Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'

Tak til bibliotekerne!

Min roman fra november, ‘Ansigt uden skygger’ er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed. 

Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.

Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.

Når glemte ord og udtryk vender tilbage

“Nu må I gamle godt gi’ os plads, for nu er det lige før, vi unge gi’r den gas!”, synger Daimi og Otto Brandenburg i ‘Don Olsen kommer til byen’ fra 1964. Det var året før, jeg blev født. Da jeg var ung, brugte ingen det udtryk længere. At gi’ den gas. Det lød allerede hengemt og lugtede muggent. Men for 10-15 år siden hørte jeg det pludselig igen. Filmen var blevet genudsendt på tv, og udtrykket havde fået en renaissance, måske nu som kitsch.

Gamle, udfasede udtryk og ord kommer igen med jævne mellemrum. Verbet ‘at formå’ var stort set forsvundet ud af dagligsproget, da den intellektuelle fodboldtræner Troels Bech begyndte at bruge det i sine analyser på tv. Det lød godt at sige “spillerne formår ikke …” i stedet for “spillerne kan ikke …”, og så begyndte spillerne også pludselig at bruge ordet. I begyndelsen fordoblede flere af dem det for en sikkerheds skyld med verbet ‘at kunne’ og sagde altså “spillerne formår ikke at kunne …”, men efterhånden blev det brugt mere selvsikkert i fodboldsproget og fandt derfra, tror jeg, tilbage til det danske dagligsprog. 

Et andet ord, som i min barndom og tidlige ungdom var helt forsvundet ud af almindelig tale, var ‘kæreste’. Ingen var kærester mellem lad os sige 1974 og 1984. Man ‘kom sammen’. Eller man ‘havde fyr på’ eller ‘havde dame på’. Ordet ‘kæreste’ signalerede et forældet, formelt forhold til kærlighedslivet, nærmest på linje med ‘forlovet’. Det ville man ikke være. Og det gjaldt ikke kun de unge. Min bedstemor, som nogle år efter min bedstefars død havde mødt en ny mand, fortalte også, at hun havde ‘fået fyr på’. Det lød underligt. Måske fordi det var de unges sprog. Eller måske fordi det faktisk ikke længere var de unges sprog. Det var i hvert fald flere år efter, man igen var begyndt at sige ‘kæreste’.

Jeg ved ikke, hvorfor ordet genvandt sin position i det danske dagligsprog. Men det runger højt i en sætning, når et ord, som for længst er lagt til side, pludselig dukker op igen. Det er en fornøjelse at høre.

Dobbeltudgivelsen

Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

Morten Messerschmidts inkvisition

Dansk Folkeparti vil ikke være et parti for hele folket. I hvert fald ikke for de flere end 300.000 danske muslimer. De skal ikke føle sig velkomne, skal ikke integreres og aldrig få lov til at føle sig hjemme og som en del af det danske samfund, selv hvis de er ER integreret, født, opvokset og uddannet her. De skal slet ikke være her, hvis det står til Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis formand har stillet som sit ultimative krav for at støtte en borgerlig regering, at den skal arbejde bevidst på at smide muslimer ud af Danmark. Regeringen skal garantere, at den vil sikre en nettoudvandring af muslimer fra landet. Der skal flere ud end ind. Mens Messerschmidt tidligere har talt om udvisning af kriminelle indvandrere fra Mellemøsten, taler han altså nu åbent om, at kriteriet for at blive betragtet som dansk ikke blot skal være adfærd (kombineret med etnisk oprindelsesland), men religion, slet og ret. At være rigtig dansk er uforeneligt med at være muslim, mener Messerschmidt.

Heldigvis har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afvist, at religion kan være et kriterium for danskhed. Men jeg har ikke hørt den samme afvisning fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.

Dansk Folkeparti arbejder altså for en moderne version af pave Gregor IX’s kristne inkvisition fra middelalderen. Dengang var det anonyme angivere, der opsporede afvigere fra den i tiden herskende sande version af katolicismen. Gregor var ude efter kættere i det, vi i dag kender som Sydfrankrig og Norditalien. Tilstod de ikke frivilligt denne afvigelse, ville inkvisitorer sørge for, at de gjorde det. Inkvisitorerne var pavens folk, eksempelvis dominikanermunke. Med en pavelig bulle fra 1252 fik de tortur som redskab til at sikre tilståelse i de hemmelige afhøringer. Angrede de anklagede ikke, blev de overgivet til de verdslige myndigheder og straffet. Nogle var heldige at slippe med en bod, særligt, naturligvis, dem der havde penge at betale med. Andre blev straffet med indespærring, tortur eller dødsstraf. Ofte blev de brændt på bålet. Det er naturligvis ikke metoder, som Messerschmidt ville bifalde, men målet synes fundamentalt set at være det samme, og man må spørge sig, hvilke midler Messerschmidt forestiller sig at bruge for at afgøre, hvem der er muslimer, og hvem der fx er ateistiske efterkommere af muslimer.

Den spanske inkvisition var langt strengere. Den blev indledt i 1478, hvor de katolske konger Isabella I & Ferdinand II nærmede sig en fuldstændig erobring af Den Iberiske Halvø fra de muslimske maurere, der havde hersket på størstedelen af halvøen siden 711. Katolikkerne kalder det en generobring (La Reconquista), fordi det visigotiske monarki, som maurerne besejrede i 711, havde konverteret fra arianisme til katolicisme under det 3. koncil i Toledo i 589. Frem mod slutningen af det 770 år lange katolske generobringstogt begyndte en brutal opsporing, nedslagtning og fordrivelse af jøder og muslimer i de katolske zoner. Også de jøder og muslimer, som havde konverteret til katolicismen, blev mål for inkvisitionen, som fortsatte, da La Reconquista var fuldbyrdet i 1492. Katolikkerne ville ikke acceptere nogen form for tvivl eller afvigelse fra Vatikanets tro.

Fra 1936 og frem gjorde den senere fascistiske diktator, general Franco, en lignende indsats i sin blodige borgerkrig. Hans kampagne rettede sig primært mod socialister, anarkister, demokrater, republikanere og ateister, men også muslimer og jøder, og det handlede i høj grad om at sikre den katolske kirke eneretten til den moralske opdragelse af spanierne. Og sideløbende nedslagtede Adolf Hitlers nazistiske regime omkring seks millioner jøder, fordi Hitler ikke mente, at jøder kunne være rigtige tyskere.

Præcis som Messerschmidt ikke mener, at muslimer kan være rigtige danskere. Det kan jøder i øvrigt heller ikke ifølge Morten Messerschmidt og Inger Støjberg. Muslimerne er hovedfjenden. Derfor bifalder Støjberg og Messerschmidt også Israels nedslagtning og fordrivelse af palæstinenserne. Men heller ikke jøderne er helt rigtige danskere, for når Messerschmidt og Støjberg taler om danske værdier, er kristendommen altid et afgørende element.

Religiøs ensretning og renhed er målet. Kun en af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten er rigtig dansk, nemlig den, vi blev påtvunget for omkring tusinde år siden.

Hvad med os, der ikke har nogen religion, forresten? Er vi heller ikke rigtige danskere?

Og hvad sker der, når en stor del af af den danske befolkning aldrig får lov til at føle sig dansk?