Jeg har fået sværere ved at huske navne.
Som dreng kunne jeg huske alt i detaljer. Jeg kunne huske alle samtaler, jeg havde ført, ordret. Jeg forstod ikke, at ikke alle havde det på samme måde, men kunne glemme, ikke alene hvad andre havde sagt, men også deres egne ord.
Nu forstår jeg det kun alt for godt.
Især er det svært med pigenavne. Ikke mine døtres, naturligvis, eller andre piger og kvinder i familien. Heller ikke nære venner eller tidligere kærester. Dertil er det ikke kommet. Men eksempelvis navne på berømte kvindelige kunstnere. Jeg ved, der er en risiko forbundet med at nævne dette, for skyldes mit handicap nu, at jeg a priori tillægger kvinder en mindre betydning end mænd? Den mistanke vil uvilkårligt rejse sig, og jeg har intet forsvar mod den, for selvom jeg ikke mener, det forholder sig sådan, kan det jo være en underbevidst frasortering, der foregår.
Særligt to navne har voldt mig problemer, nemlig Nina Simone og Frida Kalho. Det er en sand forbandelse, for det er to af mine yndlingskunstnere, men noget i min hjerne blokerer. I flere år har jeg haft en post-it med netop disse to navne siddende på min computer for at afhjælpe det pinagtige problem, men når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se den for mig. Jeg kan huske navnene på hundredevis af (mandlige) fodboldspillere, som egentlig ikke betyder alverden for mig, men har i årevis ikke kunnet nævne to af de kunstnere, som jeg har beskæftiget mig mest med. Jeg har set og hørt deres værker et utal af gange. Frida Kalhos kan man ikke slippe for at se, når man bor i Spanien, hvor hun nærmest er lige så populær som deres egen Picasso. Jeg har læst og hørt adskillige portrætter af dem begge, set dokumentarfilm om dem. I sidste uge så jeg spillefilmen om Kalhos liv med Salma Hayek i titelrollen, og en time efter filmen kunne jeg ikke sige hendes navn, mens jeg aldrig har haft problemer med at huske navnet på hendes mand, kunstneren Diego Rivera, som ellers er mig ligegyldig.
Så blev jeg vred. Det kunne simpelthen ikke passe, og jeg begyndte mere alvorligt at gruble over, hvilken memoteknik der kunne hjælpe mig med at huske navnene, og pludselig gik en prås op for mig. Begge har fornavne, der består af to og kun to vokaler, hvor den første er et i og den anden et a, nemlig det flade a, som vi kender fra mad, ikke det dybe fra far.
Og hvordan kan det så hjælpe mig? Hvordan kan jeg næste gang huske, at det er de to vokaler og ikke o og e, jeg skal støtte mig til? Det kan jeg, fordi jeg har interesseret mig for ord og navne, der er sat sammen på netop denne måde. Engang for mange år siden slog det mig pludselig, at butikskæder tit havde navne af denne model. Se fx her:
Som dreng kunne jeg huske alt i detaljer. Jeg kunne huske alle samtaler, jeg havde ført, ordret. Jeg forstod ikke, at ikke alle havde det på samme måde, men kunne glemme, ikke alene hvad andre havde sagt, men også deres egne ord.
Nu forstår jeg det kun alt for godt.
Især er det svært med pigenavne. Ikke mine døtres, naturligvis, eller andre piger og kvinder i familien. Heller ikke nære venner eller tidligere kærester. Dertil er det ikke kommet. Men eksempelvis navne på berømte kvindelige kunstnere. Jeg ved, der er en risiko forbundet med at nævne dette, for skyldes mit handicap nu, at jeg a priori tillægger kvinder en mindre betydning end mænd? Den mistanke vil uvilkårligt rejse sig, og jeg har intet forsvar mod den, for selvom jeg ikke mener, det forholder sig sådan, kan det jo være en underbevidst frasortering, der foregår.
Særligt to navne har voldt mig problemer, nemlig Nina Simone og Frida Kalho. Det er en sand forbandelse, for det er to af mine yndlingskunstnere, men noget i min hjerne blokerer. I flere år har jeg haft en post-it med netop disse to navne siddende på min computer for at afhjælpe det pinagtige problem, men når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se den for mig. Jeg kan huske navnene på hundredevis af (mandlige) fodboldspillere, som egentlig ikke betyder alverden for mig, men har i årevis ikke kunnet nævne to af de kunstnere, som jeg har beskæftiget mig mest med. Jeg har set og hørt deres værker et utal af gange. Frida Kalhos kan man ikke slippe for at se, når man bor i Spanien, hvor hun nærmest er lige så populær som deres egen Picasso. Jeg har læst og hørt adskillige portrætter af dem begge, set dokumentarfilm om dem. I sidste uge så jeg spillefilmen om Kalhos liv med Salma Hayek i titelrollen, og en time efter filmen kunne jeg ikke sige hendes navn, mens jeg aldrig har haft problemer med at huske navnet på hendes mand, kunstneren Diego Rivera, som ellers er mig ligegyldig.
Så blev jeg vred. Det kunne simpelthen ikke passe, og jeg begyndte mere alvorligt at gruble over, hvilken memoteknik der kunne hjælpe mig med at huske navnene, og pludselig gik en prås op for mig. Begge har fornavne, der består af to og kun to vokaler, hvor den første er et i og den anden et a, nemlig det flade a, som vi kender fra mad, ikke det dybe fra far.
Og hvordan kan det så hjælpe mig? Hvordan kan jeg næste gang huske, at det er de to vokaler og ikke o og e, jeg skal støtte mig til? Det kan jeg, fordi jeg har interesseret mig for ord og navne, der er sat sammen på netop denne måde. Engang for mange år siden slog det mig pludselig, at butikskæder tit havde navne af denne model. Se fx her:
FIRMA
Fem af de store, som man uden videre kan komme i tanker om. Der er sikkert flere. Og det er påfaldende, for de har tydeligvis skullet styre uden om pigenavne, hvilket ikke er helt let, for prøv at se her, hvor mange af dem, der er bygget op på samme måde:
- Biva
- Ilva
- Silvan
- Bilka
- Irma
Fem af de store, som man uden videre kan komme i tanker om. Der er sikkert flere. Og det er påfaldende, for de har tydeligvis skullet styre uden om pigenavne, hvilket ikke er helt let, for prøv at se her, hvor mange af dem, der er bygget op på samme måde:
- Britta
- Cita
- Dina
- Fia
- Frida
- Ghita
- Gina
- Hilda
- Ida
- Ina
- Isa
- Irma
- Kia
- Lina
- Lisa
- Liva
- Mia
- Mina
- Nina
- Pia
- Risa
- Rita
- Sia
- Stina
- Tia
- Tina
- Vigga
- Vita
- Zita
Hertil kommer alle varianterne med enkelt/dobbeltkonsonanter, med eller uden stumt h, stavet med z eller s og så videre. Kun Irma har valgt et pigenavn – og en gyldenblond pige som symbol, og de handlede især med vaskepulver og kyllingebryst.
Teknikken hjalp. Den seneste uge har jeg, hver gang jeg har udfordret mig selv, kunnet huske begge kunstneres navne. Hvis det kniber, skal jeg blot tænke på de to vokaler, og så kan jeg mentalt bladre mig frem i listen, til jeg støder på Frida og Nina, og så følger efternavnene frivilligt med. Det er en stor lettelse.
Da jeg havde lavet denne navneliste, stillede jeg for sjov skyld ChatGPT følgende spørgsmål: “Hvilke fornavne kan du nævne, som har to og kun to vokaler, hvor den første er et i og den anden et a?”
Svaret var:
Svaret var:
“Her er nogle fornavne, der opfylder dine kriterier:
- Ivar
- Ivan
- Isak
Selvom der er langt flere pige- end drengenavne (kan vi overhovedet komme på flere end de nævnte plus Brian og Mika?), som har netop denne opbygning, kunne ChatGPT kun huske tre drenge- og ingen pigenavne. Det er åbenbart ikke kun mig, der har problemer med at huske pigenavne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar