Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag

lørdag den 29. marts 2025

Årets sommerroman i 'Iværksætteren'

Der er omtaler og anmeldelser, som man ikke opdager, fordi de kommer i medier, som man ikke er opmærksom på. Det var først længe efter udgivelsen, at jeg så denne omtale af Afstande over vand i magasinet Iværksætteren, hvor den altså blev fremhævet som årets sommerroman. Tak for det!



Årets sommerroman: 
Afstande over vand 
”En moderne Erasmus Montanus-fortælling der følger hovedkarakteren – den midaldrende Tom – som efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston vender hjem til sin hensygnende fødeby, Lille Fuglede på Vestsjælland. Her følger man tæt hans udvikling for at iværksætte et storstilet projekt. 
    I hovedkarakteren Tom kan mange etablerede såvel nye iværksættere genkende sine ambitioner, virkelyst og de modsatrettede følelser, der opstår, når man møder modstand. For ikke alle i og omkring Lille Fuglede deler Toms begejstring og drømme. Man følger afsavnet til relationer og Toms kamp mod egen fortid og de etablerede magthierarkier. Tom har en ambitiøs plan for regionens udvikling – et grønt og kulturelt vækstcentrum. Til at begynde med går det som en drøm, trods savnet af børnene på den anden side af oceanet. Snart viser landsbyen sig dog fra sin mørkere side, og Tom må kæmpe med sig selv, sin fortid og egnens magthierarkier. 
    På sin vis er Afstande over vand en en morsom, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af Danmarks udkant. Om du er interesseret i iværksætteri eller ej – Afstande over vand – gav undertegnede en mulighed for at spejle gennem indlevelse og identifikation. Karaktererne der optræder i romanen kender du fra dit eget liv. Gennem fiktionen lærer du dem endnu bedre at kende. Nok så vigtigt lærer du også dig selv bedre at kende gennem identifikationen med de fiktive karakterer. 
    Siden jeg læste den i april har jeg tænkt på den flere gange. Mest af alt som god underholdning, hvorfor den passer helt perfekt til en sommer med fordybelse. 
    Bogen er skrevet af Jens Peter Kaj Jensen, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og cand.phil. i filosofi. Ved at forstå den nye dagsorden og finde ud af, hvilke kompetencer du skal udvikle for at blive klar til fremtiden, vil du både blive bedre til at designe dit eget liv og være i stand til at spotte eller skabe dit drømmejob. 
    I bogen vil der være fokus på nye måder at samarbejde på, fremtidens kompetencer, arbejde uden grænser, og hvordan du bliver en del af fremtiden på dine præmisser.”

onsdag den 5. marts 2025

'Det frie menneske' anmeldt i Slagmark






Marx og fremmedgørelsen revisited



Jens Peter Kaj Jensen:

Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse

Odense Universitetsforlag 2000, 239 sider.






Anmeldt af Paw Hedegaard Amdisen i Slagmark nr. 30, vinter 2000-2001, side 157-159.



At det intellektuelle klima kan ændre sig markant på ganske få årtier – ja, nogle gange endda på ganske få år – virker indlysende. Et henkastet blik på den nyeste tids idehistorie rækker, hvis man vil forsikre sig om en sådan påstands banalitet. I 1970erne kunne man således kun dårligt gennemføre sit studie ved det humanistiske fakultet uden i større eller mindre grad at inddrage en vis grad af venstreradikal, gerne marxistisk, emancipatorisk teori i disse selvsamme studier. Begreber som fremmedgørelse og frigørelse kom i et sådant intellektuelt klima helt naturligt til at stå i centrum. Med 80erne kom imidlertidig en ny idehistorisk bølge rullende ind over de universitære og intellektuelle miljøer i Danmark (efter i en årrække at have hærget under sydligere himmelstrøg) og begreber som de førnævnte forsvandt med et trylleslag fra dagsordenen for at blive erstattet med andre begreber, der bedre kunne beskrive la condition postmoderne.

    Andre begreber, andre sprogspil, kom på mode. Nu står vi så i en tid (og i et intellektuelt miljø), der på mange måder ikke længere kan kaldes postmoderne. En tid, hvor oplysningsfilosofiske begreber og ideer igen vinder indpas (jf. Per Aage Brandts semiotiske korstog, Sokal-affæren). I kølvandet på denne oplysningsfilosofiske strømning kan vi også passende placere den bog som er omdrejningspunkt for denne anmeldelse – Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse af Jens Peter Kaj Jensen (JPKJ), filosof fra Odense Universitet – hvor der uden større besvær, faktisk med stor overbevisningskraft, tages afsæt i en vis Karl Marx – idehistorisk protagonist af delvis oplysningsfilosofisk observans – der ellers til for ganske nylig (og stadig til en vis grad) i de intellektuelle miljøer har været betragtet som en “toten Hund”. Dette er i sig selv en begivenhed. At JPKJ samtidig også har begået en særdeles velskrevet og spændende bog skal der her selvfølgelig ikke klages over.

    Lad os i stedet se lidt nærmere på bogens indholdsmæssige side, hvor der til gengæld – kritikkens natur tro – er enkelte klagepunkter. Kort skitseret er JPKJs projekt i Det frie menneske … at undersøge den fremmedgørelse som han – i selskab med den unge Marx – mener særligt kendetegner det moderne kapitalistiske samfund og dets produktionsmåde, for i samme åndedrag at undersøge muligheden for menneskets frigørelse fra denne fremmedgørelse, som igen for Jens Peter Kaj (med Marx) falder sammen med en bestemt politisk strategi (socialisme/kommunisme).

    JPKJs gennemspilning af disse temaer, som de kommer til at udfolde sig i resten af bogen, er perspektivrig. Vi kommer både omkring Darwins evolutionslære, Hegel, Feuerbach, fænomenologien, Bloch, Bergson, Mounier, Katzenelson, strukturalis-men, Gorz og Althusser (samt mange andre). Af disse fremstår – ud over Marx naturligvis – særlig Bloch, Bergson, Katzenelson og Gorz som heltene i fortællingen. Hvad JPKJ i sin historiske gennemgang af problematikken (fremmedgørelse-frihed-frigørelse) når frem til er på mange måder inspireret af disse og beslægtede teoretikere. Så da JPKJ i bogens afsluttende afsnit opstiller tre overordnede hypoteser, som – hvis de holder stik – vil kunne medvirke til fremmedgørelsesproblematikkens løsning, optræder disse teoretikere helt automatisk på credit-listen. Den første tese lyder: “Den historiefilosofiske optimisme er meningsfuld” (og indgår som et naturligt element i det menneskelige væsen). Med Ernst Bloch mener JPKJ at kunne spore en latent potentialitet i mennesket, en rettethed mod et Heimat, der har form af et kommunistisk, fremmedgørelsesfrit samfund: “… materien som sådan er i bevægelse frem mod et latent mål (die Heimat)”/”Die Heimat bestemmes politisk som kommunisme”/”Som kommunistisk menneske savner man intet uden for sig selv (s. 82, 86 og 87)”. Der knyttes her tydeligt an til utopismen, men utopismen forbindes umiddelbart herefter med et begreb om mennesket som naturligt rettet mod et bestemt mål (kommunismen), der efter denne anmelders bedste overbevisning underminerer netop den betydning af ordet utopi, som kunne udgøre dette ords mulige politisk-teoretiske attraktion – at der netop ikke findes nogen endegyldig udformning af et samfund (utopi betyder som bekendt ikke-sted). Hvis menneskets latente natur er kommunistisk, så skal vi vel bare læne os tilbage og – uafhængigt af om vi måtte ønske denne kommunisme – blot afvente naturens gang? En filosofisk overbevisning man vistnok kalder deterministisk og som JPKJ da også til en vis grad tilslutter sig, idet han – med oplysningsfilosofisk optimisme – ikke ser nogen direkte konflikt, snarere et sammenfald mellem den frie vilje og naturens latente rettethed.

....


Med disse uenigheder antydningsvist blotlagt, så er det vigtigt for mig samtidig på det varmeste at anbefale Jens Peter Kajs bog, der – udover at tjene som en ganske glimrende introduktion til sit emne – vidner om stort overblik, syn for frugtbare teoretiske kombinationer og en sproglig formidlingsevne, man sjældent oplever i filosofiske afhandlinger."


