Strandsand
Sprøjtet kommer stadigt nærmere
til det føles som nogen
der vender sig i sengen
ved siden af dig.
Bølgerne kender vejen
fortroligt; de dukker op
som naboer, lukker
låger efter sig,
fylder alle hullerne
i væggene, tavshederne,
uanset hvilke misforståelser
der måtte være opstået
siden sidste gang
dette store, mægtige vand, for hvilket
der ikke findes nogen metafor,
kom dunkende ind over revlen.
Efterhånden som tidevandet samler sig,
kommer sandkornene,
som støbte stenene som byggede huset,
i oprør.
De vil være dernede,
hvor de kom fra
blandt al den vilde
fosforescens.
Langsomt smutter de gennem
hvedeaksene, mosejorden,
det møg og sod og frøspyt,
som fuger klipperne
indtil væggene græder ved højvande.
Væggene render.
Huset forskyder sig.
Tårekanaler viser sig på tagskægget.
Klynger af gnister
oplyser mosen:
regnspoven hilser dig.
Strandsandet regner ned.
Det virker som evigheder
siden du har haft,
hvem dette end er,
i din favn.
Dermot Healy, 1998, oversat af Jens Peter Kaj Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar