Bagtrappenat

 

Så blev det Stig Møllers tur

Jeg mødte ham kun en enkelt gang. 

I efteråret 1987 skulle Venstresocialisterne fejre partiets 20-års fødselsdag. Jeg var gået ind i Århus-afdelingens kulturudvalg og var derfor med til at arrangere den stort anlagte todages kulturfestival i Ridehuset. Ved aftenfesten var Miss B. Haven det dyrt købte hovednavn på scenen. Og så havde vi som aftenens scoop haft held til at genforene Steppeulvene, der fyldte 20 ligesom VS, men ikke havde spillet sammen i årevis. Uden Eik Skaløe, naturligvis, men med Stig Møller som forsanger.

Vi havde smidt alt for mange penge i arrangementet og havde derfor sat billetprisen for højt og samtidig budgetteret med urealistisk mange deltagere, så selvom jeg mest af alt havde lyst til at lukke alle gratis ind til festen, førte jeg et stramt regime som dørmand, for vi skulle jo have pengene hjem igen.

Jeg afviste venligt, men bestemt adskillige af de opstemte lykkeriddere og håbefulde gratister, som forsøgte at smutte ind gennem sidedøren. De fleste bed det i sig og luskede slukørede hjem igen, men der var en, som med blikket stift rette mod scenen stædigt insisterede på, at han skulle lukkes ind med det samme, for Steppeulvene var allerede på vej op ad scenetrappen. Men den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Alle ville jo høre Steppeulvene, det var ikke noget argument.

Da jeg i nogle minutter havde forsøgt at slippe af med den uvelkomne gæst, kom Per fra kulturudvalget hen og hviskede mig i øret: “Det er Stig Møller, for helvede, Jens!”

Så kom han ind, rystede den idiotiske dørmands obstruktioner af sig og leverede sammen med bandet aftenens klart gladeste og bedste koncert.

Tak til Stig Møller for det åbne sind og al den glade energi!

Marianne Stidsens iscenesættelse af Frederik Lind Køppen som højreorienteret poetisk gigant

Jeg har ingen problemer med, at fascister skriver skønlitteratur. Eller at de får det udgivet. Selvfølgelig ikke! Heller ikke, at de i modsætning til 99,9 % af alle danske forfattere får chancen for at læse op af deres bøger på direkte tv i den bedste sendetid iført en T-shirt, som angiveligt promoverer deres politiske standpunkt på et fremmed sprog. Jeg har læst Knut Hamsuns og Célines bøger med stort udbytte og betragtet Dalis værker med en vis nysgerrighed og teknisk beundring. Jeg er blevet eksamineret i Heideggers hermeneutik. Det er fint, ja bedre end fint.

Jeg nåede ikke at danne mig et indtryk af det digt, Frederik Lind Køppen læste op, og vil derfor ikke udtale mig om kvaliteten (det ville jeg nu under alle omstændigheder overlade til anmelderne). Men at hans digtsamling markedsføres aggressivt af Marianne Stidsen, FORDI digteren angiveligt er yderligtgående højreorienteret, og at DR lægger sendetid til promoveringen, undrer mig alligevel. Det kvalificerer vel ikke i sig selv digtene? 

Når man tænker på, hvor uendeligt lidt litteratur, der gives plads og bliver omtalt hos DR, kunne de med fordel have valgt det, de syntes var bedst, frem for at lade Stidsen reklamere frådende for en digtsamling, blot fordi digteren angiveligt er ekstremt højreorienteret. Er det ikke nok, at Tanten holder Emil Salzer som huspoet, blot fordi han angiveligt OGSÅ er højreorienteret? 

Hvis medierne synes, det er så forbandet vigtigt at gøre sig til talerør for den yderste højrefløj, kan de så ikke bare gøre det i en af deres sædvanlige overfladiske samtaler om samfund og politik? Hvorfor skal også litteraturens sparsomme sendetid bruges på den skindebat, hvor det virkelige ærinde tydeligvis er politisk, ikke kunstnerisk?

