tirsdag den 8. september 2026
Truslen fra USA
mandag den 6. juli 2026
Nej tak til folketingspræst
tirsdag den 19. maj 2026
Marianne Stidsens iscenesættelse af Frederik Lind Køppen som højreorienteret poetisk gigant
Jeg nåede ikke at danne mig et indtryk af det digt, Frederik Lind Køppen læste op, og vil derfor ikke udtale mig om kvaliteten (det ville jeg nu under alle omstændigheder overlade til anmelderne). Men at hans digtsamling markedsføres aggressivt af Marianne Stidsen, FORDI digteren angiveligt er yderligtgående højreorienteret, og at DR lægger sendetid til promoveringen, undrer mig alligevel. Det kvalificerer vel ikke i sig selv digtene?
Når man tænker på, hvor uendeligt lidt litteratur, der gives plads og bliver omtalt hos DR, kunne de med fordel have valgt det, de syntes var bedst, frem for at lade Stidsen reklamere frådende for en digtsamling, blot fordi digteren angiveligt er ekstremt højreorienteret. Er det ikke nok, at Tanten holder Emil Salzer som huspoet, blot fordi han angiveligt OGSÅ er højreorienteret?
Hvis medierne synes, det er så forbandet vigtigt at gøre sig til talerør for den yderste højrefløj, kan de så ikke bare gøre det i en af deres sædvanlige overfladiske samtaler om samfund og politik? Hvorfor skal også litteraturens sparsomme sendetid bruges på den skindebat, hvor det virkelige ærinde tydeligvis er politisk, ikke kunstnerisk?
søndag den 3. maj 2026
Ordbogsopslag til brug ved de danske regeringsforhandlinger
1. udvirke, at de danskere, der har færrest penge, får færre, sådan at de danskere, der har flest penge, kan få flere (udtrykkets primære, og under de pågående regeringsforhandlinger eneste, betydning)
reformregering, berige danske virksomhedsejere, blå klassepolitik, give overklassen bedre mulighed for øge deres forbrug eller akkumulere rigdom
GRAMMATIK, AT GØRE DANMARK RIGERE
VERBER: at skulle, at gøre
ADJEKTIV: rig, rigere, rigest (at være i stand til at forbruge meget mere, end nogen har behov for)
NOMEN PROPRIUM: Danmark
HJÆLPEVERBUM: at have (har gjort Danmark rigere)
EKSEMPEL
Vi skal gøre Danmark rigere (se fx L.L. Rasmussen)
I har jo ikke nogen forslag til, hvordan vi gør Danmark rigere (T.L. Poulsen til P. Dragsted)
ALTERNATIVE ANVENDELSER
1b. berige den danske befolkning med udbygget og forbedret offentlig transport og kommunikation og analog og personlig betjening i offentlige institutioner (ikke i anvendelse under de pågående regeringsforhandlinger)
1c. berige den danske befolkning med øgede kulturelle udfoldelsesmuligheder på teatre, almendannende kursustilbud, biblioteker, museer, højskoler, offentligt tilgængelige kreative værksteder, i koncertsale, kulturhuse, forsamlingshuse, idrætshaller og øvelokaler (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)
1d. berige det danske demokrati med lighedsskabende foranstaltninger, inddragelse af marginaliserede eller udgrænsede borgere i Danmark i det danske demokrati, spredning og demokratisering af økonomisk og politisk magt, demokratisk kontrol med økonomisk og politisk magt (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)
mandag den 2. marts 2026
Morten Messerschmidts inkvisition
Dansk Folkeparti vil ikke være et parti for hele folket. I hvert fald ikke for de flere end 300.000 danske muslimer. De skal ikke føle sig velkomne, skal ikke integreres og aldrig få lov til at føle sig hjemme og som en del af det danske samfund, selv hvis de er ER integreret, født, opvokset og uddannet her. De skal slet ikke være her, hvis det står til Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis formand har stillet som sit ultimative krav for at støtte en borgerlig regering, at den skal arbejde bevidst på at smide muslimer ud af Danmark. Regeringen skal garantere, at den vil sikre en nettoudvandring af muslimer fra landet. Der skal flere ud end ind. Mens Messerschmidt tidligere har talt om udvisning af kriminelle indvandrere fra Mellemøsten, taler han altså nu åbent om, at kriteriet for at blive betragtet som dansk ikke blot skal være adfærd (kombineret med etnisk oprindelsesland), men religion, slet og ret. At være rigtig dansk er uforeneligt med at være muslim, mener Messerschmidt.
Heldigvis har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afvist, at religion kan være et kriterium for danskhed. Men jeg har ikke hørt den samme afvisning fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.Dansk Folkeparti arbejder altså for en moderne version af pave Gregor IX’s kristne inkvisition fra middelalderen. Dengang var det anonyme angivere, der opsporede afvigere fra den i tiden herskende sande version af katolicismen. Gregor var ude efter kættere i det, vi i dag kender som Sydfrankrig og Norditalien. Tilstod de ikke frivilligt denne afvigelse, ville inkvisitorer sørge for, at de gjorde det. Inkvisitorerne var pavens folk, eksempelvis dominikanermunke. Med en pavelig bulle fra 1252 fik de tortur som redskab til at sikre tilståelse i de hemmelige afhøringer. Angrede de anklagede ikke, blev de overgivet til de verdslige myndigheder og straffet. Nogle var heldige at slippe med en bod, særligt, naturligvis, dem der havde penge at betale med. Andre blev straffet med indespærring, tortur eller dødsstraf. Ofte blev de brændt på bålet. Det er naturligvis ikke metoder, som Messerschmidt ville bifalde, men målet synes fundamentalt set at være det samme, og man må spørge sig, hvilke midler Messerschmidt forestiller sig at bruge for at afgøre, hvem der er muslimer, og hvem der fx er ateistiske efterkommere af muslimer.
Den spanske inkvisition var langt strengere. Den blev indledt i 1478, hvor de katolske konger Isabella I & Ferdinand II nærmede sig en fuldstændig erobring af Den Iberiske Halvø fra de muslimske maurere, der havde hersket på størstedelen af halvøen siden 711. Katolikkerne kalder det en generobring (La Reconquista), fordi det visigotiske monarki, som maurerne besejrede i 711, havde konverteret fra arianisme til katolicisme under det 3. koncil i Toledo i 589. Frem mod slutningen af det 770 år lange katolske generobringstogt begyndte en brutal opsporing, nedslagtning og fordrivelse af jøder og muslimer i de katolske zoner. Også de jøder og muslimer, som havde konverteret til katolicismen, blev mål for inkvisitionen, som fortsatte, da La Reconquista var fuldbyrdet i 1492. Katolikkerne ville ikke acceptere nogen form for tvivl eller afvigelse fra Vatikanets tro.
Fra 1936 og frem gjorde den senere fascistiske diktator, general Franco, en lignende indsats i sin blodige borgerkrig. Hans kampagne rettede sig primært mod socialister, anarkister, demokrater, republikanere og ateister, men også muslimer og jøder, og det handlede i høj grad om at sikre den katolske kirke eneretten til den moralske opdragelse af spanierne. Og sideløbende nedslagtede Adolf Hitlers nazistiske regime omkring seks millioner jøder, fordi Hitler ikke mente, at jøder kunne være rigtige tyskere.
Præcis som Messerschmidt ikke mener, at muslimer kan være rigtige danskere. Det kan jøder i øvrigt heller ikke ifølge Morten Messerschmidt og Inger Støjberg. Muslimerne er hovedfjenden. Derfor bifalder Støjberg og Messerschmidt også Israels nedslagtning og fordrivelse af palæstinenserne. Men heller ikke jøderne er helt rigtige danskere, for når Messerschmidt og Støjberg taler om danske værdier, er kristendommen altid et afgørende element.
Religiøs ensretning og renhed er målet. Kun en af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten er rigtig dansk, nemlig den, vi blev påtvunget for omkring tusinde år siden.
Og hvad sker der, når en stor del af af den danske befolkning aldrig får lov til at føle sig dansk?
torsdag den 26. februar 2026
Boykot VM og boykot FIFA!
Det har i årevis været tungt at skulle lukke øjnene for korruptionen i FIFA. VM i Qatar var ved at knække mig. Fordi Qatar slet ikke er et fodboldland. Fordi det betød, at VM ikke kunne spilles om sommeren, men skulle afvikles midt i klubturneringerne. Fordi Qatar er et diktatur uden respekt for menneskerettigheder. Og først og fremmest fordi angiveligt over 6.000 slavearbejdere omkom i arbejdsulykker under opførelse VM-arenaerne. Den var svær at sluge, og DBUs vægelsindede og ansvarsfralæggende håndtering af spørgsmålet om boykot og andre former for protest gjorde det kun værre.
Men jeg holdt ved. Fordi jeg elsker fodbold, elsker VM-slutrunder og er hysterisk fan af det danske landshold. Både i min debutroman ’Sofa’ fra 2007 og min seneste roman ‘Ansigt uden skygger’ kan man finde beskrivelser af danske fodboldlandskampe.
At det så blev USA (og Canada og Mexico), der skulle afholde det næste VM, var til grine frustreret over, men at FIFA opfandt en "fredspris" til Donald Trump, var til at kaste op over i væmmelse og uafrysteligt ubehag.
I går hørte jeg så, at FIFAs generalsekretær, Infantino, af en eller anden grund er med i Trumps autoritære diktator-alternativ til FN, og nu kan min mave ikke klare mere. Det er bare blevet FOR tydeligt, at FIFA lader sig betale for – og bruger VM-slutrunderne som forhåndenværende ressource til – at styrke og give mere magt til autoritære regimer. Det gælder ikke kun Qatar, USA, Israel og Saudi Arabien, men også eksempelvis Argentina, Ungarn, og Belarus. Det er umuligt for mig at finde en tilstrækkeligt god undskyldning for ikke at opfordre til boykot af VM.
Håber jeg, at Danmark faktisk kvalificerer sig til VM? Ja, det gør jeg. Jeg vil ikke kunne lade være med at holde med landsholdet, når det spiller. Men der er nu også mere pondus i at boykotte en turnering, man faktisk har kvalificeret sig til.
mandag den 16. februar 2026
Så skal vi igen have hårdere straffe og svækkede beviskrav
Det uendelige kapløb
Stop en hvilken som helst person på gaden og spørg, om straffen for personskadelig kriminalitet skal sættes op. 9 ud af 10 vil svare ja. Spørg de samme, om de ved, hvad strafferammen er i dag, og 9 ud af 10 vil ikke ane det, men sættes op skal den.
Det virker ikke
Længere fængselsstraffe gør det sværere for de straffede at vende tilbage til samfundet, få et job og vende tilbage til en almindelig hverdag. Det gør tilbagefaldsrisikoen højere. Derfor efterlyser kriminologer også alternative afsoningsformer, fx afsoning med fodlænke i eget hjem eller samfundstjeneste, når det gælder former for kriminalitet, som gør det muligt.
Noget, som, i modsætning til straffelængden, faktisk synes at have en forebyggende effekt, er sandsynligheden for opdagelse, opklaring og domsfældelse. At øge sandsynligheden for opdagelse og opklaring er dyrt, for det kræver meget mandskab, og der er ikke rigtig nogen stemmer i det.
Derfor fokuserer politikerne mere på domsfældelse. At øge sandsynligheden for domsfældelse er enklere. Det gør ovenikøbet processen billigere. Det er simpelthen en spareplan. Det handler nemlig primært om at sænke kravene til bevisførelsen, svække beviskravet. Og det er netop, hvad justitsminister Hummelgaard foreslår nu i dette valgår: At hæve strafferammen og svække beviskravet. Den første del virker ikke forebyggende, nok snarere tværtimod, men det er populært. Den anden del synes derimod at være forebyggende og sparer samtidig penge og er også populært.
Dertil kommer retfærdighedsaspektet. At kun den, som hinsides enhver rimelig tvivl må anses for skyldig, kan dømmes og straffes. Det er et princip, som stadig færre politikere for alvor vil kæmpe for.
Venstrefløjen og det retspolitiske flertal, som forsvandt
I dag hører man langt sjældnere venstrefløjen tale om retssikkerhed. Eller om retspolitik i det hele taget. I hvert fald ikke venstrefløjen i Folketinget. Det er som oftest overladt til Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Amnesty International og dr. jur., professor emerita Eva Smith.
Og når venstrefløjen endelig gør et stort nummer ud af et retspolitisk tema, er det ofte med den samme dagsorden som højrefløjen: længere straffe og svækkede beviskrav. Men kun for en bestemt slags forbrydelser, nemlig dem der rammer kvinder, børn og de minoriteter, som vi særligt godt kan lide på venstrefløjen, altså seksuelle minoriteter, indvandrere, jøder og muslimer. Når det er de forurettede, er der tale om hadforbrydelser, og så skal det være lettere at fælde dom, og der skal straffes hårdere, mener venstrefløjen typisk. Jeg forstår godt viljen til at beskytte de sårbare befolkningsgrupper, men principløsheden gør det sværere for venstrefløjen at genvinde en stærk position i den generelle debat om retssikkerhed og råbe op, når regeringen igen fremsætter forslag om højere straffe og svækkede beviskrav i andre sammenhænge. Det er nok heller ikke et selvstændigt mål for venstrefløjen længere.
Nå ja, helt så sort og hvidt er det aldrig. Der er den positive effekt af fængselsstraffe, at den indsatte ikke kan begå nye forbrydelser under afsoningen – eller rettere: kun kan begå dem mod andre indsatte og fængselspersonalet. Ligesom straffene også kan tage toppen af de forurettedes og deres pårørendes hævntørst og derfor nedbringe forekomsten af selvtægt.
Problemerne ved de længere frihedsstraffe og de svækkede beviskrav er dog større end fordelene. Og alternativerne findes. Det gælder de nævnte alternative afsoningsformer og KORTERE straffe (hvilket ingen tør foreslå), som gør det lettere at vende tilbage til et liv uden kriminalitet og desuden giver bedre plads i fængslerne til hurtig afsoning, sådan at konsekvensen af de uhensigtsmæssige handlinger mærkes umiddelbart.
Men først og fremmest gælder det kriminalitetsforebyggelse. Hvad er kriminalitetsforebyggelse? Det måske aller vigtigste element er formodentlig også det sværeste, nemlig økonomisk lighed og social retfærdighed. Det er ingen tilfældighed, at lande med voldsom økonomisk ulighed og ringe social sikring af de fattigste altid har meget kriminalitet, kriminalitet af alle former, og høje straffe, som politikerne insisterer på, fordi det får dem til at se handlekraftige ud, men kun gør problemet værre.
mandag den 3. november 2025
Religion eller nationalstat
søndag den 7. september 2025
Mig og marxismen
Måske ville jeg også lægge afstand, ikke til Marx, men til -ismen. Det bød mig imod at gøre en bestemt person til min profet. Selv når det gjaldt en udpræget anti-dogmatisk fritænker som Karl Marx, der næppe selv ville have brudt sig om, at hans tænkning blev brugt som læresætninger.