Nu er det 20 år siden, jeg søgte ind på Forfatterskolen. Jeg kendte kun til skolens eksistens, fordi jeg tilfældigvis kendte Thøger Jensen og Mads Eslund, som havde gået på den. Skolens rektor, Hans Otto Jørgensen, var i sin tid debuteret på Klim, hvor jeg arbejdede som redaktør, så ham vidste jeg også, hvem var. Derudover havde jeg blot hørt, det var et lille sted, hvor lærere og elever udfordrede hinanden grænseløst og intenst. Et miljø, hvor muligheden for at udvikle sig eksplosivt var til stede. Det var nok til at overbevise mig, for det lød som en beskrivelse af det filosofistudium, jeg havde været så glad for. Og nå ja, skolen levede op til mine forhåbninger.
Jeg kan ikke huske præcis, hvilke tekster jeg søgte ind på, men jeg ved, at en af dem var en drøm, jeg havde haft og nedskrevet som tyveårig, en vanvidsrejse gennem et surreelt borgerkrigslignende natlandskab. Drømmen må være kommet til mig, kort tid efter, jeg var kommet hjem fra Krogerup højskole, hvor jeg deltog på et kursus i kreativ skrivning. Jeg havde siden den tidlige teenagetid skrevet masser af digte, noveller, skæbnefortællinger og kortprosatekster. Min mor hævder, at jeg skrev mit første romanmanuskript som tolvårig. Det kan jeg ikke huske, men jeg husker, at jeg allerede på den alder var sørgeligt bevidst om, at jeg aldrig for alvor ville kunne finde mig til rette med nogen anden beskæftigelse end at skrive. Og selvom jeg havde alle disse tekster fra alle disse år plus et dugfriskt romanmanuskript på over 400 sider at vælge fra, valgte jeg sende denne tyve år gamle drøm.
Det var ikke første gang, jeg havde sendt den drøm ud i verden. Straks, jeg havde skrevet den ned, sendte jeg den af sted til Politiken. Jeg husker ikke, hvordan jeg havde tænkt mig, de skulle bringe den; måske som en kommentar eller simpelthen som et frit i luften svævende digt. Dagen efter ringede en redaktør fra avisen og spurgte mig, hvorfor jeg havde skrevet teksten med VERSALER. Det havde jeg, fordi jeg havde oplevet drømmen med store bogstaver, som et rungende mørkeblåt skrig, den kunne ikke skrives med småt. Men den forklaring gjorde mig forlegen. Jeg følte, det var alt for selvhøjtideligt at tale sådan om noget, jeg selv havde skrevet. Som om det kunne være vigtigt. Så jeg sagde i stedet, at caps lock-knappen på min skrivemaskine havde sat sig fast, så den kun kunne skrive med store bogstaver. Det syntes redaktøren var så kedelig en begrundelse, at hun endte med ikke at trykke teksten.
Jeg tror, det lærte mig noget om at stå ved, hvad det, jeg skriver, betyder for mig. Ingen vil finde det væsentligt, hvis man selv gør det til ingenting.
Det var derfor, jeg søgte ind på skolen med netop den tekst, og jeg tror, at det var den, jeg blev optaget på.
Da jeg et par år senere udgav min første roman, var drømmeteksten skrevet ind i værket – i en stærkt gennemskrevet version. Min hidtil eneste lyrikbog, som udkom flere år efter, har også drømmen med. Nu så grundigt omskrevet, at det formodentlig kun er mig, der kan se, det er den samme.
Min næste roman er en selvstændig efterfølger til debutromanen, og der vil denne – nu 40 år gamle – drøm også være en integreret og helt uundværlig del af teksten. Jeg siger ikke hvilken del.
Jeg kan ikke huske præcis, hvilke tekster jeg søgte ind på, men jeg ved, at en af dem var en drøm, jeg havde haft og nedskrevet som tyveårig, en vanvidsrejse gennem et surreelt borgerkrigslignende natlandskab. Drømmen må være kommet til mig, kort tid efter, jeg var kommet hjem fra Krogerup højskole, hvor jeg deltog på et kursus i kreativ skrivning. Jeg havde siden den tidlige teenagetid skrevet masser af digte, noveller, skæbnefortællinger og kortprosatekster. Min mor hævder, at jeg skrev mit første romanmanuskript som tolvårig. Det kan jeg ikke huske, men jeg husker, at jeg allerede på den alder var sørgeligt bevidst om, at jeg aldrig for alvor ville kunne finde mig til rette med nogen anden beskæftigelse end at skrive. Og selvom jeg havde alle disse tekster fra alle disse år plus et dugfriskt romanmanuskript på over 400 sider at vælge fra, valgte jeg sende denne tyve år gamle drøm.
Det var ikke første gang, jeg havde sendt den drøm ud i verden. Straks, jeg havde skrevet den ned, sendte jeg den af sted til Politiken. Jeg husker ikke, hvordan jeg havde tænkt mig, de skulle bringe den; måske som en kommentar eller simpelthen som et frit i luften svævende digt. Dagen efter ringede en redaktør fra avisen og spurgte mig, hvorfor jeg havde skrevet teksten med VERSALER. Det havde jeg, fordi jeg havde oplevet drømmen med store bogstaver, som et rungende mørkeblåt skrig, den kunne ikke skrives med småt. Men den forklaring gjorde mig forlegen. Jeg følte, det var alt for selvhøjtideligt at tale sådan om noget, jeg selv havde skrevet. Som om det kunne være vigtigt. Så jeg sagde i stedet, at caps lock-knappen på min skrivemaskine havde sat sig fast, så den kun kunne skrive med store bogstaver. Det syntes redaktøren var så kedelig en begrundelse, at hun endte med ikke at trykke teksten.
Jeg tror, det lærte mig noget om at stå ved, hvad det, jeg skriver, betyder for mig. Ingen vil finde det væsentligt, hvis man selv gør det til ingenting.
Det var derfor, jeg søgte ind på skolen med netop den tekst, og jeg tror, at det var den, jeg blev optaget på.
Da jeg et par år senere udgav min første roman, var drømmeteksten skrevet ind i værket – i en stærkt gennemskrevet version. Min hidtil eneste lyrikbog, som udkom flere år efter, har også drømmen med. Nu så grundigt omskrevet, at det formodentlig kun er mig, der kan se, det er den samme.
Min næste roman er en selvstændig efterfølger til debutromanen, og der vil denne – nu 40 år gamle – drøm også være en integreret og helt uundværlig del af teksten. Jeg siger ikke hvilken del.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar