandt mig altid i en af de to sange. Lisbeth og jeg kunne aldrig komme til at holde med dem, der havde det nemt og alligevel var ligeglade med dem, der havde det svært.


Din egen skæbne blev bundet til fars, allerede da I var ganske unge. Men selvom du både sentimentalt og romantisk længtes hjem til heden alle de år, I boede på Sjælland, havde du evnen til at kigge fremad at få noget godt ud det, du var i. At I byggede noget op sammen: fiskeriet, hjemmet, den store have og familien. Du var så stolt over det, I havde skabt sammen. At I kunne se jer selv, jeres indsats, jeres ideer og jeres kærlighed i alt det, I havde omkring jer. Far så til sidst kun nederlaget. Nederlaget ved ikke at kunne fortsætte med at fiske.


Derfor var det også langt vanskeligere for dig end for far at flytte fra Lille Fuglede. Jeg talte selv meget for, at I skulle flytte, dengang. Jeg tænkte nok mest på, at I boede så langt fra det nærmeste sygehus (da kvaksalverne i Sæby havde drejet nøglen om), og far havde problemer med hjertet. Det var vigtigt for jer at komme til en by. Også for lettere at kunne gøre daglige indkøb. Finde nye interesser og venner, når far nu ikke længere skulle bruge al sin tid på fiskeriet. Men det var vel ikke helt følsomt nok over for dine behov for at være i det, I havde skabt. Jeres fælles livsværk. Det betød mere for dig, end jeg dengang forstod, og jeg fortryder, at jeg skubbede i den retning, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det var jer selv, der traf beslutningen.


Du har givet mig en stor familie. Mine bedste venner er halskover, og det er såmænd også mest halskover, som besøger os her i Madrid. I løbet af de godt seks år, vi har boet her, har her været omkring 25 halskover på besøg. Flere har været her adskillige gange. Det betyder noget, og det er dig, der har lært mig om værdien af det.


Du har også lært mig at turde være mig selv, at man ikke behøver følge en modestrøm, ikke skal gøre som de andre af frygt for at skille sig ud.


Du har lært mig at passe på min krop: Vi skulle spise sundt, selvom sundt dengang, vi var børn, betød noget andet end i dag. Slik skulle vi i hvert fald ikke have. Det er jeg glad for nu. Ja. Vi måtte ikke tage imod slik af vores skolekammerater, fordi vi ikke selv kunne give noget. Det var en strenghed, som nu også var moralsk opdragende (ikke tage imod, når man ikke selv kan give), ikke kun sundhedsmæssigt, sådan som du nok selv vil sælge den i dag. Men det har heller ingen skade været til.


1970’erne var sundhedseksperternes årti. Så var margarine sundt, så var det usundt, så kom letmælken, så var det den, der var sund – og usund. Rugbrød fik kerner. Og knækbrød var det store en overgang. Lisbeth var til både letmælk og knækbrød. Det var jeg slet ikke. Jeg drak to liter sødmælk om dagen. Den var du med på (selvom du aldrig selv drak andet end kaffe). Du ville have fede børn. Det klæder ikke drenge at være tynde, mænd skal forresten også være fede. Og selvom vi har været meget uenige om det med de tykke børn, havde du mere ret, end jeg dengang ville indrømme. Jo, små børn skal faktisk have en del fedt for at udvikle hjernen. Senere skal vi helst have langt mindre, men det ved du godt, for du lever jo selv af vandgrød.

Sidevisninger den seneste måned