Viser opslag med etiketten Om politik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om politik. Vis alle opslag

tirsdag den 8. september 2026

Truslen fra USA

Vores nære allierede, USA’s præsident, truer igen med at annektere Cuba, Jamaica, Mexico, Canada, Island og Grønland. 

Havde truslen kun været indirekte og bestået i præsidentens offentliggørelse af et verdenskort, hvor det amerikanske flag er tværet ud over de nævnte lande, ville det stadig i sig selv være en voldsom og uacceptabel provokation, men truslen er som bekendt bakket op af Trumps hyppigt gentagne krav om Grønlands territorium og et bevidst og aktivt arbejde på at vinde indflydelse i Grønland. Den er også bakket op af gentagne udtalelser om, at både Canada og Mexico burde være en del af USA og af den voldsomme handelskrig, som Donald Trump har indledt mod Canada. 

Columbia blev udsat for gentagne trusler om invasion, indtil de i august erstattede den venstreorienterede regering med en ultra højreorienteret og mere USA-venlig regering.

I Europa har den amerikanske regering aktivt og offensivt blandet sig i valgkampe i flere lande, herunder Ungarn, hvor de gjorde, hvad de kunne for at få den højrenationale og USA og Rusland-venlige Orban genvalgt. Det mislykkedes. I Tyskland har de støttet det højreekstremistiske AFD, som lige har haft en voldsom fremgang ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt. Og så er der toldkrigen og de utilslørede forhånelser og gentagne løgnehistorier.

Donald Trump er den øverstbefalende for hæren, flåden og luftvåbnet, og han gav ordren til at afsætte og tilfangetage den selvstændige nation Venezuelas præsident og indsætte en USA-venlig marionetregering og påtvinge dem en såkaldt ‘aftale’ om at lade USA få adgang til at udvinde og aftage landets olie. Trump har ikke lagt skjul på, at det var Venezuelas olie, han ville have.

Iran har også olie, som USA gerne vil have fingrene i, men ligesom Venezuelas regering har Irans været modvillig. Trump beordrede Irans præsident likvideret og bomber med let hånd Iran, herunder civile mål på landjorden og senest et civilt iransk fragtskib, når han ikke får det, som han vil have det.

Trump er også interesseret i mineralerne i Grønlands undergrund, en række sjældne metaller, der bruges til avancerede magneter i elbiler, missiler og kampfly.

Det er i det lys vi skal se truslerne mod Cuba, Jamaica, Mexico, Canada, Island og Grønland. Vi skal også se dem i lyset af Donald Trumps generelle forhold til demokrati. Det er noget, man ikke behøver at være i tvivl om. 

Inden Trump tabte præsidentvalget i 2020, havde han åbent erklæret, at han ikke ville acceptere et eventuelt valgnederlag. Han sagde det ligeud. Han kunne nemlig kun tabe, hvis der var tale om valgsvindel, sagde han. 

Efter sit valgnederlag ringede Trump den 2. januar 2021 til delstaten Georgias republikanske indenrigsminister Brad Raffensperger og forsøgte at presse ham til at ‘finde’ 11.780 stemmesedler med et kryds ud for Trumps navn, sådan at vinderen Joe Bidens valgsejr kunne omgøres. 

Da det mislykkedes, kørte Trump en offensiv mediekampagne, hvor han påstod, at der havde været tale om valgsvindel (sådan som han allerede inden valget havde fortalt, at han ville, hvis han ikke vandt). Valgresultatet blev herefter kontrolleret grundigere end noget tidligere valg i USAs historie, hvilket ikke ændrede ved udfaldet.

Trump forsøgte herefter ved private møder, aggressive telefonsamtaler og trusler om offentlig udhængning og politisk gengældelse at presse sin vicepræsident Mike Pence til at bruge sin position som formand for Senatet til at afvise valgmandsstemmer fra svingstater, sådan at overdragelsen af magten til den nyvalgte præsident Biden den 6. januar kunne forhindres. Men Pence modstod presset.

Senere samme dag opfordrede Trump sine tilhængere til at marchere mod Kongressen. Han havde i god tid i forvejen opfordret sine tilhængere til at demonstrere den 6. januar for at forhindre magtoverdragelsen. Trump var den sidste taler ved demonstrationen. Han afsluttede sin mere end en time lange tale med at sige til de over 10.000 deltagere, at de var nødt til ”kæmpe som ind i helvede”, hvis de ville ”vinde deres land tilbage”. Og så opfordrede han dem til at gå til Kongressen for at hjælpe dem, der forsøgte at forhindre godkendelsen af valgresultatet.

Selv da omkring 2000 Trump-tilhængere, flere af dem bevæbnet, voldeligt brød igennem sikkerhedsstyrkernes barriere og trængte ind i bygningen, undlod Donald Trump at opfordre dem til at gå hjem igen eller nedlægge våbnene. Det lykkedes de indtrængende at afbryde godkendelsen af valgresultatet, men Kongressens eget politi fik forstærkning udefra og fik til sidst ryddet bygningen for indtrængere og færdiggjort magtoverdragelsesproceduren. 138 politifolk blev såret under kampene mod de indtrængende Trump-tilhængere. I alt 5 personer døde som følge af statskupforsøget.

Trump har aldrig anerkendt Bidens valgsejr, og da han siden vandt valget i 2024, var en af hans første officielle handlinger at benåde stort set alle de 1270 Trump-tilhængere, som var blevet dømt for lovovertrædelser i forbindelse med statskupforsøget den 6. januar 2021. Trump kaldte de dømte for gidsler.

Derefter gik han i gang med at regere per dekret, sådan at han kunne slippe for de besværlige processer med at få lovforslag igennem Kongressen, hvor han ellers har flertallet i begge kamre. Store dele af de dekreter, han har underskrevet i al hast, har vist sig ulovlige, ligesom det uprovokerede angreb på Iran var ulovligt i henhold til den amerikanske forfatning. Det skulle være godkendt i Kongressen.

Nu taler Trump om mulighederne for at omgå konstitutionens bestemmelser om, at en amerikansk præsident kun kan sidde i to perioder, sådan at han kan blive ved magten efter næste præsidentvalg.

Det er for sent med Venezuela, men vi kan stadig vise, at vi står sammen med Cuba, Jamaica, Mexico, Canada, Island og Grønland og støtter deres ret til selvstændighed.

mandag den 6. juli 2026

Nej tak til folketingspræst

Store dele af den politiske elite fra og med Socialdemokratiet og ud til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti på den yderste højrefløj lægger i de her år et konstant pres for at installere en politisk defineret 'danskhed', hvor lutheranisme og grundtvigianisme (nogle gange blot: kristendom) er kerneværdien. Det er sådan, man får udgrænset den store del af befolkningen, der ikke opfatter os selv som kristne. Vi bliver på den måde at regne som udanske. Den udgrænsning er folketingspræsten et redskab og symbol for, og den rummer et stort potentiale for at splitte befolkningen præcis der, hvor højrefløjen altid har villet splitte os, nemlig efter højrenationalismens grænser.

tirsdag den 19. maj 2026

Marianne Stidsens iscenesættelse af Frederik Lind Køppen som højreorienteret poetisk gigant

Jeg har ingen problemer med, at fascister skriver skønlitteratur. Eller at de får det udgivet. Selvfølgelig ikke! Heller ikke, at de i modsætning til 99,9 % af alle danske forfattere får chancen for at læse op af deres bøger på direkte tv i den bedste sendetid iført en T-shirt, som angiveligt promoverer deres politiske standpunkt på et fremmed sprog. Jeg har læst Knut Hamsuns og Célines bøger med stort udbytte og betragtet Dalis værker med en vis nysgerrighed og teknisk beundring. Jeg er blevet eksamineret i Heideggers hermeneutik. Det er fint, ja bedre end fint.

Jeg nåede ikke at danne mig et indtryk af det digt, Frederik Lind Køppen læste op, og vil derfor ikke udtale mig om kvaliteten (det ville jeg nu under alle omstændigheder overlade til anmelderne). Men at hans digtsamling markedsføres aggressivt af Marianne Stidsen, FORDI digteren angiveligt er yderligtgående højreorienteret, og at DR lægger sendetid til promoveringen, undrer mig alligevel. Det kvalificerer vel ikke i sig selv digtene? 

Når man tænker på, hvor uendeligt lidt litteratur, der gives plads og bliver omtalt hos DR, kunne de med fordel have valgt det, de syntes var bedst, frem for at lade Stidsen reklamere frådende for en digtsamling, blot fordi digteren angiveligt er ekstremt højreorienteret. Er det ikke nok, at Tanten holder Emil Salzer som huspoet, blot fordi han angiveligt OGSÅ er højreorienteret? 

Hvis medierne synes, det er så forbandet vigtigt at gøre sig til talerør for den yderste højrefløj, kan de så ikke bare gøre det i en af deres sædvanlige overfladiske samtaler om samfund og politik? Hvorfor skal også litteraturens sparsomme sendetid bruges på den skindebat, hvor det virkelige ærinde tydeligvis er politisk, ikke kunstnerisk?

søndag den 3. maj 2026

Ordbogsopslag til brug ved de danske regeringsforhandlinger

GØRE DANMARK RIGERE
1. udvirke, at de danskere, der har færrest penge, får færre, sådan at de danskere, der har flest penge, kan få flere (udtrykkets primære, og under de pågående regeringsforhandlinger eneste, betydning)


ORD OG UDTRYK UDTRYK I NÆRHEDEN 
reformregering,   berige danske virksomhedsejere,   blå klassepolitik,   give overklassen bedre mulighed for øge deres forbrug eller akkumulere rigdom

GRAMMATIK, AT GØRE DANMARK RIGERE
VERBER: at skulle, at gøre
ADJEKTIV: rig, rigere, rigest (at være i stand til at forbruge meget mere, end nogen har behov for)
NOMEN PROPRIUM: Danmark
HJÆLPEVERBUM: at have (har gjort Danmark rigere)

EKSEMPEL
Vi skal gøre Danmark rigere (se fx L.L. Rasmussen)
I har jo ikke nogen forslag til, hvordan vi gør Danmark rigere (T.L. Poulsen til P. Dragsted)

ALTERNATIVE ANVENDELSER
1a. berige den danske befolkning med en biodivers natur, giftfrie fødevarer, ren luft og rent drikkevand (anvendt retorisk i valgkampe)

1b. berige den danske befolkning med udbygget og forbedret offentlig transport og kommunikation og analog og personlig betjening i offentlige institutioner (ikke i anvendelse under de pågående regeringsforhandlinger)  

1c. berige den danske befolkning med øgede kulturelle udfoldelsesmuligheder på teatre, almendannende kursustilbud, biblioteker, museer, højskoler, offentligt tilgængelige kreative værksteder, i koncertsale, kulturhuse, forsamlingshuse, idrætshaller og øvelokaler (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)  

1d. berige det danske demokrati med lighedsskabende foranstaltninger, inddragelse af marginaliserede eller udgrænsede borgere i Danmark i det danske demokrati, spredning og demokratisering af økonomisk og politisk magt, demokratisk kontrol med økonomisk og politisk magt (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)

mandag den 2. marts 2026

Morten Messerschmidts inkvisition

Dansk Folkeparti vil ikke være et parti for hele folket. I hvert fald ikke for de flere end 300.000 danske muslimer. De skal ikke føle sig velkomne, skal ikke integreres og aldrig få lov til at føle sig hjemme og som en del af det danske samfund, selv hvis de er ER integreret, født, opvokset og uddannet her. De skal slet ikke være her, hvis det står til Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis formand har stillet som sit ultimative krav for at støtte en borgerlig regering, at den skal arbejde bevidst på at smide muslimer ud af Danmark. Regeringen skal garantere, at den vil sikre en nettoudvandring af muslimer fra landet. Der skal flere ud end ind. Mens Messerschmidt tidligere har talt om udvisning af kriminelle indvandrere fra Mellemøsten, taler han altså nu åbent om, at kriteriet for at blive betragtet som dansk ikke blot skal være adfærd (kombineret med etnisk oprindelsesland), men religion, slet og ret. At være rigtig dansk er uforeneligt med at være muslim, mener Messerschmidt.

Heldigvis har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afvist, at religion kan være et kriterium for danskhed. Men jeg har ikke hørt den samme afvisning fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.

