En erindring fra filosofi i halvfemserne

Jeg begyndte at læse filosofi i 1989. Det var ikke mit første studium. Umiddelbart efter gymnasiet var jeg begyndt på statskundskab – og stoppet igen et halvt år senere. Nogle år gik med højskole, politisk og faglig aktivisme og med arbejde som fisker, pædagogmedhjælper og leder af Socialistisk Oplysningsforbund. Jeg var ikke den eneste, der havde taget en omvej til filosofistudiet. Gennemsnitsalderen på rus-årgangen var relativt høj, over 25, tror jeg. Mange kom fra andre studier eller havde rejst, arbejdet eller andet. Og vi var overraskende mange, som ikke kom fra akademiske hjem. Det gav en spraglet og upoleret studiekultur, som passede mig godt.

En forelæsning i filosofihistorie

En ung kvinde fra årgangen gik rundt på gangene i pausen og skreg "Ich bin ein Judeswein!" Hun overmalede tavlen med det samme udsagn. Hun havde været i Argentina for at kæmpe mod fascismen, fortalte hun. I timerne talte hun sort, som et poetisk rableri. Vi havde vi den opfattelse på filosofi, at vi skulle kunne favne alle og også nærmest enhver form for adfærd. Vores filosofihistorielærer var god til at få hende til at føle sig hørt (selvom hun nok egentlig ikke blev det), diskret og uden at bruge for meget af undervisningstiden på det. Han lod, som om han forstod, hvad hun sagde, og sagde så: "Som [kvindens navn] siger, ...", og så fortsatte han ellers med sin forelæsning, som om det, hun havde sagt, blot var en uddybning af noget, han selv var i gang med at fremlægge. Hjælpe hende i dybere forstand kunne han naturligvis ikke. Han var ikke psykiater. Desuden havde han travlt med at komme igennem dagens tekst, for mere end 40 minutter kunne han ikke forelæse ad gangen. Så skulle han ud og skylle to elefantbajere gennem halsen, for at kunne gennemføre anden halvdel. I dag var han uden tvivl blevet fyret – til skade for ikke blot ham selv, men også de studerende, for også han var en glimrende underviser.

    Til festerne blev hun hentet af en ambulance, når hun havde leget for meget med ild eller stillet sig op på bordet og fremvist hullet i sine trusser. Vi var vant til, at studerende kunne blive vanvittige af at læse, så ingen opfattede det rigtig som et problem, ikke før hun satte ild til fagrådslokalet med sig selv indeni.

    Det er blot et eksempel. Måske det mest radikale eksempel på grænseoverskridende adfærd, men bestemt ikke det eneste. Der er naturligvis ikke noget godt at sige om, at denne unge kvinde havde det, som hun havde, men jeg så dengang noget smukt i, at vi som institution kunne rumme det. Indtil vi ikke kunne længere. Om tvangsindlæggelsen hjalp hende, ved jeg ikke.

Underviserne

Vi havde ikke to lektorer med den samme tilgang til filosofien. En var dagligsprogsfilosof, en anden økomarxist, en tredje hermeneutiker, en fjerde vel nærmest kantianer, en femte især optaget af kritisk gendrivelse af enhver opbyggelig filosofi osv. Rundt om flere af dem dannede der sig kredse af studerende, som mente, at netop deres mentor havde fat i den lange ende. Det gav nok en lejrstemning på instituttet, men den var sjældent ægte fjendtlig og kunne ligefrem være produktiv. Man kunne vælge at studere eksklusivt i en bestemt lejr, men man kunne også lade være. Jeg valgte det sidste og så den faglige mangfoldighed som en kvalitet. At så tilsyneladende uforenelige tilgange til filosofien kunne eksistere side om side. Alle alternativer var legitime, blot der kunne argumenteres eller i det mindste gøres lødigt rede for dem. 

    Jeg elskede, at faget betød noget for dem, der underviste. At de hengav sig så betingelsesløst til studiets genstand. Det var ikke bare et levebrød, det var et liv. Der var ingen vandtætte skodder mellem studerende og undervisere. I kantinen var alle lige i den forstand, at ethvert udsagn kunne tages alvorligt, uanset hvem der havde fremsat det. Det var et privilegium at læse på et studium med så højt til loftet.

    Fra studerende på andre institutter hørte jeg, at deres undervisere kun interesserede sig for deres forskning. Atter andre steder var det stort set kun løstansatte undervisningsassistenter med alt for mange konfrontationstimer i overfyldte auditorier, i hvert fald på første del af studiet. Ingen af delene var tilfældet hos os. Vi blev langt oftest undervist af fastansatte lærere, og da min årgang på instituttet kun bestod af cirka 25 studerende, havde forelæsningerne karakter af holdundervisning på højt niveau. Alle vores lærere var optagede af at undervise og derfor også gode til det.

Undervisningen

Underviserne var fagligt ambitiøse, både på de studerendes og egne vegne. Der blev forventet meget af de studerende, maden blev ikke tygget for os, og der blev ikke ruttet med de tocifrede karakterer. Men det engagement, som underviserne lagde i forelæsningerne, var smittende. De fleste undervisere var stadig nysgerrige studerende ud i fagets evige spørgsmål og talte åbent og undersøgende om deres nyeste forskning. Det var ikke på forhånd udelukket, at en studerende kunne have en tanke, som den rutinerede forsker ikke selv havde haft. Naturligvis var der også de faste pædagogiske gennemgange af det grundlæggende stof på første del af studiet, men selv der blev der lagt liv og ånd i undervisningen, ikke mindst i de ofte kulørte eksempler, der blev givet til illustration af en faglig pointe.

    Kunne lærerne finde på at ydmyge de studerende under undervisningen? Ja, også det kunne forekomme; det må jeg ærligt sige. Jeg husker en lidt besværet studerende, som klagede over hovedpine. "Det er fantomsmerter," lød det straks spydigt fra vores lektor. Man fik ikke noget forærende.

Kredsene

Dannedes der A- og B-hold på studiet? Der dannedes alle typer hold. Nogle havde form af læsegrupper. Andre var kredsene omkring de fastansatte lektorer, hvoraf flere havde en stærk fascinationskraft. Nogle var nærmest dæmonisk tiltrækkende intellekter, og alle meget forskellige. Størst og mest sammentømret var nok gruppen omkring den økomarxistiske lektor. Det var særligt de studerende, som stemte på partiet De Grønne, hvilket mange gjorde på det tidspunkt, eller som slet og ret var marxister, alt i alt: de langhårede. De arrangerede kritiske læsekredse, fx om Marx og Heidegger og dannede nærmest et alternativt institut, og det var herfra, denne lektor rekruterede de undervisningsassistenter, han skulle bruge. Det var hans A-hold. Ingen stillede for alvor spørgsmålstegn ved, om det var rimeligt eller ej, for flere af de øvrige lektorer gjorde det samme med de kredse, de samlede om sig, også vores professor. Ham kunne jeg også godt lide, selvom jeg hverken filosofisk eller politisk var på linje med ham. Men han var en klar og tydelig underviser og samtidig god til at underholde, ikke kun i sin undervisning i videnskabsteori og epistemologi, men nok især når han holdt hof ved julefrokosterne. Det ville jeg gerne være med til, så jeg købte typisk en kasse bajere og udfordrede hans ofte gentagne udsagn om, at ingen studerende endnu havde haft held til at drikke ham under bordet, selvom mange havde prøvet. Det lykkedes da heller ikke mig, men jeg fik en aldrig afsluttet diskussion om alt mellem himmel og jord og en masse gode historier fra et belevent menneske med hjem.

Julefrokosterne

Julefrokosterne var årets sociale højdepunkt. Der var en særlig elegance over det. Lad os blot kalde det en galamiddag, afholdt i et stort undervisningslokale på fakultetet. Studerende fra alle årgange deltog, men også tidligere studerende, gråskæggede kandidater, som for længst var videre til næste fase af livet. Det var der plads til, fordi årgangene dengang var så små. De undervisere, som deltog (hvilket var alle undtagen én, som mente, der var for meget kød og for lidt grønt på menuen), mødte frem i søndagstøjet. Også flere studerende mødte frem i smoking eller aftenkjole, og så blev der lavet mad på højt kulinarisk niveau. Tilberedelsen foregik aftenen inden hjemme hos en af lektorerne. Han var single, knivskarp, sarkastisk, men også galant, så han var populær, ikke mindst blandt de kvindelige studerende, og der var var mange, som gerne ville assistere i hans køkken.

    Der blev holdt taler af både undervisere og studerende, nogle spydige, andre mere favnende. Baren var både velassorteret og velbesøgt. Efter middagen, som tog timer, var der musik og dans og almindelig usædelighed. Der var et bredt udvalg af røgvarer i omløb, drikkekonkurrencer og armlægning, både fysisk og intellektuelt. Der var det hele.

Tobak, sprut og forelskelse
Drak lærerne sig fulde, råbte og parlamenterede med alt og alle og sagde deres stillinger op i vrede? De fleste gjorde ikke. Var der studerende, som forelskede sig i lærerne? Hvor er der ikke det? Var der også lærere, som forelskede sig i studerende? Formodentlig. Vi kom tæt på hinanden. Det er muligt, at der også var studerende og lærere, som blev kærester. Sådan et forhold er ikke uproblematisk, for der vil altid være en magtmæssig asymmetri mellem underviser og studerende. Men der var trods alt tale om voksne mennesker med en egen vilje.

At konfrontere hinanden – og sig selv

Vores økomarxistiske lektor havde det princip, at han omtalte sig selv som filosofisk medstuderende, ikke som en autoritet. Vi skulle tale om fagets genstand som ligestillede, som studiekammerater. Vi konfronterede filosofien, livet og hinanden i fællesskab. Det kunne jeg godt lide, for det betød jo, at de studerendes indspil i princippet skulle tages lige så alvorligt og undersøges lige så grundigt som hans. Men træerne voksede heller ikke ind i himlen, for han var trods alt den, der talte med den højeste stemme, for han vidste mest, mens vi som studerende var nødt til at lære et pensum for at kunne bestå en eksamen. 

    Som den højeste autoritet blev vores professor løbende konfronteret og udfordret af de studerende i undervisningen. Han blev det også under julefrokosterne. Jeg gjorde det med min ølkasse. En af mine kropstærke holdkammerater besluttede sig i stedet for at udfordre ham til slagsmål. Jeg var der ikke, da det skete, men han har selv fortalt mig om det, og jeg forstod det sådan, at han ikke blev smidt ud af studiet, men efterfølgende fandt ud af, at han hellere ville noget andet end filosofi. Han var en fin fyr, populær på studiet og bestemt ikke nogen dårlig studerende. Måske havde han brug for at bruge kroppen noget mere, end studiet lagde op til. Han bankede også mig af flere omgange, men kun fordi, jeg ikke kunne lade være med at drille ham. Jeg husker især en studietur, hvor vi havde drukket tæt, og hen gennem natten blev jeg ved med at sige noget ufordelagtigt til ham, som overhovedet ikke passede, og som kun tjente det formål at tirre ham, og så skulle han banke mig. Det var naturligvis kun interessant, fordi han var den formodet stærkeste på instituttet og jeg skulle se, om jeg ikke kunne vinde slagsmålet blot en enkelt gang. Det blev til et spil. Jeg kunne godt lide ham og kunne godt lide at drille ham. Han kunne omvendt godt lide at banke mig, så det gik fint i spænd.

    Da den stærke unge mand bukkede under for drukkenskaben klokken otte om morgenen, listede jeg sammen med en medsammensvoren drillepind ind og lagde et råt æg ned mellem hans testikler. Det var en skik, jeg havde samlet op i et Århus-kollektiv. Sådan straffede man i kollektivets Horsens-klan den, der først faldt i søvn til festen. Og så stod jeg selvfølgelig til klø igen næste formiddag.

    På samme måde kastede jeg mig med fuld kraft og fornøjelse ind i slagsmålet mod de mest solide filosofiske antagelser. Det var en voldsom kultur, når man ser tilbage på det fra afstand, men den inddrog almindeligvis kun dem, der selv bød op til dans.

Fagets egen voldsomhed

Det mest voldsomme var filosofien selv. Det at skulle finde sig til rette med og i en verden, hvor man ikke kan vide, om det, vi opfatter som solid materialitet omkring os, blot er fænomener i vores egen bevidsthed – i min egen bevidsthed, for findes der egentlig andet end den? At være potentielt alene i universet, hvis ikke ligefrem i fysisk forstand, så mentalt, fordi tanker og følelser er principielt private, og ingen derfor nogensinde vil kunne kende eller forstå mig udtømmende. Eller en verden, hvor alt er determineret, hvor selv vores tanker og handlinger har en årsag eller grund, som går forud og ligger uden for os selv. Er vi så herre over vores egne handlinger? Har vi noget ansvar for dem? Eller er viljen tværtimod aldeles udetermineret, en helt særlig entitet i universet, et ubegrundet intet, hvilket måske omvendt gør vores handlinger meningsløse? Hvordan kommer man overens med disse tanker? Og disse uafsluttelige indre dialoger og slagsmål, som man fører med sig selv, er kun den spæde begyndelse.
    Filosofi er en intellektuelt og personligt eksperimentarium, som man ikke blot flakser igennem uden skrammer. Den udfordrer og har altid udfordret mennesket ud over alle grænser. Og samler man 50 mennesker på samme sted, som alle kæmper intenst med filosofi, alle lider af filosofi, så bliver udkommet voldsomt vedkommende. Det er vanskeligt at forestille sig, at det kan være anderledes, med mindre man foretrækker et filosofistudium med et helt udvendigt forhold til fagets genstand.

Hinsides godt og ondt?

Er det godt med alle disse excesser? For nogen er det godt, for andre ikke. Den studerende, som forsøgte at banke professor Favrholdt under en julefrokost, var ikke den eneste, som stod af under vejs. Ud af 25 startende på min årgang, var vi 5, som færdiggjorde en hovedfagseksamen på studiet. Nogle læste ganske vist også kun sidefag, men heller ikke blandt dem var gennemførelsesprocenten høj. Mange stoppede eller skiftede studium. Filosofi er ikke for alle, men det er frivilligt at gå der. Sådan tror jeg, vi tænkte. Var det ikke bedre, hvis flere fik lyst til at gennemføre? Jeg tror ikke, man bliver lykkeligere af at læse filosofi, kun klogere og mere forvirret, og de færreste kandidater kom i øvrigt til at arbejde med deres fag efterfølgende. Ud fra en rent økonomisk betragtning var det bedste vel, at færre startede, men alle gennemførte. Gennemførelsesprocenten er i øvrigt steget betragteligt siden dengang. Om det skyldes, at miljøet er mindre voldsomt, ved jeg ikke; det kan tænkes. Men mister man så ikke noget ved at 'normalisere' omgangsformerne? Også det kan tænkes. Burde man ikke desto mindre ændre noget i kulturen, så det blev et mindre voldsomt et sted at være? Det har man gjort for længst. Eller rettere: Tiden er en helt anden i dag.

Kvinder på studiet

Da jeg læste filosofi, var der ingen kvindelige undervisere. Spurgte man de fastansatte lektorer hvorfor, fik man altid det samme svar: "Det har vi prøvet. Men hun var her ikke ret længe, før vi fandt hende død på toilettet med en tom whiskyflaske i favnen." Der var nærmest ingen kvindelige studerende på filosofi, da vores lektorer selv studerede. Men allerede på min årgang var der adskillige. Så lidt efter lidt fik instituttet i sagens natur uddannet nogle kvinder, som efterhånden vandt indpas blandt de ansatte. Og det er ubetinget godt. Selvfølgelig skal kvinder føle sig velkomne, både som studerende og undervisere. Og måske har kulturen på instituttet også netop ændret sig med kvindernes ansættelse – eller slet og ret med tiden, med tidens forøgede opmærksomhed på autoritære kommunikationsformer. Det er også generationsafhængigt.