Her er to uanmeldte værker, som udkom med fire dages mellemrum i begyndelsen af november sidste år; endnu aldrig kysset, end ikke på den mest private blog eller i det mest obskure tidsskrift. Forlaget sender dig fluks et eksemplar, når du fortæller dem, at du vil anmelde.
Ansigt uden skygger, Gladiator, 448 sider.
Det ene er en komedie, et drama, et spørgsmålstegn, en svimmelhed. Det er også et portræt af Madrid og af coronatidens nedlukning, isolation og paradoksale udbrud af en ellers indestængt vildskab. Hvad fører antiheltens forsøg på at afdække en dramatisk familiehistorie med sig? Hvordan hænger den sammen med Spaniens historie i det tyvende århundrede, og Danmarks? Og hvem er egentlig den sært plastiske fremmede, der bliver ved med at danse?
– Her er et citat fra bibliotekernes lektørudtalelse:
“Romanen er velkomponeret og spændende, og læseren får meget at vide om Spaniens historie og livet i hovedstaden. Persontegningerne er nuancerede, og der er en underfundig humor i romanen og mange levende beskrivelser af den spanske hovedstad. Fodboldfans kan også glæde sig over mange fodboldanekdoter. En god kombination af hverdagsdrama, politisk historie og filosofiske og eksistentielle overvejelser i en meget velskrevet roman.”
Hvad er skønlitteratur? – en filosofisk undersøgelse, Syddansk Universitetsforlag, 531 sider.
Den anden er det største og grundigste sammenhængende bud på en filosofisk definition af ordet skønlitteratur, som det bruges på dansk.
– Her er et citat fra fagfællebedømmelsen:
“For det første har bogen virkelig litterær kvalitet. Den er velskrevet og velstruktureret, og frem for alt helstøbt – nok noget for sig, men på en meningsfuld, sammenhængende måde, så den fremstår som et egentligt værk. Selvom den har personlige, essayistiske, teoretisk- faglitterære og mere fremstillende aspekter, er den konsistent i stil og sprogtone ... Boggenren er sådan set heller ikke så usædvanlig endda, om end der i dag beklageligvis sjældnere skrives bøger af denne typer. Det var tidligere almindeligt for dansksprogede filosofibøger (og vel dansksprogede akademiske bøger generelt) at kombinere indføring og oplysning med originale forskningsbidrag. Den foreliggende bog er dog mere grundig og på nogle punkter mere akademisk solid end de ældre bidrag til genren ... Overordnet er den usædvanligt meget vellykket.”
Kom så!