Dansk Folkeparti arbejder altså for en moderne version af pave Gregor IX’s kristne inkvisition fra middelalderen. Dengang var det anonyme angivere, der opsporede afvigere fra den i tiden herskende sande version af katolicismen. Gregor var ude efter kættere i det, vi i dag kender som Sydfrankrig og Norditalien. Tilstod de ikke frivilligt denne afvigelse, ville inkvisitorer sørge for, at de gjorde det. Inkvisitorerne var pavens folk, eksempelvis dominikanermunke. Med en pavelig bulle fra 1252 fik de tortur som redskab til at sikre tilståelse i de hemmelige afhøringer. Angrede de anklagede ikke, blev de overgivet til de verdslige myndigheder og straffet. Nogle var heldige at slippe med en bod, særligt, naturligvis, dem der havde penge at betale med. Andre blev straffet med indespærring, tortur eller dødsstraf. Ofte blev de brændt på bålet. Det er naturligvis ikke metoder, som Messerschmidt ville bifalde, men målet synes fundamentalt set at være det samme, og man må spørge sig, hvilke midler Messerschmidt forestiller sig at bruge for at afgøre, hvem der er muslimer, og hvem der fx er ateistiske efterkommere af muslimer.

Den spanske inkvisition var langt strengere. Den blev indledt i 1478, hvor de katolske konger Isabella I & Ferdinand II nærmede sig en fuldstændig erobring af Den Iberiske Halvø fra de muslimske maurere, der havde hersket på størstedelen af halvøen siden 711. Katolikkerne kalder det en generobring (La Reconquista), fordi det visigotiske monarki, som maurerne besejrede i 711, havde konverteret fra arianisme til katolicisme under det 3. koncil i Toledo i 589. Frem mod slutningen af det 770 år lange katolske generobringstogt begyndte en brutal opsporing, nedslagtning og fordrivelse af jøder og muslimer i de katolske zoner. Også de jøder og muslimer, som havde konverteret til katolicismen, blev mål for inkvisitionen, som fortsatte, da La Reconquista var fuldbyrdet i 1492. Katolikkerne ville ikke acceptere nogen form for tvivl eller afvigelse fra Vatikanets tro.

Fra 1936 og frem gjorde den senere fascistiske diktator, general Franco, en lignende indsats i sin blodige borgerkrig. Hans kampagne rettede sig primært mod socialister, anarkister, demokrater, republikanere og ateister, men også muslimer og jøder, og det handlede i høj grad om at sikre den katolske kirke eneretten til den moralske opdragelse af spanierne. Og sideløbende nedslagtede Adolf Hitlers nazistiske regime omkring seks millioner jøder, fordi Hitler ikke mente, at jøder kunne være rigtige tyskere.

Præcis som Messerschmidt ikke mener, at muslimer kan være rigtige danskere. Det kan jøder i øvrigt heller ikke ifølge Morten Messerschmidt og Inger Støjberg. Muslimerne er hovedfjenden. Derfor bifalder Støjberg og Messerschmidt også Israels nedslagtning og fordrivelse af palæstinenserne. Men heller ikke jøderne er helt rigtige danskere, for når Messerschmidt og Støjberg taler om danske værdier, er kristendommen altid et afgørende element.

Religiøs ensretning og renhed er målet. Kun en af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten er rigtig dansk, nemlig den, vi blev påtvunget for omkring tusinde år siden.

Hvad med os, der ikke har nogen religion, forresten? Er vi heller ikke rigtige danskere?

Og hvad sker der, når en stor del af af den danske befolkning aldrig får lov til at føle sig dansk?

torsdag den 26. februar 2026

Boykot VM og boykot FIFA!

Det var sgu dråben for mig! FIFAs generalsekretær Infantino er med i Trumps autoritære alternativ til FN. 

Det har i årevis været tungt at skulle lukke øjnene for korruptionen i FIFA. VM i Qatar var ved at knække mig. Fordi Qatar slet ikke er et fodboldland. Fordi det betød, at VM ikke kunne spilles om sommeren, men skulle afvikles midt i klubturneringerne. Fordi Qatar er et diktatur uden respekt for menneskerettigheder. Og først og fremmest fordi angiveligt over 6.000 slavearbejdere omkom i arbejdsulykker under opførelse VM-arenaerne. Den var svær at sluge, og DBUs vægelsindede og ansvarsfralæggende håndtering af spørgsmålet om boykot og andre former for protest gjorde det kun værre. 

Men jeg holdt ved. Fordi jeg elsker fodbold, elsker VM-slutrunder og er hysterisk fan af det danske landshold. Både i min debutroman ’Sofa’ fra 2007 og min seneste roman ‘Ansigt uden skygger’ kan man finde beskrivelser af danske fodboldlandskampe.

At det så blev USA (og Canada og Mexico), der skulle afholde det næste VM, var til grine frustreret over, men at FIFA opfandt en "fredspris" til Donald Trump, var til at kaste op over i væmmelse og uafrysteligt ubehag. 

I går hørte jeg så, at FIFAs generalsekretær, Infantino, af en eller anden grund er med i Trumps autoritære diktator-alternativ til FN, og nu kan min mave ikke klare mere. Det er bare blevet FOR tydeligt, at FIFA lader sig betale for – og bruger VM-slutrunderne som forhåndenværende ressource til – at styrke og give mere magt til autoritære regimer. Det gælder ikke kun Qatar, USA, Israel og Saudi Arabien, men også eksempelvis Argentina, Ungarn, og Belarus. Det er umuligt for mig at finde en tilstrækkeligt god undskyldning for ikke at opfordre til boykot af VM. 

Håber jeg, at Danmark faktisk kvalificerer sig til VM? Ja, det gør jeg. Jeg vil ikke kunne lade være med at holde med landsholdet, når det spiller. Men der er nu også mere pondus i at boykotte en turnering, man faktisk har kvalificeret sig til.

mandag den 16. februar 2026

Så skal vi igen have hårdere straffe og svækkede beviskrav

I dag handler det så om bestillingskriminalitet. De svenske børn, som krydser Øresund for at udføre bandedrab, er yndlingseksemplet. Nu er det dem og deres bagmænd, som skal straffes hårdere og på grundlag af et tyndere bevismateriale. Men det er blot det seneste eksempel på en sikker tendens i vores retspolitik.


Det uendelige kapløb
Dansk retspolitik handler tilsyneladende kun om, hvem der kommer med det højeste bud på strafferammen. Det er et ustoppeligt kapløb mellem Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, som altid er parate til at sætte straffen op. For hvad som helst, men selvfølgelig især for de mest omtalte typer af forbrydelse, som der altså er flest stemmer i at straffe.

Stop en hvilken som helst person på gaden og spørg, om straffen for personskadelig kriminalitet skal sættes op. 9 ud af 10 vil svare ja. Spørg de samme, om de ved, hvad strafferammen er i dag, og 9 ud af 10 vil ikke ane det, men sættes op skal den.