Læs resten af anmeldelsen her

tirsdag den 4. marts 2025

Anmeldelse af 'Kig på damen' i Vejle Amts Folkeblad


Link til anmeldelsen








Et kig på damen siger meget om manden






Anmeldt af Arne Mariager 23 feb. 2010



Han hedder Jens Peter Kaj Jensen. Det er et navn, man kan huske. Og det er godt. For ham kommer vi til at høre mere til. Jens Peter Kaj Jensen har netop udsendt en novellesamling med titlen "Kig på damen". Den er spændende. I Danmark har vi ikke samme tradition for noveller, som amerikanerne og englænderne har for deres "short stories". 


…


De senere år har mange af de nye forfatternavne forsøgt. Kun en af dem, Peter Høgh, har nået det sublime. Men nu gør Jens Peter Kaj Jensen forsøget. Og gør det glimrende, uden dog helt at brage igennem loftet.


Det, der mangler

Når man ikke helt kan trykke gaspedalen i bund i anmeldelsen af "Kig på damen", skyldes det, at novellerne er for ujævne. En toptræner i Superligaen ville sige til Jens Peter Kaj: Du skal hæve dit bund-niveau. Hemingway, der var mindre pædagogisk, ville have udtrykt det på den her måde: Brug din lorte-detektor, knægt.... Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende og giver store løfter for fremtiden. Så er der - som altid - en gylden middelvej. Noveller, der er værd at læse, men ikke efterlader noget blivende. Og så er der et par, som er komplet ligegyldige. Når Jens Peter Kaj Jensen redigerer sit stof - og sine ideer - bedre, når han langt. "Kig på damen" er ikke hans debut som fiktionsforfatter. Den kom i 2007 med romanen "Sofa". Inden da havde han i år 2000 udgivet filosofibogen "Det frie menneske". J. P. K. Jensen er uddannet cand. Pil i filosofi og senere på Forfatterskolen i 2007. Han er 45 år.


…


Der er 11 noveller i samlingen. De bedste er forrygende og giver store løfter for fremtiden. Så er der - som altid - en gylden middelvej. Noveller, der er værd at læse, men ikke efterlader noget blivende. Og så er der et par, som er komplet ligegyldige. Når Jens Peter Kaj Jensen redigerer sit stof - og sine ideer - bedre, når han langt. "Kig på damen" er ikke hans debut som fiktionsforfatter. Den kom i 2007 med romanen "Sofa". Inden da havde han i år 2000 udgivet filosofibogen "Det frie menneske". J. P. K. Jensen er uddannet cand. Pil i filosofi og senere på Forfatterskolen i 2007. Han er 45 år.


Læs resten af anmeldelsen her

mandag den 3. marts 2025

'Afstande over vand' anmeldt på BookHaul

Link til anmeldelsen







Titel:   Afstande over vand.   

Form:   Roman.   

Forfatter:   Jens Peter Kaj Jensen.   

Sider:  365   

Forlag:   Ekbátana.   

Udgivelsesår:   2020.







Anmeldt af Anne Rye Andersson





Økologisk idealisme og poetisk sværvægter



Jens Peter Kaj Jensen har blik for det interpersonelle og karakteropbygning. I denne hans fjerde roman, med det skrevne ord som erfaring både udi litteraturfilosofi, lyrik, børnebog, essay, filosofi mv., demonstrerer han på overbevisende vis, at han nok først og fremmest er romanforfatter. Og hvilken en!


”Afstande over vand” er en af den slags romaner, der vil komme til at sætte sine spor i sin læser, et meget fint og poetisk aftryk. Historien fungerer bare, karaktererne har dybde og autencitet, og så er miljøbeskrivelserne meget sanselige og smukke.


Tom, som er historiens protagonist, er en forretningsmand, der er vendt tilbage til Danmark og sin gamle hensygnende fødeby Lille Fuglede, efter at have boet en årrække med familien i Boston, et egentligt udmærket og succesfuldt liv med kone og to børn. Men noget trækker i Tom. Han har en ambitiøs plan om, at bygge Lille Fuglede, og byerne heromkring, op fra bunden, og gøre det til en attraktiv, grøn og kulturel egn for kunstnere og deres børn. Problemet er bare, at hans kone Tina og deres to børn, bor på den anden side af oceanet. Men Tom lærer at leve med afsavnet og realiserer til en vis grad sin idealistiske drøm.


Det, der gør ”Afstande over vand” til en eminent læseoplevelse, bygger på flere aspekter. For det første er sproget ret poetisk og sansende. Bare da jeg læste starten på romanen, var jeg solgt:


”Skulle man med en ugunstig understrøm, klamrende sig til sin brodne planke, drive ind fra Kattegat mod Sjællands vestkyst, ville man bjerge sine tunge lemmer i land ved Bjerge Sønderstrand, og man ville finde Søndervang, som ellers ubemærket lirker kystlinjen op og åbner ind mod en sært hengemt egn, hvor toget ikke har kørt siden kommunalreformen.

