CIA og nedbrydningen af det socialistiske demokrati i Chile

Offentliggjort på Bongorama.dk 11. septemper 2021

I dag er det 48 år siden, at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident, Salvador Allende døde i præsidentpaladset i forbindelse med et højreorienteret militærkup ledet af general Augusto Pinochet.

En demokratisk revolution

Salvador Allende var kommet til magten i 1970 i spidsen for venstrefløjsalliancen Unidad Popular, og hans regering gik målrettet til værks med at gennemføre en demokratisk og socialistisk revolution i landet.

    Den demokratiske revolution bestod blandt andet i, at der blev etableret råd af landarbejdere og småbønder, som skulle tage stilling til, hvordan de nye jordreformer, som regeringen ville indføre, skulle fungere. Landejendomme på over 200 hektarer (cirka 40 % af den chilenske landbrugsjord) blev eksproprieret, og ejendomsretten til jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.

    Der blev eksempelvis også oprettet lokalt valgte sundhedsråd, som fik myndighed til at holde kontrol med kommunernes sundhedsbudgetter.

    Valgretsalderen blev sat ned til 18 år, og også de mange analfabeter fik lov at stemme, samtidig med at analfabetismen blev nedbragt gennem et omfattende statslig indsats. Regeringen opfordrede befolkningen til at deltage aktivt i den politiske debat om landets fremtid med demonstrationer og politiske stormøder.

En kulturel revolution

Regeringen sponsorerede også store musikfestivaller, blandt andet med den oprindelige befolknings musik, som ellers havde haft trange kår i et land, hvor den økonomiske og politiske elite traditionelt var europæisk/nordamerikansk orienteret. Bøger blev trykt som aldrig før, og nye biblioteker blev etableret.

    Fagforeningerne deltog i arbejdet med at få litteraturen ud til arbejderbefolkningen.

En socialistisk økonomi

Samtidig blev eksempelvis kobberminer og banker nationaliseret som led i den socialistiske revolution.

    En ny stærk kvindebevægelse voksede frem – eller fik nu pludselig mulighed for at fungere åbenlyst. Den fik blandt andet presset en fordobling af forældreorlovens længde igennem, fra 6 til 12 uger, og der blev oprettet vuggestuer og børnehave og offentlige vaskehuse. Og alle gravide kvinder kunne nu få gratis mad.

En socialstat

Og så påbegyndte regeringen opbygningen af en socialstat. Der blev etableret en statslig sundhedssektor med nye sundhedsklinikker og hospitaler i de fattigste kvarterer med gratis adgang for alle. Der blev iværksat en gigantisk alfabetiseringskampagne for både børn og voksne, og den fattige befolkning fik gratis adgang til skole og videregående uddannelse, samtidig med, at de fattigste fik forøget socialhjælp. Der blev fastsat en lovbestemt minimumsløn, de underernærede børn fik gratis mælk, og i de fattigste kvarterer blev der uddelt gratis mad. Der var også gratis skolemad, og mange arbejdsløse blev tilbudt arbejde i de nationaliserede virksomheder og i den nye offentlige social- og sundhedssektor. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og alderspensionen blev forbedret. Der blev også gennemført en skattereform, som lettede skattebyrden for de laveste indkomster. Det førte til en voldsom økonomisk omfordeling fra de rigeste til de fattige.

Økonomisk omfordeling – og inflationen

Det førte også til en betragtelig inflation. Og samtid faldt landets eksportindtægter, fordi kobberpriserne på det internationale marked faldt drastisk.

Hovedstaden Santiagos metrosystem var under udbygning, men den nye, røde regering ændrede udvidelsesplanerne, så især byens fattigste kvarterer kom til at nyde gavn af dem.

    Vi taler her om initiativer, som blev iværksat og gennemført i et fattigt, kriseramt land inden for mindre end tre år.

CIA intervenerer

I USA var I’m not a crook-Nixon præsident, og han og Allende anerkendte officielt hinandens legitime ret til at lede det land, de hver især var valgt til at lede, men Nixon mente det ikke. Han satte nemlig sin militære efterretningstjeneste CIA i sving med at destabilisere Chiles økonomi, infrastruktur og militær. CIA arrangerede og financierede blandt andet falske minearbejderstrejker og lastbilchaufførsstrejker, der lammede landet og skabte en politisk uro, som CIA også var direkte involveret i at organisere med effektive sabotage af Unidad Popular og systematisk udbredelse af misinformation i landet, hvilket førte til hamstring og panik. Landet blev kastet ud i en økonomisk krise med hyperinflation og tiltagende fødevaremangel. USA brugte samtidig sin indflydelse i Den Internationale Valutafond til at forhindre den i at hjælpe Chile gennem den akutte økonomiske krise, som USA selv havde være aktivt medvirkende til at skabe.

Regeringen destabiliseres

Chiles regering mistede gradvis kontrollen med både landets militær og politikorps, hvor CIA sammen med den antidemokratiske del af den chilenske højrefløj vandt indflydelse. CIA støttede aktivt de kræfter inden for det chilenske militær, der kidnappede og myrdede general René Schneider, som var øverstbefalende for Chiles væbnede styrker og mente, at militæret ikke skulle blande sig i landets politiske ledelse.

    Et parlamentsvalg i begyndelsen af 1973 svækkede Allendes og venstrefløjsalliancens flertal, og i sensommeren, hvor landet var lammet af økonomisk kaos og ophidsede politiske kampe på gadeniveau, opfordrede et nyt flertal i parlamentet militæret til at træde ind for at genindføre ro og orden. Forud for denne beslutning havde Chiles højesteret afgjort, at Allendes regering ikke levede op til sit konstitutionelle ansvar for at etablere ro og orden i gaderne. Regeringen havde ikke længere kontrol over eller tillid til politiet, der ligesom militæret var illoyalt og infiltreret af CIA og antidemokratiske kræfter. Så regeringen afstod fra at sætte politiet ind, når der var uro i gaderne, hvilket reelt havde ført til et sammenbrud i landets retssystem.

    I denne anspændte militære situation deltog USA i en ‘flådeøvelse’ i farvandet uden for Valpariso, hvor det chilenske parlament ligger. Her var flere af de CIA-agenter, som havde arbejdet på at destabilisere Chile og infiltrere det chilenske militær også ombord på krigsskibene.

Militærkuppet

Nixons hemmelige mission var lykkedes. Allendes magt var nedbrudt, og den 11. september 1973 tog militæret, ledet af general Augusto Pinochet, magten ved et militærkup og bombede præsidentpaladset, hvor Allende havde søgt tilflugt.

    I årtier efter militærkuppet har det været ivrigt diskuteret, om Allende begik selvmord i præsidentpaladset eller blev henrettet af CIA. Typisk har venstrefløjen hævdet, at han blev myrdet (som en slags socialistisk helt og martyr), mens højrefløjen har sagt, at han tog sit eget liv (vel for delvis at frikende CIA og afmontere Allende som den stolte helt). For ti år siden blev hans jordiske rester gravet op og undersøgt af retsmedicinere, som konkluderede, at Allende skød sig selv med en AK-47-maskinpistol.

    Det er en temmelig ligegyldig diskussion, synes jeg. Det vigtige er ikke, om Allende var en modig helt, som kæmpede til det sidste. Det vigtige er politikken. Heltefigurer er Hollywood-glimmer.

Militærdiktaturet

Det vigtige er at huske, hvilken rolle den konservative amerikanske administration under Richard Nixons og Henry Kissingers ledelse spillede i den nederdrægtige nedbrydelse af det demokratiske socialistiske eksperiment i Chile. Men også den rolle CIA spillede i opretholdelsen af det mangeårige nyliberalistiske militærdiktatur under general Pinochets ledelse, som fulgte efter kuppet.

    På samme måde er det vigtigt at huske, hvilken rolle Ronald Reagans USA, igen med CIA som våben, senere spillede i den meget tilsvarende, men endnu mere blodige, nedbrydelse af det demokratisk socialistiske eksperiment i Nicaragua i 1980’erne.

USA som overdommer, imperialist og kupmager

Og dusinvis af andre steder i verden. USA’s skiftende regeringer har uden tøven spillet rollen som den brutale overdommer, der skulle afgøre, hvilket styre og hvilken politik, der skulle herske verden over, uden smålig skelen til, om regeringen var demokratisk valgt eller ej.

    USA har som oftest legitimeret sine aktioner ved at give den som den frie verdens forsvarere, eller ligefrem demokratiets forsvarere. Det har de imidlertid kun været, når den rolle har kunnet forenes med deres virkelige mål, nemlig at få adgange til og kontrol over markedet, få adgang til billig olie og sikre deres militære dominans i strategisk vigtige regioner. USA har altid været særligt aggressive over for nabolande, som ville indføre socialistisk inspirerede økonomiske politikker, der kunne true USA’s adgang til markedet. Deres kampe for at afsætte socialistisk ledede regeringer i Latinamerika og indsætte militærdiktaturer, som førte nyliberalistisk økonomisk politik, har aldrig været en kamp for frihed og demokrati, men i praksis typisk det modsatte.

    Og det har afsættelsen af Saddam Husseins regime i Irak og Muammar Gaddafis i Libyen heller ikke. Overhovedet ikke. Det handlede om adgangen til billig olie. Hussein og Gaddafis regimer var hverken værre eller bedre end dusinvis af andre diktaturer rundt om i verden, som USA ikke har interesseret sig for, fordi de ikke havde nogen strategisk betydning. Og det er da stærkt tvivlsomt, om befolkningen i Irak har fået noget godt ud af USA’s indblanding. Befolkningen i Libyen har i hvert fald ikke. Det har da heller aldrig ligget den amerikanske administration på sinde.

En ny vej under Biden?

For nylig udtalte USA’s præsident Joe Biden, at “Denne beslutning om at trække soldaterne ud af Afghanistan, handler ikke kun om Afghanistan. Det er en beslutning om at afslutte en æra med omfattende militære aktioner, der har til formål at omdanne andre lande.”

    Præcis hvad Biden mener med denne historiske erklæring, er vel stadig lidt uklart, men det må vel i det mindste betyde, at USA under hans ledelse ikke ville rykke militært ind i lande som Afghanistan, Irak eller Libyen for at afsætte eller myrde statsledelsen og indsætte en ny og indføre en ny politik i landet. At det er slut med den slags aktioner. Det er i sig selv opsigtvækkende, for i Irak lykkedes missionen faktisk set fra et amerikansk synspunkt: De FIK faktisk adgang til Iraks olie.

    Det er klart, at USA kan have mange pragmatiske grunde til at afstå fra lignende aktioner i fremtiden. De er for det første afsindigt dyre, særligt naturligvis de uafsluttelige, som dem i Vietnam og Afghanistan. De er også upopulære i den amerikanske befolkning og gør livet besværligt for den til enhver tid siddende amerikanske præsident – og upopulære i store dele af verdensoffentligheden, hvor USA på den måde skaffer sig mange farlige fjender, fx dem der styrede to passagerfly ind i World Trade Center præcis 38 år efter det CIA-koordinerede militærkup i Chile.

    Men gælder det mon også de hemmelige CIA-aktioner eksempelvis i latinamerikanske lande med demokratisk valgte regeringer, der fører en socialistisk orienteret økonomisk politik?

God 11. september til alle!