Overgæring, opblødning og genbrug

 

Det begyndte sådan her. Jeg siger ikke, hvad det lignede.

Jeg havde brugt den samme mængde surdej som sædvanligt og meget mindre gær, så jeg havde ikke troet, det ville hæve. Men jeg lod det stå længe i sensommersolen. Og hvor jeg tidligere kun brugte rug, er jeg nu begyndt at blande hvedemel i dejen. Det virkede.

I sidste ende kom det til at se sådan er ud, et velsmagende og luftigt rugbrød med en sprød skorpe.

Dejen består af sådan omtrent 40 % (opblødt volumen) hele rugkerner, som står i blød et døgn sammen med måske 14 % skårne og 14 % knækkede rugkerner. Når de er dryppet af (væden samler jeg op i en skål under sien) hælder jeg dem over i et dejfad, hvor jeg i forvejen har opløst den lille klump gær i ahornsirup. Så rører jeg det sammen med måske 14 % rugmel og 12 % hvedemel. 

Som smagsstoffer bruger jeg for tiden en reven gulerod, en kvart plade reven, meget mørk, chokolade, lidt friskkværnet sort peber og en spiseskefuld salt. Nogle gange bruger jeg citron og muskatnød. Måske en sjat mørkt øl. Det skal ikke smage ens hver gang.

Den sidste ingrediens er den gråhvide gær, der danner sig i bundfaldet fra det vand, som kernerne har stået i. Hvis man er forsigtig, kan man blot hælde vandet fra og nøjes med gæret, så dejen ikke bliver for våd – selvom, temmelig våd skal den være. 

Når den er rørt godt sammen, lader jeg den hæve så længe, jeg gider vente, men ikke under to timer og ikke over et døgn. Det afhænger også af stuetemperaturen.

Jeg bager brødet halvanden time ved 180 grader. Jeg hælder vand i bradepanden under ovnristen, så skorpen ikke dannes for hurtigt og forhindrer brødet i at efterhæve i ovnen. Men når skorpen så er dannet, pensler jeg den med citron, salt og olivenolie.

Men denne gang hævede dejen altså meget mere, end jeg havde forventet. Den væltede ud over kanterne. Og jeg kan ikke smide mad ud, så jeg skrabede den overskydende dej op fra bordpladen og gemte den i køleskabet. 

I mellemtiden satte jeg så nogle flere hele, skårne og knækkede rugkerner i blød. Men kun halvt så mange som til det første brød, for i det samme vand opblødte jeg resterne af et køberugbrød, som var blevet kedeligt, men altså ikke muggent. Desuden havde jeg jo allerede noget dej i køleskabet. Ned i dejfadet med den – sammen med opblødte kerner og gammelt brød! Så blandede jeg mel, surdej og smagsstoffer i, som jeg plejer. Ingen gulerod og gær denne gang, men så til gengæld nogle olieholdige sesam- og solsikkefrø, for at brødet ikke skulle tørre så hurtigt.

Nu skal der virkelig ædes rugbrød! For jeg skal jo nå at spise det første rugbrød, inden jeg kaster mig over dette andet, helt anderledes brød, som jeg er meget spændt på at smage.

Hvad der bliver af den filosofiske kasket, når jeg skriver skønlitteratur

For en uges tid siden afholdtes et filosofisk seminar på Syddansk Universitet i Odense som lettere forsinket fejring af professor Søren Harnow Klausens 60års fødselsdag. Jeg var blandt oplægsholderne på seminaret, og efter mit oplæg◊, som handlede om forholdet mellem filosofi og skønlitteratur, spurgte Harnow Klausen mig, hvordan jeg personligt forholdt mig til den relation. Spørgsmålet var afledt af min dobbeltrolle. Jeg skriver både skønlitteratur og filosofisk faglitteratur, og betyder det så, at jeg har et filosofisk ærinde, når jeg skriver skønlitteratur? Det spørgsmål svarede jeg benægtende, men kortfattet, på.