Cats in Copenhagen

Dexter Gordon
Ben Webster

Stan Getz
Kenny Drew
Ed Thigpen
Thad Jones
Ernie Wilkins
Duke Jordan
Oscar Pettiford
Stuff Smith

Det er 10 af de amerikanske jazzmusikere, som i en periode af deres liv bosatte sig i København og overvejende optrådte og indspillede der. Jeg mener, de fleste af dem gjorde det i slutningen af deres liv og er begravet i Danmark. Det var fra nittentresserne frem til halvfemserne. Hvorfor gjorde de det, og ville de have gjort det i dag?

Hør Misty

Kaptajn Maxwell Woosnam og bolden

Maxwell Woosnam (1892-1965) var anfører for Manchester City, hvor han blev regnet for deres bedste centerhalf nogensinde. Siden blev han også kaptajn for både Chelsea og det England, både amatør- og A-landsholdet. Han var også Davis Cup-kaptajn for England, vandt Wimbledon i mixdouble og fik olympisk sølv og guld (mixdouble og double) i tennis. Og så er han en af de få, som har formået at lave den maksimale score på 147 i en indgang i snooker. 

Han har lavet en såkaldt centry i cricket (en sjælden score på 100 eller flere runnings i en enkelt inning som batter – Woosnam scorede 144 og 33 ’not outs’) på den legendariske Lord’s Cricket Ground. Derudover var han kaptajn for Winchester College’s golfhold og repræsenterede også skolen i squash. 

Senere studerede han ved Trinity College i Cambridge, som han også repræsenterede i fodbold, golf, tennis og cricket. Måske læste han kemi indimellem. Han blev i hvert fald direktør for kemigiganten Imperial Chemical Industries. Han fik også en medalje for sin indsats i Første verdenskrig, hvor han meget passende opnåede rang af kaptajn.

Han var en af pionererne for den endnu unge bordtennissport og slog engang et andet multitalent, nemlig Charlie Chaplin, i en kamp, hvor Woosnam spillede med en smørekniv.

Woosnam spillede kun bold for sjov i sin fritid. Derfor spillede han også kun Manchester Citys hjemmekampe, for han skulle jo også passe sit arbejde. Han tjente ikke en krone på sin sport, afslog alle tilbud om at skrive professionel kontrakt og fandt tanken vulgær. Han var også storryger og døde af en lungelidelse.

Københavnerdiagnosen

Der kom en sms fra biblioteket. Det var tid til at aflevere Solvej Balles ‘Om udregning af rumfang I’, så jeg ragede bogen ned i tasken, spændte sandalerne og overvejede ligefrem at åbne øjnene. Jeg ville gerne nå både biblioteket, SuperBrugsen og et besøg i Det Blå Hus, hvor jeg havde bestilt hel rug hjem, inden 11.

Men bibliotekets afleveringsautomat virkede ikke. Den takkede pænt, når jeg lagde bogen på lyspladen og efterfølgende trykkede på Afslut, men der kom ingen kvittering eller information om, hvor jeg skulle lægge bogen, som der plejer at gøre. Efter tre forgæves forsøg blev jeg så forbandet, at jeg åbnede munden for at kalde på en bibliotekar.

Men så kom jeg til at kigge på bogen. Det var ikke den. Det var ikke Solvej Balle, men min gode ven Anders Vægter Nielsen. Det var faktisk slet ikke en biblioteksbog, men mit eget eksemplar af den helt specielle ‘Københavnerdiagnosen’, som jeg ikke fatter, at Politiken ikke har givet en helside, og som jeg heldigvis ikke skal aflevere nogen steder.

Det er ikke en bog af en slags. I hvert fald ikke en slags, jeg før har hørt om. Er det et essay? Vel egentlig ikke, for bogen rummer til sidst en fremadskridende fiktiv handling. Er det en roman? Det ved jeg sgu ikke rigtig. Det er et satireskrift om de regionale særtræk i Danmark, særligt, men ikke kun, de sproglige. Det københavnskes gennemtrængen og gradvise opløsning af det egensspecifikke og regionale, men også det jyskes, især det østjyskes, gennemtrængen af det specifikt københavnske. Bogen er fuld af vilde og tænksomme digressioner, som vist både skal og ikke skal tages for pålydende.

Vægter Nielsen er i øvrigt lollik.

Jeg anmelder stadig ikke bøger, men her er et billede af to.

Live . 50 jazzimprovisationer

Jeg anmelder ikke bøger. Heller ikke denne bog. 

Ejler Nyhavn & Tage Aille Borges:

Live . 50 jazzimprovisationer

Den Brændende Huns Forlag

Men i denne tid, hvor litteraturen stort set er forsvundet ud af offentlighedens søgelys (mens forfatterne ikke nødvendigvis er), og kun så ganske få bøger faktisk anmeldes, står selv originale og særegne værker latent i fare for at forsvinde, før de nogensinde er blevet læst.

Så her er et billede af omslagets for- og bagside, det meste af et index og en enkelt af de 439 sider.

Det er et par uger siden nu: Da jeg havde været i LiteraturHaus for at høre Nyhavn & Borges fortælle om denne og en anden fællesudgivelses tilblivelsesproces og læse op fra dem på skift, kom jeg hjem med sindet sparket åbent af digt og hjertet synkoperet af jazz.

Jeg vil ikke fortælle mere, for jeg anmelder ikke bøger; blot vil jeg forbløffet konstatere, at denne bog findes. Du kan finde den her.

Så kan englænderne bare komme an!

De dukkede heldigvis ikke op i vinterhalvåret, og nu har Faaborg Kanonérlaug stillet batteriet op til forsvar mod englændernes berygtede forårskampagner.

Kanonerne er støbt i 1795 og kom første gang på plads ved fjorden i 1808 i englandskrigens tid.

Ordbogsopslag til brug ved de danske regeringsforhandlinger

GØRE DANMARK RIGERE
1. udvirke, at de danskere, der har færrest penge, får færre, sådan at de danskere, der har flest penge, kan få flere (udtrykkets primære, og under de pågående regeringsforhandlinger eneste, betydning)

ORD OG UDTRYK UDTRYK I NÆRHEDEN 
reformregering,   berige danske virksomhedsejere,   blå klassepolitik,   give overklassen bedre mulighed for øge deres forbrug eller akkumulere rigdom

GRAMMATIK, AT GØRE DANMARK RIGERE
VERBER: at skulle, at gøre
ADJEKTIV: rig, rigere, rigest (at være i stand til at forbruge meget mere, end nogen har behov for)
NOMEN PROPRIUM: Danmark
HJÆLPEVERBUM: at have (har gjort Danmark rigere)

EKSEMPEL
Vi skal gøre Danmark rigere (se fx L.L. Rasmussen)
I har jo ikke nogen forslag til, hvordan vi gør Danmark rigere (T.L. Poulsen til P. Dragsted)

ALTERNATIVE ANVENDELSER

1a. berige den danske befolkning med en biodivers natur, giftfrie fødevarer, ren luft og rent drikkevand (anvendt retorisk i valgkampe)

1b. berige den danske befolkning med udbygget og forbedret offentlig transport og kommunikation og analog og personlig betjening i offentlige institutioner (ikke i anvendelse under de pågående regeringsforhandlinger)  

1c. berige den danske befolkning med øgede kulturelle udfoldelsesmuligheder på teatre, almendannende kursustilbud, biblioteker, museer, højskoler, offentligt tilgængelige kreative værksteder, i koncertsale, kulturhuse, forsamlingshuse, idrætshaller og øvelokaler (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)  

1d. berige det danske demokrati med lighedsskabende foranstaltninger, inddragelse af marginaliserede eller udgrænsede borgere i Danmark i det danske demokrati, spredning og demokratisering af økonomisk og politisk magt, demokratisk kontrol med økonomisk og politisk magt (aldrig i anvendelse under regeringsforhandlinger)