Fodboldsproget er spansk

I Spanien hedder fodbold fútbol med et engelsk låneord, men fodboldsproget er ikke desto mindre spansk.

Verdensmestrene i fodbold for herrer 2026 taler spansk, ligesom de gjorde sidst. Det er faktisk syvende gang og var allerede inden i går en rekord. 8 lande fordelt på 6 nationalsprog har været verdensmestre. Efter finalen på søndag vil sprogfordelingen se sådan her ud:

Spansk: 7
Portugisisk: 5
Italiensk: 4
Tysk: 4 
Fransk: 2
Engelsk: 1

De romanske sprog dominerer. Her er fordelingen på sprogfamilier:

Romanske sprog: 18
Germanske sprog: 5
Alle andre sprogfamilier: 0

Og i et lidt større perspektiv kan man sige, at man skal tale et indoeuropæisk sprog for at blive verdensmester i fodbold. Den eneste trussel mod de indoeuropæiske sprogs dominans kom i 1954, hvor de suveræne ungarere var i finalen, men meget overraskende tabte til de undertippede vesttyskere. 

Indoeuropæiske sprog: 23
Alle andre sprogætter: 0

Havde det ikke været for sydeuropæernes kolonisering af Sydamerika, havde billedet naturligvis set helt anderledes ud, men ingen kan vide hvordan.

Flot lektørudtalelse til 'Ansigt uden skygger'

Tak til bibliotekerne!

Min roman fra november, Ansigt uden skygger er min femte bog i træk som ingen avisanmeldelser har fået. Altså nul. Det står i skærende kontrast til mine første skønlitterære bøger, som blev anmeldt i alle de landsdækkende aviser. Mine (indrømmet: relativt få) faste læsere synes ellers at være enige om, at mine bøger kun er blevet bedre siden, og at den seneste faktisk er den bedste. Men heller ikke hos de mange bogbloggere har den fået nogen anmeldelser. Ikke en eneste. Det er trods alt et helt nyt bundniveau for opmærksomhed. 

Så ud over opslag på Instagram og Facebook er der faktisk kun én ressource tilbage, som kan hjælpe med at gøre opmærksom på, at bogen findes, og anbefale den til mulige læsere. Det er bibliotekerne. Og tilsvarende er der kun én udefrakommende og antageligvis nogenledes neutral bedømmelse, og det er bibliotekernes materialevurdering, eller lektørudtalelse, som den også hedder.

Den er heldigvis god. Tak for det! Og nu er karenstiden overstået, og så må jeg vist gerne linke til den. Den kan læses her.

På vej

Jaja, jeg ved godt, der er noget med det lange lys i venstre side, men der er altid et eller andet, når man køber brugt. 

Jeg tror sgu, jeg tager den.

Så mangler jeg bare en ladestander og et kørekort, så er jeg klar som vognmand og hyrevognschauffør.

Jeg har skrevet fem romaner, men aner ikke hvordan man gør

Jeg har skrevet fem romaner, og jeg synes selv, de sidste fire er vellykkede, men jeg aner stadig ikke, hvordan man gør. Jeg føler mig ikke som romanforfatter, blot som forfatter. En genremæssigt famlende forfatter, eller hvis man skal være flink – og det må man gerne – en genremæssigt alsidig forfatter, hvor det at skrive romaner er det, jeg mindst af alt forstår.

Min seneste roman, Ansigt uden skygger, begyndte sit liv som 40 kortprosatekster – eller flanørtekster – fra Madrid, små observationer, refleksioner og pludselig opståede indre og ydre glimt fra 9 år i Madrid, plus en notesbog fyldt med dagbogslignende optegnelser fra mine oplevelser under coronapesten og et samtidigt opbrud i mit privatliv samt et par essay plus et eventyr for børn. De 40 Madrid-tekster forsøgte jeg forgæves at få et forlag til at udgive. Det var nok noget af det bedste, jeg har skrevet, men man skal vist være Klaus Rifbjerg for at få den slags udgivet. Jeg sendte i frustration teksterne til min ven og forfatterkollega, Peder Frederik Jensen, som foreslog, at jeg skrev dem om til en roman, og så gjorde jeg det. Jeg kunne ikke få alle teksterne til at passe sammen, men de fleste af dem kom med, de to essay, dagbogsoptegnelserne og eventyret foldede sig naturligt ind i teksten, og lidt efter lidt begyndte puslespillet at danne et billede. Det tog vel et sted mellem to og tre år. Så kom Lars Frost til som redaktør fra forlaget Gladiator, der havde vedtaget at udgive manuskriptet, og hans skarpe kritik hjalp med at få det sidste på plads. Jeg synes selv, at resultatet er overraskende vellykket, og at det virkelig endte med at blive en helstøbt roman. Men at sige, jeg derfor har skrevet en roman, ville være en tilsnigelse.