      Man ville tømme skoene, slå vandet af sig, smage på den salte hud og håndrodsknoglen og sjoske ind ad den hullede kommunevej, hvor to personbiler umuligt kan passere hinanden uden at slå sidespejlene ind”.    


Så er vi ligesom i gang, og Jensen har solgt præmissen til sin læser. Og sat barren højt. Jeg kan huske, jeg under læsningen tænkte, om forfatteren mon kunne holde denne kadence, og det kan han. På flere måder minder han mig i sin skrivestil om Kristian Bang Foss, især udmyntningen og opbygning af romanen og karaktererne, da der er et vældigt persongalleri, men ikke en karakter for meget. Men faktisk vil jeg sige, at ”Afstande over vand” er mere gennemført og helstøbt udformet, end f.eks. ”Frank vender hjem”. Karaktererne i ”Afstande over vand” er på en måde mere troværdige, og selvom der i bogen indgår originaler, er de knap så karikerede. Faktisk slet ikke. Ud over karaktererne, er lighedspunkterne med ”Frank vender hjem”, en slags voksenalderens ”coming-of-age”-roman. Heri ligger ikke en udvikling fra ung til voksen, men en udvikling i personligheden, der bliver afgørende for protagonisten, der må forholde sig hertil og handle, som ofte benævnes udviklingsroman.  


For det andet er de temaer, bogen behandler, vedkommende og almengyldige. Temaet: de ofre, idealisten må bringe, må være et af de væsentligste. Altså Tom, der ofrer sit ægteskab og forlader sine børn for at opnå en idealistisk drøm. Eller er det bare egoisme? Det er den evige diskussion. Ægteskab vs. singleliv er ligeledes et tema, der fylder i romanen. Måske ikke så meget ægteskabet som institution, men mere som den tætte relation imellem partnere, og de dynamikker, der indgår i et partnerskab. Svigt, voldtægt, indespist kultur, skam, økologi og begær er blot nogle af de temaer, der indgår i romanen.


For det tredje er Jensen formidabel til at opbygge det relationelle imellem karakterne, og jeg tror, det er derfor, de virker så helt igennem autentiske, samtidig med, at de er mangefacetterede og komplekse og handler, som mennesker nu engang gør, ud fra motiver, der måske ikke altid er åbenlyse for andre.


…


Læs resten af anmeldelsen her

'Afstande over vand' anmeldt på DEN SMALLE BOG

 

Link til anmeldelsen



Jens Peter Kaj Jensen

Afstande over vand, roman

370 sider, 299,95 kr.

Forlaget Ekbátana












Anmeldt af Jens Carl Sanderhoff søndag den 15. marts 2020



Et mareridt i fortidens geografi


Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)


Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.


Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.


Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)


Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.


Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.


…


Læs resten af anmeldelsen her

'Afstande over vand' anmeldt på Modspor



Link til anmeldelsen



Jens Peter Kaj Jensen: Afstande over vand

Forlaget Ekbátana

2020

369 sider

Omslag af Rakel Thorning-Vater







Anmeldt af Anne M. Nielsen | aug 31, 2020



Poetiske skildringer af fortidens magt



Med Afstande over vand har Jens Peter Kaj Jensen begået en storslået fortælling om Danmarks udkant, drømmen om udvikling samt et opgør med fortiden. Sproget er smukt og poetisk og indfanger det idylliske ved Danmarks udkant. Men under den idylliske overflade lurer egnens mørke fortid, som igennem hele værket fortælles med en dyster og dog humoristisk tone, som utvivlsomt formår at holde læseren fanget til sidste side.


Når fortiden spænder ben

Efter flere år i Boston vender den idealistiske Tom hjem til landsbyen Lille Fuglede ved Tissø. Tom har lagt store planer for landsbyen, som igennem de sidste årtier har gennemgået en kraftig regression; jernbanen er for længst lukket, skolen ligeså, og skraldemanden kommer kun hver anden uge. Tom drømmer om, at hans hensygnende fødeby vil undergå en rivende udvikling, som til sidst vil udmunde i, at landsbyen bliver et grønt vækstcentrum, der tiltrækker adskillige kulturelle typer fra andre egne. Det viser sig dog hurtigt, at der lurer mere under overfladen i den idylliske landsby, end Tom havde regnet med. Langsomt dukker både hans egen og landsbyens fortid op, og begge sider er klar til at spænde ben for hans storslåede drømme. Affærer, vold og mobning er blot noget af det, som egnens beboere benytter – og udnytter – i deres ihærdige kamp for at underminere Toms drømme.


