Revolution og kærlighed
Diskussioner om filosofi, politik og kunst hænger fint sammen med historie og figurer i Jens Peter Kaj Jensens roman »Celeste«.
Jens Peter Kaj Jensen: Celeste.
Forlaget Solidaritet,
331 sider, 150 kr.
Anmeldt af Andreas Bülow
Forfatteren Jens Peter Kaj Jensen har skrevet en historisk roman med titlen Celeste, som netop er udkommet på Forlaget Solidaritet. Der er tale om en velskrevet bog der både tegner et tidsbillede af 1930'erne og trækker tråde op til den verden vi lever i anno 2013.
Bogen starter i 1932 i Silkeborg. Hovedpersonen Celeste er en ung kvinde, der arbejder som servitrice i et cafeteria, der bestyres af en jødisk grosser ved navn Karpáz.
Gennem hendes blik får vi et nådesløst portræt af livet i en dansk provinsby dengang. Celeste må nemlig ikke bare arbejde med servering, hun bliver også nød til at give sin krop til den sleske menighedsformand og avisredaktøren for lokalbladet.
Celeste accepterer det i første omgang, selvom hendes hjerte banker for den jødiske pige Sarah fra Seddelfabrikken, som ofte kommer og spiser frokost i cafeteriet.
Det er denne forbudte kærlighed, som er en af de vigtigste omdrejningspunkter i historien, for Sarah er dybt anti-autoritær og tager til Spanien for først at deltage i slaget om den asturiske kommune og senere i selve den spanske borgerkrig.
Celeste følger hende og skal ud for mangt og meget, som ikke bør afsløres i denne anmeldelse.
Som læser skal man væbne sig med en god portion tålmodighed, for de første hundrede sider er tung læsning. Det kan diskuteres om ikke forfatteren burde have strammet op i sit stof, men omvendt giver det en grundig introduktion til livet dengang, ikke mindst hvordan klassesamfundet dikterede alt (»bevidstheden om stand«, som Celeste selv siger det).
Også den lurende fascistiske fare der breder sig op igennem Europa er synlig, jøderne og socialisterne forfølges.
Filosofiske diskussioner
Sprogligt er romanen holdt i en skarp prosa uden alt for mange unødvendige tillægsord og metaforer.
Alligevel er det et sprog, der tør gå på opdagelse, og Jens Peter Kaj Jensens force ligger netop ikke i et krimi-plot, men snarere i den store psykologiske forståelse, i scenerne mellem karaktererne, de små iagttagelser og alt det, der står imellem linjerne.
Romanen er inddelt i fem hæfter, som opdages (og omskrives?) af en kunstmaler i 1970'erne, som selv befinder sig selv i en kunstnerisk og ægteskabelig krise.
Da han besøger et kloster i den andalusiske by Ronda, opdager han hæfterne og fænges af Celestes historie, som senere skal vise sig at hænge sammen med hans eget liv. Det er en rammefortælling som fungerer fint og både giver spænding og afveksling til romanen.
Der er mange svingærinder ind imellem, blandt andet om filosofi, fiskeri og kunst, men de hænger alligevel sammen med historien og dens karakterer.
Når det bliver allerbedst er der sågar fragmenter af poetisk og filosofisk storhed, som i denne smukke passage, hvor rammefortæller-jeget, Fecundo, taler med munken Yermo, og det særegne andalusiske klima står som billede for menneskets egen kamp for befrielse:
»– Det er la calima, sagde Yermo. – Vi ser den ellers mest i maj og juni.
– Tåge? spurgte jeg.
Men det var ikke tåge.
– Det er dis af afdampet vand fra kysten, som er blandet op med sand fra Afrika. Du kan ikke orientere dig i det, du vil ikke vide hvor du er.
Han fortalte, hvordan fiskere forsvinder ud i Middelhavet i små både og aldrig bjærger sig i land, fordi de intet har at navigere efter. Solen er skjult, kysten er væk, og bølgerne kvæles under et tæppe.
– De kan ikke se stævnen af båden, overdrev han.
– Men de har vel kompas?
– Ja, nogle har kompas, men ved ikke, hvordan de skal bruge det.
– De burde da lære sig kompasset! sagde jeg irriteret.
– Ja, de burde lære kompasset, og de burde lære sig at svømme« (side 205).
...
Læs resten af anmeldelsen her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar