Pouya

Jeg kan stadig huske Pouya med trutmunden og det kraftige, glatte sorte hår. Han var fire år, da jeg begyndte som pædagogmedhjælper i Den Integrerede Institution Viben i Gellerupparken i sommeren 1986. Han var opvakt og flink, men jeg opfattede ham også som en noget forkælet dreng, der nok var vant til at være centrum for familiens opmærksomhed og ikke tålte ret megen modstand eller modgang. Som det, vi i dag kalder et 'curlingbarn' fra den intellektuelle middelklasse på Østerbro, hvor mine egne ældste børn mange år senere kom til at gå i vuggestue og børnehave.

Men Pouya var ikke et middelklassebarn, selvom begge hans forældre engang havde været det. Forældrene var fem år tidligere flygtet fra Iran, hvor de havde været aktive i den illegale marxistiske Fedayeen-bevægelse, som i 1979 havde været med til at sætte Mohammad Reza Shah Pahlavi fra magten. De havde ikke kæmpet sammen med Ayatollah Khomeinis shiamuslimer, men kæmpet en parallel kamp mod shahen, deres fælles fjende. De var ikke islamister. Deres del af Fedayeen-bevægelsen var inspireret af de venstreorienterede palæstinensiske befrielsesbevægelser, men også af Che Guevara og Hồ Chí Minh. De gennemførte attentater mod shahens brutale efterretningstjeneste SAVAK og mod amerikanske anlæg. 

Udadtil var de veluddannede, sekulære middelklassemennesker fra Teheran, hvor faren arbejdede som ingeniør og moren underviste i litteratur på universitetet, mens de i hemmelighed havde kæmpet mod shahens korrupte, udemokratiske og alt for USA-venlige regime og håbet på en ny form for socialistisk og pluralistisk demokrati, hvor alle kunne have en stemme og ånde frit. Men det blev ikke deres del af den revolutionære bevægelse, som vandt magtkampen i revolutionens sidste fase. Det gjorde Ayatollah Khomeinis islamister, og de ville en helt anden vej. Det var som at komme fra asken til ilden. Ayatollahens nye regime så (ikke uden grund) Fedayeen som ateistiske, undergravende kræfter, og forbød bevægelsen i 1980. For mange iranere var Fedayeen revolutionens sande helte, men nu blev det forbudt overhovedet at synge og tale om dem offentligt, og deres medlemmer blev tvunget i eksil eller fængslet og tortureret eller dræbt.

Efter revolutionen delte Fedayeen sig i to. Nemlig Majority, som var bevægelsens 'højrefløj' og socialdemokratisk orienteret og forsøgte at tilpasse sig den nye islamiske republik. Og Minority, som så var 'venstrefløjen', marxistisk (men anti-stalinistisk og anti-Sovjet), og som var sekulære og ikke ville assimileres ind i den islamiske republik. Jeg er ret sikker på, at det var Minority, som Pouyas forældre tilhørte og derfor måtte flygte. 

Jeg husker ikke, hvad forældrene hed, men husker faren som en lidt for bekymret vatnisse, mens moren ikke var bange for at sige til drengen, at han godt selv kunne tage vinterstøvlerne af og sætte dem på plads under bænken. De var venlige over for personalet begge to og havde indimellem iranske kager med til os. I Danmark var de blevet en del af underklassen. De havde allerede lært sig dansk, men faren havde kun kunnet finde arbejde som trappevasker, og moren gik hjemme. De var ikke politisk aktive længere. Jeg var dengang medlem af et parti, der hed Venstresocialisterne. Vi havde sympati for Fedayeen, men det var ikke noget for Pouyas forældre. Ikke på det tidspunkt, i hvert fald. De troede ikke længere på politiske fremskridt og ville bare klare sig igennem og sikre Pouya en tryg opvækst og en god uddannelse. Og så dukkede faren alligevel op til et par arrangementer i VS nogle år senere og virkede ikke spor vatnisset og overbekymret, når drengen ikke var med.

Pouya må være 43 nu. Hvad mon han laver i dag?

God 1. maj!

Her er et billede fra den muntre 1. maj-demonstration, som jeg deltog i for tre år siden. Jeg kommer også til at gå sammen med anarkisterne i år. 

Det kan måske virke sært at deltage i arbejdernes internationale kampdag, når man selv kun har formået at bevæge sig op i arbejderklassen i kortere perioder af livet, for så at synke tilbage i prekariatet. Men jeg ser det sådan, at arbejderne bredt forstået har en hovedrolle at spille, hvis vi skal skabe en mere demokratisk og retfærdig verdensorden, fordi det er dem, som i den internationale arbejdsdeling står for at skabe livsfornødenhederne. Arbejderne har midler til og interesse i at sørge for en langt mere ligelig fordeling af de goder, de producerer.

Jeg føler mig mere hjemme hos anarkosyndikalisterne i CNT end i nogen anden fagbevægelse eller noget parti. Deres fagbevægelse ikke er organiseret efter branche. Enhver, som ikke er arbejdsgiver, direktør eller politimand, kan blive aktiv der. Også arbejds- og brancheløse kan. Det er vigtigt for dem ikke at fokusere på snævre fagpolitiske særinteresser, men på den fælles kamp for et retfærdigt samfund. Enhed i klassekampen. At sygeplejerskerne ikke skal slås med deres kolleger på hospitalet, med sygehjælpere, portører og læger, om at hapse den største bid af den samlede lønsum, men stå sammen om at øge lønsummen, fordele den retfærdigt, kæmpe sammen for arbejdsmiljøet og demokratiet på arbejdspladsen. Denne modvilje mod at splitte arbejderklassen ligger også til grund for CNT's kamp mod racisme og ulighed mellem kønnene.

Traditionelt har CNT også organiseret landarbejdere, småbønder og fiskere. Bevægelsen har rødder i de andalusiske landdistrikter, og også i moderne tid er de små selvstændige med. Jeg deler også deres frihedsværdier og kritik af magtkoncentration og magtmisbrug, ikke kun på det private arbejdsmarked, men også i staten.

Det er min personlige begrundelse for at trave netop denne tur gennem Málagas slumkvarterer nu om lidt. Enhver anden grund til at fejre majdagen kan være lige så god.

God første maj til alle!

Morales' medskyld og Bolivias nye chance

De røde får en ny chance i Bolivia

Publiceret december 2020

Søndag den 18. oktober var der parlaments- og præsidentvalg i Bolivia, og venstrefløjen vandt en overbevisende sejr.

En sejr for demokratiet
Den 57-årige Luis Arce fra ekspræsident Evo Morales’ venstrefløjsparti, MAS, blev valgt som landets nye præsident, og dagen efter anerkendte hans stærkeste modkandidat, Carlos Mesa fra centrum-venstre partiet Communidad Cidadana, sit nederlag.

”Fordi vi tror på demokratiet, må vi nu erkende, at valget har fundet en vinder,” 
lød det fra Carlos Mesa om mandagen.

Mesas kandidatur blev ellers bakket op af den højreorienterede overgangsregering, fordi deres egen kandidat, den siddende, konservative kuppræsident Jeanine Áñez, trak sit kandidatur fra præsidentvalget, da det viste sig, at hun ikke var i nærheden af blive blandt de to bedst placerede og således ville have en mulighed for at gå videre til en eventuel anden valgrunde. Og også hun anerkendte hurtigt Luis Arces sejr.

”Jeg gratulerer sejrsherrerne og beder dem om at yde tankemæssigt lederskab i Bolivia og i vores demokrati,” skrev Áñez på Twitter.

Vi venter i skrivende stund stadig på, at den siddende præsident Trump, taberen af det nys afholdte præsidentvalg i USA, kommer med en tilsvarende tilkendegivelse på sin Twitterkonto. Samtidig må man sige, at valghandlingen i Bolivia overstråler den nordamerikanske med en betydeligt højere valgdeltagelse. USA havde ganske vist sin højeste valgdeltagelse i over hundrede år med 66,9 %. Men Bolivia satte national rekord med hele 88,4 %, og valget endte med en sikker sejr for MAS, som fik 55,1 % af stemmerne. Det gav en margin på 26,3 procentpoint ned til den tidligere præsident (i embedet 2003-2005) Carlos Mesa, hvis parti, Communidad Cidadana, fik 28,8 % af stemmerne.

Den højreradikale vold
Det klare afgørelse betød dog ikke, at valget slap for dramatiske efterspil. Få dage efter valget blev minearbejdernes leder Orlando Gutierrez overfaldet og døde senere af sine kvæstelser. Minearbejdernes fagforeningen anklager de såkaldte ’Pititas’ for drabet. Pititas er en højreekstrem bevægelse, som spillede en afgørende rolle i det kup mod Evo Morales’ MAS-regering, som bragte Jeanine Áñez til magten i 2019. Pititas har igen i år underkendt valgresultatet. Drabet blev startskuddet til en ny bølge af politisk uro og vold frem mod regeringsskiftet den 8. november.
    Den dræbte 36-årige fagforeningsformand spillede en central rolle i fagbevægelsens protester mod Jeanine Áñez’ regime i november 2019. Da MAS (Bevægelsen for Socialisme) blev udråbt som valgets vinder i 2019, blev resultatet afvist af den samlede højrefløj i landet, som iværksatte omfattende voldelige protester. Det førte til, at militæret greb ind og iværksatte et kup, som straks fik Trump-administrationens opbakning.
    Ifølge TV-stationen TeleSur havde Orlando Gutierrez få dage inden 2020-valget advaret regimet om, at ”Bolivias ville minearbejdere mobilisere”, hvis højrefløjen igen skulle finde på at underkendte valgresultatet.

”Jeg udtrykker min dybeste sorg over broder Orlando Gutierrez’ bortgang. Han var en stor minearbejderleder, som stædigt forsvarede det bolivianske folks interesser”, udtalte Bolivias nyvalgte præsident Luis Arce ifølge TeleSur.

Valget i 2019
Evo Morales var ikke selv uden skyld i det kup, som satte ham fra magten i 2019. Han insisterede efter sine 15 år ved magten på at stille op til en fjerde valgperiode, hvilket præsidenten ifølge Bolivias forfatning ikke kan. De har en rotationsregel, som kan sammenlignes med USA’s (eller med den, Enhedslisten praktiserer over for partiets fuldtidspolitikere), og Morales’ udemokratiske forsøg på at omgå denne konstitutionelle bestemmelse er en vigtig påmindelse om, at selv i udgangspunktet demokratisk og antiautoritært indstillede ledere kan have svært ved at slippe magten. Og i Nicaragua og Venezuela ser vi tydeligt resultaterne af, at have det samme regime siddende for længe: korruption, selvberigelse, nepotisme og underminering af demokratiet.

Kuppet
Op til valget i 2019 var Morales var stadig populær i brede kredse, hvilket ikke alene valgresultatet (trods de usikkerheder det rummer) vidnede om. Der opstod også en bølge af demonstrationer for at genindsætte Morales som præsident. De blev mødt med brutal vold af sikkerhedsstyrker, efter at kuppræsidenten Jeanine Áñez havde undtaget politi og militær for strafferetligt ansvar i operationer, der ”havde til formål at genoprette orden og offentlig stabilitet”.
    Den daværende anden senatsnæstformand Jeanine Áñez erklærede sig for fungerende præsident under henvisning til den forfatningsmæssige magt-rækkefølge, hvor hun blot var nummer fem efter præsidenten, vicepræsidenten, senatsformanden og første senatsnæstformand.
    Det var hæren, som pressede Morales og hans vicepræsident til at træde tilbage, angiveligt med henblik på at bringe de omfattende uroligheder, som fulgte i kølvandet på det kaotiske 2019-valg, til ophør. OAS’s (Organisation of American States) valgobservatører rapporterede både om ’uregelmæssigheder’ op til valget og under optællingen. På valgaftenen blev en foreløbig optælling af stemmerne afbrudt på et tidspunkt, hvor Morales føring over Mesa så ud til at falde til under 10 procentpoint, hvilket er minimumsgrænsen for at afgøre valget i første runde og således ville udløse en anden valgrunde mellem de to bedst placerede kandidater. Da den endelige optælling forelå nogle dage senere, viste resultatet ganske vist, at Morales lige akkurat havde opnået mere end 10 procentpoint flere stemmer end Mesa, men afbrydelsen af optællingen stillede ikke Evo Morales’ regering i noget heldigt lys. Ganske som USA’s præsident Trumps forsøg på at standse optællingen af stemmer i de stater, hvor han så ud til at kunne miste sin føring.
    Uregelmæssighederne fik i første omgang OAS til at anbefale et nyvalg. Deres foreløbige rapport fik oppositionen til at konkludere, at der var tale om valgsvindel, og herefter eskalerede situationen. Der var demonstrationer både for og imod Morales, og flere omkom under sammenstødene mellem de to demonstrerende grupper. Morales erklærede derfor, at han ville følge OAS’ anbefaling og udskrive nyvalg, men det var ikke tilstrækkeligt til at stoppe konflikten. Samme dag, som rapporten udkom, opfordrede hærchefen Williams Kaliman på direkte TV Morales til at gå af. Militærets alvorlige opfordring fik Morales til at drage i eksil sammen med store dele af sin regering. Morales’ flugt efterlod Bolivia i et magtmæssigt vakuum, som højrefløjen og USA ikke var sene til at udfylde.
    Morales havde gjort sig sårbar ved at finde et påskud for at stille op til den konstitutionsstridige fjerde præsidentperiode, og det var ikke lykkedes ham at sikre en pletfri valghandling. Men selv hvis hans ufrivillige tilbagetrædelse skulle være berettiget, havde Áñez på sin side ingen legitim ret til at udråbe sig selv som præsident.

”Hvis Senatet vælger at anerkende min begæring om tilbagetrædelse og i stedet indsætter en midlertidig præsident, så bør det være formanden for Senatet,” udtalte Morales.

Jeanine Áñez’ illegitime overgangsregering
Formanden for Senatet var Adriana Salvatierra, og med præsidenten og vicepræsidenten i eksil var hun den retmæssige vikar. Jeanine Áñez hævdede imidlertid, at Salvatierra havde trukket sig samtidigt med Evo Morales og vicepræsidenten, men det er tilsyneladende ikke sandt. Da Senatet samledes for at tage stilling til spørgsmålet om præsidentposten, mødte Salvatierra op for at gøre krav på sin post, men hun blev nægtet adgang af de betjente, som stod vagt ved indgangen til Senatet, fortæller i hvert fald nyhedsbureauet Prensa Latina.
    Det lykkedes Jeanine Áñez at få Senatet til at udpege sig som præsident, hvilket kun var muligt, fordi Morales’ parti Movimento al Socialismo (MAS) boykottede afstemningen i Senatet. 2019-valget var blevet erklæret ugyldigt, og derfor bevarede de tidligere valgte medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet deres pladser. Dette resulterede i, at Morales’ MAS-parti stadig havde flertal i begge kamre. Senatet var således ikke formelt beslutningsdygtigt, da Áñez blev udnævnt. Der var ikke nok medlemmer til stede. Alligevel blev udnævnelsen efterfølgende ratificeret af den bolivianske forfatningsdomstol.
    Áñez’ regering var ikke valgt, havde ikke noget parlamentarisk flertal bag sig og ingen demokratisk legitimitet, og den var i princippet kun tiltænkt en rolle som forretningsministerium, hvis primære rolle var hurtigst muligt at afholde nyvalg. Men sådan gik det ikke. Tværtimod begyndte den hurtigt at føre politik, som var den en ordinær regering. Fx anerkendte kupregeringen den kontroversielle, højreorienterede oppositionspolitikker Juan Guaidó som Venezuelas præsident (endnu et højreorienteret kup mod en venstreorienteret regering, som havde fejlet), og den afbrød de diplomatiske forbindelse med Cuba og Iran. Og så blev den under påskud af pandemien ved med at udskyde tidspunktet for nyvalg.

Den danske regerings pinlige svigt
Den danske regering turde ikke mene noget om dette kup, som blev bakket op af Trump, men en lang række andre lande og ledere tog afstand fra det. Det gælder blandt andre Senatet i Argentina, regeringslederen i Uruguay, præsidenterne i Cuba, Venezuela, Nicaragua og resten af de såkaldte ALBA-lande samt Mexicos regering, der gav asyl til Evo Morales. Mexicos udenrigsminister erklærede, at Morales var blevet afsat ved et kup. Morales fløj herefter til Mexico sammen med sin vicepræsident og flere andre medlemmer af sin regering. Senere fik han asyl i Argentina.
    Nye valg til Senatet og præsidentposten var planlagt til 3. maj 2020, men under henvisning til Corona-pandemien meddelte det bolivianske valgorgan, TSE, en udsættelse af valget. Morales parti, MAS, accepterede modvilligt denne første forsinkelse. Valget blev siden udskudt to gange mere i lyset af massive protester og vold, før det endelig blev afholdt den 18. oktober.
    Bolivia har fået en ny start, og landets venstrefløj har fået en ny chance, fordi befolkningen ønsker det. Håbet må nu være, at MAS har lært af Evo Morales’ fejltagelser, vil fokusere entydigt på befolkningens interesser og aldrig skabe tvivl om, at de er demokratiets fremmeste vogtere.

Den private ejendomsret til jord – det største tabu

Spørgsmålet om privat ejendomsret til jord er et af de mest afgørende og samtidig mest tabuiserede i dansk politik. Denne privatejendom er en afgørende drivkraft i udviklingen af økonomisk ulighed. Alligevel taler venstrefløjen stort set kun om omfordeling over skatten som en løsning

Forskellen mellem rig og fattig vokser eksplosivt. Det gælder både forskellen mellem rige og fattige verdensdele, det gælder mellem lande, det gælder mellem rige og fattige regioner inden for Danmarks grænser (fx mellem Trekantsområdet og Langeland), mellem kvarterer i byerne (fx mellem Østerbro og Nordvest) og det gælder mellem rige og fattige familier og personer.
    Internationalt fører uligheden sultkatastrofer, krige og altid ulykkelige flygtningestrømme med sig. Inden for Danmarks grænser oplever vi en markant overdødelighed blandt fattige og en tiltagende udhuling af vores demokrati, hvor stadig færre deltager i beslutninger af samfundsmæssig betydning.
    Mange danskere tjener flere penge på at eje jord end på at arbejde – og man kan ikke for alvor gøre noget ved uligheden uden at gøre op med ejendomsretten til jord. Man kan heller ikke standse boligprisernes himmelflugt uden. Den himmelflugt som har gjort storbykernerne til rigmandsghettoer.

Sikandar Siddique alene i verden
I en tv-transmitteret afslutningsdebat op til Folketingsvalget oktober 2022 fik Frie Grønnes Sikandar Siddique ordet fire eller fem gange. Hver gang fik han lov at sige et par sætninger, inden han blev afbrudt og latterliggjort af enten ordstyrer Kåre Quist eller en af rivalerne.
    Hans brøde, som åbenbart diskvalificerede ham som deltager i debatten, var et forslag om at oprette en jordbrugsfond, der over 30 år skulle opkøbe landbrugsjord, fx fra konkursramte landbrug, og oprette fællesejede, demokratisk drevne økologiske landbrug.
    Statsminister Frederiksen stod med himmelvendte øjne, liberalisterne lugtede blod, Morten Messerschmidt råbte op om, at det var udemokratisk (selvom det netop var det modsatte).
    Det var det mest opsigtsvækkende løsningsforslag på klimakrisen, vi fik tilbudt, og alligevel mente ordstyrer Quist ikke, det var værd at diskutere. Siddique fik ikke lov at forklare sig. Tværtimod valgte Quist selv at konkludere politisk på Siddiques forslag i stedet for at undersøge, hvad det gik ud på.
    Den daværende ordfører for Enhedslistens folketingsgruppe, Mai Villadsen, lod Siddique hænge til tørre. Hun kommenterede ikke hans forslag med et eneste ord. Det var det mest forbløffende, for forslaget lød unægteligt som Enhedslisten-politik.
    BT’s Joachim B. Olsen gav efter partilederrunden karakterer til de 14 politikere og gav Sikandar Siddique nul stjerner, fordi det angiveligt var for useriøst at tale om fælleseje til jord.

Henry George, jordlovene og den sorte hånd
Idéen om fællesejet jord er ellers ingen fremmed fugl i dansk politik. 1957-1960 havde Danmark en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet.
    Retsforbundet var et liberalt midterparti, hvis ideologi var udviklet af den amerikanske økonom Henry George. Hans hovedværk, Fremskridt og fattigdom fra 1879, var en undersøgelse af, hvorfor fattigdommen voksede på trods af økonomisk vækst og teknologiske fremskridt. George argumenterede for, at størstedelen af den velstand, som skabtes under industrialiseringen, blev slugt af jordejere og monopolister, og at denne ufortjente rigdom og kapitalkoncentration var fattigdommens kilde.
    George mente ikke, man skulle tjene penge på at eje jord, men kun på arbejde. Den økonomiske værdi af jord (og andre naturressourcer som luft og vand) skulle tilhøre alle samfundets medlemmer. Ikke kun Retsforbundet gik ind for fælleseje af jord. Det gjorde også Viggo Hørup, der hørte til den fløj af Venstre, som tre år efter hans død dannede Det Radikale Venstre.
    Dæmoniseringen af indgreb i den private ejendomsret til jord har mange fortilfælde. Bedst kendt er vel folkeafstemningen om jordlovene i 1963. Henry Georges idéer havde ikke kun afsmitning på Retsforbundets politik, men også på Det Radikale Venstres og på Socialdemokratiets, og da de dannede Trekantsregeringen i 1957, gennemførtes en reform, som medførte en kraftig stigning af den såkaldte grundstigningsskyld, en beskatning af ejendomsværdistigningerne.
    Gevinsten ved de stigende jordpriser skulle tilfalde hele samfundet. Henry George og Retsforbundet ønskede, at ejendomsskatter efterhånden helt skulle erstatte indkomstskatterne. Det var deres pragmatiske løsning på en overgang til fælleseje af jord.
    Grundstigningsskylden var imidlertid ikke Trekantsregeringens påfund. Den indførtes kommunalt i 1920’erne, men blev ved Kanslergadeforliget i 1933 sat ned og samtidig forvandlet til en statslig skat. Trekantsregeringen skruede op for den igen i 1957 og foreslog fire jordlove, som skulle indføre en form for naturfredning og statslige retningslinjer for jordens brug. Fx statslig og kommunal forkøbsret til jord i forbindelse med anlægsopgaver eller byudvikling. Men Venstre og Konservative førte en skræmmekampagne mod lovpakken.
    Mange husker nok plakaten med den sorte hånd, der stjæler det lille hus. Ingen ville tage nogens hus, men det var let at skræmme. Det var også let at lokke. Der blev appelleret til små grundejeres private pengepung og håb om en nem gevinst. Først argumenterede den borgerlige opposition for, at lovpakken repræsenterede en grundlovsstridig ekspropriation. Og da den påstand faldt til jorden (!), gennemtvang de pludselig en folkeafstemning på et tidspunkt, hvor lovene ellers var færdigforhandlede, klar til tredjebehandling og vedtagelse i Folketinget, hvor den socialdemokratisk/radikale regering havde flertal for lovene sammen med SF.
    Retsforbundet røg ud af Folketinget og regeringen ved valget i 1960, og de kontroversielle jordlove blev stemt grundigt ned ved folkeafstemningen i 1963. Siden har Socialdemokratiet og Radikale Venstre ikke rigtig turdet gøre noget ved den private ejendomsret til jord.

Fælleseje af jord findes i Grønland
I en del af rigsfællesskabet har der aldrig været privat ejendomsret til jord. I Grønland ejes jorden ikke af nogen, og brugsretten administreres af selvstyret, som fx kan udstede byggetilladelser.
    Donald Trump gentager til det ulidelige sine åbenlyse trusler om at ‘overtage’ Grønland. Hvis og når disse trusler bliver til virkelighed, vil den grønlandske kultur komme under voldsomt pres, og deres frie og fælles forhold til jorden vil helt sikkert ikke overleve.

    Den grønlandske undergrund er spækket med værdifulde metaller, uran og fossile brændsler. Men uden jordbesiddere bliver beslutningen om at udvinde mineraler og råstoffer nødvendigvis demokratisk – eller i hvert fald politisk.
Kryolitminen i Ivittuut blev drevet af Kryolitselskabet Øresund, som var ejet af danske investorer, der havde indgået en koncessionsaftale med den danske stat. Det betød, at den danske stat fastlagde betingelserne for kryolitudvindingen. Øresund fik dog dengang ret frie hænder.
    Om det grønlandske selvstyre vil tilbyde det samme, er imidlertid et åbent spørgsmål. Private jordbesiddere er almindeligvis lettere at tale til rette. Eller rettere: lettere at handle med, hvis man har penge nok. Derfor ville det være enklere for potentielle investorer, hvis Grønland blev en del af USA, og jorden kom på private hænder.
    At dette ville føre til maksimal udnyttelse af undergrundens ressourcer og udvikle sig til en katastrofe for den grønlandske natur, er der ingen grund til at tvivle på.

Og på Christiania

Den årtier lange, vedholdende modstand mod Christiania viser, hvor udfordrende det har været for os danskere, at små et tusinde ud af landets næsten seks millioner indbyggere forsøgte at stå uden for det private ejendomsmarked og de medfølgende markedsbestemte beslutninger.
    Modstanden begrundes almindeligvis med kriminaliteten, især hash-salget i Pusher Street. Men det er en skinbegrundelse. Enhver idiot kan regne ud, at det hash-salg blot vil flytte bopæl, hvis Christiania bliver nedlagt. Efterspørgslen ville være nøjagtig den samme, og det ville også den kriminelles økonomiske incitament til at imødekomme den efterspørgsel. Modstanden mod Christiania har altid handlet om noget andet, nemlig den fælles jord.
    Jorden på Christiania ejes nu af christianitterne i fællesskab gennem Fonden Fristaden Christiania, som med virkning fra 2012 købte den af forsvarsministeriet. Det er et privat fælleseje, som altså i princippet kan udstykkes og sælges på det almindelige ejendomsmarked.
    Indtil 2012 havde christianitterne i en årrække haft brugsretten til den statslige grund og betalt en brugsafgift for den. Christianias konsensusdemokrati havde besluttet, hvem der kunne bo der, og hvad der kunne bygges. Hverken bygninger eller jord kunne købes og sælges, men man havde pligt til at vedligeholde bygningerne, så længe man boede i dem.
    Overgangen til den nuværende ejerform skyldes udelukkende statens og kommunens ønske om at ‘normalisere’ ejendomsforholdene i fristaden (og i den forstand at lukke fristaden som socialt og økonomisk eksperiment), sådan at jorden før eller siden ville blive en del af det almindelige boligmarked. Og det er præcis det, der vil ske i de kommende år.

Hvad der skete i Chile

I landområder over hele verden har man forsøgt sig med en omfordeling af jorden, efterhånden som ejerskabet har samlet sig på få hænder, og små bønder og landarbejdere derfor ikke har haft jord at arbejde og leve på. I Chile blev landejendomme på over 200 hektar (cirka 40 procent af Chiles landbrugsjord) eksproprieret efter den socialistiske valgsejr i 1970, og jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.
    Men det blev en kort fornøjelse. Salvador Allendes demokratiske og sociale revolution blev snart efter rullet tilbage af CIA’s statskup og Pinochet, USA’s marionet-diktator.
    Sådan en spredning af ejendomsretten til jord har mange politikere og økonomer ellers gjort sig til talsmænd for. Det gælder også Thomas Jefferson, som nok var en led slaveejer, men også var med til at skrive den amerikanske uafhængighedserklæring. Sandheden er dog nok, at omfordelingen af jorden ganske vist på kort sigt betød en voldsom omfordeling af rigdommen i Chile, men ikke en varig løsning på uligheden. For så længe jorden ikke tages ud af markedsøkonomien, vil den lidt efter lidt atter samles på færre hænder.

El Humoso og den fælles vej ud af krisen
Dette problem er de bevidste om i den spanske landsby Marinaleda, hvor næsten alle cirka 2.700 indbyggere lever af at arbejde i landbrugskooperativet Finca El Humoso. Dette fællesskab ejer al landbrugsjorden i kommunen og den tilknyttede konservesproduktion. Da resten af Spanien under finanskrisen 2007-2011 oplevede en arbejdsløshed på omkring 30 procent og ude på landet endnu højere, var der i Marinaleda færre end 2 procent arbejdsløse.
    Det var uden sammenligning den kommune, der klarede sig bedst gennem krisen. Indbyggerne havde nemlig fordelt arbejdet mellem sig på El Humoso. Det kan man på en fællesejet, demokratisk ledet virksomhed. Og de valgte at dyrke afgrøder, der krævede meget arbejdskraft, og som derfor kunne sælges dyrt, fx artiskokker.
    Det var en logisk beslutning at tage, når hele befolkningen skulle tage den i fællesskab, for alle havde brug for arbejde. Hvis en enkelt jordejer havde taget beslutningen, havde han nok valgt afgrøder, som kunne produceres med mindre arbejdskraft og altså billigere. Så var arbejdsløsheden blevet som i resten af de andalusiske pueblos, landsbyer.
    Men El Humoso tager ikke penge ud til profit. Der lægges til side til at forny produktionsapparatet, men ellers går overskuddet kun til skat og løn. Derfor er det nogle af de bedst lønnede landarbejdere i Spanien. Det er en demokratisk model, og den har vist sig økonomisk langtidsholdbar. Sådan er den røde kommune blevet drevet gennem mere end 40 år.
    Så er der også boligerne. Kommunen stiller byggegrund, materialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, så det forsøger man at modgå her.
    Jeg forstår Sikandar Siddiques forslag lidt anderledes, nemlig sådan at den jord, som jordbrugsfonden opkøber, skal dyrkes økologisk. Altså at det simpelthen er et statsligt krav til produktionen. I Marinaleda er det endnu ikke al produktionen, der er økologisk, for da de indledte deres sociale revolution i 1979, handlede det ikke om miljø, men om at modgå den sult og medfølgende affolkning, som truede de andalusiske landsbyer. Men også i Marinaleda er økologien på vej.

Privatejendom eller miljøbeskyttelse
Den stoiske filosof og romerske statsmand Seneca gik ind for ususfructus-princippet. Det indebærer, at man har ret til frugterne af sit arbejde med den jord, som man har brugsret, men ikke ejerskab, til.
    Eftersom fællesskabet ejer jorden, er det også fællesskabet, som skal tage stilling til, om der må foretages væsentlige ændringer, for eksempel opføres en fæstning eller anlægges en kunstig sø. Tilsvarende principper kendes helt tilbage fra Hammurabis næsten 4000 år gamle lov for Babylonien.
    Ejer man jorden som privatperson, kan man derimod behandle den efter forgodtbefindende. Sådan er grundprincippet i privatejendom. Hvis man låner eller lejer, skal man derimod levere genstanden tilbage i samme forfatning eller bedre. Ellers skal man kompensere, fx betale for miljømæssig genopretning.
    Nu kunne det være fristende at tale for statslig ejendom af al jord ud fra miljøpolitiske argumenter, men det argument er grundigt afmonteret af Sovjetunionens miljøødelæggelser.
    Nej, statsligt ejerskab er ingen garanti mod miljøsvineri. Staten kan også være et svin, selvom den i princippet er under fællesskabets kontrol. Der er ingen garanti for, at denne kontrol fungerer demokratisk. Det gjorde den ikke i USSR, og jo mere demokratiet svækkes, desto mindre ansvarsfuldt kan staten slippe af sted med at forvalte sit mandat. Derfor fordrer en forbedring af jordens sundhedstilstand ikke blot fælleseje, men også en radikal styrkelse af demokratiet.

Ikke en universalløsning
Selv hvis alt dette er på plads, skal man ikke bilde sig ind, at man har fundet en mirakelkur for jordens sundhedstilstand. Det er der trods alt ikke tale om. Der skal også andre midler til.
    Statslige mindstekrav til anlægsarbejder, produktion og transport. Nye boliger skal fx være selvforsynende med varme og energi. Det er fuld ud muligt. Også eksisterende boliger kan gøres selvforsynende med varme og energi, og staten kan støtte det. Landbrugsproduktion skal være økologisk. Slut med gylle og kunstgødskning. Husdyr skal på græs. Fiskeri skal reguleres på redskaber, fx forbud mod bundslæbende redskaber og både over en vis tonnage, ikke med kvoter. Den slags.
    Grønne afgifter på privatforbrug er asociale og skaber en illusion om at løse problemer, som de ikke kan løse. Det er ikke vejen. Vi skal heller ikke udskamme flykunder, men etablere hurtige, billige eldrevne togforbindelser ned gennem Europa – og staten skal forske i muligheden for at flyve på klimaneutral energi.
    Sådanne løsninger skal naturligvis implementeres internationalt. Det er tvivlsomt, om den kamp kan vindes inden for det EU, der primært har som sin opgave at afbøde økonomiske kriser og tjene den europæiske storkapitals interesser i markedsadgang – men det er da tosset ikke at prøve.
    Ligesom fælleseje af jord ikke er nogen universalløsning på miljøproblemerne, er det heller ikke den endelige løsning på problemerne med ulighed og fattigdom. Også disse problemer kræver en kombination af forskellige virkemidler. Fælleseje af jord vil være en afgørende faktor; men ulighed skyldes naturligvis ikke kun privatejendom til jord, men fx også muligheden for at berige sig på andres arbejde.
    Forestillingen om guddommelig ret til jord er katastrofal, hvilket de morderiske zionistiske bosættelser på Vestbredden illustrerer med al uønskelig tydelighed. Men den private ejendomsret til jord er i det store billede et større problem – og at vi ikke tør tale om det, står i vejen for progressiv social forandring.

Oprindeligt udgivet på Solidaritet

En socialistisk landsby i Andalusien

“Denne gård tilhører de arbejdsløse daglejere i Marinaleda,” står der på muren ind til landbrugskooperativet El Humoso. Det gør den, og det gør den ikke, for der er ikke længere nogen arbejdsløse daglejere her. De arbejder alle på El Humoso.

Foto: Ditlev Lodberg Strand

I Danmark er vi ikke vant til, at socialismen er på dagsordenen, når der er kommunalvalg på Lolland eller Møn, men sådan er det ikke i alle udkantskommuner.

En andalusisk landkommune
Jeg besøgte Marinaleda sammen med Ejler og Patricia i efteråret 2022, vi kørte bare derud på en almindelig arbejdsdag, gik en tur rundt, besøgte rådhuset og et par butikker, spiste den medbragte frokost i den affolkede folkepark. Vi skulle nok have tilrettelagt det anderledes, hvis vi ville vide mere om livet der. Det var svært at finde nogen at tale med, for alle var på arbejde eller i skole.
    Landsbyen ligger i 200 meters højde ved Rio Blancos bifloder mellem Cordoba og Sevilla. Når man triller gennem hovedgaden, mærker man ikke straks, hvordan den undseelige, hvidkalkede pueblo adskiller sig fra enhver anden andalusisk landsby. Det gamle centrum er omkranset af fornuftigt nybyggeri, en smule industri længere ude i periferien og så ellers opdyrkede agre så langt øjet rækker. Alhonoz-borgruinen tolv kilometer derfra er maurisk, og som så mange andre steder i Andalusien finder man reminiscenser af både romerske og mauriske bosættelser i den lille flække.
    En skimlet køter strakte sig i solen og vendte langsomt hovedet efter en lavstammet mand på cykel, men ørerne rejste sig ikke. Alt var ved det vante. Ham havde den set så tit.
    Det lignede en pueblo som så mange andre. Men noget manglede alligevel i billedet, for hvor var alle de sammensunkne huse, som havde stået tomme, siden landbrugets industrialisering affolkede disse landsbyer for flere menneskealdre siden? Marinaleda har ingen prangende monumenter eller luxuriøse offentlige bygninger, men den er heller ikke præget det forfald, som man ellers ser i de små landbrugssamfund. Her er nemlig hverken affolkning eller arbejdsløshed. Indbyggertallet har været nogenlunde stabilt siden 1940, hvor der var 2500 indbyggere. Nu er der knap 2800, og langt de fleste voksne arbejder i det lokale landbrugskooperativ, El Humoso, eller på den tilknyttede konservesfabrik.

Kooperativet
I Marinaleda dyrker man grønne bønner, artiskok, chili og broccoli. Det meste økologisk. Man har valgt de afgrøder, som kræver mest arbejdskraft. Sådan skaber man beskæftigelse. Og afgrøderne skal høstes på forskellige årstider, så der er noget at lave hele året. Da det samtidig er afgrøder, som efterspørges til en høj pris, kan det betale sig. Den strategi giver ikke det største euro-afkast per hektar, men nok. Der er ingen aktionærer, som skal have udbytte. Overskuddet geninvesteres. Det skal sikre landarbejderne et godt og stabilt arbejdsliv. Under den økonomiske krise fra 2007-2014 lå arbejdsløsheden i Spanien på 25 %, og i landdistrikterne var den endnu højere. I Marinaleda var den 1 %. Alle, der ville, var i arbejde her.
   Arbejdet er hårdt, især under udplantning og høst, men man skal ikke slides op. Arbejdsugen er på cirka 30 timer i gennemsnit. Enhedslønnen ligger på cirka 9.500 kroner om måneden (i 2021). Til sammenligning ligger gennemsnitslønnen for en landarbejder i Andalusien på cirka 6.500 kroner.

    Er dette socialisme; en kommunal socialisme med elementer af markedsøkonomi? Eller er det blot en solidarisk kriseløsning, som er blevet permanent, fordi den virkede, og fordi krisen i de spanske udkantskommuner er permanent?

Den røde landsby
Marinaleda er med i et republikansk netværk og flager derfor ikke kun med monarkiets lovpligtige rød-gul-røde fane, men også med en republikansk grøn-hvid-rød trikolore: natur, fred og solidaritet.
    Her i byen er gader og pladser er ikke navngivet efter Jesus eller Francos generaler, men fx efter Salvador Allende og Che Guevara. En vej er opkaldt efter den andalusiske anarkist Fermín Salvochea. Eller de hedder Solidaritetsvej og Broderskabsvej. Hovedvejen hedder Frihedens Aveny. Men i Spanien må visse gader nødvendigvis bære helgennavne. En er opkaldt efter Skt. Laurentius, som blev stegt levende, fordi han som skattemester, mod kejser Valerians ønske, havde givet kirkens penge til de fattige. På facaden af folkets hus, der også er rådhus, ser man et stort maleri af Che.
    Derinde har de røde regeret siden 1979, hvor de første kommunevalg efter Francos død blev afholdt. Den røde alliance CUT vandt 9 ud af 11 pladser, og de har haft det absolutte flertal lige siden. I 1986 sluttede de sig til IU, den spanske Enhedslisten. IU har stadig 9 sæder og socialdemokraterne i PSOE har 2. De konservative får 4 % og kommer ikke ind.

Sådan begyndte det

Borgmesteren, Juan Manuel Sánchez Gordillo, har stået i spidsen fra begyndelsen. Som fagforeningsmand var han med til at organisere besættelsen og ibrugtagningen af de jorde, som nu tilhører kooperativet, et demokratisk styret arbejdsfællesskab, som leverer fundamentet for kommunens socialistiske økonomi.
    Jordene tilhørte tidligere hertug Íñigo de Arteaga y Falguera, som ikke brugte dem til noget. Men landbefolkningen sultede, så den unge Gordillo gik i sultestrejke for at gøre opmærksom på problemerne. De 13 dages faste i den drønhede andalusiske sommer vakte opmærksomhed. Sådan begyndte La Lucha. Det var socialistisk klassekamp, men i sin måde at kæmpe på, er Gordillo mest inspireret af Mahatma Gandhis civile ulydighed. Sammen med lokale landarbejdere gik han i gang med at dyrke den golde jord. Efter 12 års strid gav den andalusiske autonomi-regering i 1991 kooperativet lov til at beholde de 1.200 hektar, som de lever af.

    Gordillo var borgmester fra 1979 til sommeren 2023, hvor han trådte tilbage på grund af helbredsproblemer og blev afløst af Sergio Gómez Reyes. Gordillo blev valgt året efter vedtagelsen af den nye, demokratiske forfatning i Spanien, og på et tidspunkt hvor Hertugen af Infantado stadig ejede al jorden i området. Hans politiske arbejde har altid gået hånd i hånd med en udenomsparlamentarisk aktivisme. I 1980 begyndte kampagnerne med sultestrejker og besættelser af jorden, som stod på i 12 år, indtil aktivisterne i 1992 endelig fik Andalusiens regionale regering til at ekspropriere 1200 hektar besat landbrugsjord, som siden har været forvaltet af kooperativet El Humoso.

Hvad med økonomien?
En stor del af kommunens økonomi kommer fra statslige bloktilskud, tilskud fra Andalusien og fra Sevillas provins. Men Marinaleda modtager 6,61% mindre per indbygger end gennemsnittet for andalusiske kommuner.
    De lever ikke i et lukket rum, men sælger deres varer i verden udenfor og er en del af det globale marked. Det er med til at sætte betingelserne for deres virke.
    Marinaledas økonomiske model forudsætter, at det omgivende samfund stiller fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner til rådighed. Marinaleda sparer også mange penge ved fx ikke at have kommunalt politi. De har også sjældent brug for politi, for fattigdommen er afskaffet og ligheden udpræget. Men kunne man forestille sig deres model udbredt til flere kommuner? Der er opstået flere kooperativer i Andalusien, inspireret af El Humoso, men kunne hele Spanien fungere efter samme principper?
    Kan modellen bruges til krisehåndtering på Lolland og i andre danske udkantskommuner?

Et folkeligt demokrati
Kommunalbestyrelsen vælges for fireårige perioder. Sådan er det i Spanien ligesom i Danmark. Men i Marinaleda er demokratiet mere dybtgående. Her træffes de vigtige beslutninger (kommunale udgifter, bolig, arbejde) på stormøder, hvor alle kan tale og stemme. Normalt foregår det ved håndsoprækning, men ved særligt følsomme beslutninger er der hemmelig afstemning. Det foregår både på stormøder og ved mindre møder i kvartersrådene.
    Borgerne deltager. Det gør de også, når der er ‘Rød søndag’. Så blæses der til samling i et tyrehorn fra folkets hus. Det betyder, at byens gader gøres rent, vejstriberne males, eller hvad der nu er behov for. Det er ikke en pligt, men de fleste synes at føle et ansvar for deres pueblo.
    Man kan spørge, om ikke Gordillos reelle magt har været for stor. Hvad han sagde, gjaldt gerne i sidste instans. Det var ham, der blev lyttet til. Han har spillet så stor en rolle i opbygningen af det lille samfund, at hans ord sjældent blev udfordret. Nu er han trådt tilbage. Er byen klar til at stole på sine egne beslutninger, når han ikke har sagt god for dem?

    At indbyggerne i Marinaleda er oprørske, er ikke noget nyt. Ved det sidste demokratiske valg, inden borgerkrigen begyndte i 1936, vandt folkefronten (altså republikanerne) magten i byen. Tidligere havde monarkisterne siddet på magten, fordi kun cirka 12 % af befolkningen havde stemmeret. Fordi de røde havde vundet valget i februar 1936, led byen en hård skæbne, da Francos tropper nåede frem. De myrdede borgmesteren, hans søn og mindst 30 andre borgere. Fascisterne holdt byen i et jerngreb og dyb fattigdom frem til Francos død i 1975. Da var arbejdsløsheden på 60 % i Andalusien.

Gratis hus og velfærdsgoder
Kommunen stiller byggegrund, byggematerialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, siger Gordillo, så det forsøger man at modgå her.
    Fattige andalusiske familier kan med offentlige tilskud komme ned på 550 kr./md. for en vuggestueplads, men i Marinaleda koster de kun 112 kr. Børn kan gå gratis til sport tre gange om ugen. Voksne får gratis aftenskoleundervisning. Man får adgang til den kommunale pøl hele sommeren for 45 kr. Det lyder måske ikke som noget særligt for en dansker, men det er det her. Spanien er ikke en velfærdsstat som den danske.
    Man kan vælge mellem syv barer/restauranter i landsbyen. Det kan man ikke i Høng eller Ruds Vedby, men spaniere lever ikke primært i hjemmet. De har brug for en stambar, hvor de kan mødes med naboer, venner, kolleger og familie. Her er isenkræmmer, supermarked, fiskehandel, grønthandel, købmand, mekaniker, frisør, bank. De har ingen golfbaner, lufthavne eller operahuse, men det har de nu heller ikke i nabolandsbyen. I juli afholder kommunen en festival med klassisk, akustisk flamenco. De holder også karneval, og både en katolsk påskeuge og en samtidig alternativ uges kulturfest for freden. Kirken er ikke så dominerende her som i den gennemsnitlige pueblo. På Gandhis dødsdag fejrer de fred og ikke-vold med en kulturfestival for børn. De har et nyt, kommunalt amfiteater, bibliotek, naturpark, en koncertsal, gode skoler og idræts- og sportsfaciliteter i sammenligning med andre landsbyer.

Den radikale aktivisme under finanskrisen 

Den 8. januar 2013 var kold og fugtig, særligt morgenen var slem. Man kunne se sin ånde; ellers så man ikke meget i tågen. Men da jeg tændte for nyhederne på laSexta klokken 8.00, kunne jeg se, at tusinder af madrilenere havde trodset vejret. De havde samlet sig foran rådhuset på Paseo del Prado og stod og hoppede og sang med deres skilte i hånden. Det var de samme skilte, der blev brugt hver gang, vi demonstrerede mod de kommunale nedskæringer. Det var et rektangulært, hvidt skilt med to bogstaver på. NO stod der med sort, og så var der tegnet en åben saks inden i O’et. Det var ikke noget flot skilt, men grafikken var så simpel, at budskabet ikke var til at tage fejl af. De demonstrerede mod de omfattende nedskæringer i sundhedsvæsnet. Denne gang var det planerne om privatisering af hospitaler og sundhedsklinikker, det gjaldt. Demonstranterne havde hvide kitler på. Mange af dem var ansatte i sundhedsvæsnet, andre lod som om.

    Det var den negative politiske kamp, som altid er venstrefløjens svar på den borgerlige krisepolitik: kampen mod forringelserne. Men ind imellem er der også en positiv kamp. Et par måneder inden denne demonstration (én i en lang række af demonstrationer mod PP’s nedskæringer) dukkede der en nyhed op om en Robin Hood-aktion, hvor aktivister stjal madvarer i supermarkederne til de mange arbejdsløse nede i Andalusien. En borgmester fra det venstreorienterede parti IU gav sin støtte til den ulovlige aktion. Og ja, det var naturligvis borgmester Juan Manuel Sanchez Gordillo, som var anklaget for at have opfordret til den ulovlige aktion, men da han ud over at være borgmester også var medlem af Andalusiens parlament, kunne han foreløbig benytte sig af sin parlamentariske immunitet.

    Foruden Robin Hood-aktionen i supermarkederne deltog Gordillos aktivister i en besættelse af landsbyen Moratalla i Córdoba, hvor arbejderne ikke var blevet betalt. Et andet sted i Córdoba havde arbejdsløse daglejere besat et uopdyrket landbrugsareal på 400 hektar. Det var godset Somonte, som adskillige år forinden blev eksproprieret af Andalusiens autonomi-regering med henblik på at give de jordløse bønder et sted at arbejde. Det skete blot aldrig. Jorden fik bare lov at ligge uopdyrket hen.
    Dette var naturligvis ikke i sig selv det positive politiske perspektiv. Aktionen pegede blot på et akut problem, men ikke på en langtidsholdbar løsning. Det positive var derimod det projekt, som den samme Gordillo i årevis har været med til at bygge op.

At bygge en ny verden op bid for bid

I håbet om afhjælpe den elendighed, som hele Spanien befandt sig i under finanskrisen, bevægede Gordillo sig ud af sin pueblo med kampen for fælles brugsret til jorden og opbyggelsen af alternative lokalsamfund. Han siger selv, at han er inspireret af Che Guevara, men nærliggende er det desuden at tænke på den offensive kamp for fælles jord til de jordløse bønder, som var en del af anarkisternes optakt til borgerkrigen 1936-39.

    Siden 1960’erne er landområderne i Andalusien gradvis blevet affolket. De arbejdsløse daglejere er rejst nord på for at finde arbejde, og alligevel er 34% af landbefolkningen arbejdsløse her i den sydligste region mod 25% på landsplan. 

    Lola Álvarez var medlem af det samme venstreorienterede landarbejderfagforbund som Gordillo. Hun var daglejer, fra hun var 16 år gammel, men kunne nu ikke længere finde arbejde, så nu tog hun og 22 andre den uopdyrkede landbrugsjord i Córdoba i brug, og det kunne myndighederne faktisk godt se fornuften i. Andalusiens ombudsmand havde i hvert fald bakket op om besættelsen. Hvis offentligt ejet landbrugsjord ikke blev dyrket, skulle de arbejdsløse daglejere have lov at dyrke den, mente han.

    Og arbejdsløse daglejere var der nok af i den region. Tidligere arbejdede de på de store godser, men mange godsejere har i de seneste årtier fået millioner i landbrugsstøtte af EU for at lægge jorden brak. Jorden ligger ubenyttet hen og bliver gradvis til ørken. Hvor den trods alt dyrkes, bruger de store jordbesiddere underbetalte immigranter i stedet for spansk arbejdskraft.

    Derfor dannede landarbejderne et militant fagforbund, og i 2007 stiftedes den aktivistiske andalusisk fagforening (SAT), som kræver kollektiv brugsret til den braklagte jord. SAT har været udsat for permanent forfølgelse og chikane fra myndighedernes side. Men ikke myndighederne i Marinaleda, naturligvis. Gordillo har tvært imod fra begyndelsen været en del af denne aktivisme. 
    Det voldsomme pres fra kritikere fra højre og venstre, som Gordillo var udsat for, inden krisen for alvor satte ind i 2008, begyndte pludselig at lette. Den økonomiske soliditet i El Humoso gjorde det vanskeligt at pege fingre ad Gordillo, når økonomien brød sammen alle andre steder.
    Det er vanskeligt at forestille sig Madrid som et økologisk landbrugskooperativ; aktivismens mål og midler må naturligvis tilpasses de lokale vilkår, men de økonomiske modeller, som El Humoso betjener sig af, har utvivlsomt inspireret venstrefløjen selv i Madrid.

Lastbilerne drøner gennem hovedgaden
En synlig forskel var der på Marinaleda og de omkringliggende landsbyer, og det var den erhvervsmæssige aktivitet. I Marinaleda skete der virkelig noget. Lastbiler og landbrugsmaskiner rullede gennem hovedgaden i en lind strøm. El Humoso holdt gryden i kog, det var tydeligt.
    Kedede den sig, den dovne køter på den støvede asfalt på Frihedens Aveny? Hvem ved, måske kunne den lide at se de store maskiner, som sjældent besøgte den næste landsby nede ad landevejen.
    I en dagligvarebutik, som førte kooperativets produkter (men også alle mulige andre), faldt jeg i snak med den unge ekspedient. Hendes kæreste boede i nabolandsbyen, og der havde hun også tænkt sig at flytte hen, når hun havde skrabet tilstrækkeligt med penge sammen.
    – Hvorfor flytter han ikke hertil i stedet? spurgte jeg. – Kan I ikke lide den røde kommune?
    Hun svarede, at kæresten ikke var den varmeste tilhænger. Der var nogle erhvervsmuligheder for ham i nabolandsbyen, som passede ham bedre.
    – Hvilke?
    – Han er ejendomsmægler, sagde hun.

    – Nå ja, selvfølgelig.
    – Der er fordele og ulemper ved alt.

Ja, også ved den kommunale socialisme, åbenbart.

Teksten er en opdatering og udvidelse af en reportage, jeg lavede for Enhedslistens medlemsblad i januar 2021.

Partiløs

I foråret 2022 meldte jeg mig ud af Enhedslisten, som jeg var med til at stifte i 1989. Jeg nåede at være medlem i 32 år, og det har jeg på ingen måde fortrudt. Enhedslisten er stadig det parti, jeg ville vælge, hvis jeg kunne stemme. I dag er denne relative sympatierklæring dog mest af mangel på bedre. Der findes ikke længere noget venstresocialistisk parti i Danmark, så udmeldelsen fortryder jeg bestemt heller ikke.

Her er nogle af de tanker, jeg gjorde mig op til udmeldelsen:

Farvel til Enhedslisten fra medlem nummer 101

For første gang siden efteråret 1984, hvor jeg som 18-årig meldte mig ind i Venstresocialisterne, er jeg nu ikke medlem af noget parti. Ja, vel strengt taget siden jeg sammen med to venner i 1982 stiftede det ikke-marxistiske venstrefløjsparti Humanisterne. Vi var tre ivrige teenagere og blev aldrig flere, men vi havde et partiprogram og holdt møder på mit værelse. Hvis vi tæller det med, har jeg været medlem af et parti i 40 år. I dag har jeg meldt ud af Enhedslisten, som jeg var med til at stifte i 1989.

Min udmeldelse er som sådan ingen 'historie'. Dertil har jeg spillet for ligegyldig en rolle i partiet. Men jeg vil gerne forklare partikammerater, venner og diskussionspartnere fra de sidste mange år, hvorfor jeg ikke længere ønsker at være medlem.

Praktisk grund

Der er en banal praktisk grund, nemlig at jeg de sidste ti år har boet uden for Danmark og derfor ikke rigtig har haft nogen hverdag med og i partiet ud over de altid ubehagelige debatter i Facebookgruppen Stol På Det Røde Ø.

Debatkultur

Der er også en kulturel grund, som hænger sammen med den ovennævnte, nemlig at jeg ikke føler mig hjemme i Enhedslisten længere. Den evigt personlige og/eller taktisk inficerede debatkultur i partiet er ikke noget for mig. Jeg forsøger af bedste evne at diskutere politiske og organisatoriske problemer på en principiel måde, men det har ingen gang på jord i Enhedslisten. Der er altid en bagtanke med de interne debatter. Det handler ikke om sagen, men om hvilken gruppe inden for partiet, der kan vinde et point. Fra en side handler det om at fremstille partiledelsen og/eller folketingsgruppen så ufordelagtigt som muligt. Og fra en anden side, nemlig ledelsens og ledelsens støtters side, handler det om at fremstå ufejlbarlig, omtolke nederlag til sejre, udskamme medlemmer, som er uenige med ledelsen, og så i øvrigt inddrage menige medlemmer så lidt som muligt i beslutningerne, før de reelt er truffet. En principiel diskussion af politiske og organisatoriske emner, hvor emnerne diskuteres for deres egen skyld og ikke som våben i en magt- og fraktionskamp, finder man ikke i Enhedslisten. Det gør man muligvis heller ikke i andre partier, men det kommer ikke rigtig mig ved.

    Og nu vi er ved fraktionskampene, så er partiet unægteligt også et trøstesløs ørken at navigere rundt i, når man ikke hører til nogen fraktion, men tager stilling til spørgsmål uden skelen til, hvem der måtte være enig eller uenig. Man skal altid kigges ud: Holder man i virkeligheden med de 'rigtig revolutionære' eller med det pragmatiske hængedynd i ledelsen eller Folketinget. Når uenigheder altid kædes sammen med tilhørsforhold til grupper, tendenser eller fraktioner, bliver diskussionerne aldrig ærlige. Synspunkter i en diskussion bliver blot til stedfortrædere for positioner i en magtkamp. Nu har jeg været vidne til det spil, siden jeg meldte mig ind i VS i 1984. Det gider jeg ikke længere. Jeg er ikke en del af nogen magtkamp, jeg har ingen magtambitioner overhovedet og er bedøvende ligeglad med, om den ene eller den anden fraktion i partiet scorer et point i diskussionen.

Den endeløse forlovelse

Jeg orker heller ikke længere at være medlem af et parti, som ikke rigtig kan finde ud af at være et parti. SAP kalder sig ikke for et parti længere, men så vidt nogen overhovedet kan få at vide, hvad der foregår i den forening, fungerer de stadig som et parti i partiet. Det er ærligt talt en ynk, at vi ikke er nået videre med integrationen efter 32 år. Og det er efter min mening medvirkende til at skabe mistillid og dårligt arbejdsklima i Enhedslisten.

Partileder og topstyring

Der er også andre organisatoriske grunde til, at Enhedslisten ikke er mit parti mere. Og det er blandt andet den tiltagende topstyring. Hierarkiet i Enhedslisten bliver stadig mere udtalt. Vi har nu reelt en formand. Allerede Pernille Skipper titulerede offentligt sig selv som partileder, og Mai Villadsen har ikke gjort noget for at afmontere den opfattelse af, hvilken rolle folketingsgruppens politiske ordfører spiller eller bør spille.

    Skipper fyldte også rollen som partileder ud, fx da hun offentligt undsagde og udskammede Jonathan Simmel for en udtalelse, som på ingen måde var i modstrid med vores vedtagne program. Han havde nemlig ikke, som det ellers blev fremstillet, "talt om muligheden for en væbnet revolution i Danmark", men sagt, at der kunne tænkes en situation, hvor en demokratisk socialistisk stat blev nødt til at forsvare sit nyvundne socialistiske demokrati med våben. Og det er vel en ret banal konstatering, med mindre man er 100 % pacifist. Mon man kan finde en eneste borgerlig politiker, som i fulde alvor ville sige, at der ikke kunne tænkes en situation, hvor den danske stat skulle forsvare sit borgerlige demokrati med våben? Det gør staten jo de facto hele tiden. Og 100 % pacifistisk er Enhedslisten tydeligvis ikke. Det så vi ikke kun i Libyen. Nu har Enhedslisten for nylig stemt for at sende våben til Ukraine, og de ledende kadre har gjort det til vores de facto-politik, at vi ikke skal ud af NATO. Det er nemlig et populært synspunkt, mens det ikke er populært at ville forsvare et socialistisk demokrati. Jeg har aldrig mødt Simmel, er ikke i fraktion med ham og har aldrig stemt på ham i interne valg, men den formandsagtige måde at 'løse' en konflikt på ved at tromle en 'underordnet' uden at lytte, støtte og prøve at forstå, viser meget godt, hvad det er for en rolle, folketingsgruppens politiske ordfører har fået.

Banke på plads-kulturen

Vi har fået en banke på plads-kultur i partiet. Folketingsgruppens politiske ordfører skal banke medlemmer på plads, hvis de udtaler noget, som hun ikke synes er opportunt for partiet. Det behøver ikke engang at være noget, som strider mod partiets vedtagne politik. Hvis blot det er noget, som hun er bange for kan være upopulært, så må hun banke på plads. Det er endnu aldrig set, at ordføreren i stedet har forsøgt at forstå og tolke det upopulære (måske lidt for nuancerede) udsagn så venligt som muligt over for pressen. Tværtimod skal disse slemme udsagn altid fordrejes af ordføreren og fremstilles så ufordelagtige som muligt – og så får de ellers hammeren. Det er en organisationskultur, der er svær at skelne fra Dansk Folkepartis, og den er dræbende for engagement og åben diskussionslyst. Ordføreren kunne i stedet være en kammerat og forsøge at forstå de upopulære udtalelser ud fra deres intentioner. Eller bare nøjes med at sige, at sådan mener det eller det medlem, Enhedslisten er et bredt parti med mange forskellige anskuelser, og så i øvrigt slå fast, hvad der er partiets vedtagne politik. Men sådan tør vi ikke gøre i Enhedslisten. Vi banker på plads. Så ser vi stærke ud. Og vi ligner alle de andre.

Mediemaskinen

Partiet skal være pæn mediemaskine, som ikke giver mislyde fra sig. Der må ikke slippe udsagn fra medlemmer ud til pressen, som kan virke anstødelige eller ude af trit med, hvad den pæne, moderne hipstermidte i københavnsk politik tænker. Og budskaberne fra partiets medlemmer må for alt i verden ikke være komplekse. Verden skal skildres enkelt og deles op i sort og pink. Alle andre farver er for svære for vælgerne at håndtere og kan derfor let blive fejlfortolket. Vi må frem for alt ikke sige noget, som er svært at forstå, første gang man hører det, og derfor heller ikke sige noget, som folk kan blive klogere af at høre. 

    De menige medlemmer fungerer som ligegyldige, brægende får uden nogen betydning for politikudviklingen overhovedet, men vi risikerer i det mindste ikke at skubbe midtervælgerne fra os i processen.

Topstyringen

Og under den politiske ordfører har vi så gruppeledelsen, og under gruppeledelsen selve folketingsgruppen, som vedtager selv store reformprogrammer uden om den valgte ledelse. Derfor er Hovedbestyrelsens magt svundet ind. HB er politisk svækket over for folketingsgruppen, fordi MF'erne er fuldtidsansatte og dertil har en hær af fuldtidsansatte politiske sekretærer. HB's meget mindre hær af ansatte er Landskontoret, som IKKE er politiske, men organisatoriske medarbejdere og derfor ikke styrker HB politisk i nævneværdigt omfang.

    Organisatorisk spiller HB heller ikke den store rolle, da de mødes for sjældent til at kunne fungere som organisatorisk ledelse for partiet. Den rolle har FU. 

     Årsmødet er partiets formelt set øverste myndighed, men stærke kræfter i ledelsen forsøger løbende at svække dets reelle magt, fx ved at foreslå, der skal kun være årsmøde hvert andet år. Lad os se, om det bliver til noget. Og lad os se, om de permanente angreb på partiets rotationsregler bliver til noget. Foreløbig er forslagene stemt ned på Årsmødet, det er godt, men de bliver ved med at dukke op og som oftest lanceret af magtfulde medlemmer, hvis egen magt vil blive befæstet af de foreslåede ændringer. I stedet for at være stolte af vores partidemokrati, fejre det, prale af det, udvikle og udvide det og invitere medlemmerne til at benytte sig af det, angriber partitoppen det løbende, og undersåtterne er nødt til konstant at forsvare det mod de stærke indre fjender. Det er altsammen en del af spillet om magten. Det spil har sin egen inerti, hvor ledelsen i stadig stigende grad får held til at styrke deres egen position og holde de menige medlemmer fra fadet.

    Hvorfor er topstyringen et problem? Ja, det er den naturligvis, fordi partiets overordnede mål netop er at nedbryde de hierarkiske strukturer i samfundet og altså fremme en mere flad magtfordeling. Det er vanskeligt med troværdighed at arbejde for noget, man ikke praktiserer selv, noget som man tydeligvis ikke rigtig tror på.

    Topstyringen resulterer også i en passivitetskultur. Hvem gider at være aktiv, når man ingen indflydelse har? Enhedslisten er i dag ikke et aktivistparti, men en vælgerforening med en professionel hat på, et parti som så mange andre. Det er der nu flere grunde til. Mange tidligere aktivistopgaver løses nu af Landskontorets ansatte. Hvorfor skal Landskontoret eksempelvis arrangere årsmøderne? De gør det fint, men for mig at se ville det være langt sundere for partikulturen, hvis den opgave gik på skift mellem afdelingerne, eller mellem de afdelinger midt i landet (fx på IC-strækket fra Odense til Aarhus), som har flere end 50 medlemmer. Det kan sådan en afdeling sagtens klare. Jeg har selv været med til at arrangere årsmøde som en del af både Odense- og Århus-afdelingen. Det behøver ikke at være så strømlinet og tv-rettet, som årsmøderne er i dag. Man kan sagtens både holde møde og overnatte i en idrætshal. At deles om store praktiske opgaver af den type er kun godt for sammenholdet og aktivistkulturen i afdelingerne.

    Topstyringen fører desuden til politisk og organisatorisk fantasiløshed, fordi medlemmernes initiativer drukner på vej op gennem hierarkiet og aldrig bliver til noget. Ledelsen kan bedst lide deres egne idéer, så det er dem, der bliver vedtaget. Derfor er det i dag en langt mindre (og mere indspist) kreds af personer, som bidrager med væsentlige politiske og organisatoriske initiativer end før, selvom medlemstallet er mangedoblet, og derfor ligner det hele mere eller mindre hinanden og bliver gråt i gråt. 

    Naturligvis er der forskelle fra afdeling til afdeling. Der er også mange lyspunkter (det manglede bare). En ven fra Odense-afdelingen fortæller mig, at de i praksis arbejder med en flad struktur, men på landsplan er det en anden sag.

Smide ud-kulturen – Intolerance og ensretning

Skal man smides ud af Enhedslisten, fordi nogen mener, man opfører sig træls? 

    Enhedslisten har et generationsproblem. Kommunikationen mellem den unge og yngre magtelite i partiet og de udgrænsede ældre medlemmer fungerer i det store hele ikke. Og partiets ledelse har valgt at løse problemet ved at smide de ældre medlemmer ud, som ikke opfører sig i henhold til de yngre medlemmers adfærdskodex.

Et eksempel på det er eksklusionen af Viggo Jonasen.

    Der er intet i den adfærd, som har ligget til grund for eksklusionen af Jonasen, der ligger ud over, hvad der var helt almindelig, småtræls adfærd, da han meldte sig ind i Enhedslisten i 1993. Femogtyve år før sin indmeldelse i Enhedslisten, hvor Jonasen begyndte som politisk aktiv, ville man ovenikøbet næppe have rynket brynene over den adfærd.  

    En af hovedankerne mod Jonasen har været, om han har kaldt Laura Bryhl for ‘studine’ flere gange eller kun en. Om han så har kaldt hende ‘studine’ tyve gange, så er det ikke eksklusionsgrund. Når Jonasen har kaldt Bryhl sådan, så skyldes det naturligvis, at han mener, hun er for ung og muligvis ikke er sin opgave voksen. Det har han lov til at mene. Han har også lov til at sige, at han mener det, for hun har valgt at stille op til et vigtigt politisk embede, hvor hun må være forberedt på, at dem, hun skal repræsentere, ikke nødvendigvis synes, hun er god til det. 

    Det betyder ikke, at det er i orden, at udtrykke sin mangel på respekt på den måde, som Jonasen har gjort. I stedet for at være træls, kunne han have valgt at bakke hende op og bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe hende i gang med den svære opgave, det er at repræsentere Enhedslisten i Aarhus Byråd. Det hævder han også selv, han har gjort. Hun mener tilsyneladende noget andet.

    At Jonasen har kaldt Bryhl for studine, har partiet (HB) defineret som sexisme. Det var sexisme, fordi studine er et kønsspecifikt ord. Og denne temmelig radikale opfattelse må man end ikke sætte spørgsmålstegn ved. Da jeg i en debattråd i Ø'erne (en Facebook-gruppe for tilhængere af Enhedslisten) skrev, at jeg ikke opfattede det som sexisme, men som en magtkamp mellem to partimedlemmer, som begge ønskede at definere Enhedslistens politik i Aarhus Byråd, var der straks en partikommissær, der gjorde mig opmærksom på, at det ikke var i orden at skrive, at man ikke mente, der var tale om sexisme. Det måtte man simpelthen ikke mene. Havde et ikke-mandligt partimedlem anklaget et mandligt medlem for sexisme, ja så var det simpelthen sexisme, og det kunne ikke betvivles. En anklage var altså lig med en dom, og ikke blot en dom, men også en dom, som ikke måtte betvivles.

    Når det er den opfattelse af en retsproces, vi praktiserer internt i partiet, er det ikke så sært, at partiets retspolitik reelt er brudt sammen.

    Og det var en dom med alvorlige konsekvenser, for når Jonasens adfærd således var defineret som sexistisk, kunne han smides ud af partiet.

De unge, som bliver politisk aktive i dag, vil ikke finde sig i den omgangstone, som for en generation siden var helt almindelig. Det kan jeg godt forstå. Jeg har altid syntes, at omgangstonen i Enhedslisten var træls. Det var den bestemt også i VS, hvor jeg var aktiv før Enhedslistens tid. Det er godt, at den politiske kultur udvikler sig på en måde, så flere kan holde ud at være i den. Men hvis man smider alle dem ud af partiet, som de unge synes er trælse, mister man viden og erfaring, som det ville være klogt at tage med sig fra generation til generation. Man skaber også en kultur, hvor ingen rigtig tør være anderledes eller sige noget, der kan opfattes som kontroversielt af den yngre generation, som har magten i partiet.

Der findes bedre måder at håndtere et ungt medlem, som man ikke synes er parat til opgaven, end at kalde vedkommende for student eller studine. Det burde Jonasen lære sig. Nu er han imidlertid bare smidt ud. 

    Men der findes også bedre måder at håndtere den adfærd, som ældre medlemmer slæber med sig fra deres ungdom, end at smide dem ud af partiet, blot fordi man finder den træls. Man kunne eksempelvis forklare dem, at man ikke bryder sig om at blive kaldt studine eller få antydet, at man er valgt til sin tillidspost på grund af sit udseende. Forklare at den adfærd er ydmygende og nedværdigende. Og hvis det ikke hjælper, eller hvis man ikke bryder sig om selv at tage den samtale, så kan man bede sin lokalbestyrelse om at gøre det. Det kan tage lang tid for ældre mennesker at vænne sig til en ny adfærd og omgangstone. Nogle lærer det aldrig. Nogle vil ikke, fordi de simpelthen ikke bryder sig om de nye normer. Men hvis det lykkes at ændre den generelle adfærd til det bedre, så det, man opfatter som træls, bliver undtagelsen i stedet for reglen, skal vi være godt tilfredse. Og så er virkeligheden jo så brutal, at dem, der ikke kan eller vil affinde sig med nye normer, ofte kommer til at sidde ved et bord for sig selv, lige som de besværlige eller småtrælse onkler og tanter får hinanden til bords ved familiefesten. 

    Enhedslisten bliver et fattigt og verdensfjernt ekkorum, hvis partiet ikke har plads til dem, som flertallet opfatter som trælse. 

Udvalgene

Passivitetskulturen har også politiske konsekvenser. Politikudviklingen foregår på og omkring Christiansborg. Aktivitetsniveauet i de politiske udvalg er næppe højere i dag, end da Enhedslisten havde 2000 medlemmer. Et retspolitisk udvalg har vi slet ikke! Det gik op for mig, da jeg ville skrive til partiet og insistere på at gentænke den nye borgerligt populistiske retspolitiske linje, som Enhedslisten har valgt.

    Og her kommer vi til endnu en grund til min udmeldelse: Enhedslisten har ingen politik, der er værd at tale om, på det område, som interesserer mig mest, nemlig retspolitik.

Populistisk retspolitik

Retspolitikken ser jeg som fundamental for enhver civilisation. Det er den, der skal hæve vores adfærdsregulering op til et niveau, hvor hævn og vilkårlighed ikke råder. En hjørnesten i retspolitikken, hvis man hører til venstrefløjen og altså vil kæmpe for samfundets svageste medlemmer og ikke kun for den pæne middelklasse, er forsvaret for retssikkerheden. Retssikkerheden er borgernes garanti for ikke at blive udsat for magtovergreb for statens side, altså at man eksempelvis ikke bliver bliver dømt for en forbrydelse på et falskt, konstrueret eller utilstrækkeligt grundlag. Den skæbne har det altid været samfundets svageste, de fattige, de udstødte og de ringeagtede, der stod i fare for at lide. Og sådan er det stadig. Traditionelt har venstrefløjen set det som sin opgave at almengøre, sikre og udbygge de rettigheder, som borgerne har over for staten i en retssag, for at imødegå de magtovergreb.

    Men retspolitikken er i frit fald hos Enhedslisten, og det er ikke tilfældigt. Det skyldes, at partiet har bevæget sig i retning af at forsvare middelklassens interesser i stedet for de svagestes, og middelklassen har ikke samme brug for retssikkerhed og lighed for loven, for de har ressourcer til at klare sig på anden vis.

    Retssikkerhed er dog ikke kun et klassespørgsmål, men også et spørgsmål om at turde forsvare dem, som ingen kan lide, og som ingen andre vil forsvare: de udstødte, de kriminelle, de psykisk syge og de perverse. At sørge for, at også de får en retfærdig rettergang – og en rimelig og forholdsmæssig dom og straf, hvis de har begået kriminalitet. Men heller ikke den type ubehageligheder vil det pæne middelklasseparti forbindes med. Problemet er, at hvis venstrefløjen ikke gør det ubehagelige arbejde, så er der ingen, der gør. 

    Nu har Enhedslisten imidlertid ændret kurs og taler for længere og uforholdsmæssige frihedsstraffe for dem, som ingen kan lide. Og det leder frem til endnu et traditionelt tema for venstreorienterede aktivister, nemlig modstanden de lange frihedsstraffe, som enhver kriminolog ved ingen forebyggende virkning har på affektforbrydelser. Er det stadig partiets grundholdning? Noget tyder på, at det ikke er.

'Identitetspolitik'

Der er ting, man ikke kan overlade det til børn at tage stilling til. Børn skal fx ikke giftes, uanset hvor forelskede de måtte være i en klassekammerat, for den type forpligtelser, som rækker langt ud i livet, kan man ikke overskue som barn.

    Og et barn skal ikke beslutte sig for, om han eller hun skal være brandmand, læge eller cirkusartist. Børn skal have lov at lege med alle de roller, de kan indtage som voksne, og det gælder om at holde alle relevante muligheder åbne så længe som muligt (i virkeligheden også som voksen, men det er en anden og langt mere kompliceret sag).

    Sådan er det også med kønsidentitet og seksualitet. Børn skal ikke låse sig fast på en bestemt kønsidentitet, men skal tværtimod have lov at lege med alle mulighederne og udforske de former for adfærd, som kunne knytte sig til de muligheder. Allerhelst skal de have mulighed for at skubbe til grænserne for, hvilke former adfærd der knytter sig til et bestemt køn, sådan at de ikke føler sig tvunget til at opfatte sig som en pige, fordi de kan lide kjoler og dukker. Voksne må gerne hjælpe dem med at forstå, at kønsspecifik adfærd ikke er en fastlåst størrelse, og at man sagtens kan være en pige, selvom man kan lide at køre traktor, spille fodbold eller kysse med en veninde. 

    Vi skal ikke indsnævre udfaldsrummet for maskulin eller feminin adfærd ved at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn. Det er efter min opfattelse en indsnævring, et overgreb på børnenes legende, grænsesøgende og udforskende tilgang til deres egen identitet.

    Det er simpelthen ikke noget, børn skal låse sig fast på. Og derfor går Enhedslisten idé om at stille børn over for valget om at skifte juridisk køn efter min mening helt galt i byen.

– og den tilhørende angstkultur

Der hører en særlig angstkultur til Enhedslistens højtprofilerede identitetspolitik. Hvis man ytrer sig tvivlende eller ligefrem opponerer mod dele af den, kan man være stensikker på at blive udskammet og personligt angrebet af dens bannerførere. Er man uenig i den, lyttes der ikke til, hvad man siger, for ens tale er på forhånd defineret som hadtale. Det er simpelthen ikke et politikområde, som kan diskuteres på en saglig og civiliseret måde i partiet. Det opfattes tydeligvis som helt i orden at nedgøre og affærdige eventuelle skeptikere med henvisning til deres køn, seksualitet, alder og etnicitet, i hvert fald hvis der er tale om en ældre, hvid heteroseksuel mand. Disse er nemlig ikke individer, der blot skal stå til ansvar for deres egne handlinger, men en gruppe af privilegerede, der desuden skal stå til ansvar for deres køns og deres etnicitetsgruppes handlinger gennem tusinder af år.

    Alt er tilladt i forsvaret for den nye identitetspolitik, mens det ikke rigtig er tilladt at stille spørgsmålstegn ved den. 

    Denne debatkultur har i sagens natur fremkaldt en angst for at blande sig i debatten om 'identitetspolitik' i partiet, hvis man ikke er enig med de ordførende. Det er usundt for de personlige relationer i partiet, men er også et politisk problem, for det betyder, at 'frontløberne' inden for dette felt har dannet sig et ekkorum, som nærmest ingen i partiet forsøger at slå hul ind til, og derfor glider vidtgående forslag som det om juridisk kønsskifte for børn bare igennem uden nogen nævneværdig debat i partiet.

Den kollektive hævn

Og fordi ældre hvide, heteroseksuelle mænd ikke er individer, men kun repræsentanter for et segment, er det i Enhedslisten i orden at hævne sig på dem som gruppe. Dette kommer eksempelvis til udtryk, når Enhedslisten i Aarhus på en generalforsamling laver en særlig talerliste for mænd for at begrænse mændenes taletid. 

    Det vi nu skal i Enhedslisten er nemlig ikke at afskaffe undertrykkelsen, men at undertrykke det segment, som flertallet af de tidligere undertrykkere kommer fra. Og altså ikke hævne os på individer, som personligt har gjort noget forkert, men på en gruppe. Et nyt, forsagt, mandligt medlem af partiet, som aldrig tidligere har sagt et ord på et partimøde, skal have begrænset sin taletid, alene fordi han er mand. Tidligere har partiet styret de dominerende debatører ved at have individuelle restriktioner, sådan at man personligt kunne nægtes adgang til talerstolen, hvis man havde stået der for ofte eller for længe. Men det er ikke længere nok. Nu skal vi ikke skabe ligestilling og frigørelse. Vi skal ikke nedbryde hierarkier og magtstrukturer, men indsætte et andet segment i toppen. Vi skal hævne os. 

Forbudspolitikken

Partiets parlamentariske politik bevæger sig langsomt væk fra det frisind, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen. Enhedslisten er nu i fuld gang at udvikle sig til Danmarks nye forbudsparti. Det giver selvfølgelig god mening, hvis man vil vinde de traditionelle socialdemokratiske vælgere over på sin side. Men så kan man ikke samtidig være frisindets parti. De to ender kan man aldrig rigtig få til at nå sammen.

Et lille eksempel er den nylige tilslutning til regeringens forslag om at forbyde tobak. Den vil man forbyde på den optimalt umyndiggørende måde:

    Jeg glæder mig allerede til om tyve år. Så vil jeg stå på en tankstation i Aabyhøj og bede kunderne om at vise ID, når de vil købe cigaretter.

    – Hovsa, lille ven. Den var ikke så god! vil jeg sige. – Du er jo kun 31. Hvis du skal have de smøger, må du bede din far om at komme ned og købe dem for dig. Ja, og ellers kan du jo smutte ind til pusherne i Mølleparken. 

    Trist er det, at regeringen ikke selv ved, at den er morsom. Og i grunden overraskende, at Enhedslisten tilsyneladende tager den type politik alvorligt.

Antiaktivisme

Man vil ikke deltage i demonstrationer for sin egen politik, hvis det kan virke anstødeligt. Man tager afstand fra fredsdemonstrationer, hvis de skal defilere forbi både den russiske OG den amerikanske ambassade. For så har man næsten sagt, at amerikanerne er lige så slemme som Putin.

Hvad så?

Hvis man melder sig ud af Enhedslisten, fordi man har fundet ud af, at man er reformist, er der hele to socialdemokratier, man kan melde sig ind i. Er man trotskist, kan man (i det mindste) vælge mellem IS og SAP. Er man gammelkommunist, kan man altid besøge et af Stalin-museerne, og har man fundet ud af, at man er langt mere grøn end rød, kan man melde sig ind i et af de forhåndenværende Uffe Elbæk-partier. Selv de renlivede anarkister har flere muligheder. Men hvis man er en antiautoritær, udogmatisk venstresocialist, har man ikke andre steder at gå hen end Enhedslisten. Så nu er jeg partiløs for første gang siden 1984. Det er en sær følelse, for selvom jeg har boet i udlandet siden 2011 og partilivet derfor ikke har været en del af min hverdag i mange år, har jeg hele tiden følt, at jeg hørte til her. Det gør jeg ikke længere. 

Tilføjelse: Parti og bevægelse:
Siden min udmeldelse har partiet fjernet sig stadig mere fra den venstresocialistiske position, som er min. 

    Det handler blandt andet om tilslutningen til NATO og omfavnelsen af forhøjede militærudgifter. Jeg kommer aldrig til at stemme for en verden med flere våben i. Det er vanvid for en socialistisk bevægelse, der burde repræsentere den arbejderklasse, der udnyttes som kanonføde.

    Det handler også om noget andet og lige så grundlæggende, nemlig opfattelsen af forholdet mellem parti og bevægelser.

I foråret 2025 havde Årsmødet vedtaget en god udtalelse om udviklingen i Gaza med stor opbakning, og der var ligeledes opbakning til at give Græsrodsprisen på 15.000 kroner til bevægelsen Alle på Gaden for et frit Palæstina..

    Men Enhedslistens forretningsudvalg trådte fredag aften sammen på et ekstraordinært møde for at vedtage fire betingelser for at bevægelsen kunne få prisen, nemlig følgende:

• Netværket kan fremskaffe en bank-konto, hvor hverken den person, der står på kontoen, adressen for foreningen, eller personen bag et evt CVR-nummer har tilknytning til Internationalt Forum.

• De repræsentanter, som modtager prisen, skal ikke have afvist at tage afstand fra Hamas i medierne.

• En evt. takketale ikke strider mod Enhedslistens grundlæggende principper eller konkrete forslag, der behandles på årsmødet.

• Pengene gives kun til udgifter i forbindelse med afvikling af demonstrationerne.

Sådanne betingelser stiller man naturligvis ikke til modtagerne af en ærespris. Gør man det, er det ikke længere nogen ærespris, men tværtimod en skideballe. 

    Men ikke nok med det: Har du prøvet at oprette en bankkonto til en forening? Det har jeg. Banken krævede, at vi skulle have afholdt en stiftende generalforsamling, som de skulle have et referat af. De skulle også have vores vedtægter og navne og personlige oplysninger om vores kasserer, bestyrelse og formand. Og så skulle vi have en postadresse, en e-mail og et kontakt-telefonnummer. Det var ikke noget, vi kunne trylle frem fra den ene dag til den anden. Det tog faktisk flere måneder. Hvis en protestbevægelse opstår nogenlunde spontant på grund af en pludseligt opstået situation i verden udenfor, som fx et militært angreb, så kan det være nødvendigt at gå i gang med aktiviteterne, længe før man har fået oprettet en bankkonto. Faktisk kan det være, at man slet ikke prioriterer at opbygge sådan en formel struktur omkring bevægelsen, men udelukkende fokuserer på den udadrettede aktivisme. Det opfatter jeg som noget positivt. Noget der gør bevægelsen smidig og tilpasningsdygtig, for måske er det næste måned en anden sag, der er i fokus, og en anden personkreds, som er engageret i den.

    Hvis jeg var et parti, som havde sympati for den samme sag, som bevægelsen har, og gerne ville støtte, ikke blot ved at partimedlemmer møder frem som aktivister (hvilket nok er det vigtigste for bevægelsen), men også gerne ville give nogle penge til den, så ville jeg spørge et par af bevægelsens faste aktivister eller talspersoner, hvordan de helst ville modtage pengene. Og så ville vi finde en praktisk løsning på det problem. Jeg ville i hvert fald ikke stille krav om, hvordan bevægelsen skulle være organiseret, fx med en bankkonto, og hvad der følger med at forpligtelser i den forbindelse.
    Hvis jeg var alvorligt bage for, at de penge, jeg havde lyst til at give til formålet, skulle ende med i stedet at gå til noget, jeg slet ikke brød mig om, så ville jeg bare lade være med at tilbyde dem penge. Måske ville jeg forære dem en christianiacykel, som de kunne bruge til aktiviteterne. Eller måske ville jeg bare lade være med at give noget.
    Hvad jeg aldrig ville gøre, var at stille krav til, hvad de måtte sige og ikke sige i en takketale. Selvfølgelig kan en polemisk takketale være ubekvem eller ligefrem ubelejlig, fordi den kan rejse eller genrejse en diskussion, man ikke vil have, eller mener man er færdig med. Som da Jonas Eika i 2019 brugte sin takketale for Nordisk Råds Litteraturpris til en hård kritik af M. Frederiksen og regeringens racisme og neoliberalistiske politik. Det skal man kunne klare, hvis man inviterer nogen indenfor, som ikke er medlemmer af partiet. Måske skal man ligefrem være taknemmelig for at få et input udefra, fra nogen, som ikke bor i partiets ekkorum, og som ikke kan være forpligtet til at mene det samme som partiet om alt muligt. Når man begynder et censurere takketaler, stiller man sig i magthaverens position, ikke som en ligeværdig samarbejdspartner eller allieret.
    Når forældre giver deres børn pengegaver, stiller de ofte betingelser om, hvad pengene må bruges til. Det kan man godt som forældre. Hvis man som parti vil vise sin respekt for en græsrodsbevægelse og vise, at man opfatter dem som ligeværdige, selvstændige allierede, er det til gengæld ikke nogen god idé.
    Enhedslisten kan jo gøre, hvad den vil, og ligesom vi som personer med vores handlinger viser, hvordan vi opfatter os selv, gør partier det også, og jeg opfatter min skilsmisse fra partiet som lykkelig og for hver dag mere afklaret.

Hvad Enhedslisten vil mene og gøre, kan jeg ikke længere blande mig i. Jeg vil blot fortælle, at jeg engang var medlem af et parti, hvor medlemmerne i fællesskab opfordrede hinanden til at være aktiv i bevægelsesarbejdet – på bevægelsernes præmisser. Udtrykkeligt ikke på partiets præmisser. Det var vigtigt for os, at vi ikke som parti kom til dominere græsrodsbevægelserne organisatorisk (og selvfølgelig heller ikke økonomisk) og lægge rammer for deres aktivitet. Den slags kaldte vi for partipisseri, og vi opfattede det som dræbende for bevægelsernes egendynamik. Men det er altsammen mange år siden, og det parti eksisterer ikke længere.