Morten Olsens stive arme

Jeg husker Morten Olsens stive arme.

    Jeg husker, hvordan han så ud så ud, da han ukontrollabelt kantet gestikulerende skældte René Vandereycken ud for en grim tackling på Frank Arnesen i Danmarks vanvittige 3-2 sejr over Belgien under EM i Frankrig i 1984. Nej, han skældte ikke belgieren ud, det er ikke dækkende: han hamrede bolden af sted efter ham og løb så frem og skubbede ham omkuld i græsset med de der krampagtigt stive arme. 

Spilleren Morten

De var holdkammerater i Anderlecht, som dengang var en europæisk topklub, Frank, Morten og den tacklende belgier, og Morten vidste, hvor lidt der skulle til, før Arnesens svage knæ igen ville sætte ham ud af spillet. Og han vidste, hvad Arnesen betød for landsholdet og for Anderlecht. Og han vidste, at René Vandereycken også vidste det. Han var i disse få sekunder så langt ude af sig selv af raseri, som han nogensinde tillod sig selv at komme offentligt. Jeg tror, dommeren var så chokeret over den ellers så kontrollerede danskers opførsel, at han glemte at give ham en advarsel. Morten fik kun én advarsel i sine 102 landskampe, hvor han begyndte som højre wing, men i de fleste og bedste spillede i forsvaret, som højre back og siden libero.

Trænerne før Morten Olsen

I 1970'erne havde Danmark en jovial landstræner, som hed Kurt Nielsen. Efter sigende sluttede Kurt Nielsen gerne taktikmøderne med at sige: "Og Allan, du spiller bare, som du plejer." Kurt Nielsen vidste, med al respekt, nok betydeligt mindre om fodboldtaktik, end Morten Olsen gør. Men han forstod, at en spiller som Allan Simonsen ikke skulle stækkes af bundne opgaver. Han skulle gøre det, han var god til. Og det vidste Allan godt selv, hvad var. 

Piontek

I 1979 fik landsholdet Piontek som træner, og han havde ikke været i stillingen ret længe, inden han erklærede, at det nye landshold skulle bygges op omkring Frank Arnesen og Søren Lerby. Det var de afgørende spillere, de bedste, og derfor skulle spillet bygges op, så holdet fik mest muligt ud af deres styrker. Det blev et asymetrisk hold med den teknisk brillante Arnesen som en hurtig, opportunistisk og driblestærk wing i højre side og fighteren, generalen Lerby med de nedrullede strømper på de skinneløse ben mere centralt i midtbanens venstre side. De var målfarlige begge to (Lerby scorede engang 10 mål i en træningskamp, som Ajax vandt med 16-1), de var på hver sin måde spillere i verdensklasse, og deres kundskaber kompletterede hinanden. Piontek vidste, at netop de to (mere end verdensklasseangriberne Elkjær og Simonsen eller verdens bedste libero Morten Olsen) var afgørende for holdets succes. Derfor skulle spillet ikke bygges op efter et fast spillesystem, men efter at gøre disse to fantastiske spillere endnu bedre. Stjernen var ikke systemet (= træneren), men de bedste spillere. Og det virkede. For det meste virkede det.

    Det virkede selvfølgelig mindre godt, når Frank Arnesen var skadet eller havde karantæne, men holdet havde heldigvis superreserver for Arnesen i Jesper Olsen, Per Frimann og John Lauridsen, så for det meste gik det alligevel. Blot ikke i 5-1 nederlaget til Spanien i Mexico 1986, hvor holdet kom ud af balance i Arnesens fravær.

Ricardo

Det virkede derfor naturligt, at Piontek trak sig som træner, da Lerby og Arnesens karriere randt ud. Men mange af os havde svært ved at forlige os med, at den mere defensivt orienterede hjælpetræner, Ricard Møller Nielsen, tog over som chef og byggede sit landshold op om løbestærke, men mindre kreative midtbanespillere som John 'Faxe' Jensen, Brian Steen Nielsen, Henrik 'Store' Larsen, Morten Wieghorst og Kim Vilfort, mens han eksempelvis fravalgte den teknisk stærke Liverpool-stjerne Jan Mølby og havde problemer med at integrere Laudrup-brødrene og Jan Heintze på holdet. Men han sikrede Danmark EM-titlen med et femmandsforsvar (noget dengang helt uhørt for et dansk landshold) i finalen mod Tyskland og senere også sejren i King Fahd Cup med finalesejr over de sydamerikanske mestre fra Argentina.

Johansson

Bo Johansson, som tog over fra Ricardo, førte Danmark til VM-slutrunder i 1998 og Em-slutrunder to år senere. VM-slutrunden blev en stor succes efter danske forhold. Danmark smadrede på imponerende vis de stærke nigerianere og havnede i kvartfinalen (det længste Danmark nogensinde er nået til VM) mod Brasilien, som Danmark ydede vældig god modstand i en velspillet og lige kamp, som Brasilien. dog vandt 3-2. Johansson var vel i fodboldtaktisk forstand en blanding af Piontek og Ricardo. Han havde rådighed over talentfulde spillere som Laudrup-brødrene, Martin Jørgensen, Ebbe Sand, Thomas Helveg, René Henriksen, Jan Heintze, Bjarne Goldbæk, Allan Nielsen og Jess Høgh. Schmeichel var også stadig med, selvom niveauet var faldet en anelse siden EM-sejren i 1992.

Træneren Olsen

Efter Morten Olsens imponerende spillerkarriere og hans mere blandede, men trods alt flotte, karriere som klubtræner, blev han i 2000 sat i spidsen for det danske landshold – sammen med Michael Laudrup. Det var drømmeduoen, der skulle genskabe det tabte landshold, det kreativt sprudlende 1980'erhold. Jeg tror, mange af os regnede med, at hjælpetræneren, superstjernen Laudrup, ville komme til at spille en stor rolle i det arbejde, måske endda blive den dominerende figur. Men det viste sig, at Olsen var chef, og Laudrup bare var med.

   Olsen fik aldrig en spiller som Allan Simonsen, en dynamisk duo som Lerby & Arnesen eller offensive stjerner som Michael Laudrup og Preben Elkjær at arbejde med, men spørgsmålet er også, om de ville have fået succes i Olsens system.

   

Systemet var stjernen

Der Olsen ville have sine idéer igennem. Der skulle spilles på en bestemt måde på landsholdet. Eller i hvert fald efter et bestemt system, som Olsen havde lært at kende som træner i Ajax Amsterdam, nemlig Cruyffs 4-3-3 (eller 4-3-2-1), altså et system med to offensive backs, to hurtige wings, en stærk 9'er inde i feltet og en målfarlig forreste midtbanemand, som kunne løbe ind i feltet og hamre til de bolde, som 9'eren fik pillet ned. Det skulle måske ikke praktiseres som totalfodbold, som man gjorde i Ajax, for den spillestil overlader for mange beslutninger til spillerne, men opstillingen skulle være den samme. Og det skulle den, ligesom i Ajax, også være på ungdomsholdene, for så lærte spillerne fra en tidlig alder, at de skulle finde sig en plads i det system, hvis de ville på landsholdet. Man blev ikke udtaget, bare fordi man var den bedste spiller. Man blev udtaget, fordi man kunne spille en plads i Olsens system. Systemet var stjernen – og Olsen var systemet.

Succes med de rigtige spillere

Olsens strategi fungerede fint i begyndelsen. Landsholdet kvalificerede sig til VM i Japan 2002 og to år senere til EM-slutrunden i Portugal. Systemet fungerer optimalt, hvis man har to hurtige wings som Jesper Grønkjær og Dennis Rommedahl, der kan komme til baglinjen og smække kuglen ind i hovedet på Ebbe Sand (eller Søren Larsen), som så kan stange den i kassen eller lægge den af til Jon Dahl Tomasson, der kommer stormende ind i feltet som målsøgende andenangriber eller forreste midtbanemand.

    Og hvis man så lidt længere bagude har en teknisk fremragende spiller som Claus Jensen som en 8'er, der kan fungere som alternativ gennembrudsstrategi, fordi han kan true med at skyde udefra eller drible sig igennem midtfor, så er det offensive system vanskeligt at dække op for.

Og fiasko uden

Alligevel gik det galt ret tidligt, nemlig allerede, da Ebbe Sand var blevet for gammel, og Søren Larsen viste sig at være permanent skadet. Så havde Olsen pludselig ingen førsteangriber, ingen targetspiller, som det vist hedder på fodboldsprog. Men træneren insisterede på at fortsætte, som om han havde. Derfor blev Jon Dahl udnævnt til targetspiller, selvom han notorisk ikke duede til det. Men Olsen ville ikke indse det. Det skulle virke.

    Og så manglede han sådan set både Ebbe Sand og Jon Dahl, fordi Sand ikke var med, og Jon Dahl skulle være Ebbe Sand. Og så skulle Martin Jørgensen til at være Jon Dahl, og det duede Jørgensen sådan set heller ikke til. Han var ikke farlig, når han løb ind i feltet. Sideløbende blev Claus Jensen stadig mere plaget af skader og holdt op. Så havde Olsen hverken en god targetspiller, en farlig andengriber eller en kreativ midtbanemand, som kunne true midt for.

    Og ENDNU værre blev det naturligvis, da han heller ikke længere havde Rommedahl og Grønkjær på kanterne. Så var INGEN af de fem offensive pladser længere besat med spillere, som passede til dem. Men Olsen var stædig. Har man ikke spillerne til systemet, må man lave dem, mente han, for systemet har altid ret. Så prøvede han fx at gøre teknisk dygtige midtbanespillere til wings. Men det er bare ikke det samme, man skal kunne som 10'er og 11'er. Eriksen og Schøne kan fx ikke det, Rommedahl eller Grønkjær kunne. De kan ikke løbe 50 meter op langs linjen med bolden på fødderne på 6 sekunder. De kan til gengæld en masse andet, som de to gamle wings ikke kunne, men det fik de ikke rigtig lov at vise i Olsens system.

Eftermælet

Morten Olsen blev bebrejdet, at han hold for længe fast ved gamle spillere som Ebbe Sand, Dennis Rommedahl, Jon Dahl-Tomasson, Niclas Jensen, Thomas Helveg og Jesper Grønkjær, og det gjorde han også. Han gjorde det af den logiske grund, at de alle sammen passede perfekt til Mortens system, og det gjorde de nye, unge spillere, der kom til, bare ikke.

   Olsen skulle have været sparet for sine sidste fire-fem år som træner for landsholdet. Det var de spildte muligheders år, hvor landsholdet skulle have skiftet til et system og en spillestil, der passede til de spillere, der faktisk var til rådighed, i stedet for at få spillerne til at passe til systemet. Det var også år, som skadede Olsens eftermæle som træner.

    Åke Hareide, der afløste Olsen som cheftræner, havde succes med at tænke som Piontek. Han havde ikke et hav af verdensstjerner at jonglere med, men han havde den dygtige Christian Eriksen, som han gjorde det til sin fornemmeste opgave at få det maksimale ud af. Og det fik han (i modsætning til Olsen), og det er han den eneste landstræner, der har fået i alle de år, hvor Eriksen var god nok til at spille på landsholdet og længe var Danmarks bedste.