Formodentlig blev det klart, at jeg er separatist. Det er imidlertid ikke blot sådan, at jeg ikke ønsker at løse eller klargøre et filosofisk problem med min skønlitterære tekst. Min separatisme går så vidt, at jeg ikke kan skrive skønlitteratur i en periode, hvor jeg arbejder på en filosofisk tekst. Eller mens det filosofiske problem arbejder i mig, skulle jeg måske sige, for det gør det nærmest permanent, når jeg er i gang med sådan en tekst/bog. Altså også, når jeg ikke lige netop sidder og læser eller skriver om det. Filosofien så at sige forurener min bevidsthed med en teoretisk rationalitetsform, som er kunstnerisk uproduktiv for mig. Jeg kan uheldigvis ikke befinde mig i begge tilstande samtidig. Jeg kan godt skrive om et filosofisk anliggende, mens jeg skriver skønlitteratur, altså som en del af en skønlitterær tekst, men i så fald uden at forholde mig i egentlig forstand teoretisk til det filosofiske problem. Jeg kan fx fortælle om en person, som tumler med begrebet tid. Men så er det personens tumlen, jeg fokuserer på, snarere end problemet.

På den anden side: Det, jeg laver, når jeg ikke skriver skønlitteratur, former min væren i og tilgang til verden, som det vel gør for enhver. Og den væren og tilgang til verden, former mit blik og mit sprog. Det er en banal konstatering. Når jeg skriver skønlitteratur, er jeg stadig et filosoferende menneske, et politisk menneske. Jeg er den samme, jeg er også stadig korrekturlæser og redaktør, nomade og fiskersøn. Og så videre. Intet af det holder jeg op med at være, men filosoffen er ikke i arbejdstøjet, når jeg skriver romaner, noveller eller digte.

Jeg kan i øvrigt heller ikke skrive skønlitteratur om formiddagen, hvis jeg har set nyheder om morgenen, for det sætter mig straks i gang med at ville løse et samfundsmæssigt problem. Jeg begynder automatisk at tænke praktisk-ideologisk og i en vis forstand usanseligt. Det fungerer ikke for mig, og det tager tid at komme ud af den modus igen. Der er ganske vist ting, jeg kan gøre for at komme det. Jeg kan sætte musik på. Dvorak, Smetana, John Coltrane, Art Pepper eller Thomas Koppels Improvisationer. Men aldrig Nina Simone, for det skal være uden tekst. Og kun sjældent Thelonious Monk, som almindeligvis vil være for kantet og intellektuelt eksperimenterende i sin lyd, medmindre han da spiller ‘Round Midnight, som altid fungerer, uanset hvem der spiller den.

Eller jeg kan gå en tur på et bjerg eller rundt om Sundsøen. Det virker. Men bedst er det at skrive, når jeg lige er vågnet. Uden at se nyheder, for alt i verden uden at kigge ind på Facebook og uden at genlæse det seneste afsnit af den filosofiske tekst, jeg pusler med. Ideelt set skal det være, mens jeg stadig er stemt af en drøm, selvom selve drømmen måtte være borte.

Omvendt kan jeg hoppe den anden vej, når jeg vil. Det er aldrig svært at springe tilbage til den teoretisk filosofiske rationalitetsform – eller for den sags skyld den praktisk-politiske, det er endnu lettere. Måske fordi, det er den form for problemorienteret tænkning, vi er nødt til at befinde os i det meste af tiden.

Ikke desto mindre skal jeg altid være intellektuelt vågen, når jeg skriver. Det gælder også, når det er skønlitteratur. Jeg kan ikke blot skrive på den pludseligt opståede inspiration fra verdensaltet, som måtte flyde gennem mig. Jeg tror ikke så meget på den slags. Derfor kan jeg heller ikke skrive i en hashkoger eller halvbrandert, som enkelte af mine gode kolleger kan – eller måske ligefrem foretrækker. Jeg kan ikke skrive, hvis jeg har drukket blot en enkelt øl. At skrive indebærer nemlig altid også et analytisk arbejde, som kræver, at jeg er klar i hovedet, vågen og opmærksom. Men jeg leder efter et førteoretisk udgangspunkt for analysen af det konkrete genstandsfelt, som er i fokus. Jeg forsøger at gå fordoms- og forudsætningsfrit til sagen og ikke betragte den gennem en teoretisk forforståelse. Det er for så vidt en umulig opgave, da selve sproget, de almenbegreber som jeg skriver i, er bygget op af den slags forforståelser. Alligevel må det nødvendigvis være det, jeg forsøger.

Hvis der er tale om en roman, skal der ovenikøbet være en overordnet struktur, som hænger sammen. Det sker ikke blot af sig selv. Jeg har ikke en formel for, hvordan det kommer på plads. I den forstand ved jeg ikke, hvordan “man skriver en roman”, for det har skiftet fra gang til gang. Men det har altid involveret et intellektuelt arbejde.

Så alt i alt må min skønlitterære skriveproces være en blanding af en opmærksom lytten efter sprogets musik, en sanseligt vågen rettethed mod konkrete genstande, forløb og mentale tilstande og så en intellektuelt vågen, tilstræbt førteoretisk, analyse af det samme – plus et blik for den overordnede struktur. Det er de fire vågenheder, der indgår i et samarbejde, som nogle gange blot er et skifteholdsarbejde, mens de andre gange arbejder synkront og tættere forbundet.

◊ Vi forsøger at få de fem oplæg udgivet samlet som et festskrift.

Dyreborg

Formiddagssol, havde de sagt, så jeg rev spindelvævet af den gamle Forza. Det var stadig luft i bagdækket, og mens håndbremsen ikke virker, vil fodbremsen altid gøre det. Jeg har tit stået og kigget over sundet til de hvide huse i Dyreborg. Der er knap seks kilometers kommunevej derover, så selvom der er bakket, og formen ikke er til ekstremsport, skulle det være en overkommelig tur.

Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer af den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke forstyrer træernes fortrolige hvisken.

Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?

Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.

Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeriauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder. 

Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere.

Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor langt der er, og om man har tid til at spise de modne brombær. Det havde jeg på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200. 

På Bjernevej, ind mod Faaborg, cyklede et tysk ægtepar, manden forrest, slingrende af sted midt på vejen med sine cykelklemmer, sin karrygule herrejakke, sin buskede grå moustache, uden at holde ved styret eller værdige kørebanen et blik. Det var mobilen, han havde travlt med. Han filmede en harvende mand på marken.

Dobbeltudgivelsen

Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

Katalog over den bedste skønlitteratur fra 2025

 

Vejlebibliotekerne har været så flinke at lave et katalog over årets bedste skønlitteratur fra 2025. Det kan du finde her.

En mageløst magelig palæontologisk sommerferiefortælling

Megatherium er et sydamerikansk dovendyr. Den vejer 3-4 tons, altså omtrent det samme som en indisk hanelefant, vil jeg tro. Hvem gider egentlig tjekke den slags? Når den undtagelsesvis bekvemmer sig til at rejse sig på bagbenene, fx for at strække sig efter en middagslur eller hyggesnacke lidt i den allernærmeste trætop inden det er tid til at hænge sig op for natten, rækker den mageligt 4 meter op i luften. Det er temmelig meget højere oppe, end du har taget dig sammen til at gemme din ellers så hemmelige småkagedåse. Den kan blive op til 6 meter langt fra halespids til snude. Det er længere end dit soveværelse. Det skal man lige tænke over, før man inviterer sådan en sovetryne med hjem.

Nuvel, vi er alligevel lidt sent på den, hvad det angår. Den uddøde for 10-11.000 år siden – formodentlig spist af mennesker, der ikke orkede at fange fisk – men jeg fik ikke lige tid til at fortælle historien før nu.

Det første fossilerede skellet af Megatherium americanum blev ved et ubelejligt tilfælde opdaget i 1787 på bredden af ​​Luján-floden i det nuværende Argentina. Eksemplaret blev før eller siden fragtet til Spanien, hvor den franske palæontolog Georges Cuviers i et sjældent vågent øjeblik fik øje på den dovne slambert og navngav den i 1796, hvor ingen ellers endnu havde gidet at give sådanne forhistoriske kræ den slags fine videnskabelige navne. Det var også Cuviers, der fastslog, at Megatherium var et dovendyr. Det kunne han lige overkomme at konstatere ved sammenligning med andre kendte dovendyr. Ingen nævnt, ingen glemt.

