Det fedeste nykomponerede jazz, jeg længe har hørt

Nej, jazz er ikke et museum!

Featherdrop beviser det med deres nye album, som udkommer 4. april i år. Det her er simpelthen noget af det bedste nykomponerede nordiske jazz, der er til at opdrive.

Nocturnes – et nyt album fra Featherdrop

Featherdrop blev dannet i 2023 af komponisterne Thomas Munk-Petersen (bas) og Stig Halskov (trommer). 

    Kvartetten tæller også den prisvindende israelske pianist Eyal Lovett (Jazz Wings Warsaw 1st prize, Artist of the Year, Jazzy Berlin m.fl.) og den legendariske danske trompetist Thomas Fryland (Ben Webster Prisen). To solister hvis særlige lyd spiller en central rolle for albummets udtryk.

    Nocturnes er mixet hos Dogmatic Sound, Los Angeles af Grammy-vindende Rich Breen (Yellowjackets, Charlie Haden, Herbie Hancock) og indspillet i FinlandStudio, Aarhus af Jacob Schødt Worm, og coveret er designet af Aleksandar Veselic.

Musikken

Her er Stig Halskovs egen beskrivelse af de enkelte skæringer, som du for de flestes vedkommende også kan lytte til ved at klikke på titlerne.

Allerede fra første skæring, Noir, er stemningen sat. Et blødt, men energisk bas-ostinat driver nummeret fremad, mens lyriske klaverklange og subtile trommemønstre føjer dybde til. Frylands dæmpede trompet vækker minder om Miles Davis’ cool jazz-æra som tilføjer noget luftigt til nummerets ‘opvakte’ energi.

I valsen Lullaby for Humanity præsenteres temaet først af Munk-Petersen på kontrabas, inden Frylands dæmpede trompet slutter sig til i unison. Et harmonisk løft bringer balladen op i tempo, båret af en fyrig klaversolo fra Lovett. Musikalsk kan stykket tolkes som et billede på menneskets konstante søgen efter nye landvindinger – med både uanede muligheder og næsten uovervindelige udfordringer, i det nummeret til sidst vender tilbage til sin melankolske grundstemning.

Tredje skæring, Atticaia, åbner med et bredt klaverarpeggio, der både danner groove og hinter til melodien. Bassen svarer med en modsatrettet bevægelse, inden en lys trompet melder sig på banen. Harmonisk tager musikken uventede drejninger, som bjergrige landskaber, der åbner og lukker sig, når man bevæger sig igennem dem.

Mornings in Bertesbukta fanger fornemmelsen af en kold vintermorgen ved havet – en dramatisk jazzballade, hvor klaver og trompet maler stemningsbilleder af sollys, vind og isnende bølger. 

Balladen Strollin’ bringer os tilbage til 60’ernes cool jazz med en blød, tilbagelænet stemning.

Don’t Sigh So Deeply åbner med en enkelt bastone og håndtrommer i en 7/4-klave. Et melodisk “suk” udveksles mellem trompet og kontrabas. Både rytmen og tonaliteten i melodien giver en mellemøstlig klang af sig, som både Lovett og Fryland udfolder i deres soli. Til sidst ryster nummeret melankolien af sig og får mere dansende energi.

I Dreaming skaber et dybt, hypnotisk bas-ostinat og håndtrommer en let mystisk stemning. En blød trompet svæver ind og bekræfter, at alt er i sin orden. Ostinatet brydes med pauser og harmoniske skift, mens en trommesolo folder sig ud i musikkens rungende dybder.

Entangled Hearts er albummets mest sjælfulde ballade, hvor Frylands trompet udforsker sit blødeste register. Lovett tilføjer en følsom, energifyldt solo, der langsomt fører musikken tilbage til temaet.

Til sidst, i Snowfall, sætter kontrabassen en enkelt tone i en meditativ rytme, som danner fundamentet for en svævende trompetmelodi – som sne, der langsomt daler ned. Klaver og trommer bygger improviserede lag ovenpå og skaber et stemningsfuldt efterspil.