Her er endnu en tanke, som dukkede op midt i flytterodet. Den må være skrevet omkring 2009.
Det er et fundamentalt menneskeligt behov at fortælle historier og at høre fortællinger, et eksistentiale. Der findes ikke menneskelige samfund, hvor man ikke tager hånd om dette behov med samme alvor og respekt, som når det gælder de lige så fundamentale behov for at synge, elske eller høre til et fællesskab. Man kan måske ligefrem sige, at behovet for at høre og fortælle historier er intimt forbundet med behovet for at blive menneske, udvikle og udfolde sit menneskelige væsen i et fællesskab, fordi disse historier repræsenterer eksempler på menneskelighed, som vi kan måle os med og spejle os i, få blik for andre eksistensmuligheder, gode, dårlige og alt det grå ind imellem, for at fremkalde kvalmen, det enorme, det skvulpende, vægtløse, ubundne, få vores verden til at mærkes svimlende stor, langt større, end vores forældres og venners eksempler alene kan; lade os famle os frem i det fremmede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar