Viser opslag med etiketten Lars Bo Nørgaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lars Bo Nørgaard. Vis alle opslag

onsdag den 26. marts 2025

Lars Bo

Til minde om Lars Bo Nørgaard (1981-2021)
– skrevet juli 2021






Foto: Knud Steffen Nielsen










En ven skrev for lidt siden til mig og fortalte, at Lars Bo er død. Så ved jeg ikke hvordan og hvornår og vil da heller ikke vide det. Det er noget, der sker i min computer. Hvis jeg slukker den, sker det ikke.
    Men selvfølgelig slukker jeg ikke computeren. Jeg skal vide, om det er sandt. Jeg når at sende en besked til en fælles ven for at få det afkræftet, inden jeg ser mindeord dukke op her på siden.
    LB var et særlig litterært talent, ja, en mange af os nok gerne ville være, da vi gik på Forfatterskolen sammen. Der var en utvungen humor, charme, et forbløffende sprog, overraskende, men troværdige skrig og en stoflig nødvendighed på højeste niveau i det, han skrev. Og i den han var, der var ingen forskel. Og der var en verden til forskel. For teksterne ville aldrig dø, som LB døde i går. Der var noget, teksterne ikke vidste om LB.
    LB udgav engang et unikt værk under titlen 'Bålene brænder', som jeg modtog med posten i Madrid. Teksten hverken begynder eller slutter:

“hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede”

Skrev han også den geniale, sprudlende roman, som flere forlag sultent ventede på at udgive fra hans hånd og forsøgte forlods at lægge billet ind på? Jeg ved det ikke, men han udgav den i hvert fald ikke. En indsigtsfuld forfatter og litterat indskrev ligefrem LB ind i sin moderne litterære kanon, selvom LB på det tidspunkt intet havde udgivet. 
    Jeg tror ikke, at LB selv var lige så overbevist om sit talent, som alle vi andre var. Og måske var det ikke ubetinget godt for ham konstant at få at vide, at han ville få et bragende gennembrud, når 'blot' han fik skrevet den roman, som alle regnede med var på vej. Men sådan tænker man bagefter.
    LB gik på Forfatterskolen. Han læste også historie. Det forstod jeg godt, der var noget arkæologisk ved hans tilgang til den verden, han på flade fødder vandrede gennem. Det overraskede mig først, at han ville være gartner, men han talte om sin læreplads med en faglig optagethed, som gjorde mig glad, men som jeg muligvis ikke burde have stolet på, da han sidste år dukkede op til min udgivelsesreception. Der var flere tegn på håb, som jeg valgte at fæste lid til: LB og kæresten forsøgte at blive forældre.
    Men han talte ikke om det med samme glød i stemmen, som han havde før. LB's stemme var blevet svagere. Han råbte sig ikke ind i selskabets centrum. Han kunne ikke længere lide, at man spurgte dybt til det liv, han levede. Jeg ved, at han i de senere år havde trukket sig ud af flere sammenhænge, hvor han tidligere fyldte godt op. Facebook, hvor han gennem mange år udfoldede sig med et vældigt overskud, et både fintfølende og grusomt vid, havde han ikke gæstet længe. Jeg har før set sådan en tilbagetrækning i slutningen af en ung mands liv.
    Det er allerede længe siden, vi vandrede tværs over Irland sammen. Det var et tidligt højdepunkt på vores venskab. Det er også længe siden, det lille litterære selskab spiste stegt flæsk og kartofler med ækelt sødet persillesovs til, men det er sådan: sky, men ikke desto mindre kærligt, vitalt skæmtende i godt selskab og bare blændende god, dejlig og skøn, han stadig lever, hvis jeg slukker min computer.
    I 2009 spurgte jeg LB, om han ville være gæsteskribent på bloggen. Det ville han gerne. En af teksterne finder du her.

tirsdag den 25. marts 2025

Lars Bo Nørgaard 3 – Rotten

Rotten

Skrevet af Lars Bo Nørgaard









Så sker det; jeg møder fandme det møgsvin igen, røven fra Al Taglio, jeg vidste jo at det måtte ske før eller siden: Jeg er ude at gå en tur, og bedst som jeg står og tænder mig en cigaret, ser jeg ham stå på den anden side af Rue Oberkampf, ligeledes i gang med at tænde sig en cigaret. Han har hætten godt trukket op over hovedet, det spidse, rotteagtige ansigt, med de smalle blå læber, dumme, onde øjne, og det ser ud som om han har grå skægstubbe i hele fjæset. Jeg kan virkelig ikke lide ham. Men vi får øjnekontakt, og han genkender mig. Så står vi der i finregnen og nidstirrer hinanden, puster røg ud, er stille. Men så kommer hun, og lægger sin arm ind under hans, og de går. Det knuser mit hjerte. Hvad laver hun sammen med ham? Hun er jo sød. Og han er jo ulidelig.

Mine udgydelser kræver vist en forklaring: For nogle dage siden var Matilde og jeg nede på Al Taglio, som er et pizzasted med wifi. Rotten ejer Al Taglio. Det er ren rutine for os; vi har ofte været nede på Al Taglio for at benytte os af deres wifi, da vi ikke har internet i lejligheden. Hidtil har det været fint, vi bliver behandlet godt dernede, de er så småt begyndt at kende os. Især hende som i dag viste sig at danne par med Rotten. Hun har tit været behjælpelig, når jeg ikke har kunnet få internettet til at fungere, og hun har været tålmodig med mit gebrokne franske, ligesom jeg har været med hendes gebrokne engelsk. Det er gået fint. Vi nød at komme der og drikke kaffe, være på internet, sommetider spise noget af deres pizza, som er virkelig lækker. Ingen problemer. Indtil altså for nogle dage siden, hvor Rotten stod bag disken. Han har været i butikken før, men ikke bag disken; normalt står han udenfor og ryger, eller i et hjørne, verdensfjernt kiggende (eller, nærmere: ondt skulende) ud af vinduet. Jeg har undret mig over hvem han mon var. Det skulle vi finde ud af: han er ejeren, ham der bestemmer:

Først forstår jeg ikke hvad der sker; Matilde har bestilt to café créme som sædvanlig, og så har han sagt noget; og nu står hun og kigger fortabt på mig, som er i gang med at rigge computeren til. Hun siger at vi skal købe pizza, jeg svarer: nå, ok. Så siger hun, at det vil hun ikke, når han skal være sådan et røvhul. Tilsyneladende har han som svar på hendes bestilling spurgt, om hun syntes det lignede en bar? Hun har svaret; undskyld? Og han har sagt, at man skal købe pizza. Det har vi ikke hørt om før. Det har ingen sagt, det står ingen steder. Og fair nok, at man har en politik, der siger sådan, men man behøver vel ikke være nedladende. Gør man? Den nar. Så blander den søde sig; hun siger til Rotten, at vi kommer her tit, at det er ok. Men han snerrer, at det rager ham en skid. Så pakker vi sammen og går. Han ønsker os en god dag.

Vi er rasende, taler meget om, hvad vi skulle have sagt og gjort, for at sætte ham på plads. Men det er svært når man sådan er blevet overrumplet, og så på et fremmed sprog. Han skulle stopfodres med sit pizza, skulle han, have kaffe hældt i øjnene, han skulle bede om nåde. Nej, vi skulle have haft vandpistoler med som vi kunne sprøjte ham i fjæset med. Man skulle altid gå med vandpistol.

Og kære læser, vi vil også anbefale dig at holde dig væk fra Al Taglio, vi vil gerne skade Rotten, og skåne dig for lignende lidelser (mennesker bør hjælpe hinanden, mener vi). Egentlig er det synd for rotterne, at kalde ham Rotten (de har været så meget igennem; spist under Paris’ belejring 1870-71 etc.). Den eneste ægte rotte jeg har set hernede så ganske sød og tilforladelig ud; den ville vist lege med nogle ællinger som lå og dovnede; men straks de fik øje på den kære rotte, skræppede de op og jog den væk.

Skulle du alligevel, kære læser, være drejet ind op Rue Nueve Popincourt fra Rue Oberkampf, så sørg for at smile sødt og forstående til de kvindelige ansatte, som måske står udenfor Al Taglio og holder rygepause. Og skulle du se en mager rotte stå samme sted, så glem ikke at stirre ondt på ham, ræk eventuelt tunge. Og drej så umiddelbart efter Al Taglio til højre ned ad Rue Ternaux. Her vil du, knap hundrede meter nede, på hjørnet af samme Rue Ternaux og Rue Jaquard finde et fantastisk sted: Paris Féni. – En lille bengalsk café som laver noget af det bedste kaffe, vi har fået i Paris. Og så er det tilmed billigt. Man kan også nyde en af deres lækre risretter, som tilsyneladende alle indeholder ristede løg. Det er meget overraskende, jeg forbinder almindeligvis ristede løg med remouladedækkede spegepølsemadder eller hotdogs (som begge er glimrende retter, især hvis man har tømmermænd), men i disse risretter virker de ristede løg pludselig helt eksotiske og utroligt delikate. Prøv det. Og drik en af deres hjemmelavede juicer til, der er mange lækre varianter: fx én med gulerod, ingefær og appelsin. Mens man indtager sit festmåltid, kan man sidde og nyde facaden på det overfor beliggende Hotel Luna-Parc: den er så grå og krakeleret at man må tro, at det er design; den ligner nemlig en månepark, et stilhedens hav. Og, nåja, betjeningen er venlig og høflig, og ofte ser man de to bengaler i køkkenet stå og danse og synge med på den musik de har på anlægget; det kan være alt fra PJ Harvey til herlig sitarpop.

Om 'Bålene brænder'

En dag modtog jeg en genlukkelig og gennemsigtig plasticpose med posten. Indeni var Lars Bo Nørgaard & Troels Emigs værk Bålene brænder. Værket var hverken en skulptur, en lysestage eller en installation, men sådan set en bog. Det havde et ISBN-nummer og et oplagstal. Det bestod af en tekst, som var trykt med san serif-typen Lucida Grande, centreret på siden og med lige højre- og venstremargin på hamrende hvidt karton i A-4-størrelse. Der var hverken kommaer, punktummer eller store begyndelsesbogstaver, for der var hverken noget, der endte eller begyndte. Teksten var en strøm af indtryk fra og refleksioner over to kunstneres rejse i Indien.
    "Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave", skrev jeg for mange år siden.
    Ud fra denne opfattelse måtte teksten til Bålene brænder være litteratur i den mest egentlige forstand, for den beskrev ikke alene en rystende svimmelhed ved mødet med det fremmede, men fremviste også svimmelheden ved sin tekstmæssige form.

"hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede og vi ventede og ventede i lufthavnens nedkølede tomrum mellem derhjemme og hvad-ved-vi og ingen alkohol i miles omkreds og himlen udenfor gul gusten forbrændt fossile tågebanker umulige for sunde lunger vi ventede mens hæren kaprede vores fly og fløj til Kashmir for at nedkæmpe en opstand vores fly nu med bugen fuld af våben vi vidste ikke hvad men man kommer ikke nødvendigvis frem"

Og sådan fortsatte teksten i en vekslen mellem svimmel eller ligefrem angst impressionisme og refleksion. Der var seks upaginerede siders tekst adskilt af sider med fine, i visse tilfælde ufærdige, sort-hvide stregtegninger af fx hunde, tøj, primitive sovepladser og sten.
    Bogsiderne var uhæftede, altså løse ark, en indpakningsmæssig radikalisering af nøgenheden, eller måske ligefrem hudløsheden, fra Chresten Forsoms uindbundne, men dog i ryggen sammenlimede digtværk fra Anblik, 2009.
    Desuden bestod værket af et indsamlet objekt fra rejsen. Med et oplag på 150 måtte der altså være 150 forskellige, indsamlede objekter. Jeg fik et udklip fra den engelsksprogede avis The Tribune, en leder, mente jeg at kunne se. Den handlede blandt andet om inflation og vækstpolitik i Indien.
    Endelig var der en cd med, som jeg forbandet nok ikke kunne afspille, fordi min Mac ikke havde en indgang til cd'er, men jeg vidste dog, at der var tale om en lydoptagelse. I den forstand var min udpakning af det unikke værk delvis uforløst.
    Tekstdelen af værket kan jeg stadig anbefale på det varmeste. Det er Lars Bo Nørgaard i glimrende form, og det siger ikke så lidt!

Lars Bo Nørgaard 2 – Nattevandring


Skrevet af Lars Bo Nørgaard




Nattevandring
Den nat jeg mødte Råbemanden, havde jeg kort forinden fundet en hvid læderlænestol som stod under et stort, nyligt udsprunget træ, hvis blade en gadelampe gennemlyste. Jeg sad lidt i stolen, tænkte på noget, jeg nu har glemt, mens jeg drak af den dåseøl jeg kort forinden havde købt. Ved siden af lænestolen stod en bil parkeret, jeg mener det var en Lancia, ligeledes hvid, højre fordør bulet. I dens bagrude lå en fransk udgave af ’Labyrinter’ af den argentinske forfatter Jorge Louis Borges, meget gulnet og krøllet, og der lå en stor, hvid muslingeskal, en grøn, kunstig vandplante, sandsynligvis fra et akvarium, og ’Der Neue Grosse Shell Atlas’. På ruden sad et klistermærke fra Corsican Ferry Lines. Jeg fik en følelse – formentlig fremkaldt af de suggestive omgivelser; mennesketomme, gennem grønne, spæde blade oplyste gader – af, at alt dette var arrangeret for min skyld, eller at det kun var i mit hoved det eksisterede.

Et ubehag havde fyldt mig ved denne følelse, og jeg måtte hurtigt videre, over på den anden side af vejen, og op ad den lille gade Rue Léchevin (jeg har få øjeblikke inden skrivende stund fundet det på kortet), for at ryste den virkelige, konkrete verden tilbage i kroppen. – Men ak! som læseren måske allerede har anet, skulle det ikke gå sådan: Først faldt mit blik på en lille, robust bygning på hvis mur hang et billede af et par muskuløse, halvnøgne mænd i gang med noget hårdt, manuelt arbejde. Under tagryggen stod ordene: ’maconnerie béton armé’ med kraftfulde, svungne typer. Mine tanker fløj hurtigt omkring sovjetiske og nazistiske propagandaplakater, Pantzerarmeer, det tredje riges megalomane atlanterhavsvold. Det var ikke tanker, jeg ønskede at forfølge denne nat, så jeg skyndte mig videre, mens jeg forsøgte at beskæftige mig med noget så fornuftigt som arkitektonisk stilbestemmelse af bygningerne omkring mig. Men det er yderst begrænset, hvad jeg besidder af viden om arkitektur, så da jeg stødte på en besynderlig bygning som tilsyneladende ikke havde nogen indgang, men til gengæld adskillige store ruder som så ud som var de dækket af lammeskyer, var jeg igen fortabt:

Der var lys derinde, men ingen former trængte gennem skydækket. På en af ruderne stod der: ’Ménagerie de verre’ – jeg vidste at ’verre’ betyder ’glas’, men ’ménagerie’ forstod jeg ikke; den eneste association ordet vakte, var til det ’Ménagerie’ som ligger i Jardin des Plantes, og som er en zoologisk have – Paris’ første. Det var dyrene fra denne zoo, man spiste under hungersnøden, forårsaget af den prøjsiske belejring af byen i vinteren 1870-71. De eneste dyr som ikke blev spist, var aberne, som man følte mindede for meget om mennesker, og elefanterne, som var for dyre. For dyre? – Jeg finder det ufatteligt, at nogen har været så grådig, at vedkommende ville tjene penge på denne desperate nødsituation. Det siger sig selv, at de mange fattige i Paris ikke havde den fjerneste mulighed for at sætte tænderne i en zebra- eller girafbøf – de var henvist til at spise rotter og rødder fra byens træer (som også blev brugt til brænde i de kolde vintermåneder), mens overklassen kunne mæske sig i eksotisk vildt. Det har også undret mig en del, at man tilsyneladende kunne finde foder til elefanterne og aberne, mens størstedelen af byens befolkning var henvist til rotter og rødder – for man lod vel ikke de nuttede aber og de kostbare elefanter dø af sult?

Nuvel, det var ikke just social indignation der fyldte mit hoved den nat, men forestillinger om hvordan der kunne se ud inde i sådan en zoologisk have beboet af eksotiske dyr af glas. Meget stille måtte der være derinde, og lugtfrit. Jeg så for mig, hvordan natdyrene – slanger, edderkopper, flagermus – var udstillet i mørke rum, kun oplyst af en lampe under hvert dyr; deres smukke, enigmatiske farver, og deres store, tomme og alligevel gennemtrængende blikke.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der og lod hjernen fantasere løs, men pludselig var jeg ude på gaden igen, meget bevidst om fortovet under mine fødder og trafikkens lyde omkring mig. Jeg drak resten af min øl, og satte dåsen fra mig på et summende elskab, og besluttede at det var bedst at komme hjem i seng, for at lade hjernen rydde op i nattens – for en provinsknøs som mig – overload af indtryk.

Lars Bo Nørgaard 1 – l'Homme-Qui-Crie

Det er 14 år siden.
    I foråret 2009 var min tidligere forfatterskolekammerat Lars Bo Nørgaard gæsteblogger på min gamle blog, Lystens værk. Han skrev hjem fra Paris med vanlig detaljeopmærksomhed, sprogligt talent og både skarp og varm humor.
    Da teksterne mig bekendt ikke er arkiveret andre steder, flytter jeg dem over til denne min nye blog, så de også fremover vil være tilgængelige.
    Her er den første, som i øvrigt blev den med stor afstand mest læste tekst på min gamle blog.



l'Homme-Qui-Crie

Skrevet af Lars Bo Nørgaard (1981-2021)


Det er nogle dage siden, lidt over midnat. Jeg er alene hjemme på værelset på 79, Avenue Parmentier. I Paris. Men værelset er en anden verden, det ligger ikke i Paris. Sådan føles det. Jeg bliver en smule overrasket hver gang jeg træder ud af hoveddøren og står midt i en storby.

Værelset er vores helle. Det minder om et sommerhus. Meget lille. En seng, et bord, et par stole, tekøkken, bruseniche, toilet på gangen. Træloftet bølger, det er damp fra badet der har gjort det. Der er sommerhuslitteratur, efterladt af tidligere beboere, på reolen: Agatha Christie, romantiske romaner, ingen spil dog. Alt er holdt i hvidt; væggene, loftet, bordet, sengen. Et rullegardin af sammenbundne, tørrede siv gemmer varmtvandsbeholderens funktionalistiske grimhed.

Men: der hænger et stort kort over Paris’ metro over sengen. Det fletter sig ind i vores drømme: underjordiske haller, mørke gange, stationernes navne: Parmentier, Arts et Métiers, République, Place d’Italie, Gare du Nord, Gambetta, Châtelet. Og linjernes farver: Rød, grøn, gul, brun, orange, blå, lilla etc. Fjorten i alt. Og jernbanelinjerne, sporvognene, busserne, Seines blå bue, de grønne skove, beboelsesområdernes sandfarvede plamager, og Périphérique-motorvejens hvide, tosporede cirkel som følger den gamle bymur, og deler det historiske centrum fra forstæderne. Vi drømmer om rejser, togskift, perroner, perroner, rulletrapper, mumlen fra tusinder af munde, skygger, tasker som bliver væk, fundet igen. Vi kommer frem og skal videre. Og så vågner vi, og drømmen kan fortsætte. Men først kaffe, først yoghurt med müesli, og et bad, og kys og kram.

Jeg er alene hjemme denne nat. Matilde er ude at danse med nogle veninder. Jeg venter. Men ikke på hende, hun skal nok komme hjem, ingen grundt til at vente, intet at være nervøs for. – Jeg venter på ham vi kalder l’Homme-Qui-Crie; Råbemanden. Han er et pejlemærke, plejer at komme på dette tidspunkt, denne lokale galning, én af dem. Vi mener at han må have en fast rute, nat efter nat gennem labyrinten. Han er harmløs, men vred. Rasende. Og ligesom han har sin faste rute, sine faste tidspunkter, spyer han galde ud i en fast rytme: da-damdam-DA, da-damdam-DA. Sommetider svarer folk ham fra caféerne, den anden side af gaden, vinduerne. Som et kor, et ekko. Han er kendt, ventet, har sit publikum. Men med vores begrænsede franskfærdigheder (og Matildes er bedre end mine) forstår vi ikke et ord af hvad han siger. Og dog: for et par uger siden mødte jeg ham tilfældigt på en af mine nattevandringer, og det lykkedes mig at opsnappe et ord, en frase: racistes … perdue la tête. Det var sådan jeg hørte det. Og det kunne jeg så oversætte med sådan noget som, at racister skulle have hovedet kappet af. I Paris kapper man jo gerne hovedet af folk, man ikke kan lide. Men jeg kunne jo have misforstået eller fejloversat. Og de tre punktummer repræsenterer en passage jeg ikke forstod. – I vores fransk-dansk-ordbog (fra 1960) står der under ’tête’ ikke noget med ’perdue la tête’, men man kan sige: ’avoir qc. par-dessus la tête’; det betyder at ’sidde i n. til op over Ørerne', eller at ’have fuldt op af n.’. Og det gør han i hvert fald, og det har han i hvert fald. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. – I Råbemandens tilfælde siger det ikke så meget, hvilken galde han spyer ud, men mere hvordan han gør det. De ord han sætter på sin vrede, kan sikkert skifte hver aften, måske ved han ikke engang hvad han er vred på, det kan være hvad som helst, alt, han er for længst forsvundet for sig selv. Blevet ren form. Måske. Jeg ved det jo ikke. Et sted i mig er der noget, der vil sige, at han er fri. Men det kan jeg ikke få mig selv til at sige er sandt. – Da jeg mødte ham den nat, ænsede han mig ikke, selvom vi gik tæt forbi hinanden, i hver sin retning. Men hans råben satte sig dybt i mig, og blandede sig senere med mine drømmes underjordiske togrejser. Hele den næste eftermiddag måtte jeg bruge på at gå ham ud af mig. Så vidt muligt.

Fordi jeg venter på Råbemanden, kan jeg ikke tage hovedtelefoner på, ikke gemme mig i musik, og jeg kan ikke lukke vinduet. Derfor vælter byen ind i mig, fulde, syngende mennesker, trafik, udrykninger. Jeg vil have fred. Men jeg venter. Og tiden går. Klokken bliver to. Kvart over. Han kommer ikke. I aften udebliver han. Skal jeg være bekymret? Hvad skal jeg bruge det til? Jeg gør ingen forskel i hans liv. Måske er han blevet slået ned, måske har han valgt en anden rute, er kommet i godt humør, måske sover han. En enkelt gang har jeg ud gennem vinduet set Råbemanden tabe en baguette, uden at han opdagede det; men en forbipasserende samlede det op og gav det tilbage til ham. Råbemanden samlede sine hænder som til bøn, for at vise sin taknemmelighed, og bagefter sad han lang tid i stilhed på en bænk, mens han ufravigeligt betragtede baguetten, som var den et uudgrundeligt mysterium.

Jeg kommer overens med, at Råbemanden ikke kommer denne nat. Og jeg er træt. Jeg vil gå i seng. Når Matilde kommer hjem, vil hun lægge sig ind til mig, og måske vågner jeg kort, og vi giver hinanden et kys. Hun lugter sikkert af alkohol og cigaretrøg, og det vil sikkert irritere mig. Men nogen katastrofe er det ikke. Og i morgen vågner vi, og jeg vil lave morgenmad til os. Og så må vi se, hvor vi har lyst til at tage hen.

fredag den 7. marts 2025

Bare indtil mørtlen er tør


Foto: Lars Bo Nørgaard




Sted: wasteland, Eire, nord

Tid: august 2012
Anledning: vandretur med kolleger og understøttelse af legablok






Et minde


– Kan du ikke lige holde den her?
– Jamen ...
– Bare indtil mørtlen er tør.
– Nej!
– Husk at skifte stilling engang imellem, for ryggens skyld.
– Vent!
– Vi ses engang hen under aften, Jens.

Sidevisninger den seneste måned