2. november 2017
I dag skete det. For første gang siden blealderen tog min nu tiårige søn helt af egen drift to ikke blot matchende, men ligefrem to ens strømper på. Det var hårdt. Jeg følte, at en epoke var forbi, at en umistelig kvalitet ved livet for evigt var tabt. Jeg stirrede stum af rædsel på mine hænder, som pludselig forekom mig underligt små og livløse.
Lidt efter lidt lykkedes det mig alligevel at komme videre; nej, det var ikke mig, men hænderne. Mekanisk og uden nogen viljesimpuls begyndte de at kaste krøllet kikseembalage ind på drengens gulv, som ville de vise, at det endnu var for tidligt at sende dem til pølsemageren.
Det nyttede ikke; enhver kunne se, hvordan det var fat. Da jeg havde siddet en stund, måske to minutter, måske en time, sammensunket på sengekanten, kom min søn forbi.
– Hvorfor gjorde du det? hviskede jeg.
– Hvad? sagde drengen fraværende.
– Hvordan kunne du finde på at tage to helt ens strømper på? Det kan nemt komme til at virke som trods, sådan noget. Var jeg for streng med lektierne i går? Jeg var for streng, ikke?
– Det var de eneste, jeg kunne finde! svarede han uden det mindste tegn på forståelse for situationens alvor.
Allerede her var det, som om noget igen vaktes til live i mit bryst, som om det atter gav mening at drage luft ned i lungerne.
– Altså, det var de første, jeg fik øje på, i hvert fald, rettede drengen så sig selv med en fjern rungen af ugidelighed i stemmen.
Og så var alt igen, som det skulle være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar