The greatest

Muhammad Ali (17. januar 1942 – 3. juni 2016)

Det har nok været min mor, der købte den til min far. Han var vild med Muhammad Ali. Derfor skulle jeg heller ikke vente ret længe på at få lov at låne den: Sandheden om mit liv, fortalt af Ali til Richard Durham og redigeret af den nobelprisvindende romanforfatter Toni Morrison. Min far blev hurtigt færdig med den, og selvom jeg husker ham sige, at han var skuffet over bogen, kastede jeg mig over den med stor appetit. Det var den første voksenbog, jeg læste.

    Den udkom i 1976, altså et par år efter The rumble in the jungle i 1974, hvor den undertippede Ali udboksede den syv år yngre George Foreman i 8. omgang, helt som forudsagt af Ali selv. Inden kampen mod Ali havde Foreman vundet samtlige sine 40 kampe, og de 37 før tid. Samme år havde Foreman smadret Ken Norton i anden omgang, og året før Joe Fraizer også i anden. Ingen troede på Ali før den kamp.

Sværvægtsboksningens gyldne år

Ali mødte også Fraizer og Norton, tre gange hver. Han led nederlag i sit første møde med dem begge (Norton brækkede Alis kæbe i anden omgang, men Ali gennemførte alligevel kampen og tabte med dommerstemmerne 2-1), men besejrede dem siden to gange hver i brutale, jævnbyrdige slagudveksllinger over 14-15 omgange. I 1975 var det mod Joe Fraizer, som måtte give op i 14. omgang af The Thrilla in Manila, og i september 1976 fik Ali endelig en enstemmig pointafgørelse i sejren over Norton. Jeg husker ikke, om den sidste sejr over Norton nåede at komme med i bogen, men i realiteten var karrieren slut for Ali, da bogen kom.

    Også pointsejrene over Jimmy Young (1976), Ernie Shavers (1976) og Joe Bugner (1975) havde været hårde og slidt det sidste af silken. Efter 1976 boksede Ali ikke en god kamp, selv om revancesejren over Leon Spinks var knusende sikker. Men Spinks var ikke i klasse med Foreman, Fraizer, Norton, Bonavena og Shavers.

Dem han brød ned

Eller med sluggeren Sonny Liston, som Ali tog titlen fra i 1964 i en kamp, hvor Ali måske var endnu mere undertippet end mod Foreman. Gangsteren Liston havde vundet 35 af sine foregående 36 kampe og smadret sine modstandere med samme skræmmende styrke, som Mike Tyson senere blev kendt for. I sine to seneste kampe inden kampen mod Ali havde Liston tilintetgjort mesteren Floyd Patterson i første omgang. Og Patterson var ingen novice, da Liston tog sværvægtstitlen fra ham. Han havde trods alt vundet den fra legendariske Ingemar Johansson, som han slog to gange. Efter nederlagene til Liston tabte Patterson i øvrigt også to gange til Ali. Hans andet nederlag til Ali i 1972 blev karrierens sidste kamp.
    Og sådan slukkede Ali mange store bokseres drømme. Sådan set også Foremans. Ganske vist boksede Foreman endnu 6 kampe frem til det afsluttende nederlag til Jimmy Young i marts 1977, som dog blev kåret til årets kamp af Ring Magazine, men efter choknederlaget til Ali blev han aldrig den samme igen, og han holdt ti års pause fra ringen inden sit groteske, men også flotte comeback i slutningen af 1980'erne.
    

Danseren

Jeg tror, at min far godt kunne lide, at Ali var så stor i kæften, hvilket nok kan undre, hvis man kender ham. Men Ali var noget særligt. Han var hurtig i replikken, veltalende, rimende, forudsagde med et digt i hvilken omgang han ville slå sin modstander ud. Og gjorde det. Han var en usædvanligt flot fyr. Og en forbløffende elegant sværvægter. Når man husker, hvordan Sonny Liston og hans samtidige, eller mesteren Joe Louis før dem, stod fladt på fødderne og delte øretæver ud, var det mirakuløst at se Ali danse rundt om sine modstandere og tjatte til dem, uden at de kunne komme i nærheden. Han dansede baglæns med sænkede parader, og de kunne ikke nå ham. Når man genser hans kampe fra midten af tresserne, kan man ikke undgå at blive forbløffet over hans suveræne opvisning; det er stepdans, moonwalk, show, titte-bøh-drilleri, altsammen i et ubegribeligt tempo, hvor han altså også nåede at dele øretæver ud. Og man kunne se, at han nød det, ja, morede sig. Der har aldrig været en sværvægter, som kunne noget lignende. Han tænkte lynhurtigt og bevægede sig i overraskende og evigt skiftende mønstre, både i sit uforlignelige benarbejde (the Ali Shuffle) og i sine undvigende ryk med overkroppen.

Taktikeren og the Rope-a-dope

Ali var også en mester i at forberede sig på den modstander, han stod overfor. Legendarisk er det, hvordan Ali udmattede den noget tungere Foreman ved at lade ham smadre løs på paraderne og fjedre i tovene og så lige sørge for hver gang selv at få et par svidende jabs ind, inden han dansede ud til siden. Det nævnes sjældent, at Ali havde fået klart flere stød igennem end Foreman, allerede før de gik ud til ottende omgang og altså må have været foran på point, selvom det var Foreman, der gik fremad og slog hele tiden, men i det store hele i Alis parader. Foreman slog sig træt, det var kun sådan den unge Foreman kunne trættes. Han kunne ikke løbes ned. Mod Liston var det noget andet. Liston var ældre end Ali og langsom på fødderne. Ham kunne Ali finte eller løbe fra. Liston vaklede frustreret rundt i ringen og slog huller i luften. Han ramte ikke engang paraderne. Ali var som et spøgelse, der hver gang var forsvundet, før Listons tunge næver landede. Til sidst gav Liston reelt op. I sin anden kamp mod Ali havde Liston, som den kæphøje Ali på skift drillede med, at han var gangster, at han var de hvides lakaj, og at han både var grim og mildest talt ikke nogen særlig opfindsom taler, opgivet, inden han gik op i ringen. Drillerierne var naturligvis en del af metaspillet. Ali ville have den hidsige Liston til at forivre sig. Jo mere forhippet Liston blev for at få ram på den flabede, unge Ali, desto ringere blev hans chancer for nogen sinde at få et stød ind. En tålmodig Liston havde være livsfarlig for Ali. Liston slog som en lufthammer og kunne vinde en kamp med et enkelt stød. Sådan noget vidste Ali.
    Nu var Ali ikke kun en fantastisk taktiker med hurtige ben og gode undvigelser. Han var også hårdfør og virkelig vanskelig at slå i gulvet. Særligt kampene mod Norton og Fraizer viste det. Næppe nogen sværvægter har taget imod mere end Ali. Han var forholdsvis stor, 191 cm og godt bygget med lange, stærke arme. Og så var han også udstyret med hurtige hænder, der kunne alle slag fra alle vinkler. Hans hurtige jabs så ikke ud af noget særligt, men de kom overraskende, og de gjorde nas.
    Ali er alle tiders bedste sværvægter, og havde han ikke været så god, så havde resten af hans værk og virke ikke betydet ret meget.
    "Jeg skal ikke i krig for det magtfulde USA for at plaffe fattige mennesker ihjel i mudderet. Viet Cong er ikke min fjende. De har aldrig kaldt mig nigger. Før mig til fængslet i stedet," sagde Ali.
    Og på den måde fik han effektivt forbundet sin antimilitarisme med kampen mod det hvide Amerikas racisme og imperialisme.

At banke slavenavnet ud i himmelrummet

Ali ville ikke slå ihjel for det regime, som stjal hans forfædre i Afrika og gjorde dem til slaver. Han ville heller ikke bære det slavenavn, som disse forfædre blev påduttet af deres undertrykker. Men hans slægts historie og navn var ikke bevaret, som de færreste afrikanske slavers var, så han opsøgte en organisation, som ville give de sorte amerikanere deres stolthed tilbage, dels ved at udstyre dem med et muslimsk navn, som blev opfattet som mere oprindeligt afrikansk, dels ved at kæmpe for oprettelsen af sorte, muslimske stater i USA, stater, hvor de ikke længere skulle kæmpe for racemæssig ligestilling eller frygte for lynchning eller mordbrand fra grupper som Ku-Klux-Klan. Ali konverterede til islam i 1965 og meldte sig hos profeten Elijah Muhammads Nation of Islam, hvor han også mødte Malcholm X. Senere konverterede Ali dog til en mere moderat sunni-islam, og blev (lige som Malcholm X også endte med at blive, hvilket formodentlig kostede ham livet) tilhænger af integration mellem sorte og hvide i stedet for oprettelsen af sorte enklaver.
    Navnet var vigtigt for Ali. Da han forsvarede sin sværvægtstitel mod Patterson i november 1965, straffede Ali den tidligere mester for ikke at ville kalde ham Ali, men konsekvent bruge slavenavnet Clay. Selvom Ali havde udbokset Patterson allerede i første omgang og uden vanskeligheder kunne have afsluttet den i hvert fald i anden omgang, undlod han at slå Patterson ud, men ydmygede og tæskede ham gennem samfulde 12 omgange. I sidste omgang stoppede kamplederen dog kampen for at Patterson ikke skulle lide mere overlast.
    Flere husker nok Alis kamp mod Ernie Terrell fra 1967. Terrell var et ordentligt skur på 198 cm og havde også længere rækkevidde end Ali. Da han mødte Ali, havde han ikke tabt i fem år, og Ali var ikke stor favorit i den kamp, der blev regnet for Alis vanskeligste siden Liston. Terrell var afroamerikaner, ligesom Patterson og Ali (og stort set alle andre store sværvægtere), men undlod ligesom Patterson demonstrativt at bruge Alis muslimske navn. Inden kampen havde Ali udtalt, at "Jeg vil torturere ham. Et rent knockout er for godt til ham." Kampen var velbokset og meget lige i de første seks omgange, I syvende fik Ali ram på Terrell, som balancerede på randen af knockout. Men Ali undlod at slå ham ud; han ville ikke lade ham slippe. Resten af de femten omgange, kampen var berammet til, mishandlede Ali den store Terrell med sine hurtige jabs, men han hvæsede: "Hvad er mit navn, Onkel Tom... hvad er mit navn?" Det er en af de mest brutale afstraffelser nogensinde.

Rødder og black pride

Jeg ved, at vi har set nogle natlige kampe med Ali på tv i mit barndomshjem, min far og jeg. I hvert fald Foreman og Fraizer. Men jeg husker det ikke klart. Jeg husker til gengæld, at vi så Rødder, tv-serien som bygger på Alex Haleys roman om den afrikanske kongesøn Kunta Kinte, som i 1700-tallet blev taget til fange og fragtet til Amerika som slave. Det er ikke tilfældigt, at netop Hayley skrev en biografi om Malcholm X's biografi. Rødder var en historie om slaveriets historie og tøvende afskaffelse. Noget af det, jeg husker tydeligst, var hvor vigtigt det var for Kunta Kinte at fortælle sin datter, som fik slavenavnet Kizzy, hvad hendes gambianske slægt virkelig hed, hvem de var, og hvorfra de kom. Den samme slægtshistorie fortalte Kizzy omhyggeligt videre til sin egen søn, Chicken George. De ville ikke acceptere at se sig selv som slaver, hvis identitet blev defineret af deres hvide undertvingere. Kunta Kinte nægtede at svare eller adlyde, når hans slaveejer brugte hans slavenavn. Selvom han blev pisket halvt til døde, insisterede han på at hedde Kunta Kinte, og selvom han fik den ene fod hugget af, blev han ved med at forsøge at bryde ud i friheden.
    Alis og Hayleys kamp for sort stolthed (black pride, hed det på den tid) blev en afgørende del af min politiske opdragelse. Dette og hadet til den krigeriske amerikanske imperialisme og udryddelse af de nordamerikanske indianere. Det var min mor, som lærte mig at holde med indianerne, når vi så John Ford-western i fjernsynet.

Antimilitarisme

Antimilitarismen var stærk i mit hjem i 1970'erne, selv om jeg bestemt ikke kommer fra en hippiefamilie. Min far er fisker og er selv en fritænkende, grøn, lidt til venstre for midter-vælger, som kommer fra en kommunistisk arbejderfamilie. Og min mor er fra et socialdemokratisk husmandshjem. De hører begge hjemme i provinsen, og selvom de var bogligt dygtige, har ingen af dem gået i skole længere end til og med syvende klasse; de skulle ud at tjene til føden, fra de var 14. For dem var både hippierne og marxisterne et fjernt og for dem uvedkommende fænomen fra universiteterne og storbyens middelklasse.

    Men Muhammad Ali og mine forældre opdragede mig til at holde med de undertrykte og udbyttede og hade vold, krig og militær. Det gik så vidt, at jeg ikke fik lov at gå til spejder, selvom jeg plagede om det i årevis. Men jeg skulle ikke i uniform. Det skulle Ali heller ikke.
    Jeg husker ikke ret meget af denne Alis første selvbiografi. Jeg husker bedst hans fortælling om, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med damerne i sin tidlige ungdom. Jeg må selv have været omkring 12 år, da jeg læste bogen, og den del af fortællingen kunne jeg godt identificere mig med.

Superman mod Muhammad Ali
Et par år senere udkom det flotte tegneserie-album Superman mod Muhammad Ali, skrevet af Dennis O’Neil og tegnet af Neal Adams. Det var et par måneder før revanceopgøret mod Leon Spinks, og alle troede, at Alis karriere var endegyldigt forbi efter nederlaget til den unge og undertippede olympiske mester. Det var en hyldest til en stor mester, hvis tid var forbi. Og som ivrig fan af både Superman og Ali måtte jeg naturligvis eje det album. Omslaget er en tegning i bredformat, som er foldet rundt om albummet, og især på bagsiden kan man se de virkelige og fiktive figurer, som overværede boksekampen. At Supermans ven Batman er der, er ingen overraskelse, men Fantomet, som er fra et andet fiktionsunivers, er mødt frem, er underligt. Præsident Carter er der også, Frank Sinatra, Pelé og The Jackson Five og Alis manager Jabir Herbert Muhammad, naturligvis. Jeg mente, jeg kunne se Bobby Ewing og Pamela, og sådan kan man blive ved, ligesom man kunne med coveret til Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band. 

    En hidtil ukendt race af rumvæsner kaldet Scrubb, ankommer til Jorden og forlanger, at planetens stærkeste kriger kæmper mod deres mester, Hun'Ya, i en boksekamp. De vil invadere planeten, hvis jordboerne ikke stiller op til kampen. Både Superman og Muhammad Ali gør krav på titlen som Jordens stærkeste og melder sig klar til kampen mod Hun'Ya. Lederen af Scrubb forlanger derfor, at de to kæmper mod hinanden for at afgøre, hvem der skal repræsentere Jorden. Deres opgør henlægges til en planet med en gul sol, hvor Superman mister sine superkræfter og altså må kæmpe mod Ali på lige vilkår. Ali og Superman bliver venner og allierede i kampen mod ondskaben og forbereder sig i fællesskab. Ali lærer Superman nogle grundlæggende boksefærdigheder og fortæller om the Rope-a-dope, og det bliver en episk kamp, men til sidst vinder den langt mere kyndige bokser naturligvis over den normaliserede superhelt på knockout. Nu skal Ali møde den frygtindgydende Hun’Ya. Igen vidner Ali og overbeviser Scrubb om at forlade Jorden i fred. Superman, der har fået sine superkræfter tilbage og er kommet sig over knockoutet, hjælper med at stoppe en truende invasion.

Der er så meget mere at fortælle om dette strålende og gavmilde menneske, men hans historie er allerede fortalt så ofte og så glimrende, og dette er mit mellemværende med The Greatest.

Skrevet i forbindelse med Alis død i 2016