Fisk og LEGO

På vej hjem fra en gåtur ved havnen slog jeg et slag ind omkring El Cortes Inglés. Det var i efteråret, dagen efter Black Friday. Jeg var nysgerrig og ville se, om der var noget tilbage i stormagasinet efter gårsdagens amokløb. Det var der. Mest af alt abstinenser.

En pige på omkring toethalvt svedte koldsved og rystede af den kolde tyrker, hun nu skulle gennemleve. Hun lå og rullede rundt på gulvet i legetøjsafdelingen og skiftevis græd og skreg den samme sætning igen og igen: “Quiero LEGO!” “Quiero LEGO!” Jeg vil have LEGO! betyder det.

Moderen havde et djævlens mas med at slæbe hende væk fra LEGO-hylderne, og minuttet efter var pigen sluppet fri af det faste greb og havde atter kastet sig frem mod sine længslers land. Sådan blev det ved.

At LEGO er stærkt vanedannemde, ved jeg alt om. Jeg har selv været igennem det, og nu ønskede næsten 67 % af mine børn sig også LEGO til jul. Jeg sagde, at de kunne få en fisk efter eget valg.