Katalog over den bedste skønlitteratur fra 2025

 

Vejlebibliotekerne har været så flinke at lave et katalog over årets bedste skønlitteratur fra 2025. Det kan du finde her.

Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'

Tak til bibliotekerne!

Min roman fra november, Ansigt uden skygger er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed. 

Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.

Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.

Årets sommerroman i 'Iværksætteren'

Der er omtaler og anmeldelser, som man ikke opdager, fordi de kommer i medier, som man ikke er opmærksom på. Det var først længe efter udgivelsen, at jeg så denne omtale af Afstande over vand i magasinet Iværksætteren, hvor den altså blev fremhævet som årets sommerroman. Tak for det!

Årets sommerroman: Afstande over vand 
”En moderne Erasmus Montanus-fortælling der følger hovedkarakteren – den midaldrende Tom – som efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston vender hjem til sin hensygnende fødeby, Lille Fuglede på Vestsjælland. Her følger man tæt hans udvikling for at iværksætte et storstilet projekt. 
    I hovedkarakteren Tom kan mange etablerede såvel nye iværksættere genkende sine ambitioner, virkelyst og de modsatrettede følelser, der opstår, når man møder modstand. For ikke alle i og omkring Lille Fuglede deler Toms begejstring og drømme. Man følger afsavnet til relationer og Toms kamp mod egen fortid og de etablerede magthierarkier. Tom har en ambitiøs plan for regionens udvikling – et grønt og kulturelt vækstcentrum. Til at begynde med går det som en drøm, trods savnet af børnene på den anden side af oceanet. Snart viser landsbyen sig dog fra sin mørkere side, og Tom må kæmpe med sig selv, sin fortid og egnens magthierarkier. 
    På sin vis er Afstande over vand en en morsom, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af Danmarks udkant. Om du er interesseret i iværksætteri eller ej – Afstande over vand – gav undertegnede en mulighed for at spejle gennem indlevelse og identifikation. Karaktererne der optræder i romanen kender du fra dit eget liv. Gennem fiktionen lærer du dem endnu bedre at kende. Nok så vigtigt lærer du også dig selv bedre at kende gennem identifikationen med de fiktive karakterer. 
    Siden jeg læste den i april har jeg tænkt på den flere gange. Mest af alt som god underholdning, hvorfor den passer helt perfekt til en sommer med fordybelse. 
    Bogen er skrevet af Jens Peter Kaj Jensen, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og cand.phil. i filosofi. Ved at forstå den nye dagsorden og finde ud af, hvilke kompetencer du skal udvikle for at blive klar til fremtiden, vil du både blive bedre til at designe dit eget liv og være i stand til at spotte eller skabe dit drømmejob. 
    I bogen vil der være fokus på nye måder at samarbejde på, fremtidens kompetencer, arbejde uden grænser, og hvordan du bliver en del af fremtiden på dine præmisser.”

'Det frie menneske' anmeldt i Slagmark

Link til anmeldelsen

Marx og fremmedgørelsen revisited

Jens Peter Kaj Jensen:

Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse

Odense Universitetsforlag 2000, 239 sider.

Anmeldt af Paw Hedegaard Amdisen i Slagmark nr. 30, vinter 2000-2001, side 157-159.

At det intellektuelle klima kan ændre sig markant på ganske få årtier – ja, nogle gange endda på ganske få år – virker indlysende. Et henkastet blik på den nyeste tids idehistorie rækker, hvis man vil forsikre sig om en sådan påstands banalitet. I 1970erne kunne man således kun dårligt gennemføre sit studie ved det humanistiske fakultet uden i større eller mindre grad at inddrage en vis grad af venstreradikal, gerne marxistisk, emancipatorisk teori i disse selvsamme studier. Begreber som fremmedgørelse og frigørelse kom i et sådant intellektuelt klima helt naturligt til at stå i centrum. Med 80erne kom imidlertidig en ny idehistorisk bølge rullende ind over de universitære og intellektuelle miljøer i Danmark (efter i en årrække at have hærget under sydligere himmelstrøg) og begreber som de førnævnte forsvandt med et trylleslag fra dagsordenen for at blive erstattet med andre begreber, der bedre kunne beskrive la condition postmoderne.

    Andre begreber, andre sprogspil, kom på mode. Nu står vi så i en tid (og i et intellektuelt miljø), der på mange måder ikke længere kan kaldes postmoderne. En tid, hvor oplysningsfilosofiske begreber og ideer igen vinder indpas (jf. Per Aage Brandts semiotiske korstog, Sokal-affæren). I kølvandet på denne oplysningsfilosofiske strømning kan vi også passende placere den bog som er omdrejningspunkt for denne anmeldelse – Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse af Jens Peter Kaj Jensen (JPKJ), filosof fra Odense Universitet – hvor der uden større besvær, faktisk med stor overbevisningskraft, tages afsæt i en vis Karl Marx – idehistorisk protagonist af delvis oplysningsfilosofisk observans – der ellers til for ganske nylig (og stadig til en vis grad) i de intellektuelle miljøer har været betragtet som en “toten Hund”. Dette er i sig selv en begivenhed. At JPKJ samtidig også har begået en særdeles velskrevet og spændende bog skal der her selvfølgelig ikke klages over.

    Lad os i stedet se lidt nærmere på bogens indholdsmæssige side, hvor der til gengæld – kritikkens natur tro – er enkelte klagepunkter. Kort skitseret er JPKJs projekt i Det frie menneske … at undersøge den fremmedgørelse som han – i selskab med den unge Marx – mener særligt kendetegner det moderne kapitalistiske samfund og dets produktionsmåde, for i samme åndedrag at undersøge muligheden for menneskets frigørelse fra denne fremmedgørelse, som igen for Jens Peter Kaj (med Marx) falder sammen med en bestemt politisk strategi (socialisme/kommunisme).

    JPKJs gennemspilning af disse temaer, som de kommer til at udfolde sig i resten af bogen, er perspektivrig. Vi kommer både omkring Darwins evolutionslære, Hegel, Feuerbach, fænomenologien, Bloch, Bergson, Mounier, Katzenelson, strukturalis-men, Gorz og Althusser (samt mange andre). Af disse fremstår – ud over Marx naturligvis – særlig Bloch, Bergson, Katzenelson og Gorz som heltene i fortællingen. Hvad JPKJ i sin historiske gennemgang af problematikken (fremmedgørelse-frihed-frigørelse) når frem til er på mange måder inspireret af disse og beslægtede teoretikere. Så da JPKJ i bogens afsluttende afsnit opstiller tre overordnede hypoteser, som – hvis de holder stik – vil kunne medvirke til fremmedgørelsesproblematikkens løsning, optræder disse teoretikere helt automatisk på credit-listen. Den første tese lyder: “Den historiefilosofiske optimisme er meningsfuld” (og indgår som et naturligt element i det menneskelige væsen). Med Ernst Bloch mener JPKJ at kunne spore en latent potentialitet i mennesket, en rettethed mod et Heimat, der har form af et kommunistisk, fremmedgørelsesfrit samfund: “… materien som sådan er i bevægelse frem mod et latent mål (die Heimat)”/”Die Heimat bestemmes politisk som kommunisme”/”Som kommunistisk menneske savner man intet uden for sig selv (s. 82, 86 og 87)”. Der knyttes her tydeligt an til utopismen, men utopismen forbindes umiddelbart herefter med et begreb om mennesket som naturligt rettet mod et bestemt mål (kommunismen), der efter denne anmelders bedste overbevisning underminerer netop den betydning af ordet utopi, som kunne udgøre dette ords mulige politisk-teoretiske attraktion – at der netop ikke findes nogen endegyldig udformning af et samfund (utopi betyder som bekendt ikke-sted). Hvis menneskets latente natur er kommunistisk, så skal vi vel bare læne os tilbage og – uafhængigt af om vi måtte ønske denne kommunisme – blot afvente naturens gang? En filosofisk overbevisning man vistnok kalder deterministisk og som JPKJ da også til en vis grad tilslutter sig, idet han – med oplysningsfilosofisk optimisme – ikke ser nogen direkte konflikt, snarere et sammenfald mellem den frie vilje og naturens latente rettethed.

....

Med disse uenigheder antydningsvist blotlagt, så er det vigtigt for mig samtidig på det varmeste at anbefale Jens Peter Kajs bog, der – udover at tjene som en ganske glimrende introduktion til sit emne – vidner om stort overblik, syn for frugtbare teoretiske kombinationer og en sproglig formidlingsevne, man sjældent oplever i filosofiske afhandlinger."

Læs resten af anmeldelsen her

Sagt om Afstande over vand

 

Klip fra anmeldelser

“Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

…

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

    Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener.”

Af Jens Carl Sanderhoff, Den smalle bog

“Afstande over vand er en af den slags romaner, der vil komme til at sætte sine spor i sin læser, et meget fint og poetisk aftryk. Historien fungerer bare, karaktererne har dybde og autencitet, og så er miljøbeskrivelserne meget sanselige og smukke.

…

Jensen har solgt præmissen til sin læser. Og sat barren højt. Jeg kan huske, jeg under læsningen tænkte, om forfatteren mon kunne holde denne kadence, og det kan han. På flere måder minder han mig i sin skrivestil om Kristian Bang Foss, især udmøntningen og opbygning af romanen og karaktererne, da der er et vældigt persongalleri, men ikke en karakter for meget. Men faktisk vil jeg sige, at Afstande over vand er mere gennemført og helstøbt udformet, end f.eks. Frank vender hjem. Karaktererne i Afstande over vand er på en måde mere troværdige, og selvom der i bogen indgår originaler, er de knap så karikerede. Faktisk slet ikke. 

…

Jeg kan fuldstændig genkende og leve mig ind i denne ensomhed, man som forælder føler, når man indser, at man ikke har fælles bevidsthed med sit barn. Det er virkelig ovenud godt beskrevet. Og sådan er der mange guldkorn i romanen. Små aha-oplevelser og pråse, der går op for en. 

…

For det tredje er Jensen formidabel til at opbygge det relationelle imellem karakterne, og jeg tror, det er derfor, de virker så helt igennem autentiske, samtidig med, at de er mangefacetterede og komplekse og handler, som mennesker nu engang gør, ud fra motiver, der måske ikke altid er åbenlyse for andre.

…

I virkeligheden vil jeg betegne romanen som en slags genrehybrid imellem 'coming-of-age'-romanen, dannelsesromanen og en poetisk konstellation af lyrisk skønhed. Det er virkelig godt håndværk, og jeg håber, bogen når ud til mange læsere. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at få den læst. Well done, Jensen.”

Af Anne Rye Andersson, BookHaul

“Med Afstande over vand har Jens Peter Kaj Jensen begået en storslået fortælling om Danmarks udkant, drømmen om udvikling samt et opgør med fortiden. Sproget er smukt og poetisk og indfanger det idylliske ved Danmarks udkant. Men under den idylliske overflade lurer egnens mørke fortid, som igennem hele værket fortælles med en dyster og dog humoristisk tone, som utvivlsomt formår at holde læseren fanget til sidste side.

...

De gamle landsbyboere udsætter hinanden for ganske hårrejsende ting, som beskrives i en dyster tone – til tider tilføjet en smule tør humor og sort ironi. Ganske bogstaveligt får Tom stukket en kæp i hjulet for sine drømme, og her viser Jens Peter Kaj Jensen i sandhed sin dygtighed som forfatter. Scenen er nemlig underspillet og optager ikke mange sider af værket, til trods for at det er et moment, der ville knække ethvert menneske. I stedet bliver overgrebet beskrevet i al sin enkelthed – endda tilføjet en smule dyster humor. Og værket behøver da heller ikke hverken mere eller mindre, da det er denne ukomplicerede tilgang til handlingen og personerne, der i høj grad taler til os som læsere.

...

Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne. Det er dog ikke kun denne sanselige skildring af naturen, der fanger læseren, men i lige så høj grad det, at naturen beskrives som en del af hovedpersonen Tom.

…

 Værket handler om dét at vende hjem, og at nå til et indre opgør med den person, man engang var. Med Afstande over vand har Jens Peter Kaj Jensen skrevet en yderst velskrevet og gribende roman, som taler til det inderste i mennesket. Romanen føles som at vende hjem til en savnet egn – på godt og ondt.”

Af Anne M. Nielsen, Modspor

“Det interessante ved romanen, som i øvrigt er velskrevet og narrativt velkomponeret, er for mig at se ikke så meget det nye, karakteriseret ved Toms projekt, men nærmere det gamle i form af den fælles fortid, personerne har. Og ikke mindst de hemmeligheder, som langsomt afdækkes for læseren og også for Tom. Der er stadig fredagsdruk og strip i grusgraven, kaldet Lorten. Charlotte Haase er stadig lækker, og Gregers er stadig et røvhul. Der er stadig overgreb og misbrug, men også sammenhold og noget, der kan ligne venskaber. Og den gamle fisker i nabohuset er da stadig et fast holdepunkt – men vist desværre også det eneste.

Der er reminiscenser fra romaner som Opland af Jens Vilstrup og Udkanten af Lasse Hjorth Madsen samt DR TV-serien ’Landsbyen’ at finde i romanen. Og det er et selskab, som Jens Peter Kaj Jensen skal være stolt af.”

Af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden

“Afstande over vand indfanger på eksemplarisk vis Danmark i sine helt mørke og lyse afkroge og tegner et skarpt portræt af den idealistiske Tom og resten af egnens karakterer som ejendomsmægleren Store Mogens og originalen Reinar-mundtøj. En morsom, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af Danmarks udkant.”

Bog.nu

“Jeg har læst to prosabøger på dansk i år der har slået benene væk under mig. Den første var Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem, den anden, som jeg netop er blevet færdig med, er Jens Peter Kaj Jensens Afstande over vand. Sidstnævntes evne til at zoome ind fra det helt store helikopterperspektiv til det mikroskopiske lokalplan er eminent. Jens Peter Kaj Jensens prosa slår gnister, metaforerne sidder lige i skabet (hverken for meget eller for lidt), persongalleriet er omfattende, men ikke for omfattende. Enkelte figurer kryber helt ind under huden på en, og Afstande over vand er på sin egen muntre måde en tragisk og grum skildring af forliste ægteskaber, anløben moral, midtlivskriser, grådighed og tilværelsens uafvendelige tab. Det er så begavet og så vanvittigt godt skrevet at det gør ondt. Og ydermere: Det er gedigen underholdning. Jeg anbefaler bogen til alle og enhver.”

Søren R. Fauth

Anmeldelse af 'Kig på damen' i Vejle Amts Folkeblad

Link til anmeldelsen

Et kig på damen siger meget om manden

Anmeldt af Arne Mariager 23 feb. 2010

Han hedder Jens Peter Kaj Jensen. Det er et navn, man kan huske. Og det er godt. For ham kommer vi til at høre mere til. Jens Peter Kaj Jensen har netop udsendt en novellesamling med titlen "Kig på damen". Den er spændende. I Danmark har vi ikke samme tradition for noveller, som amerikanerne og englænderne har for deres "short stories". 

…

De senere år har mange af de nye forfatternavne forsøgt. Kun en af dem, Peter Høgh, har nået det sublime. Men nu gør Jens Peter Kaj Jensen forsøget. Og gør det glimrende, uden dog helt at brage igennem loftet.

Det, der mangler

Når man ikke helt kan trykke gaspedalen i bund i anmeldelsen af "Kig på damen", skyldes det, at novellerne er for ujævne. En toptræner i Superligaen ville sige til Jens Peter Kaj: Du skal hæve dit bund-niveau. Hemingway, der var mindre pædagogisk, ville have udtrykt det på den her måde: Brug din lorte-detektor, knægt.... Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende og giver store løfter for fremtiden. Så er der - som altid - en gylden middelvej. Noveller, der er værd at læse, men ikke efterlader noget blivende. Og så er der et par, som er komplet ligegyldige. Når Jens Peter Kaj Jensen redigerer sit stof - og sine ideer - bedre, når han langt. "Kig på damen" er ikke hans debut som fiktionsforfatter. Den kom i 2007 med romanen "Sofa". Inden da havde han i år 2000 udgivet filosofibogen "Det frie menneske". J. P. K. Jensen er uddannet cand. Pil i filosofi og senere på Forfatterskolen i 2007. Han er 45 år.

…

Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende og giver store løfter for fremtiden. Så er der - som altid - en gylden middelvej. Noveller, der er værd at læse, men ikke efterlader noget blivende. Og så er der et par, som er komplet ligegyldige. Når Jens Peter Kaj Jensen redigerer sit stof - og sine ideer - bedre, når han langt. "Kig på damen" er ikke hans debut som fiktionsforfatter. Den kom i 2007 med romanen "Sofa". Inden da havde han i år 2000 udgivet filosofibogen "Det frie menneske". J. P. K. Jensen er uddannet cand. Pil i filosofi og senere på Forfatterskolen i 2007. Han er 45 år.

Læs resten af anmeldelsen her

'Afstande over vand' anmeldt på BookHaul

Link til anmeldelsen

Titel:   Afstande over vand.   

Form:   Roman.   

Forfatter:   Jens Peter Kaj Jensen.   

Sider:  365   

Forlag:   Ekbátana.   

Udgivelsesår:   2020.

Anmeldt af Anne Rye Andersson

Økologisk idealisme og poetisk sværvægter

Jens Peter Kaj Jensen har blik for det interpersonelle og karakteropbygning. I denne hans fjerde roman, med det skrevne ord som erfaring både udi litteraturfilosofi, lyrik, børnebog, essay, filosofi mv., demonstrerer han på overbevisende vis, at han nok først og fremmest er romanforfatter. Og hvilken en!

”Afstande over vand” er en af den slags romaner, der vil komme til at sætte sine spor i sin læser, et meget fint og poetisk aftryk. Historien fungerer bare, karaktererne har dybde og autencitet, og så er miljøbeskrivelserne meget sanselige og smukke.

Tom, som er historiens protagonist, er en forretningsmand, der er vendt tilbage til Danmark og sin gamle hensygnende fødeby Lille Fuglede, efter at have boet en årrække med familien i Boston, et egentligt udmærket og succesfuldt liv med kone og to børn. Men noget trækker i Tom. Han har en ambitiøs plan om, at bygge Lille Fuglede, og byerne heromkring, op fra bunden, og gøre det til en attraktiv, grøn og kulturel egn for kunstnere og deres børn. Problemet er bare, at hans kone Tina og deres to børn, bor på den anden side af oceanet. Men Tom lærer at leve med afsavnet og realiserer til en vis grad sin idealistiske drøm.

Det, der gør ”Afstande over vand” til en eminent læseoplevelse, bygger på flere aspekter. For det første er sproget ret poetisk og sansende. Bare da jeg læste starten på romanen, var jeg solgt:

”Skulle man med en ugunstig understrøm, klamrende sig til sin brodne planke, drive ind fra Kattegat mod Sjællands vestkyst, ville man bjerge sine tunge lemmer i land ved Bjerge Sønderstrand, og man ville finde Søndervang, som ellers ubemærket lirker kystlinjen op og åbner ind mod en sært hengemt egn, hvor toget ikke har kørt siden kommunalreformen.

      Man ville tømme skoene, slå vandet af sig, smage på den salte hud og håndrodsknoglen og sjoske ind ad den hullede kommunevej, hvor to personbiler umuligt kan passere hinanden uden at slå sidespejlene ind”.    

Så er vi ligesom i gang, og Jensen har solgt præmissen til sin læser. Og sat barren højt. Jeg kan huske, jeg under læsningen tænkte, om forfatteren mon kunne holde denne kadence, og det kan han. På flere måder minder han mig i sin skrivestil om Kristian Bang Foss, især udmyntningen og opbygning af romanen og karaktererne, da der er et vældigt persongalleri, men ikke en karakter for meget. Men faktisk vil jeg sige, at ”Afstande over vand” er mere gennemført og helstøbt udformet, end f.eks. ”Frank vender hjem”. Karaktererne i ”Afstande over vand” er på en måde mere troværdige, og selvom der i bogen indgår originaler, er de knap så karikerede. Faktisk slet ikke. Ud over karaktererne, er lighedspunkterne med ”Frank vender hjem”, en slags voksenalderens ”coming-of-age”-roman. Heri ligger ikke en udvikling fra ung til voksen, men en udvikling i personligheden, der bliver afgørende for protagonisten, der må forholde sig hertil og handle, som ofte benævnes udviklingsroman.  

For det andet er de temaer, bogen behandler, vedkommende og almengyldige. Temaet: de ofre, idealisten må bringe, må være et af de væsentligste. Altså Tom, der ofrer sit ægteskab og forlader sine børn for at opnå en idealistisk drøm. Eller er det bare egoisme? Det er den evige diskussion. Ægteskab vs. singleliv er ligeledes et tema, der fylder i romanen. Måske ikke så meget ægteskabet som institution, men mere som den tætte relation imellem partnere, og de dynamikker, der indgår i et partnerskab. Svigt, voldtægt, indespist kultur, skam, økologi og begær er blot nogle af de temaer, der indgår i romanen.

For det tredje er Jensen formidabel til at opbygge det relationelle imellem karakterne, og jeg tror, det er derfor, de virker så helt igennem autentiske, samtidig med, at de er mangefacetterede og komplekse og handler, som mennesker nu engang gør, ud fra motiver, der måske ikke altid er åbenlyse for andre.

…

Læs resten af anmeldelsen her

'Afstande over vand' anmeldt på DEN SMALLE BOG

 

Link til anmeldelsen

Jens Peter Kaj Jensen

Afstande over vand, roman

370 sider, 299,95 kr.

Forlaget Ekbátana

Anmeldt af Jens Carl Sanderhoff søndag den 15. marts 2020

Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)

Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.

Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.

…

Læs resten af anmeldelsen her