Fortiden spiller således en stor rolle i værket. Ikke alene er den med til at lægge bånd på hovedpersonens visioner og drømme for hjemegnen, den påvirker ham også i en sådan grad, at han atter ønsker sig langt væk fra den lille landsby:


… Nej, han har lyst til at styrte sig ned i storbyens menneskemasse, opløse sig i det anonyme rum, hvor massemennesket bor, kaste landsbyens brølende individualitet fra sig. Nu ved han, at han aldrig har hørt hjemme i Lille Fuglede (…) Han savner storbyens historieløshed, det at man ikke altid også er sin fars seks køer, sin mors vinindkøb i Brugsen og sin storesøsters teenageeskapader.


Altså drømmer Tom sig pludselig langt væk fra sin hjemegn og tilbage til ”storbyens historieløshed” til trods for de store planer, han har lagt for dens udvikling. På denne måde taler værket til det inderste i mennesket; det, at man til tider er bundet af sin fortid, at man også ”er sin fars seks køer” og pludselig skal stå til regnskab for den historie, man måske ikke engang selv har været med til at skrive.


De skæve eksistenser

Afstande over vand indeholder et rigt persongalleri, og hver eneste karakter er nøje udtænkt og udført på papiret. Værket byder på personer som Store Mogens, Reinar-mundtøj og en mand, der blot kendes som Tænderne. De er hver især er beskrevet som ukonventionelle eksemplarer, der alle har indvirkning på landsbyen og dens udvikling. Hvis man selv stammer fra en relativt hensygnende landsby med ganske få indbyggere, vil man nok kunne genkende disse ’skæve eksistenser’, som ikke alene præger byens omdømme, men ligeledes dens udvikling. Til trods for at disse eksistenser afviger fra egn til egn, er de til enhver tid letgenkendelige i samfundet: Den kapitalistiske borger, som gør alt, for at skrabe flere penge i lommen, den lettere forvirrede, men dog højtintelligente personlighed, som kunne have drevet sit liv til langt mere, og ikke mindst den underbare skønhed, som er blevet udnyttet af sin hjemegn på enhver tænkelig måde. Det virker endog nærmest fejlagtigt at kalde disse karakterer ’skæve eksistenser’, idet de i høj grad præger ethvert landsbysamfund. Ligesom i værket er det nemlig netop disse eksistenser – skæve eller ej – der udgør det interessante i samfundet – dét, der holder læseren fanget, og det, der forhindrer Tom i at få succes med sin plan. Havde historien været et eventyr, ville disse karakterer være dragen eller heksen, der afholder prinsen fra at få prinsessen og det halve kongerige.


Sandt at sige er værket ikke et eventyr. Det bekræftes især af den voldsomhed, som i høj grad præger historien. De gamle landsbyboere udsætter hinanden for ganske hårrejsende ting, som beskrives i en dyster tone – til tider tilføjet en smule tør humor og sort ironi. Ganske bogstaveligt får Tom stukket en kæp i hjulet for sine drømme, og her viser Jens Peter Kaj Jensen i sandhed sin dygtighed som forfatter. Scenen er nemlig underspillet og optager ikke mange sider af værket, til trods for at det er et moment, der ville knække ethvert menneske. I stedet bliver overgrebet beskrevet i al sin enkelthed – endda tilføjet en smule dyster humor. Og værket behøver da heller ikke hverken mere eller mindre, da det er denne ukomplicerede tilgang til handlingen og personerne, der i høj grad taler til os som læsere.


Poetiske skildringer af Danmarks udkant

Således er sproget noget af det, der særligt fanger læseren og drager vedkommende ind i historien. Skildringerne af omgivelserne ved Lille Fuglede udfolder sig poetisk, nærmest som et digt, der smukt breder sig over siderne.


…


Læs resten af anmeldelsen her

Celeste anmeldt på Modkraft

 

Link til anmeldelsen 



Revolution og kærlighed


Diskussioner om filosofi, politik og kunst hænger fint sammen med historie og figurer i Jens Peter Kaj Jensens roman »Celeste«.



Jens Peter Kaj Jensen: Celeste. 

Forlaget Solidaritet, 

331 sider, 150 kr.



Anmeldt af Andreas Bülow 


Forfatteren Jens Peter Kaj Jensen har skrevet en historisk roman med titlen Celeste, som netop er udkommet på Forlaget Solidaritet. Der er tale om en velskrevet bog der både tegner et tidsbillede af 1930'erne og trækker tråde op til den verden vi lever i anno 2013.


Bogen starter i 1932 i Silkeborg. Hovedpersonen Celeste er en ung kvinde, der arbejder som servitrice i et cafeteria, der bestyres af en jødisk grosser ved navn Karpáz.


Gennem hendes blik får vi et nådesløst portræt af livet i en dansk provinsby dengang. Celeste må nemlig ikke bare arbejde med servering, hun bliver også nød til at give sin krop til den sleske menighedsformand og avisredaktøren for lokalbladet.


Celeste accepterer det i første omgang, selvom hendes hjerte banker for den jødiske pige Sarah fra Seddelfabrikken, som ofte kommer og spiser frokost i cafeteriet.


Det er denne forbudte kærlighed, som er en af de vigtigste omdrejningspunkter i historien, for Sarah er dybt anti-autoritær og tager til Spanien for først at deltage i slaget om den asturiske kommune og senere i selve den spanske borgerkrig.

Celeste følger hende og skal ud for mangt og meget, som ikke bør afsløres i denne anmeldelse.


Som læser skal man væbne sig med en god portion tålmodighed, for de første hundrede sider er tung læsning. Det kan diskuteres om ikke forfatteren burde have strammet op i sit stof, men omvendt giver det en grundig introduktion til livet dengang, ikke mindst hvordan klassesamfundet dikterede alt (»bevidstheden om stand«, som Celeste selv siger det).


Også den lurende fascistiske fare der breder sig op igennem Europa er synlig, jøderne og socialisterne forfølges.


Filosofiske diskussioner

Sprogligt er romanen holdt i en skarp prosa uden alt for mange unødvendige tillægsord og metaforer.


Alligevel er det et sprog, der tør gå på opdagelse, og Jens Peter Kaj Jensens force ligger netop ikke i et krimi-plot, men snarere i den store psykologiske forståelse, i scenerne mellem karaktererne, de små iagttagelser og alt det, der står imellem linjerne.


Romanen er inddelt i fem hæfter, som opdages (og omskrives?) af en kunstmaler i 1970'erne, som selv befinder sig selv i en kunstnerisk og ægteskabelig krise.

Da han besøger et kloster i den andalusiske by Ronda, opdager han hæfterne og fænges af Celestes historie, som senere skal vise sig at hænge sammen med hans eget liv. Det er en rammefortælling som fungerer fint og både giver spænding og afveksling til romanen.


Der er mange svingærinder ind imellem, blandt andet om filosofi, fiskeri og kunst, men de hænger alligevel sammen med historien og dens karakterer.


Når det bliver allerbedst er der sågar fragmenter af poetisk og filosofisk storhed, som i denne smukke passage, hvor rammefortæller-jeget, Fecundo, taler med munken Yermo, og det særegne andalusiske klima står som billede for menneskets egen kamp for befrielse:


»– Det er la calima, sagde Yermo. – Vi ser den ellers mest i maj og juni.

– Tåge? spurgte jeg.

Men det var ikke tåge.

– Det er dis af afdampet vand fra kysten, som er blandet op med sand fra Afrika. Du kan ikke orientere dig i det, du vil ikke vide hvor du er.

Han fortalte, hvordan fiskere forsvinder ud i Middelhavet i små både og aldrig bjærger sig i land, fordi de intet har at navigere efter. Solen er skjult, kysten er væk, og bølgerne kvæles under et tæppe.

– De kan ikke se stævnen af båden, overdrev han.

– Men de har vel kompas?

– Ja, nogle har kompas, men ved ikke, hvordan de skal bruge det.

– De burde da lære sig kompasset! sagde jeg irriteret.

– Ja, de burde lære kompasset, og de burde lære sig at svømme« (side 205).


...


Læs resten af anmeldelsen her

Sidevisninger den seneste måned