Viser opslag med etiketten Om bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om bøger. Vis alle opslag

lørdag den 7. november 2026

ENESTÅENDE TILBUD TIL DIG SOM ANMELDER: BLIV DEN FØRSTE!!









Her er to uanmeldte værker, som udkom med fire dages mellemrum i begyndelsen af november sidste år; endnu aldrig kysset, end ikke på den mest private blog eller i det mest obskure tidsskrift. Forlaget sender dig fluks et eksemplar, når du fortæller dem, at du vil anmelde.

Ansigt uden skygger, Gladiator, 448 sider.
Det ene er en komedie, et drama, et spørgsmålstegn, en svimmelhed. Det er også et portræt af Madrid og af coronatidens nedlukning, isolation og paradoksale udbrud af en ellers indestængt vildskab. Hvad fører antiheltens forsøg på at afdække en dramatisk familiehistorie med sig? Hvordan hænger den sammen med Spaniens historie i det tyvende århundrede, og Danmarks? Og hvem er egentlig den sært plastiske fremmede, der bliver ved med at danse?

– Her er et citat fra bibliotekernes lektørudtalelse:
“Romanen er velkomponeret og spændende, og læseren får meget at vide om Spaniens historie og livet i hovedstaden. Persontegningerne er nuancerede, og der er en underfundig humor i romanen og mange levende beskrivelser af den spanske hovedstad. Fodboldfans kan også glæde sig over mange fodboldanekdoter. En god kombination af hverdagsdrama, politisk historie og filosofiske og eksistentielle overvejelser i en meget velskrevet roman.”


Hvad er skønlitteratur? – en filosofisk undersøgelse, Syddansk Universitetsforlag, 531 sider.
Den anden er det største og grundigste sammenhængende bud på en filosofisk definition af ordet skønlitteratur, som det bruges på dansk.

– Her er et citat fra fagfællebedømmelsen:
“For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selvom den har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone ... Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne typer. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren ... Overordnet er den usædvanligt meget vellykket.”

Kom så!

mandag den 21. september 2026

De seks uanmeldte




Mine seks seneste bøger er meget forskellige.


De er også udkommet på seks meget forskellige forlag. Men de har det tilfælles, at de ikke har fået en eneste avisanmeldelse.

tirsdag den 18. august 2026

Dobbeltudgivelsen







Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.


Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 


Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

torsdag den 13. august 2026

Katalog over den bedste skønlitteratur fra 2025

 


Vejlebibliotekerne har været så flinke at lave et katalog over årets bedste skønlitteratur fra 2025. Det kan du finde her.

søndag den 9. august 2026

Et stort, øde Landskab








Min yngste på 12 har allerede læst tæt på 100 romaner i år og flere af dem to gange. Men de to ældste på 17 og 18 åbner aldrig en skønlitterær bog af egen fri vilje. Så for at rette op på misforholdet besluttede jeg hen mod slutningen af deres sommerophold i Faaborg at genoplive den gamle familietradition med godnathistorielæsning. Noveller forekom at være den rette løsning, så jeg plukkede Kjell Askildsens Et stort, øde Landskab ud af reolen. Den var jeg selv optaget af for 10-15 år siden.

Det blev til to aftner med Askildsen, og ingen af gangene faldt de unge mennesker i søvn undervejs. De sagde heller ikke noget bagefter. Ikke et ord. De hverken grinede eller græd. De lå blot og kiggede tomt ud i luften.

Jeg ved sgu ikke rigtig, men nu har jeg besluttet at se oplæsningen som en succes.

onsdag den 5. august 2026

Vita contemplativa

Byung-Chul Han: Vita contemplativa – Om kunsten at gøre mindre, Samfundslitteratur 2026.
127 sider







Den tyske filosof Byung-Chul Han skriver små bøger hele tiden, og i år er der allerede udkommet mindst to af dem på dansk, men den her er vist stadig den seneste.

Originaltitlen Vita contemplativa – oder von der Untätigkeit er naturligvis en hilsen til Hannah Arendts Vita aktiva – Oder vom tätigen Leben, og Hans fikse lille sag cirkler da også kritisk om Arendts berømte hovedværk og hendes samlede forståelse af arbejdets og særligt den suveræne politiske handlings betydning for den menneskelige værensform. Det er den skarpeste kritik, jeg endnu har set af Hannah Arendts kanoniske filosofi, som de seneste mange år nærmest har haft et urørlighedens skær over sig.

Byung-Chul Han taler mod præstations- og aktivitetstyranniet og for en kontemplativ væren i verden.

Man behøver ikke være skolet i filosofi for at læse bogen. Han er ikke en filosof, der bevæger sig systematisk og tungt teoretisk argumenterende fremad, men kredser tværtimod essayistisk og indimellem poetisk om sit emne og danser ubesværet ud og ind af samtaler med levende og især døde kolleger som Benjamin, Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard, Schleiermacher, Herchel, Agamben, Foucault, Gadamer, Platon, Aquinas, Adorno og så naturligvis Arendt, men også poetiske ånder som Rilke, Hölderlin, Novalis, Proust, Handke og Musil.

Jeg troede egentlig, jeg var færdig med min bog om den unge Marx’ filosofiske antropologi, men efter at have læst denne lille sag blev jeg nødt til at føje et kapitel til.

torsdag den 23. juli 2026

Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'










Tak til bibliotekerne!

Min roman fra november, Ansigt uden skygger er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed. 

Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.

Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.

torsdag den 9. juli 2026

Jeg har skrevet fem romaner, men aner ikke hvordan man gør









Jeg har skrevet fem romaner, og jeg synes selv, de sidste fire er vellykkede, men jeg aner stadig ikke, hvordan man gør. Jeg føler mig ikke som romanforfatter, blot som forfatter. En genremæssigt famlende forfatter, eller hvis man skal være flink – og det må man gerne – en genremæssigt alsidig forfatter, hvor det at skrive romaner er det, jeg mindst af alt forstår.

Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.

Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg
 en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.

Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.

Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.

Den eneste gang, jeg har forsøgt at skrive en roman, var med debutromanen Sofa. Jeg begyndte pludselig at skrive den i en sommerferie, hvor jeg på dens fjerdesidste dag begyndte at kede mig, og så begyndte jeg bare fra en ende af. Da de første 35 sider var kommet af sig selv, gik jeg i stå. Og så satte jeg mig til at skemalægge alle romanens kapitler. Jeg vidste altså, hvad der skulle ske, og hvordan det hele skulle ende. Problemet var blot, at jeg havde svært ved at få mine figurer til at gøre det, de skulle, for at komme derhen, hvor jeg ville have dem. På sin vis lykkedes det. Der kom en sammenhængende historie ud af det, men sammenhængen blev flere steder for søgt. 
Der er meget god tekst i den også, endda langt det meste af den, synes jeg, men det i sig selv gør den ikke til en vellykket roman.

Siden Sofa har jeg aldrig prøvet at planlægge en roman. Jeg har faktisk aldrig forsøgt at skrive en roman igen. Det er sket på måder, jeg ikke kunne forudse, og som jeg aldrig vil være i stand til at gentage.

lørdag den 9. maj 2026

Københavnerdiagnosen






Der kom en sms fra biblioteket. Det var tid til at aflevere Solvej Balles Om udregning af rumfang I, så jeg ragede bogen ned i tasken, spændte sandalerne og overvejede ligefrem at åbne øjnene. Jeg ville gerne nå både biblioteket, SuperBrugsen og et besøg i Det Blå Hus, hvor jeg havde bestilt hel rug hjem, inden 11.


Men bibliotekets afleveringsautomat virkede ikke. Den takkede pænt, når jeg lagde bogen på lyspladen og efterfølgende trykkede på Afslut, men der kom ingen kvittering eller information om, hvor jeg skulle lægge bogen, som der plejer at gøre. Efter tre forgæves forsøg blev jeg så forbandet, at jeg åbnede munden for at kalde på en bibliotekar.


Men så kom jeg til at kigge på bogen. Det var ikke den. Det var ikke Solvej Balle, men min gode ven Anders Vægter Nielsen. Det var faktisk slet ikke en biblioteksbog, men mit eget eksemplar af den helt specielle Københavnerdiagnosen, som jeg ikke fatter, at Politiken ikke har givet en helside, og som jeg heldigvis ikke skal aflevere nogen steder.


Det er ikke en bog af en slags. I hvert fald ikke en slags, jeg før har hørt om. Er det et essay? Vel egentlig ikke, for bogen rummer til sidst en fremadskridende fiktiv handling. Er det en roman? Det ved jeg sgu ikke rigtig. Det er et satireskrift om de regionale særtræk i Danmark, særligt, men ikke kun, de sproglige. Det københavnskes gennemtrængen og gradvise opløsning af det egensspecifikke og regionale, men også det jyskes, især det østjyskes, gennemtrængen af det specifikt københavnske. Bogen er fuld af vilde og tænksomme digressioner, som vist både skal og ikke skal tages for pålydende.


Vægter Nielsen er i øvrigt lollik.


Jeg anmelder stadig ikke bøger, men her er et billede af to.

torsdag den 7. maj 2026

Live . 50 jazzimprovisationer










Jeg anmelder ikke bøger. Heller ikke denne bog. 

Ejler Nyhavn & Tage Aille Borges:
Live . 50 jazzimprovisationer













Men i denne tid, hvor litteraturen stort set er forsvundet ud af offentlighedens søgelys (mens forfatterne ikke nødvendigvis er), og kun så ganske få bøger faktisk anmeldes, står selv originale og særegne værker latent i fare for at forsvinde, før de nogensinde er blevet læst.

















Så her er et billede af omslagets for- og bagside, det meste af et index og en enkelt af de 439 sider.















Det er et par uger siden nu: Da jeg havde været i LiteraturHaus for at høre Nyhavn & Borges fortælle om denne og en anden fællesudgivelses tilblivelsesproces og læse op fra dem på skift, kom jeg hjem med sindet sparket åbent af digt og hjertet synkoperet af jazz.







Jeg vil ikke fortælle mere, for jeg anmelder ikke bøger; blot vil jeg forbløffet konstatere, at denne bog findes. Du kan finde den her.

onsdag den 1. april 2026

Bibliotekerne har endelig købt 'Hvad er skønlitteratur?'










De har ikke haft travlt med at købe den hjem, men bedre sent end aldrig, og Nu kan du altså endelig låne den på biblioteket.

Find den her.

tirsdag den 27. januar 2026

Bibliotekerne igen








En af de bøger, jeg var mest ked af at miste, da 60-70 % af min beskedne bogsamling blev ødelagt under en vandskade i 2020, var ‘Portrætter af dansk fiskeri’, som var festskriftet for Dansk Fiskeriforening i anledning af hundredeårsjubilæet i 1987. Bogen leverer 14 portrætter, og min far, som dengang fiskede i Tissø, repræsenterede det danske ferskvandsfiskeri i et ottesiders interview.

Når jeg var særligt ked af at miste netop den bog, var det naturligvis, fordi den rummede et fint portræt af min far og hans virke i et nærmest uddødt og savnet erhverv, men også fordi den allerede gamle bog forbandet nok ikke kunne genanskaffes.

Til gengæld kan den heldigvis stadig findes på vores fantastiske folkebiblioteker. Det faldt mig ikke ind at lede efter den der, før jeg fornylig blev stamgæst på Faaborg Bibliotek. Folkebibliotekerne har alt (nej, slet ikke; bøger kasseres hele tiden, men): gamle universitetsspecialer, magasiner, tidsskrifter, avisartikler, kronikker og reportager; også fra udgivelser, som du ikke ville forvente at finde.

Hurrah for vores folkebiblioteker og bibliotekarer! Pas godt på dem. De forvalter en forbløffende mængde af vores kulturarv.

søndag den 21. december 2025

KAPITEL 9: Hvad er en forfatter? (andet klip)


Gayatri Spivak og subalternens tavshed 

Hvor Barthes erklærer, at forfatteren ikke gør andet end at nedfælde citater, giver den indiske litteraturkritiker Gayatri Spivak et bud på, hvad det så er, forfatteren citerer, altså hvad det er, der taler gennem forfatteren. Hun skelner mellem Vertretung, som er at træde i nogens sted eller handle på vegne af nogen (politisk repræsentation), og Darstellung, altså fremstilling eller portrættering af nogen (æstetisk repræsentation). Spivak mener at kunne vise, at subalternen (fx en underklassekvinde i den tredje verden), der er marginaliseret af dominerende magtstrukturer, aldrig kan repræsenteres adækvat, hverken politisk eller æstetisk. End ikke en nok så sympatisk indstillet forfatters stemme formår dette, fordi subalternens virkelighed altid formidles og forvrænges af de hegemoniske diskurser og vokabularier, som forfatteren selv er konstrueret af. 
    Teksten eller værket er derfor ikke et produkt af et autonomt forfattersubjekt. Den Derrida-inspirerede Spivak dekonstruerer forfatteren som et fragmenteret subjekt, en funktion af sprog, magtstrukturer og diskursive formationer, der går forud for og er større end individet. Forfatteren kan derfor ikke skrive fra et neutralt sted eller repræsentere subalternen på autentisk vis, men kommer tværtimod til at reproducere hegemoniske magtstrukturer (koloniale og postkoloniale magtforhold, økonomiske og kønsbetingede strukturer), selv når intentionen er den modsatte. Når det hegemoniske sprog taler gennem forfatteren, er intention og mening således aldrig under forfatteres egen kontrol. Den humanistiske idé om forfatteren som et suverænt subjekt er en tanke, Spivak forbinder med vestlig oplysningstænkning og kolonial ideologi. En falsk forestilling. 

“Mellem patriarkat og imperialisme, subjekt-konstitution og objektdannelse forsvinder kvindens figur, ikke ind i en uberørt intethed, men i en voldsom pendulfart, som er den fordrevne figuration af ‘tredjeverdenskvinden’ fanget mellem tradition og modernisering” [Gayatri Spivak: ‘Can the Subaltern Speak?’, side 102]. 

Således skriver Spivak i den postkoloniale klassiker ‘Can the Subaltern Speak?’ (1988). Det sprog og den ideologiske forståelsesramme, inden for hvilken subalternens virkelighed nødvendigvis må formuleres, er ikke hendes egen, men er patriarkatets forståelsesramme eller lokale eller nationale magthaveres eller ligefrem (og ofte) den tidligere kolonimagts sprog og ideologi. Det gælder også, når en vestlig feminist vil tale subalternens sag. Spivak giver et eksempel [ibid.] med den såkaldte suttee (eller sati), som betegner den traditionelle indiske praksis, hvor en kvinde, når hun bliver enke, sætter sig på mandens ligbål og således følger ham ind i døden. Den vestlige feminist har intet andet sprog for denne praksis end den gamle kolonimagts fordømmelse af den som barbari. Et begrebsapparat, der på ene side kan have en frigørende funktion, men som samtidig tjener til retfærdiggørelse af den engelske kolonisering af Indien i den angivelige hensigt at civilisere inderne, indtil de en dag måtte være ‘parate til at regere sig selv’. Det er et moralsk komplekst eksempel, som skal vise, at subalternen aldrig kan tale, end ikke gennem den velmente Darstellung. 
    Samtidig er det et bud på, hvorfor forfatterens tekst aldrig er hendes egen, men altid tilhører sproget og de magtinteresser, som sproget har formet sig efter. 

Guds død – og subjektets 
Behovet for eksistensen af den gud, som Descartes i sine meditationer måtte tage til hjælp for at garantere omverdenens eksistens, ophørte ikke, da Nietzsche i Die fröhliche Wissenschaft fra 1882 kundgjorde Guds død, mens den gale mand løb fortvivlet rundt på markedspladsen og søgte efter ham. Og lige så lidt ophørte behovet for L’auteur, da Roland Barthes i 1967 proklamerede dennes død. På sin vis kan man sige, at Guds død, og menneskets følgelige fordømmelse til frihed (jævnfør Sartre) kun forstærkede behovet for L’auteur som meningsgiver; forstærkede behovet for, ovenikøbet, at ethvert individ blev sit eget livs meningsgiver; behovet for, at vi hver især blev vores egne guder. Udviklingen af den romantiske forestilling om L’auteur som et autonomt og suverænt subjekt kan ses som en logisk konsekvens af denne gudeudskiftning. Og Barthes’ dekonstruktion af L’auteur kan derfor tilsvarende ses som en videreførelse af Nietzsches analyse af, hvordan videnskab og filosofi har gjort det af med Gud. Barthes viser, hvordan videnskab og filosofi også har gjort det af med forestillingen om l’auteur som autonom og suveræn meningsgiver. Han beskriver selv sin aflivning af den guddommelige Forfatter som en naturlig konsekvens af Guds død. 
    Opløsningen af l’auteur til blot en evigt fluktuerende nedskriver af de foranderlige stemmer, der til enhver tid måtte være samlet i og beherske hende, og som Spivak marxistisk bestemmer som hegemoniske magtinteresser, sker parallelt og i samklang med den filosofiske opgivelse af forestillingen om det selvberoende subjekt eller den uforanderlige jeg-kerne. Inden for ontologien ser vi eksempelvis Emmanuel Lévinas i Totalitet og uendelighed (1961) begribe subjektet som ucentreret, substituerbart og i konstant forandring. Substituerbart, fordi den anden lige så godt kunne være mig. Fordi jeg indser dette, idet jeg genkender mig selv i den andens ansigt, kan jeg ikke lade hånt om den andens kald. Den anden har taget mig som gidsel. Jeg er altid allerede en anden i kraft af min fundamentale ydre-bestemthed. Den person, som skrev nærværende bog, findes ikke længere og fandtes ikke længere allerede på udgivelsesdagen, kunne man sige. 

Sidevisninger den seneste måned