Det virker ikke
Forskning viser imidlertid, at de skærpede straffe ingen forebyggende effekt har. Det er bestemt ikke noget nyt. Justitsminister Peter Hummelgaard ved det. Selvfølgelig gør han det. Alle politikere ved det, men de ved også, at der er stemmer i at sige det modsatte.

Længere fængselsstraffe gør det sværere for de straffede at vende tilbage til samfundet, få et job og vende tilbage til en almindelig hverdag. Det gør tilbagefaldsrisikoen højere. Derfor efterlyser kriminologer også alternative afsoningsformer, fx afsoning med fodlænke i eget hjem eller samfundstjeneste, når det gælder former for kriminalitet, som gør det muligt.


Hvad så?
Noget andet, som kriminologerne typisk anbefaler er hurtigere afsoning, sådan at den kriminelle straks mærker konsekvensen. Men de længere straffe besværliggør netop den hurtige afsoning, fordi fængslerne er fyldt op af de langtidsindsatte.

Noget, som, i modsætning til straffelængden, faktisk synes at have en forebyggende effekt, er sandsynligheden for opdagelse, opklaring og domsfældelse. At øge sandsynligheden for opdagelse og opklaring er dyrt, for det kræver meget mandskab, og der er ikke rigtig nogen stemmer i det.

Derfor fokuserer politikerne mere på domsfældelse. At øge sandsynligheden for domsfældelse er enklere. Det gør ovenikøbet processen billigere. Det er simpelthen en spareplan. Det handler nemlig primært om at sænke kravene til bevisførelsen, svække beviskravet. Og det er netop, hvad justitsminister Hummelgaard foreslår nu i dette valgår: At hæve strafferammen og svække beviskravet. Den første del virker ikke forebyggende, nok snarere tværtimod, men det er populært. Den anden del synes derimod at være forebyggende og sparer samtidig penge og er også populært.


Hvad med retssikkerheden?
Problemet er naturligvis, at når man svækker beviskravet, så svækker man også retssikkerheden, og flere uskyldige vil blive dømt. Og når man hæver strafferammen, vil disse flere uskyldige sidde længere tid i fængsel. De vil blive indsocialiseret i en kriminel verden. Flere ikke-kriminelle vil få den lange uddannelse i kriminalitet.

Dertil kommer retfærdighedsaspektet. At kun den, som hinsides enhver rimelig tvivl må anses for skyldig, kan dømmes og straffes. Det er et princip, som stadig færre politikere for alvor vil kæmpe for.


Venstrefløjen og det retspolitiske flertal, som forsvandt
I 1980’erne var der et retspolitisk flertal i Danmark, som kæmpede for retssikkerheden, og det flertal var Socialdemokratiet en del af. Det bestod desuden af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, eksemplarisk repræsenteret af henholdsvis Ole Espersen, Bernhard Baunsgaard, Ebba Strange og Preben Wilhjelm. Indimellem var Venstre ligefrem med i alliancen, repræsenteret ved Bjørn Elmquist. Det var ikke sådan, at de fem retspolitikere altid var enige, langt fra, men de var enige om at arbejde for retssikkerheden. Arbejde for, at uskyldige ikke så nemt skulle kunne dømmes. Så få som muligt. Og arbejde for forholdsmæssige og humane straffe. Det lyder banalt, men er det bestemt ikke i dag. Socialdemokratiet har ikke prioriteret den del af retspolitikken i årtier. SF holdt i det store hele op med det, da Villy Søvndal i 2011 besluttede, at hans parti skulle med i Helle Thorning-Schmidts regering, koste hvad det ville. Venstres gæsteoptrædender som retssikkerhedens forsvarere ophørte, da partiet besluttede at danne regering på Dansk Folkepartis nåde i 2001. Men det største tab for retspolitikken var nok alligevel, at VS røg ud af Folketinget i 1987.

I dag hører man langt sjældnere venstrefløjen tale om retssikkerhed. Eller om retspolitik i det hele taget. I hvert fald ikke venstrefløjen i Folketinget. Det er som oftest overladt til Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Amnesty International og dr. jur., professor emerita Eva Smith.

Og når venstrefløjen endelig gør et stort nummer ud af et retspolitisk tema, er det ofte med den samme dagsorden som højrefløjen: længere straffe og svækkede beviskrav. Men kun for en bestemt slags forbrydelser, nemlig dem der rammer kvinder, børn og de minoriteter, som vi særligt godt kan lide på venstrefløjen, altså seksuelle minoriteter, indvandrere, jøder og muslimer. Når det er de forurettede, er der tale om hadforbrydelser, og så skal det være lettere at fælde dom, og der skal straffes hårdere, mener venstrefløjen typisk. Jeg forstår godt viljen til at beskytte de sårbare befolkningsgrupper, men principløsheden gør det sværere for venstrefløjen at genvinde en stærk position i den generelle debat om retssikkerhed og råbe op, når regeringen igen fremsætter forslag om højere straffe og svækkede beviskrav i andre sammenhænge. Det er nok heller ikke et selvstændigt mål for venstrefløjen længere.


Alt det svære
Nå ja, helt så sort og hvidt er det aldrig. Der er den positive effekt af fængselsstraffe, at den indsatte ikke kan begå nye forbrydelser under afsoningen – eller rettere: kun kan begå dem mod andre indsatte og fængselspersonalet. Ligesom straffene også kan tage toppen af de forurettedes og deres pårørendes hævntørst og derfor nedbringe forekomsten af selvtægt.

Problemerne ved de længere frihedsstraffe og de svækkede beviskrav er dog større end fordelene. Og alternativerne findes. Det gælder de nævnte alternative afsoningsformer og KORTERE straffe (hvilket ingen tør foreslå), som gør det lettere at vende tilbage til et liv uden kriminalitet og desuden giver bedre plads i fængslerne til hurtig afsoning, sådan at konsekvensen af de uhensigtsmæssige handlinger mærkes umiddelbart. 

Men først og fremmest gælder det kriminalitetsforebyggelse. Hvad er kriminalitetsforebyggelse? Det måske aller vigtigste element er formodentlig også det sværeste, nemlig økonomisk lighed og social retfærdighed. Det er ingen tilfældighed, at lande med voldsom økonomisk ulighed og ringe social sikring af de fattigste altid har meget kriminalitet, kriminalitet af alle former, og høje straffe, som politikerne insisterer på, fordi det får dem til at se handlekraftige ud, men kun gør problemet værre.

Et andet element er social inklusion, altså det modsatte af, hvad Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet arbejder for, når det gælder flygtninge, særligt de muslimske, som de i ord og handling med et konstant pres forsøger at udgrænse fra samfundsfællesskabet. Det gør de med fladpandet skældud, nedladende kommentarer om deres religion, sprog og oprindelseslande, men gør det også med lovgivning, som skal sikre, at de aldrig bliver integreret i Danmark og aldrig kommer til at føle sig velkomne for slet ikke at tale om at føle sig hjemme. Den form for eksklusion er sammen med den økonomiske ulighed og usikkerhed for de fattigste den stærkeste generator for øget kriminalitet.

Et sidste element, som skal nævnes her, er overvågning og registrering. Særligt når det gælder seksualforbrydelser, er registrering i dna-registre et effektivt middel til at opspore gerningsmænd, hvis de tidligere har været straffet eller i politiets søgelys for lignende forbrydelser. Også videoovervågning af det offentlige rum er et effektivt middel til at øge opklaringsprocenten. Men ønsker vi den form for statslig kontrol og registrering af borgerne? Det er ikke en vej, jeg selv har lyst til at gå, men det er ikke noget enkelt sprøgsmål.

Der er mange andre. Hjælp vores politikere. Kom med nogle gode, gennemtænkte og konkrete eksempler på kriminalitetsforebyggelse.


mandag den 3. november 2025

Religion eller nationalstat

Jødedom er ikke en nationalitet, men en religion. Bygger man en nationalstat med det formål at betrygge tilværelsen for alle tilhængere af en bestemt religion, vil man uvilkårligt komme til at begå overgreb på de borgere, som bor inden for statens grænser, men ikke er tilhængere af denne religion. De vil blive opfattet som statens fjende og blive tildelt mere begrænsede rettigheder og muligheder af staten end tilhængere af statsreligionen, præcis som det fra begyndelsen har været tilfældet for de ikke-jødiske borgere i Israel. 

Ydermere: Når staten ikke er defineret som et organ for den befolkning, som bor inden for dens grænser, men som et organ for alle de tilhængere af statsreligionen, som bor i hele verden, vil staten uvilkårligt få behov for at udvide sit territorium for at kunne rumme alle de tilflyttere, den ønsker at tiltrække. Statens repræsentanter vil derfor uvilkårligt tænke som og ultimativt optræde som en imperialistisk magt, præcis som Israel fra begyndelsen har gjort.

Ideelt set fandtes der ikke statsreligioner (som fx den danske) og slet ikke religiøse stater (som fx Israel, Iran og Italien). Ideelt set ville Israel og Palæstina være ét land fra floden til havet, hverken jødisk eller muslimsk, men fælles med lige ret og værdighed for alle landets indbyggere. Hvordan man kan nå dertil, eller om det nogensinde vil være muligt, er en anden sag. Det er klart, at det perspektiv er blevet sværere, ja, nærmest umuligt, at få i fokus nu, hvor Israels regering og militær har gjort enhver palæstinenser til sin fjende, har smadret det lidt, der var tilbage af Palæstina, til ugenkendelighed og ydmyget, udsultet, fordrevet, traumatiseret, lemlæstet og myrdet palæstinensere i et ubegribeligt og utilgiveligt omfang.

Hvordan kan man kræve, at palæstinensere efter den historiske skændsel skal kunne opfattere de israelere, der har tilladt eller ligefrem opildnet til denne katastrofe, som deres landsmænd? Hvordan kan man forvente det?

Og Israel, den eneste mellemøstlige atommagt, det største mellemøstlige militærmagt, vil aldrig tillade, at Israel og Palæstina bliver til ét, og at muslimer får de samme rettigheder og vilkår som jøderne, samme ret til at købe jord, samme vilkår i retssystemet, samme beskyttelse af statsapparatet. Hvem skulle gennemtrumfe sådan en forandring mod det israelske militærs og dettes ledelses vilje? Hvem vil og hvem kan løse den opgave? Det ville blive den blodigste krig i Mellemøstens moderne historie.

En tostatsløsning forekommer lige så urealistisk, for hvor skulle den ligge? Israel har taget næsten det hele og har smadret resten. Hvor er det land, som kan rumme alle de palæstinensiske flygtninge, og hvem vil og kan garantere deres sikkerhed?

søndag den 7. september 2025

Mig og marxismen


Tror du, du er klogere end Marx?
Jeg vidste tidligt, at jeg var socialist. Vel nok fra jeg var 13-14 år. Jeg vidste det, fordi jeg var mere enig med socialisterne end med de borgerlige, når jeg så TV Avisen. Dengang var det folk som Ebba Strange, Preben Wilhjelm, Gert Petersen og Erik Sigsgaard. Dem kunne jeg godt lide at høre på. Men præcis hvad socialisme var, kunne jeg ikke rigtig blive klog på. Jeg slog det op i ordbøger og i Lademanns Leksikon, som altid var facitlisten, når jeg var i tvivl om noget. De svar, jeg fik, var sådan noget som "Socialisme er fælles ejerskab til jord og produktionsmidler." For mig var det et farveløst billede, der slet ikke beskrev det kompleks af grundidéer, menneskesyn og perspektiver, som socialismen var navn for i min bevidsthed.

Med ungdommens hovmod begyndte jeg som 16-årig at skrive de tanker ned, små som store, der dækkede, hvad jeg forstod ved en bedre verden. Det blev til et tyve sider langt, håndskrevet partiprogram, som var grundlaget, da jeg sammen med to jævnaldrende venner fra folkeskolen stiftede Humanisterne – ikke at forveksle med Danmarks Humanistiske Parti, der blev småpopulære nogle år senere. Vi skålede i billig hvidvin og stiftede Humanisterne i sommeren 1982.

Programmet var socialistisk og pacifistisk. Ateistisk, udogmatisk og frisindet var det også, men ikke marxistisk. Min ungkommunistiske storesøster var alt andet end begejstret. "Tror du, at du er klogere end Marx?" spurgte hun. Og det troede jeg selvfølgelig ikke noget om, for om Marx vidste jeg ikke ret meget andet, end at han for mere end 100 år siden havde skrevet en tyk og kedelig bog om den kapitalistiske økonomi. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg var forpligtet til at gentage, hvad Marx havde tænkt. Jeg ville starte der, hvor jeg selv var, og med de idéer jeg havde udviklet sammen med Jens Munk og Palle Olsen fra Buerup.

Mere end et parti var Humanisterne nok en lille klub, hvor tre unge hoveder kunne snakke sig frem til en stadig stærkere bevidsthed om, hvad det gode liv er, og hvilken politik der bedst fremmer det. Nogen ambitioner om at stille op til kommunevalget havde vi i hvert fald ikke. Der var to-tre andre jævnaldrende drenge, som udtrykte interesse for at være med, men egentlig var vi ikke særligt opsatte på at blive flere.


Skolingen i VS og i Fagkritisk Front
Samtidig med, at jeg begyndte på statskundskabstudiet i Århus, meldte jeg mig ind i Venstresocialisterne. Det var efteråret 1984. VS havde dengang et halvt års introduktionskursus, som man skulle igennem, før man kunne blive fuldgyldigt medlem. Skoling, kaldte vi det. Det er noget af det mest rædselsvækkende, jeg har været med til. Partiet var på det tidspunkt i opløsning på grund af en splittelse mellem en fraktion, der hed Faglig Fællesliste og resten af partiet. Faglig Fællesliste var en trotskistisk/leninistisk fraktion, som var en underafdeling af det lille engelske trotskistparti SWP. SWP ville have Faglig Fællesliste til at bryde ud af VS og danne sit eget parti, men ikke straks, for de skulle have så mange VS-medlemmer med sig ud som muligt. Derfor skulle de først arbejde på at miskreditere resten af VS mest muligt i offentligheden og internt i partiet. Det mærkede vi tydeligt på skolingsholdet. VS-Århus havde valgt den dårlige salomoniske løsning at lade to garvede partimedlemmer stå for skolingen: en fra Faglig Fællesliste og en fra hovedstrømningen i partiet. Det viste sig hurtigt, hvem der elskede barnet. Ingelise fra Faglig Fællesliste kunne ikke skjule sit had til Preben Wilhjelm og resten af hovedstrømningen i VS og gjorde alt for, at vi IKKE skulle melde os ind i partiet. Bo forsøgte det modsatte, og de to brugte skolingsholdet som en kampplads for fraktionskrigen og skabte en rædselsfuld stemning, der resulterede i, at vi kun var 2 ud af 22 deltagere, som efterfølgende valgte at blive medlemmer. Faglig Fællesliste delte sig selv i to, hvor den ene del selv meldte sig ud og dannede partiet Internationale Socialister (IS). Den anden del blev ekskluderet af VS og dannede derefter partier Revolutionære Socialister (RS). I forvejen fandtes der ét trotskistisk parti i Danmark, nemlig Socialistisk Arbejderparti (SAP), som var den danske afdeling af den trotskistiske 4. Internationale. Nu var der pludselig tre små trotskistiske partier. Og VS, som havde mistet/var sluppet af med sine trotskistiske medlemmer, var på vej til sammenbrud.

På studiet meldte jeg mig straks ind i den studenterpolitiske gruppering Fagkritisk Front, som var for de røde, som hverken var orienteret mod DKP eller Socialdemokratiet. De havde hver især deres egne studenterorganisationer. 'Fronten' var for VS'ere, SF'ere, KAP'ere og trotskister af alle slags. Her var der også en form for skoling, eller i hvert fald en række møder med oplæg fra nogle kloge. Marxismens storhedstid på universiteterne var ved at klinge af, men endnu ikke helt forbi. Marxistisk økonomi var stadig en del af det økonomiske pensum, omend som en biting, der få år senere helt blev fjernet i takt med, at marxismen over en bred kam forsvandt fra pensumlisterne og helt mistede tiltrækningskraft på de studerende omkring 1990. I 1984 var den stadig på programmet hos Fagkritisk Front. 


Kapitallogikerens besøg
Et af de første oplæg, jeg hørte i organisationen, kom fra en marxistisk statskundskabskandidat, som tilhørte den kapitallogiske skole. Jeg husker vores oplægsholder som en stor kanon, men jeg er ikke helt sikker på hvem, så han forbliver navnløs her. Til gengæld husker jeg tydeligt flere af de provokerende ting, han sagde. Han fortalte, at han til folketingsvalgene altid ville stemme i overensstemmelse med sine objektive klasseinteresser. Hvis han en dag blev en del af statsadministrationen, ville han stemme socialdemokratisk, for det var dem, der ville allokere flest midler til bureaukratiet. Hvis han blev kapitalist, ville han stemme borgerligt. "Er du ikke marxist?" spurgte en af mine jævnaldrende. "Jo, netop!" svarede han. Marxist ville han altid være. Hans samfundsanalyse ville altid tage udgangspunkt i klasserelationerne. Socialist var han derimod kun, hvis den økonomiske analyse viste, at socialismen var i hans egen interesse. Jeg var målløs. For mig havde socialismen aldrig haft noget med min egeninteresse at gøre, men det fælles bedste.


At administrere det borgerlige statsapparat
Det næste, han sagde, var, at vi alle ville blive sat til at administrere statsapparatet, når vi engang var færdige med studiet. Det var det, studiet var designet til, og staten tjente altid den herskende langsigtede klasses interesser. Jeg havde lidt naivt og i hvert fald umarxistisk haft den forestilling, at staten var hævet over klasseinteresser. Jeg havde desuden ikke tænkt særlig grundigt over, hvilket job arbejdet som cand.scient.pol. ville lede mig frem til. Jeg var blot interesseret i politisk videnskab. Eller nok i virkeligheden især i politik og politisk ideologi. Det var en brat opvågnen. Allerede samme aften fik jeg den tanke, at jeg var på afveje. Var det i overensstemmelse med mine politiske målsætninger at administrere det borgerlige statsapparat? Og på det mere personlige plan: Havde jeg lyst til at være bureaukrat? Det var pludselig meget nemt for mig at svare nej til begge spørgsmål. Samtidig forekom store dele af studiet mig kedeligt. Forvaltningsret og mikroøkonomi. Suk! Statistik var ok. Jeg kunne godt lide komparativ politik og glædede mig til international politik, men sådan rigtig begejstret var jeg kun for Curt Sørensens kursus i politisk idéhistorie. Den polemiske, ofte provokerende, Curt Sørensen, som ikke blot var austromarxist af videnskabsteoretisk observans, men også glødende socialist. Men når jeg nu kun for alvor interesserede mig for studiets filosofisk/idéhistoriske indhold, hvorfor så ikke læse filosofi eller idéhistorie? Jeg brugte i flere år den marxistiske forklaring på mit farvel til statskundskabstudiet, som kapitallogikeren havde givet mig skytset til, men det virkelige forklaring var nok i virkeligheden, at jeg var mere interesseret i filosofi end forvaltningsret.


Krogerup og nye bekendtskaber
Da jeg var stoppet med at studere statskundskab, fiskede jeg nogle måneder med min far og begyndte så næste efterår på Krogerup højskole, hvor jeg fik Jacob Erle som lærer på et mediefag. Erle var medlem af VS ligesom jeg og blev en slags politisk mentor eller i det mindste samtalepartner for mig i den korte tid på skolen. Han gav mig en introduktion til den særegne marxistiske filosof Ernst Bloch. Det er en af de bøger, jeg har læst flest gange (en af de meget få, som jeg har læst mere end en gang, burde jeg vel sige), for i en tid, hvor mine jævnaldrende overvejende orienterede sig mod konservatismen, var det spændende at læse om en socialistisk filosof, der formulerede et sammenhængende ontologisk argument for håbet. Var jeg ikke allerede sikker på, at det var filosofi, jeg skulle læse, blev jeg det i selskab med Ernst Bloch.

Jeg husker ikke med sikkerhed, hvem der introducerede mig for Rosa Luxemburgs tanker, men det må næsten have været Curt Sørensen under forelæsningerne i politisk idéhistorie. Jeg blev optaget af Luxemburgs opfattelse af demokrati og ytringsfrihed som nødvendige forudsætninger for socialisme. At ytrings- og forsamlingsfriheden måtte gælde alle, også socialismens og demokratiets modstandere og selv under ekstreme betingelser som en revolution eller borgerkrig. Her var en allieret i modstanden mod leninismens mere taktiske (og således borgerlige) forholden sig til frihedsrettighederne. En allieret, som havde været død i omkring 65 år, ganske vist. Luxemburgs modstand mod hierarkiseringen og centraliseringen af magten i det kommunistiske parti og hendes forkærlighed for folkemassernes spontane selvorganisering tiltalte mig uendeligt meget mere end leninisternes ønske om kadrepartiets styring af de revolutionære aktiviteter, og sådan har jeg haft det lige siden.


Skiftet til filosofi og statens relative autonomi
“Er her nogen marxister,” spurgte vores økomarxistiske lærer, Jørgen Døør, da jeg begyndte på filosofistudiet i 1989. Vi var omkring 25 på årgangen, men jeg var den eneste, der meldte mig. Marxismen var bestemt ikke i høj kurs på universitetet dengang. “Men jeg tror ikke, jeg er marxist på samme måde som dig,” tilføjede jeg helt umotiveret. Jeg anede jo ikke, hvordan han var marxist. Jeg husker det, som om jeg ville markere, at jeg ikke kunne se mig som en del af den indspiste kreds af økomarxister, som jeg havde hørt, at den gamle mester havde samlet omkring sig. 

Måske ville jeg også lægge afstand, ikke til Marx, men til -ismen. Det bød mig imod at gøre en bestemt person til min profet. Selv når det gjaldt en udpræget anti-dogmatisk fritænker som Karl Marx, der næppe selv ville have brudt sig om, at hans tænkning blev brugt som læresætninger.

Og nå ja, egentlig var jeg også usikker på, om jeg overhovedet kunne tillade mig at kalde mig selv for marxist. Jeg var 23 år gammel og havde allerede været medlem af Venstresocialisterne i 5 år på det tidspunkt og havde læst og hørt mange marxistiske analyser og vidste i det store hele godt, hvordan sådan nogle var skåret til, men havde ikke læst ret meget MEW eller MEGA.

Ud over et studieskifte var der også kommet en ny interesse ud af mødet med kapitallogikeren, nemlig den marxistiske statsteori. Jeg kunne ikke uden videre forlige mig med det absolutte udsagn om, at staten altid tjente den herskende klasses interesser. Kunne en socialistisk regering i et socialistisk parlament i et kapitalistisk samfund aldrig vedtage noget, som stred mod kapitalisternes langsigtede interesser? Det var svært for mig at tro på. Det var derfor, jeg blev optaget af Althusser, Poulantzas og den strukturalistiske statsteori, som tilskrev staten en 'relativ autonomi'. Ifølge strukturalisterne var statens politik ikke blot en kalkering af den herskende klasses interesser, men et udtryk for det aktuelle styrkeforhold i klassekampen. Selvom kapitalisterne havde overherredømmet i samfundets økonomiske basis i kraft af at eje produktionsmidlerne, retten til at lede og fordele arbejdet og retten til at tilrane sig merværdien af proletariatets arbejde, så var de ikke enerådende. Arbejderklassen havde også en vis andel i magten i kraft af deres organisering og tilkæmpede sejre i arbejdskampe fx i forbindelse med overenskomstforhandlinger: mindsteløn, arbejdstidsnedsættelser, arbejdsmiljø, pension osv. Det kunne også være overskudsdeling, lønmodtagerfonde. Eller arbejderklassens eget produktionsapparat, kooperationen. Var proletariatet velorganiseret og kampberedt, stod de stærkere i klassekampen og kunne altså på den vis få gennemtvunget en politik, som var i deres og ikke kapitalisternes langsigtede interesser. Den opfattelse havde jeg lettere ved at forstå og acceptere. Desuden ville Althusser erstatte Hegels indflydelse på den marxistiske tænkning med Spinoza, hvis fritænkeri og syn på sjæl/legeme-problemet jeg selv var glad for på det tidspunkt.

På filosofistudiets grunduddannelse lærte vi som en del af kurset om moderne filosofi desuden om den historiske materialisme og den økonomiske basis' og produktivkræfternes udviklings betydning for den historiens fremdrift og for den kulturelle og politiske overbygning. Det foregik hos Carsten Bengt Petersen, der selv havde været marxist og trotskist som ung og været til guerillatræning på Cuba, men siden var taget til USA, havde tjent gode penge, købt dyre biler og som den navnløse kapitallogiker afstemt sin politiske observans med sine egne objektive interesser. Selvom han var blevet konservativ med politiske ambitioner, var han imidlertid stadig positivt indstillet over for den marxistiske samfundsanalyse, som han læste gennem analytisk filosofiske briller. Det var ham, der var vejleder på min opgave om marxistisk strukturalistisk statsteori.


Fremmedgørelsen og den humanistiske unge Marx
Det generede mig at finde ud af, at Louis Althusser havde myrdet sin hustru (og var sluppet afsted med det), var leninist og længe hældede over mod den stalinistiske kommunisme. Men det kunne naturligvis ikke gælde for et gyldigt argument mod hans marxistiske statsteori. Jeg tog først afsked med Althusser, da jeg året efter for alvor begyndte at interessere mig for Parisermanuskripternes fremmedgørelsesteorier. Det var min jævnaldrende lærer, den nyuddannede Søren Harnow Klausen, der introducerede mig for dette teorikompleks, som begejstrede mig på en hel anden måde end statsteorien, den historiske materialisme og merværditeorien, som jeg havde lært om hos Kaj Buch i gymnasiets samfundsfagsundervisning. Fremmedgørelsesteorierne var rigtig filosofi. Det handlede mennesket som artsvæsen og dets grundvilkår. Det handlede om, hvordan mennesket blev frataget sin mulighed for at realisere sit sociale og individuelle selv, i og med at det blev frataget herredømmet over sit stofskifte med naturen. Arbejdsdelingen og lønarbejdet. Senere i Marx' unge forfatterskab kom varefetichismeanalyserne med og fuldstændiggjorde billedet. Ligesom fremmedgørelsen var kernen i den menneskelige fornedrelse, var dens ophævelse vejen til det gode liv, til socialismen. Jeg skrev cand.phil.-speciale om fremmedgørelsen og mulighedsbetingelserne for dens ophævelse. Det var der, jeg for alvor fandt ud af, at Althusser foragtede enhver form for antropologi, alle forestillinger om et menneskeligt artsvæsen. At han netop derfor afskrev den unge Marx' forfatterskab og særligt Parisermanuskripterne som førmarxistisk drømmeri. Selv varefetichismeanalyserne fra Grundrids (forstudiet til Kapitalen) måtte udrenses af marxismen, fordi de bar reminiscenser af denne humanistiske antropologi. For Althusser var mennesket intet i sig selv, men blot bærer af samfundsstrukturer, nærmere bestemt klasseinteresser. Så var det slut med Althusser for mit vedkommende, for den del af Marx' forfatterskab, som Althusser ville gøre op med, var den, der interesserede mig mest.

Fremmedgørelsesteorierne og fremmedgørelsesproblemets mulige løsning gennem en social revolution fortsatte jeg med at forske i og skrive om i flere år efter afleveringen af mit hurtigt sammenflikkede filosofispeciale. Det kom der en bog ud af, nemlig Det frie menneske – en bog om fremmedgørelse, frihed og frigørelse fra Odense Universitetsforlag (nu Syddansk Universitetsforlag) 2000.


Gorz' farvel til proletariatet
Første gang jeg hørte om André Gorz, må have været på en VS-kongres, sandsynligvis i 1987, hvor Hans-Jørgen Nielsen refererede til Gorz' bog Farvel til proletariatet. Jeg er næsten sikker på, at det var forfatteren og litteraturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen, som jeg et par år forinden havde hørt et foredrag af i økonomis kantine på Århus Universitet, hvor han talte om sin egen bestseller, generationsromanen Fodboldenglen. Jeg kan huske Nielsens blå- og sortmønstrede sweater, der var mere moderne end de islændere, som de buende leninister i kongressalen skuttede sig i. Min gode ven og partikammerat Ulf Vincents Olsen talte ofte om Gorz i de første år af vores bekendtskab, men havde for længst lagt ham bag sig, da jeg selv kastede mig over Farvel til proletariatet og Paradisets veje. Den humanistiske marxist Gorz ville gøre op med forestillingen om proletariatet som historiens subjekt, hvilket naturligvis var en rød klud i ansigtet på de mere traditionalistiske marxister. Jeg skrev en filosofiopgave om Gorz, som blev et led i mit opgør med Althussers strukturalisme. Men jeg fandt ikke ud, hvad jeg skulle mene om Gorz' teori. Det ved jeg stadig ikke.


Marxismen forsvandt – og kom tilbage
Marxismen var ikke længere nogen hovedstrømning på universitetet, da jeg begyndte at læse filosofi, men fandtes stadig i isolerede enklaver. På mit studium var der en kreds af økomarxister omkring Jørgen Døør. Andre steder på universitetet kunne man støde på en studiekreds om Frankfurterskolen. Men få år senere lå den akademiske marxisme i ruiner. Der var nærmest intet tilbage, som kunne stå selv. Det samme gjaldt den politiske venstrefløj. Enhedslisten blev bygget i ruinerne.

Socialist er jeg på samme måde, som da jeg var ung, en socialist af den humanistiske og antiautoritære slags. Hvis jeg nogensinde har været marxist, er jeg det også stadig. Jeg opfatter det marxistiske begrebsapparat som det bedste udgangspunkt for en analyse af staten, magten, økonomien og klasserelationerne. Først og fremmest er det dog de dele af Marx' forfatterskab, som Althusser afviste som ungdommelig hegeliansk idealisme, der interesserer mig. Ingen sætning fra MEW eller MEGA ser jeg som en tidløs, evig sandhed. Bibeleksegese interesserer mig ikke.

Omkring tyve år senere (2010 og årene deromkring) kom marxismen tilbage på universiteterne, ligesom venstrefløjen fik en ny opblomstring hos de unge. Den forsvandt, da det sovjetrussiske blændværk faldt sammen, og kom tilbage i kølvandet på finanskrisen, som viste, at historien ikke var forbi, og kapitalismen ikke var svaret.


Marxismen som teorien om alt?
I 2017 begyndte jeg ved et uheld at skrive om litteraturteori. Jeg ville definere det danske begreb om skønlitteratur, og i den forbindelse satte jeg mig ind i en række af de allerede eksisterede definitioner, blandt andre de marxistiske, Sartre og Benjamins, men først og fremmest Terry Eagletons mere udfoldede opfattelse af skønlitteratur. Eagleton viser, hvordan litteraturen kan ses som en konstruktion, der forlener middelklassen med overklasseværdier. Litteratur er derfor ikke noget ‘i sig selv’, men kun noget i kraft af sin funktion, som ændrer sig i takt med klassestrukturen og de forskellige samfundsklassers kultur. Jeg er enig i, at man kan beskrive litteraturen på den måde. Det giver mening. Men jeg mener ikke, det er en udtømmende beskrivelse af, hvad skønlitteratur er. Heller ikke den mest udbytterige. Der kan gives meningsfulde marxistiske analyser af ethvert humanistisk eller samfundsvidenskabeligt emne, men det er ikke altid, at det marxistiske perspektiv er det mest relevante.

Sidevisninger den seneste måned