Interview i 'Det rigtige Faaborg'

 

Så har 'Det Rigtige Faaborg' lagt en udgave af Pernille Pedersens gode interview på nettet. Læs det her

Foto: Henrik Poulsen

Et stort, øde Landskab

Min yngste på 12 har allerede læst tæt på 100 romaner i år og flere af dem to gange. Men de to ældste på 17 og 18 åbner aldrig en skønlitterær bog af egen fri vilje. Så for at rette op på misforholdet besluttede jeg hen mod slutningen af deres sommerophold i Faaborg at genoplive den gamle familietradition med godnathistorielæsning. Noveller forekom at være den rette løsning, så jeg plukkede Kjell Askildsens Et stort, øde Landskab ud af reolen. Den var jeg selv optaget af for 10-15 år siden.

Det blev til to aftner med Askildsen, og ingen af gangene faldt de unge mennesker i søvn undervejs. De sagde heller ikke noget bagefter. Ikke et ord. De hverken grinede eller græd. De lå blot og kiggede tomt ud i luften.

Jeg ved sgu ikke rigtig, men nu har jeg besluttet at se oplæsningen som en succes.

Vita contemplativa

Byung-Chul Han: Vita contemplativa – Om kunsten at gøre mindre, Samfundslitteratur 2026.
127 sider

Den tyske filosof Byung-Chul Han skriver små bøger hele tiden, og i år er der allerede udkommet mindst to af dem på dansk, men den her er vist stadig den seneste.

Originaltitlen Vita contemplativa – oder von der Untätigkeit er naturligvis en hilsen til Hannah Arendts Vita aktiva – Oder vom tätigen Leben, og Hans fikse lille sag cirkler da også kritisk om Arendts berømte hovedværk og hendes samlede forståelse af arbejdets og særligt den suveræne politiske handlings betydning for den menneskelige værensform. Det er den skarpeste kritik, jeg endnu har set af Hannah Arendts kanoniske filosofi, som de seneste mange år nærmest har haft et urørlighedens skær over sig.

Byung-Chul Han taler mod præstations- og aktivitetstyranniet og for en kontemplativ væren i verden.

Man behøver ikke være skolet i filosofi for at læse bogen. Han er ikke en filosof, der bevæger sig systematisk og tungt teoretisk argumenterende fremad, men kredser tværtimod essayistisk og indimellem poetisk om sit emne og danser ubesværet ud og ind af samtaler med levende og især døde kolleger som Benjamin, Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard, Schleiermacher, Herchel, Agamben, Foucault, Gadamer, Platon, Aquinas, Adorno og så naturligvis Arendt, men også poetiske ånder som Rilke, Hölderlin, Novalis, Proust, Handke og Musil.

Jeg troede egentlig, jeg var færdig med min bog om den unge Marx’ filosofiske antropologi, men efter at have læst denne lille sag blev jeg nødt til at føje et kapitel til.

Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'

Tak til bibliotekerne!

Min roman fra november, Ansigt uden skygger er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed. 

Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.

Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.

Fodboldsproget er spansk

I Spanien hedder fodbold fútbol med et engelsk låneord, men fodboldsproget er ikke desto mindre spansk.

Verdensmestrene i fodbold for herrer 2026 taler spansk, ligesom de gjorde sidst. Det er faktisk syvende gang og var allerede inden i går en rekord. 8 lande fordelt på 6 nationalsprog har været verdensmestre. Efter finalen på søndag vil sprogfordelingen se sådan her ud:

Spansk: 7
Portugisisk: 5
Italiensk: 4
Tysk: 4 
Fransk: 2
Engelsk: 1

De romanske sprog dominerer. Her er fordelingen på sprogfamilier:

Romanske sprog: 18
Germanske sprog: 5
Alle andre sprogfamilier: 0

Og i et lidt større perspektiv kan man sige, at man skal tale et indoeuropæisk sprog for at blive verdensmester i fodbold. Den eneste trussel mod de indoeuropæiske sprogs dominans kom i 1954, hvor de suveræne ungarere var i finalen, men meget overraskende tabte til de undertippede vesttyskere. 

Indoeuropæiske sprog: 23
Alle andre sprogætter: 0

Havde det ikke været for sydeuropæernes kolonisering af Sydamerika, havde billedet naturligvis set helt anderledes ud, men ingen kan vide hvordan.

På vej

Jaja, jeg ved godt, der er noget med det lange lys i venstre side, men der er altid et eller andet, når man køber brugt. 

Jeg tror sgu, jeg tager den.

Så mangler jeg bare en ladestander og et kørekort, så er jeg klar som vognmand og hyrevognschauffør.

Jeg har skrevet fem romaner, men aner ikke hvordan man gør

Jeg har skrevet fem romaner, og jeg synes selv, de sidste fire er vellykkede, men jeg aner stadig ikke, hvordan man gør. Jeg føler mig ikke som romanforfatter, blot som forfatter. En genremæssigt famlende forfatter, eller hvis man skal være flink – og det må man gerne – en genremæssigt alsidig forfatter, hvor det at skrive romaner er det, jeg mindst af alt forstår.

Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.

Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.

Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.

Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.

Den eneste gang, jeg har forsøgt at skrive en roman, var med debutromanen Sofa. Jeg begyndte pludselig at skrive den i en sommerferie, hvor jeg på dens fjerdesidste dag begyndte at kede mig, og så begyndte jeg bare fra en ende af. Da de første 35 sider var kommet af sig selv, gik jeg i stå. Og så satte jeg mig til at skemalægge alle romanens kapitler. Jeg vidste altså, hvad der skulle ske, og hvordan det hele skulle ende. Problemet var blot, at jeg havde svært ved at få mine figurer til at gøre det, de skulle, for at komme derhen, hvor jeg ville have dem. På sin vis lykkedes det. Der kom en sammenhængende historie ud af det, men sammenhængen blev flere steder for søgt. Der er meget god tekst i den også, endda langt det meste af den, synes jeg, men det i sig selv gør den ikke til en vellykket roman.

Siden Sofa har jeg aldrig prøvet at planlægge en roman. Jeg har faktisk aldrig forsøgt at skrive en roman igen. Det er sket på måder, jeg ikke kunne forudse, og som jeg aldrig vil være i stand til at gentage.

Nej tak til folketingspræst

Store dele af den politiske elite fra og med Socialdemokratiet og ud til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti på den yderste højrefløj lægger i de her år et konstant pres for at installere en politisk defineret 'danskhed', hvor lutheranisme og grundtvigianisme (nogle gange blot: kristendom) er kerneværdien. Det er sådan, man får udgrænset den store del af befolkningen, der ikke opfatter os selv som kristne. Vi bliver på den måde at regne som udanske. Den udgrænsning er folketingspræsten et redskab og symbol for, og den rummer et stort potentiale for at splitte befolkningen præcis der, hvor højrefløjen altid har villet splitte os, nemlig efter højrenationalismens grænser.

Stokrosen ved Sonni's Beer Bar

Siden jeg kom til Sydfyn i september, har jeg glædet mig til sæsonåbningen af Sonni's Beer Bar. Jeg har forestillet mig, at det var en af de beværtninger, som kun holdt åbent i turistsæsonen, og jeg var nysgerrig (en rent faglig, sociologisk nysgerrighed, naturligvis) efter at finde ud af, hvad der gjorde, at værtshuset på facaden kundgjorde, at man skulle være mindst 18 år for at komme ind. Det står der vist ikke på andre af byens værtshuse.

Nu er vi så langt henne på året, at vi roligt kan konstatere, at Sonni's ikke åbner igen. Ikke denne sommer, i hvert fald.

Til gengæld kan man så glæde sig over, at stokrosen mellem dør og vindue har fået frit spil, fordi ingen har skullet ind og ud ad døren. Jeg ved ikke, om den er vild med vilje, men hvor er den prangende stor og smuk!