Viser opslag med etiketten Om historie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om historie. Vis alle opslag

tirsdag den 11. august 2026

En mageløst magelig palæontologisk sommerferiefortælling










Megatherium er et sydamerikansk dovendyr. Den vejer 3-4 tons, altså omtrent det samme som en indisk hanelefant, vil jeg tro. Hvem gider egentlig tjekke den slags? Når den undtagelsesvis bekvemmer sig til at rejse sig på bagbenene, fx for at strække sig efter en middagslur eller hyggesnacke lidt i den allernærmeste trætop inden det er tid til at hænge sig op for natten, rækker den mageligt 4 meter op i luften. Det er temmelig meget højere oppe, end du har taget dig sammen til at gemme din ellers så hemmelige småkagedåse. Den kan blive op til 6 meter langt fra halespids til snude. Det er længere end dit soveværelse. Det skal man lige tænke over, før man inviterer sådan en sovetryne med hjem.

Nuvel, vi er alligevel lidt sent på den, hvad det angår. Den uddøde for 10-11.000 år siden – formodentlig spist af mennesker, der ikke orkede at fange fisk – men jeg fik ikke lige tid til at fortælle historien før nu.

Det første fossilerede skellet af Megatherium americanum blev ved et ubelejligt tilfælde opdaget i 1787 på bredden af ​​Luján-floden i det nuværende Argentina. Eksemplaret blev før eller siden fragtet til Spanien, hvor den franske palæontolog Georges Cuviers i et sjældent vågent øjeblik fik øje på den dovne slambert og navngav den i 1796, hvor ingen ellers endnu havde gidet at give sådanne forhistoriske kræ den slags fine videnskabelige navne. Det var også Cuviers, der fastslog, at Megatherium var et dovendyr. Det kunne han lige overkomme at konstatere ved sammenligning med andre kendte dovendyr. Ingen nævnt, ingen glemt.

tirsdag den 5. maj 2026

Så kan englænderne bare komme an!








De dukkede heldigvis ikke op i vinterhalvåret, og nu har Faaborg Kanonérlaug stillet batteriet op til forsvar mod englændernes berygtede forårskampagner.














Kanonerne er støbt i 1795 og kom første gang på plads ved fjorden i 1808 i englandskrigens tid.

mandag den 2. marts 2026

Morten Messerschmidts inkvisition

Dansk Folkeparti vil ikke være et parti for hele folket. I hvert fald ikke for de flere end 300.000 danske muslimer. De skal ikke føle sig velkomne, skal ikke integreres og aldrig få lov til at føle sig hjemme og som en del af det danske samfund, selv hvis de er ER integreret, født, opvokset og uddannet her. De skal slet ikke være her, hvis det står til Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis formand har stillet som sit ultimative krav for at støtte en borgerlig regering, at den skal arbejde bevidst på at smide muslimer ud af Danmark. Regeringen skal garantere, at den vil sikre en nettoudvandring af muslimer fra landet. Der skal flere ud end ind. Mens Messerschmidt tidligere har talt om udvisning af kriminelle indvandrere fra Mellemøsten, taler han altså nu åbent om, at kriteriet for at blive betragtet som dansk ikke blot skal være adfærd (kombineret med etnisk oprindelsesland), men religion, slet og ret. At være rigtig dansk er uforeneligt med at være muslim, mener Messerschmidt.

Heldigvis har både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afvist, at religion kan være et kriterium for danskhed. Men jeg har ikke hørt den samme afvisning fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.

Dansk Folkeparti arbejder altså for en moderne version af pave Gregor IX’s kristne inkvisition fra middelalderen. Dengang var det anonyme angivere, der opsporede afvigere fra den i tiden herskende sande version af katolicismen. Gregor var ude efter kættere i det, vi i dag kender som Sydfrankrig og Norditalien. Tilstod de ikke frivilligt denne afvigelse, ville inkvisitorer sørge for, at de gjorde det. Inkvisitorerne var pavens folk, eksempelvis dominikanermunke. Med en pavelig bulle fra 1252 fik de tortur som redskab til at sikre tilståelse i de hemmelige afhøringer. Angrede de anklagede ikke, blev de overgivet til de verdslige myndigheder og straffet. Nogle var heldige at slippe med en bod, særligt, naturligvis, dem der havde penge at betale med. Andre blev straffet med indespærring, tortur eller dødsstraf. Ofte blev de brændt på bålet. Det er naturligvis ikke metoder, som Messerschmidt ville bifalde, men målet synes fundamentalt set at være det samme, og man må spørge sig, hvilke midler Messerschmidt forestiller sig at bruge for at afgøre, hvem der er muslimer, og hvem der fx er ateistiske efterkommere af muslimer.

Den spanske inkvisition var langt strengere. Den blev indledt i 1478, hvor de katolske konger Isabella I & Ferdinand II nærmede sig en fuldstændig erobring af Den Iberiske Halvø fra de muslimske maurere, der havde hersket på størstedelen af halvøen siden 711. Katolikkerne kalder det en generobring (La Reconquista), fordi det visigotiske monarki, som maurerne besejrede i 711, havde konverteret fra arianisme til katolicisme under det 3. koncil i Toledo i 589. Frem mod slutningen af det 770 år lange katolske generobringstogt begyndte en brutal opsporing, nedslagtning og fordrivelse af jøder og muslimer i de katolske zoner. Også de jøder og muslimer, som havde konverteret til katolicismen, blev mål for inkvisitionen, som fortsatte, da La Reconquista var fuldbyrdet i 1492. Katolikkerne ville ikke acceptere nogen form for tvivl eller afvigelse fra Vatikanets tro.

