Om 'Bålene brænder'

En dag modtog jeg en genlukkelig og gennemsigtig plasticpose med posten. Indeni var Lars Bo Nørgaard & Troels Emigs værk Bålene brænder. Værket var hverken en skulptur, en lysestage eller en installation, men sådan set en bog. Det havde et ISBN-nummer og et oplagstal. Det bestod af en tekst, som var trykt med san serif-typen Lucida Grande, centreret på siden og med lige højre- og venstremargin på hamrende hvidt karton i A-4-størrelse. Der var hverken kommaer, punktummer eller store begyndelsesbogstaver, for der var hverken noget, der endte eller begyndte. Teksten var en strøm af indtryk fra og refleksioner over to kunstneres rejse i Indien.
    "Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave", skrev jeg for mange år siden.
    Ud fra denne opfattelse måtte teksten til Bålene brænder være litteratur i den mest egentlige forstand, for den beskrev ikke alene en rystende svimmelhed ved mødet med det fremmede, men fremviste også svimmelheden ved sin tekstmæssige form.

"hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede og vi ventede og ventede i lufthavnens nedkølede tomrum mellem derhjemme og hvad-ved-vi og ingen alkohol i miles omkreds og himlen udenfor gul gusten forbrændt fossile tågebanker umulige for sunde lunger vi ventede mens hæren kaprede vores fly og fløj til Kashmir for at nedkæmpe en opstand vores fly nu med bugen fuld af våben vi vidste ikke hvad men man kommer ikke nødvendigvis frem"

Og sådan fortsatte teksten i en vekslen mellem svimmel eller ligefrem angst impressionisme og refleksion. Der var seks upaginerede siders tekst adskilt af sider med fine, i visse tilfælde ufærdige, sort-hvide stregtegninger af fx hunde, tøj, primitive sovepladser og sten.
    Bogsiderne var uhæftede, altså løse ark, en indpakningsmæssig radikalisering af nøgenheden, eller måske ligefrem hudløsheden, fra Chresten Forsoms uindbundne, men dog i ryggen sammenlimede digtværk fra Anblik, 2009.
    Desuden bestod værket af et indsamlet objekt fra rejsen. Med et oplag på 150 måtte der altså være 150 forskellige, indsamlede objekter. Jeg fik et udklip fra den engelsksprogede avis The Tribune, en leder, mente jeg at kunne se. Den handlede blandt andet om inflation og vækstpolitik i Indien.
    Endelig var der en cd med, som jeg forbandet nok ikke kunne afspille, fordi min Mac ikke havde en indgang til cd'er, men jeg vidste dog, at der var tale om en lydoptagelse. I den forstand var min udpakning af det unikke værk delvis uforløst.
    Tekstdelen af værket kan jeg stadig anbefale på det varmeste. Det er Lars Bo Nørgaard i glimrende form, og det siger ikke så lidt!