Fra 1936 og frem gjorde den senere fascistiske diktator, general Franco, en lignende indsats i sin blodige borgerkrig. Hans kampagne rettede sig primært mod socialister, anarkister, demokrater, republikanere og ateister, men også muslimer og jøder, og det handlede i høj grad om at sikre den katolske kirke eneretten til den moralske opdragelse af spanierne. Og sideløbende nedslagtede Adolf Hitlers nazistiske regime omkring seks millioner jøder, fordi Hitler ikke mente, at jøder kunne være rigtige tyskere.

Præcis som Messerschmidt ikke mener, at muslimer kan være rigtige danskere. Det kan jøder i øvrigt heller ikke ifølge Morten Messerschmidt og Inger Støjberg. Muslimerne er hovedfjenden. Derfor bifalder Støjberg og Messerschmidt også Israels nedslagtning og fordrivelse af palæstinenserne. Men heller ikke jøderne er helt rigtige danskere, for når Messerschmidt og Støjberg taler om danske værdier, er kristendommen altid et afgørende element.

Religiøs ensretning og renhed er målet. Kun en af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten er rigtig dansk, nemlig den, vi blev påtvunget for omkring tusinde år siden.

Hvad med os, der ikke har nogen religion, forresten? Er vi heller ikke rigtige danskere?

Og hvad sker der, når en stor del af af den danske befolkning aldrig får lov til at føle sig dansk?

fredag den 21. november 2025

Skjerningehøj


Under en gåtur i går kom jeg forbi Skjerningehøj. Jeg havde ikke lagt mærke til den, hvis jeg ikke havde set skiltet. Det er en lille græsbevokset jordbunke og som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt her ved Svanninge bakker. Men da jeg havde set og læst skiltet, gik jeg rundt om jordbunken og fandt indgangen til denne jættestue fra omkring år 3.200 før vor tidsregning. Først havde jeg tænkt mig at gå derind, men det kan man ikke. Indgangsportalen er under en meter høj. Man kan kravle ind, hvis man er smal nok. Mave sig frem. Jeg gjorde det ikke, kan jeg godt afsløre, selvom jeg gerne havde set selve kammeret, hvor der muligvis er ståhøjde for mindre mænd.

Jeg havde glemt nærmest alt om jættestuerne, og særligt navnet undrede mig. Hvordan kunne de hedde jættestuer, hvis de var mere end 5.000 år gamle? Så gammel er den nordiske asetro jo slet ikke. Jeg måtte ty til Wikipedia og Lex for at få genoprettet blot den mest overfladiske viden om de oldgamle megalitgrave. Svaret på mit første spørgsmål er naturligvis, at det er et navn, de har fået langt senere. 

Betegnelsen ‘jættestue’ er netop fra en tid, hvor man troede på aser og jætter og talte et sprog, som er beslægtet med vores, måske tiden mellem år 400 og kristendommens indførelse omkring år 965, hvor Harald Blåtand lod sig kristne, og vikingetiden ebbede ud? 

Så på asetroens tid var bondestenalderens ingeniørkunst og teknologi antageligvis gået tabt, og man har undret sig over, hvordan man kunne bygge med disse kæmpesten, som intet menneske syntes at kunne håndtere, og så har man ment, at kun jætterne kunne, og at jætterne måske endda havde boet i dem. Om jættestuerne overhovedet har haft en religiøs betydning, da de blev opført, ved vi ikke, men visse steder blev man ved med at begrave sine døde i dem i flere årtusinder.

Jættestuerne er, såvidt vi ved, fællesgrave opført i bondestenalderen, formodentlig i en periode omkring 3.300 til 3.100 år før vor tidsregning. En stor del af befolkningen var blevet bønder og altså fastboende omkring år 4.000 f.v.t. og man er derfor begyndt at interessere sig mere for bygningskunst – og for fastholdelse af mindet om de døde. Der er cirka 500 jættestuer tilbage i Danmark, men der har været i titusindevis af dem.

Stuerne er drænet med en grøft fyldt med knust flint, som vandet let siver ned igennem, og løber derfor ikke fulde af vand. 

Indgangsportalerne er, har relativt nye studier ved Niels Bohr Instituttet vist, typisk orienteret i en retning, så man indefra kan se fuldmånens opgang umiddelbart inden en måneformørkelser. Hvis dette virkelig har været hensigten og ikke blot et tilfælde, vidner det om en bemærkelsesværdig viden om astronomi og vel også en form for matematik.

Keopspyramiden i Egypten mener man er bygget i en 20-30 års periode omkring år 2.560 f.v.t. Man kender ikke til egyptiske pyramider, der er ret meget ældre end det. Man blev med at bygge pyramider i Egypten frem til omkring år 1.500 f.v.t., men af ringere kvalitet, fx muddersten med en tynd skal af sten klasket udenpå. I Sudan blev de nubiske kongedømmer ved med at opføre en slags pyramider frem til omkring år 350, men langt mindre end Keopspyramiden. 

De først kendte amerikanske pyramider blev bygget af Norte Chico-civilisationen i byen Caral-Supe i det nuværende Peru omkring år 2.600 f.v.t. I Brasilien er der fundet rester af noget, som muligvis er pyramider fra omkring 3.000 år f.v.t.

De store sarsenssten i Stonehenge i Wiltshire i Sydengland blev rejst omkring 2.500 år f.v.t. (det tidligste byggeri på Stonehenge er dog meget ældre).

Nu er jættestuerne hverken pyramider eller Stonehenge, men jeg synes, det er interessant, at man i en periode fra måske omkring år 3.300 til 2.400 f.v.t. åbenbart har kunnet bygge med meget store sten så forskellige steder som Peru, Egypten, Sydengland og Svanning (og Malta, Persien, Irland, Mexico, Frankrig og flere andre steder) med en teknologi, som siden er gået tabt, hvorfor de gamle bygningsværker har skabt forundring og er blevet genstand for mytologisk tolkning.

mandag den 3. november 2025

Religion eller nationalstat

Jødedom er ikke en nationalitet, men en religion. Bygger man en nationalstat med det formål at betrygge tilværelsen for alle tilhængere af en bestemt religion, vil man uvilkårligt komme til at begå overgreb på de borgere, som bor inden for statens grænser, men ikke er tilhængere af denne religion. De vil blive opfattet som statens fjende og blive tildelt mere begrænsede rettigheder og muligheder af staten end tilhængere af statsreligionen, præcis som det fra begyndelsen har været tilfældet for de ikke-jødiske borgere i Israel. 

Ydermere: Når staten ikke er defineret som et organ for den befolkning, som bor inden for dens grænser, men som et organ for alle de tilhængere af statsreligionen, som bor i hele verden, vil staten uvilkårligt få behov for at udvide sit territorium for at kunne rumme alle de tilflyttere, den ønsker at tiltrække. Statens repræsentanter vil derfor uvilkårligt tænke som og ultimativt optræde som en imperialistisk magt, præcis som Israel fra begyndelsen har gjort.

Ideelt set fandtes der ikke statsreligioner (som fx den danske) og slet ikke religiøse stater (som fx Israel, Iran og Italien). Ideelt set ville Israel og Palæstina være ét land fra floden til havet, hverken jødisk eller muslimsk, men fælles med lige ret og værdighed for alle landets indbyggere. Hvordan man kan nå dertil, eller om det nogensinde vil være muligt, er en anden sag. Det er klart, at det perspektiv er blevet sværere, ja, nærmest umuligt, at få i fokus nu, hvor Israels regering og militær har gjort enhver palæstinenser til sin fjende, har smadret det lidt, der var tilbage af Palæstina, til ugenkendelighed og ydmyget, udsultet, fordrevet, traumatiseret, lemlæstet og myrdet palæstinensere i et ubegribeligt og utilgiveligt omfang.

Hvordan kan man kræve, at palæstinensere efter den historiske skændsel skal kunne opfattere de israelere, der har tilladt eller ligefrem opildnet til denne katastrofe, som deres landsmænd? Hvordan kan man forvente det?

Og Israel, den eneste mellemøstlige atommagt, det største mellemøstlige militærmagt, vil aldrig tillade, at Israel og Palæstina bliver til ét, og at muslimer får de samme rettigheder og vilkår som jøderne, samme ret til at købe jord, samme vilkår i retssystemet, samme beskyttelse af statsapparatet. Hvem skulle gennemtrumfe sådan en forandring mod det israelske militærs og dettes ledelses vilje? Hvem vil og hvem kan løse den opgave? Det ville blive den blodigste krig i Mellemøstens moderne historie.

En tostatsløsning forekommer lige så urealistisk, for hvor skulle den ligge? Israel har taget næsten det hele og har smadret resten. Hvor er det land, som kan rumme alle de palæstinensiske flygtninge, og hvem vil og kan garantere deres sikkerhed?

onsdag den 3. september 2025

Atlantismyten

I min tidlige ungdom for 45 år siden var jeg optaget af Atlantis-myten og læste en bog om den. Har jeg for alvor troet på den?

Nej, jeg har nok ikke troet på nogen udfoldet beskrivelse af et højtudviklet bysamfund, som pludselig sank i havet, selvom teorien tiltrak mig meget! Der er så meget, vi ikke ved om menneskehedens historie fra sidste istid og frem til for 10.000 år siden. Eller måske skulle jeg sige, der er kun så lidt, vi ved, at meget udfoldede teorier let bliver til ren spekulation eller romantiske drømmerier. Dem har jeg nu heller ikke spor imod.

Jeg er lægmand og har ingen særlig viden om det her. Kun hvad jeg har googlet mig til, og den overfladiske information jeg har fundet på Wikipedia og Lex.

Som jeg har forstået det, er der blandt geologer nogenlunde enighed om, at vandstanden i verdenshavene siden sidste istid kulmination med et isdækket Nordeuropa, Sibirien, Nordamerika og Antarktis for cirka 15-20.000 år siden er steget med over 100 meter. Det giver vel næsten sig selv, at smeltevandet har oversvømmet enorme landområder, hvor menneskelivet havde været muligt under istiden. Områder, hvor mennesker har levet, og derfor også former for bosættelser er gået tabt.

Afsmeltningen frem til nuværende niveau skete selvfølgelig ikke på én gang. Det tog tusindvis af år, så befolkningen har kunnet tage deres forholdsregler, som nok i det store hele har bestået i at rømme hytterne og gå længere væk fra kysten.

I nogle perioder steg vandstanden langsomt og i andre hurtigere. Fra 12.000 til 10.000 f.v.t. skulle vandstanden være steget med 25-30 meter. Det er voldsomt. Eksempelvis var England inden da landfast med det nuværende Frankrig, Holland, Nordtyskland og Jylland. Danmark var landfast med Norge og Sverige, og Østersøen var angiveligt en ferskvandssø. De østasiatiske øriger var for en stor del landfaste med Kina. Sibirien og Alaska var forbundet (så vidt, vi ved, er det ad den vej, Nord- og Sydamerika blev befolket for 15-20.000 år siden), og alle kystområder strakte sig meget længere ud end i dag.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at mange af jæger/samler-samfundenes stenalderbosættelser i dag ligger på havets bund, både i Atlanterhavet og Stillehavet.

Såvidt jeg kan google mig til, så kender vi ikke til fund, der kan godtgøre, at der fandtes højtudviklet arkitektur og bysamfund for fx 10.000 år siden. Og derfor heller ikke et Atlantis på Atlanterhavets bund. Men måske finder man dem en dag. Når man tænker på, hvor meget vores viden om menneskehedens historie har udviklet sig, bare siden jeg gik i skole, så skal man være noget naiv for at tro, at vi har fundet, hvad der er at finde, og ved, hvad der er at vide.

tirsdag den 29. juli 2025

Madrids historie – kort fortalt

 
Madrid er en romersk by, etableret på Río Manzanares’ bredder af det romerske imperium omkring år 150 før vor tidsregning. Denne tidlige landsby hed Matrice, hvilket skulle referere til områdets vand, særligt den å, som løber, hvor Calle de Segovia nu ligger. Da romerne en fire-fem hundrede år senere ikke længere var militært til stede på Den Iberiske Halvø, blev den invaderet først af de tyske vandaler og siden af visigoterne, som så regerede Spanien i den romerske kejsers ramponerede navn.    

Maurerne befæster byen
I det ottende århundrede kom så den store mauriske invasion af halvøen, og muslimerne ændrede byens navn til Mayrit. Emir Muhammad af Córdoba var den første til at befæste landsbyen og gøre den til en rigtig by. Det gjorde han med opførelsen af et fort tæt på Río Manzanares. Emiren fik bygget mange forter på grænsen mellem det muslimske emirat Al-Andalus (Andalusien) og de kristne kongeriger León og Castilien. Formålet var dels at beskytte hovedstaden Toledo mod kristen invasion, dels at have et udgangspunkt for muslimske offensiver mod nord. Madrid blev til en del af Toledo-området, som langt senere blev indlemmet i Castilla-La Mancha.
    Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.

Brande, genopbygninger og skiftende regimer
Der har været mange forskellige regimer i Madrid. Madrid blev erobret af tilhængere af Enrique af Tastamara og så afstået af Juan I til kong Leon V af Armenien, som derefter blev detroniseret af Sultanen af Babylon.
    Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.
    Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.
    Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734. 
    Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.
    Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.
    Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.

Napoleon og den 2. maj 1808
Napoleon Bonaparte overtalte Fernando VII til at give Carlos IV tronen tilbage, hvorefter den autoritetsløse Carlos IV blev tvunget til at abdicere 19. marts 1808 og sammen med Fernando VII tvunget i eksil i Bayonne i Frankrig, og 23. marts blev Napoleons bror, Jóse Bonaparte, kronet som ny konge af Spanien.
    Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.
    Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.
    De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.
    I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.
    Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen.

Alcalá 
I 1835 blev det berømte Universitet Alcalá de Henares flyttet til Madrid og i samme forbindelse udvidet med et naturvidenskabeligt fakultet. Renoveringerne af byen fortsatte under Isabel II’s regeringstid, hvor de gamle huse på Puerta del Sol blev revet ned og Congreso de los Diputados (parlamentets ene kammer), Real y Zarzuela Teatro og Canal de Isabel II (Madrids hovedvandåre) blev bygget.
    Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortsætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.
    Det indgyder dog respekt, at det er det statslige politi, ikke det kommunale, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.
    Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.
    I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.
    Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.

Den tidlige fascisme – og demokratiet
Aristokraten og generalen Miguel Primo de Rivera lavede et fascistisk statskup i 1923 med hjælp fra kong Alfonso XIII og styrede landet til 1930, hvor hæren og kongen mistede tilliden til ham. Men heller ikke kongen kunne styre landet; i 1931 måtte han flygte fra landet og den anden republik blev udråbt, hvilket skærpede modsætningerne mellem på den ene side republikanerne (liberale demokrater, socialister, anarkister, anarkosyndikalister og kommunister) og nationalisterne (kongetro, katolikker, fascister, aristokrater) på den anden.
    Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.
    Anarkisterne i CNT lærte af den erfaring. Ved valget i 1936 opfordrede de ikke længere til boycot. De kunne ikke selv stille op til valget, eftersom de stadig ikke anerkendte nødvendigheden af at have en central regering i landet. De gik ind for direkte demokrati på arbejdspladserne og i boligkvartererne, ikke for repræsentative systemer. Men i en taktisk alliance med resten af venstrefløjen holdt de sig ude af valgkampen, og så vandt de røde.

Borgerkrigen
Efter nogle få måneder fandt Franco et passende påskud til at forsøge et fascistisk statskup; han fik sin afrikahær op fra Marokko, men kuppet lykkedes kun delvis. Det kom i stedet til en næsten tre år lang borgerkrig mellem republikanere og nationalister. Resten af verden enedes om at afstå fra at hjælpe republikken mod Francos kupmagere. Folkeforbundet ville ’blande sig uden om Spaniens indre anliggender’. Aftale var således, at heller ikke kupmagerne måtte få våben ude fra. Men Francos venner Hitler, Mussolini og Salazar var ligeglade med den aftale og stopfodrede nationalisterne med moderne våben.
    Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj. 
    Francos tropper belejrede Madrid, men Madrilenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.
    Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.

Sporene efter Francos regime
Francos magt viser sig ikke kun i Madrids arkitektur gennem de store udvidelser af byen, som diktatoren fik sat i værk, men også i alt det, han fik fjernet; den arkitektoniske censur. Der er praktisk taget ikke en vandpost tilbage i byen, som henviser til den anden republik, altså den republik, Francos regime selv væltede med sit blodige statskup. Ikke et messingskilt. Har man læst Hemingways store roman om den spanske borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for, vil man måske lede efter Hotel Gaylord’s, hvor romanens hovedperson, Robert Jordan, tog hen for at restituere sammen med andre topkommunister under borgerkrigen, og hvor han drømte om at invitere sin unge, mishandlede elskerinde hen, når han turde drømme om at overleve. Dette luxushotel fra 1931, som også optræder i filmen Land and Freedom af Ken Loach, var kommunistisk hovedkvarter i Madrid under borgerkrigen. Og ikke mindst på grund af Hemingways mesterværk havde det stor symbolværdi, også for turister, så det fik Franco revet ned i 1962.
    To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed.

Genetableringen af demokratiet og residensen i Moncloa
Med den nye forfatning fra 1978 blev nemlig den parlamentarisme, som Francos fascistiske revolte havde sat ud af kraft, genindført. Parlamentet, som hedder Cortes, er et tokammersystem bestående af senatets 250 og deputeretkammerets 350 medlemmer. Nogle af Senatets medlemmer vælges ved direkte valg, mens andre udpeges fra autonomierne (regionerne).
    De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.
    I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.
    Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.

Juan Carlos og fascisternes sidste prut
Oberstløjtnant Antonio Tejero fra Guardia Civil og general Alfonso Armada ledede et foreløbig sidste fascistisk statskup den 23. februar 1981. De reaktionære Guardia Civil-officerer med de morsomme sorte højglans-sovsekander på hovedet erobrede Cortes med automatvåben og pistoler og tog både parlamentet og regeringen som gidsler i et forsøg på at sætte den socialistiske regering ud af spillet og installere en militærjunta med kongen som kransekagefigur. Men kong Juan Carlos havde luret, at generalerne ikke kunne opretholde magten i det moderne Europa. De var dømt til at tabe på blot lidt længere sigt. Ikke mindst, hvis Spanien gerne ville være en del af EF og NATO og bryde den isolation, som Franco havde placeret dem i. Han vurderede sikkert også, at hans egen magt ikke ville blive nævneværdigt større under en militærjunta end under det monarki, som han allerede var sat i spidsen for. Derfor nægtede han at lade sig bruge som symbol for statskuppet, og til sidst gav generalerne op.
    Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.
    Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.
    Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.
    Meget af den popularitet, som Juan Carlos vandt i 1981, har han sat over styr i 2012 og 2013, hvor han først blev fyret som ærespræsident for Verdensnaturfonden, WWF, fordi han godt kunne lide at tage på elefantjagt i Botswana. Hans udenomsægteskabelige affærer har nok også kostet det konservative symbol lidt af glansen. Og siden blev hans svigersøn, håndboldspilleren Iñaki Urdangarin, afsløret i omfattende korruption og selvberigelse med midler til offentlige kontrakter med den såkaldte NGO, Instituto Noos, som skal fremme sport og turisme. En korruptionsskandale, som også inddrager prinsessen, og som kongen tilsyneladende har kendt langt mere til, end han først ville indrømme. Til monarkiets held har sagen stået lidt i skyggen af korruptionsskandalerne i det regerende PP-parti.
    Den 23. februar (eller 23F, som de kalder begivenheden i Madrid) bliver fejret som dagen for demokratiets endelige sejr med store optog i Madrid. I 1982 erobrede socialisten Felipe Gonzáles regeringsmagten (og beholdt den frem til 1996). Turismen blomstrede i de følgende år, og i 1982 kom landet med i NATO og 1986 også EF, som understøttede landbruget med enorme summer, og siden er det bare gået fremad for Madrid, indtil den store krise kom i 2008.

onsdag den 7. maj 2025

Fri os fra det onde

Kirkeministeren Morten Dahlin mener, at en stærkere forankring i kristendommen er nødvendig, hvis yngre generationer skal finde kampviljen i en ny verdensorden; kristendommen skal spille en større rolle i det danske forsvar. Danske soldater skal kæmpe for kristendommen.
    Det er en historisk dårlig idé. Af virkelig mange grunde. En indlysende grund er, flere end 300.000 danske muslimer, som i forvejen er udskammet og udgrænset af den danske regering, på den måde får endnu et håndfast bevis for, at de aldrig vil blive opfattet som rigtig danske. Hvordan skulle de nogensinde få lyst til at kriges for kristendommen? Og hvorfor? Hvorfor ikke kæmpe for demokratiet, retsstaten, frisindet og herunder religionsfriheden? Når vi nu åbenbart skal slås og bryde ned i stedet for at bygge op.
    Den samme udgrænsning er naturligvis resultatet af regeringens og den øvrige højrefløjs løbende forsikringer om, at kristendommen er en af de “danske værdier”, men nu skal de danske muslimer også gøres til andenrangssoldater, fordi de ikke bærer kristendommen i deres hjerter.
    Fri os fra den sammenblanding af religion og statsførelse!
   
Selvom jeg ikke selv abonnerer på nogen religion, og selvom millioner af mennesker op gennem historien er blevet tortureret og dræbt i den ene eller anden guds navn, så er jeg ikke tilhænger af en tvangsmæssig undertrykkelse af religion, som man eksempelvis har set det i Sovjetunionen. Jeg er tværtimod tilhænger af religionsfrihed og respekt for alle former for tro. Mange føler et behov for at tro på noget, der kan overtrumfe den daglige elendighed. Jeg kunne ønske for dem, at dette noget var en fælles kamp for at forbedre deres hverdag, men mange har svært ved at se dette som en mulighed. Religion har hjulpet og hjælper stadig mange mennesker i en trængt situation, særligt de, som ikke nyder en hjemstavns beskyttelse.
    Jeg er sikker på, at jødedommen har hjulpet den forfulgte jødiske diaspora til at holde sammen, til at holde fast ved det at læse Torahen sammen, huske deres historie og holde modet oppe gennem en årtusindlang landflygtighed.
    Jeg tror, mange muslimer, som er kommet til Danmark på flugt fra krig og elendighed eller fra et religiøst tyranni i fædrelandet, og som i Danmark blot har mødt en ny form for undertrykkelse og daglig ydmygelse, har søgt ind i religionen for at finde svar på deres elendighed. Når denne trøstende religion så samtidig af øvrigheden fordømmes som udansk, så er det vanskeligt for muslimer (og jøder og hinduister …) at komme til at føle sig rigtig danske og få lyst til at kæmpe for den kristne danske stat. Dette er kun endnu en grund til, at politikere skal holde deres religion for sig selv.
    Når en stat definerer sin enhed med udgangspunkt i en religion, definerer den samtidig dem, der tilhører en anden (eller ingen) religion, som fremmedelementer. De fremmedelementer risikerer at blive drevet ud af landet. Det skete eksempelvis for de mauriske muslimer og de sefardiske jøder, som blev drevet ud af Spanien efter La Reconquista i 1492, hvor katolikkerne endegyldigt vandt magten på Den Iberiske Halvø. Eller de bliver tvunget til at konvertere, som danskere blev tvunget til at konvertere til kristendom i anden halvdel af 900-tallet, da den tysk/romerske kejser Otto Den Store havde overbevist Harald Blåtand om denne mellemøstlige religions overlegenhed i forhold til den danske asatro. 
    Hvis en statslig forfatning bygger på et religiøst grundlag, bliver den borger, som ikke tilhører statsreligionen, enten forholdt de almindelige borgerrettigheder eller dele af dem, bliver altså andenrangsborgere, som vi ser det i Israel, hvor muslimske statsborgere eksempelvis ikke kan købe jord. Den jord, som den Israel ved sin tilbliven stjal fra deres bedsteforældre. Eller de bliver udsat for mere direkte undertrykkelse og forfølgelse, som vi ser det i eksempelvis Afghanistan og Iran, hvor der er dødsstraf for at overtræde eller modsætte sig det religiøse lovsæt.
    Selvom jeg ikke er medlem af Folkekirken, og mine børn ikke døbt, skulle de registreres i kirkebøgerne ved deres navngivning. Dette er mere end rigelig sammenblanding af stat og religion. Vi skal ikke længere ned ad den vej. Ikke så meget som en meter.

tirsdag den 22. april 2025

Estadio Chile

Jeg har forsøgt at oversætte det måske mest berømte digt fra og om Pinochets massakre på venstrefløjen i Chile i september 1973:
–––––––––––––––––––––


Vi er fem tusinde her.
I dette lille hjørne af byen.
Vi er fem tusinde.
Hvor mange er vi mon i alt i byerne og over hele landet?
Her er vi ti tusinde hænder, der sår og driver fabrikkerne.
Al den menneskelighed med sult, kulde, panik, smerte, moralsk pres, terror og vanvid!
Seks af os blev borte i stjernerummet. En død, en anden slået som jeg aldrig troede et menneske kunne slås.
De fire andre ville kaste al frygt af sig, en hoppede ud i intetheden, en anden bankede sit hoved mod muren, men alle med dødens faste stirren.
Hvor er fascismens ansigt rædselsvækkende!
De fører deres planer ud i livet med nederdrægtig præcision og uden skrupler.
De bærer ofrets blod om halsen som medalje.
Mordet er en heltedåd.
Er det den verden, du har skabt, min Gud?
Var dette målet med dine syv dages slid og undere?
Mellem disse fire mure er der kun et antal, der ikke kommer videre.
I hvem dødslængslen langsomt vokser.
Men pludselig slår min samvittighed mig
og jeg ser dette tidevand uden et bølgeslag
og jeg mærker maskinernes puls
og militæret viser deres sødmefulde moder-ansigt.
Og Mexico, Cuba og verden?
Lad dem råbe denne skam!
Vi er ti tusinde hænder, der ikke producerer.
Hvor mange mon i hele landet?
Kammerat præsidentens blod
det rammer med et større brag end bomber og granater.
Det er sådan vores næve vil slå på ny.
Jeg synger; men hvor kommer du dårligt ud
når jeg skal synge rædsel.
Rædsel som den, der lever, som den, der dør, rædsel.
At se mig selv mellem så mange, så mange øjeblikkes uendelighed
hvor stilhed og råb er målene for denne sang.
Hvad jeg aldrig har set, hvad jeg blot har følt, og hvad jeg føler, vil få øjeblikket til at opstå ...
– Víctor Jara, 'Estadio Chile' 1973


torsdag den 3. april 2025

La Victoria 10










Picassos rædsels-frise Guernica er et oliebemalet lærred, omtrent otte meter bredt og treenhalv højt. Kunstneren, som er fra Málaga, befandt sig i landflygtighed i Paris, da han malede billedet under indtryk af avisernes efterretninger om Legion Condors terrorbombardement af den lille baskiske by Guernica den 26. april 1937, altså under den spanske borgerkrig. Nazitysklands bombardement havde ingen militære mål, men den historiske by blev sønderbombet, og hundredvis af civile omkom. Det var et led i den fascistiske general Francos nedbrydning af den valgte republikanske regering, og det var et af mange tyske brud på den ikke-indblandingspolitik i forhold til borgerkrigen, som verdenssamfundet i princippet havde enedes om, men som Francos venner i Tyskland, Italien og Portugal så stort på, og som derfor kun kom Francos kupmagere tilgode.
    Maleriet var med på Verdensudstillingen i Paris i juni 1937, hvorefter det blev opbevaret i New York frem til 1981, hvor det blev udstillet på Museo Nacional del Prado i Madrid i kølvandet på Francos død og parlamentarismens genindførelse i Spanien. Siden 1992 har Guernica været udstillet på Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia i Madrid.
    Der er lavet et utal af kopier af dette enorme grå/hvide værk med enkelte blåtoner, der viser krigens rædsler og fungerede som et symbol for antikrigsbevægelser, sålænge sådan nogle fandtes. Nogle af kopierne er kulørte, mens andre holder sig til de oprindelige gråtoner. Denne virkelig gode graffitiudgave forsøger at forholde sig loyalt til Picassos farvevalg.
    Graffitien her er en af mange Picasso-kopier, som man kan finde på La Victoria-kvarterets facader.

tirsdag den 1. april 2025

Morales' medskyld og Bolivias nye chance

De røde får en ny chance i Bolivia

Publiceret december 2020



Søndag den 18. oktober var der parlaments- og præsidentvalg i Bolivia, og venstrefløjen vandt en overbevisende sejr.

En sejr for demokratiet
Den 57-årige Luis Arce fra ekspræsident Evo Morales’ venstrefløjsparti, MAS, blev valgt som landets nye præsident, og dagen efter anerkendte hans stærkeste modkandidat, Carlos Mesa fra centrum-venstre partiet Communidad Cidadana, sit nederlag.

”Fordi vi tror på demokratiet, må vi nu erkende, at valget har fundet en vinder,” 
lød det fra Carlos Mesa om mandagen.

Mesas kandidatur blev ellers bakket op af den højreorienterede overgangsregering, fordi deres egen kandidat, den siddende, konservative kuppræsident Jeanine Áñez, trak sit kandidatur fra præsidentvalget, da det viste sig, at hun ikke var i nærheden af blive blandt de to bedst placerede og således ville have en mulighed for at gå videre til en eventuel anden valgrunde. Og også hun anerkendte hurtigt Luis Arces sejr.

”Jeg gratulerer sejrsherrerne og beder dem om at yde tankemæssigt lederskab i Bolivia og i vores demokrati,” skrev Áñez på Twitter.

Vi venter i skrivende stund stadig på, at den siddende præsident Trump, taberen af det nys afholdte præsidentvalg i USA, kommer med en tilsvarende tilkendegivelse på sin Twitterkonto. Samtidig må man sige, at valghandlingen i Bolivia overstråler den nordamerikanske med en betydeligt højere valgdeltagelse. USA havde ganske vist sin højeste valgdeltagelse i over hundrede år med 66,9 %. Men Bolivia satte national rekord med hele 88,4 %, og valget endte med en sikker sejr for MAS, som fik 55,1 % af stemmerne. Det gav en margin på 26,3 procentpoint ned til den tidligere præsident (i embedet 2003-2005) Carlos Mesa, hvis parti, Communidad Cidadana, fik 28,8 % af stemmerne.

Den højreradikale vold
Det klare afgørelse betød dog ikke, at valget slap for dramatiske efterspil. Få dage efter valget blev minearbejdernes leder Orlando Gutierrez overfaldet og døde senere af sine kvæstelser. Minearbejdernes fagforeningen anklager de såkaldte ’Pititas’ for drabet. Pititas er en højreekstrem bevægelse, som spillede en afgørende rolle i det kup mod Evo Morales’ MAS-regering, som bragte Jeanine Áñez til magten i 2019. Pititas har igen i år underkendt valgresultatet. Drabet blev startskuddet til en ny bølge af politisk uro og vold frem mod regeringsskiftet den 8. november.
    Den dræbte 36-årige fagforeningsformand spillede en central rolle i fagbevægelsens protester mod Jeanine Áñez’ regime i november 2019. Da MAS (Bevægelsen for Socialisme) blev udråbt som valgets vinder i 2019, blev resultatet afvist af den samlede højrefløj i landet, som iværksatte omfattende voldelige protester. Det førte til, at militæret greb ind og iværksatte et kup, som straks fik Trump-administrationens opbakning.
    Ifølge TV-stationen TeleSur havde Orlando Gutierrez få dage inden 2020-valget advaret regimet om, at ”Bolivias ville minearbejdere mobilisere”, hvis højrefløjen igen skulle finde på at underkendte valgresultatet.

”Jeg udtrykker min dybeste sorg over broder Orlando Gutierrez’ bortgang. Han var en stor minearbejderleder, som stædigt forsvarede det bolivianske folks interesser”, udtalte Bolivias nyvalgte præsident Luis Arce ifølge TeleSur.

Valget i 2019
Evo Morales var ikke selv uden skyld i det kup, som satte ham fra magten i 2019. Han insisterede efter sine 15 år ved magten på at stille op til en fjerde valgperiode, hvilket præsidenten ifølge Bolivias forfatning ikke kan. De har en rotationsregel, som kan sammenlignes med USA’s (eller med den, Enhedslisten praktiserer over for partiets fuldtidspolitikere), og Morales’ udemokratiske forsøg på at omgå denne konstitutionelle bestemmelse er en vigtig påmindelse om, at selv i udgangspunktet demokratisk og antiautoritært indstillede ledere kan have svært ved at slippe magten. Og i Nicaragua og Venezuela ser vi tydeligt resultaterne af, at have det samme regime siddende for længe: korruption, selvberigelse, nepotisme og underminering af demokratiet.

Kuppet
Op til valget i 2019 var Morales var stadig populær i brede kredse, hvilket ikke alene valgresultatet (trods de usikkerheder det rummer) vidnede om. Der opstod også en bølge af demonstrationer for at genindsætte Morales som præsident. De blev mødt med brutal vold af sikkerhedsstyrker, efter at kuppræsidenten Jeanine Áñez havde undtaget politi og militær for strafferetligt ansvar i operationer, der ”havde til formål at genoprette orden og offentlig stabilitet”.
    Den daværende anden senatsnæstformand Jeanine Áñez erklærede sig for fungerende præsident under henvisning til den forfatningsmæssige magt-rækkefølge, hvor hun blot var nummer fem efter præsidenten, vicepræsidenten, senatsformanden og første senatsnæstformand.
    Det var hæren, som pressede Morales og hans vicepræsident til at træde tilbage, angiveligt med henblik på at bringe de omfattende uroligheder, som fulgte i kølvandet på det kaotiske 2019-valg, til ophør. OAS’s (Organisation of American States) valgobservatører rapporterede både om ’uregelmæssigheder’ op til valget og under optællingen. På valgaftenen blev en foreløbig optælling af stemmerne afbrudt på et tidspunkt, hvor Morales føring over Mesa så ud til at falde til under 10 procentpoint, hvilket er minimumsgrænsen for at afgøre valget i første runde og således ville udløse en anden valgrunde mellem de to bedst placerede kandidater. Da den endelige optælling forelå nogle dage senere, viste resultatet ganske vist, at Morales lige akkurat havde opnået mere end 10 procentpoint flere stemmer end Mesa, men afbrydelsen af optællingen stillede ikke Evo Morales’ regering i noget heldigt lys. Ganske som USA’s præsident Trumps forsøg på at standse optællingen af stemmer i de stater, hvor han så ud til at kunne miste sin føring.
    Uregelmæssighederne fik i første omgang OAS til at anbefale et nyvalg. Deres foreløbige rapport fik oppositionen til at konkludere, at der var tale om valgsvindel, og herefter eskalerede situationen. Der var demonstrationer både for og imod Morales, og flere omkom under sammenstødene mellem de to demonstrerende grupper. Morales erklærede derfor, at han ville følge OAS’ anbefaling og udskrive nyvalg, men det var ikke tilstrækkeligt til at stoppe konflikten. Samme dag, som rapporten udkom, opfordrede hærchefen Williams Kaliman på direkte TV Morales til at gå af. Militærets alvorlige opfordring fik Morales til at drage i eksil sammen med store dele af sin regering. Morales’ flugt efterlod Bolivia i et magtmæssigt vakuum, som højrefløjen og USA ikke var sene til at udfylde.
    Morales havde gjort sig sårbar ved at finde et påskud for at stille op til den konstitutionsstridige fjerde præsidentperiode, og det var ikke lykkedes ham at sikre en pletfri valghandling. Men selv hvis hans ufrivillige tilbagetrædelse skulle være berettiget, havde Áñez på sin side ingen legitim ret til at udråbe sig selv som præsident.

”Hvis Senatet vælger at anerkende min begæring om tilbagetrædelse og i stedet indsætter en midlertidig præsident, så bør det være formanden for Senatet,” udtalte Morales.

Jeanine Áñez’ illegitime overgangsregering

Formanden for Senatet var Adriana Salvatierra, og med præsidenten og vicepræsidenten i eksil var hun den retmæssige vikar. Jeanine Áñez hævdede imidlertid, at Salvatierra havde trukket sig samtidigt med Evo Morales og vicepræsidenten, men det er tilsyneladende ikke sandt. Da Senatet samledes for at tage stilling til spørgsmålet om præsidentposten, mødte Salvatierra op for at gøre krav på sin post, men hun blev nægtet adgang af de betjente, som stod vagt ved indgangen til Senatet, fortæller i hvert fald nyhedsbureauet Prensa Latina.
    Det lykkedes Jeanine Áñez at få Senatet til at udpege sig som præsident, hvilket kun var muligt, fordi Morales’ parti Movimento al Socialismo (MAS) boykottede afstemningen i Senatet. 2019-valget var blevet erklæret ugyldigt, og derfor bevarede de tidligere valgte medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet deres pladser. Dette resulterede i, at Morales’ MAS-parti stadig havde flertal i begge kamre. Senatet var således ikke formelt beslutningsdygtigt, da Áñez blev udnævnt. Der var ikke nok medlemmer til stede. Alligevel blev udnævnelsen efterfølgende ratificeret af den bolivianske forfatningsdomstol.
    Áñez’ regering var ikke valgt, havde ikke noget parlamentarisk flertal bag sig og ingen demokratisk legitimitet, og den var i princippet kun tiltænkt en rolle som forretningsministerium, hvis primære rolle var hurtigst muligt at afholde nyvalg. Men sådan gik det ikke. Tværtimod begyndte den hurtigt at føre politik, som var den en ordinær regering. Fx anerkendte kupregeringen den kontroversielle, højreorienterede oppositionspolitikker Juan Guaidó som Venezuelas præsident (endnu et højreorienteret kup mod en venstreorienteret regering, som havde fejlet), og den afbrød de diplomatiske forbindelse med Cuba og Iran. Og så blev den under påskud af pandemien ved med at udskyde tidspunktet for nyvalg.

Den danske regerings pinlige svigt
Den danske regering turde ikke mene noget om dette kup, som blev bakket op af Trump, men en lang række andre lande og ledere tog afstand fra det. Det gælder blandt andre Senatet i Argentina, regeringslederen i Uruguay, præsidenterne i Cuba, Venezuela, Nicaragua og resten af de såkaldte ALBA-lande samt Mexicos regering, der gav asyl til Evo Morales. Mexicos udenrigsminister erklærede, at Morales var blevet afsat ved et kup. Morales fløj herefter til Mexico sammen med sin vicepræsident og flere andre medlemmer af sin regering. Senere fik han asyl i Argentina.
    Nye valg til Senatet og præsidentposten var planlagt til 3. maj 2020, men under henvisning til Corona-pandemien meddelte det bolivianske valgorgan, TSE, en udsættelse af valget. Morales parti, MAS, accepterede modvilligt denne første forsinkelse. Valget blev siden udskudt to gange mere i lyset af massive protester og vold, før det endelig blev afholdt den 18. oktober.
    Bolivia har fået en ny start, og landets venstrefløj har fået en ny chance, fordi befolkningen ønsker det. Håbet må nu være, at MAS har lært af Evo Morales’ fejltagelser, vil fokusere entydigt på befolkningens interesser og aldrig skabe tvivl om, at de er demokratiets fremmeste vogtere.

Sidevisninger den seneste måned