Forgængeren Afstande over vand var en scene, nemlig indledningsscenen, hvor en mand ankommer til sin hjemstavn med en plan – eller egentlig var det bare den første, lange, sætning – plus en håndfuld digte. Jeg havde ingen tanke om, at det skulle blive til en roman overhovedet og anede følgeligt ikke, hvad den i givet fald skulle handle om. Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en roman, og syntes, at teksten var færdig, da jeg havde skrevet to sider. Det var den tekst, jeg ville skrive. Så fik jeg en idé om, at det kunne være interessant at producere fiskesvær som alternativ til flæskesvær, fordi jeg selv elsker sprødstegt fiskeskind. Det kunne være mandens plan, og så blev det langsomt til en roman alligevel.

Celeste var de tre noveller, som redaktørerne sorterede fra, da Gyldendal udgav min novellesamling, Kig på damen. Jeg syntes selv, det var de tre bedste, men hun havde ret i, at de ikke passede ind. Til gengæld passede de sammen, gik det pludselig op for mig. Især to af dem, som derfor kom til at danne grundstrukturen i bogen. Da jeg opdagede den mulighed i de to noveller, ville jeg faktisk gerne skrive den roman, og da vi samtidig var flyttet til Spanien, blev den spanske historie, natur og kultur en selvfølgelig del af fortællingen, og jeg gik i gang med at ressearche om den spanske borgerkrig. Læste fagbøger, romaner og erindringer fra borgerkrigen og så film om den. Det blev et omdrejningspunkt. Da jeg viste manuskriptet til Gyldendal, fik jeg at vide, at ingen interesserede sig for den spanske borgerkrig længere, og jeg skulle skrive romanen om, så den i stedet kom til at foregå under det arabiske forår i 2011. Det hverken kunne eller ville jeg, og så endte den hos Solidaritets Forlag. Det blev en vild roman, men begyndte som tre frasorterede noveller.

Piazza del Popolo kalder jeg også en roman, men det er vel i virkeligheden en lang novelle. Jeg skrev den – eller det meste af den – på 14 dage i forbindelse med et ophold på Det Danske Akademi i Rom, under gåture i Borghese-parken. Løsrevne notesbogsoptegnelser, indre og ydre syn, jeg noterede mig under pauser på bænke, blev af sig selv til en flydende fremskriden af tekst. Det var aldrig hensigten med den notesbog. Det skete bare.

Den eneste gang, jeg har forsøgt at skrive en roman, var med debutromanen Sofa. Jeg begyndte pludselig at skrive den i en sommerferie, hvor jeg på dens fjerdesidste dag begyndte at kede mig, og så begyndte jeg bare fra en ende af. Da de første 35 sider var kommet af sig selv, gik jeg i stå. Og så satte jeg mig til at skemalægge alle romanens kapitler. Jeg vidste altså, hvad der skulle ske, og hvordan det hele skulle ende. Problemet var blot, at jeg havde svært ved at få mine figurer til at gøre det, de skulle, for at komme derhen, hvor jeg ville have dem. På sin vis lykkedes det. Der kom en sammenhængende historie ud af det, men sammenhængen blev flere steder for søgt. Der er meget god tekst i den også, endda langt det meste af den, synes jeg, men det i sig selv gør den ikke til en vellykket roman.

Siden Sofa har jeg aldrig prøvet at planlægge en roman. Jeg har faktisk aldrig forsøgt at skrive en roman igen. Det er sket på måder, jeg ikke kunne forudse, og som jeg aldrig vil være i stand til at gentage.

Nej tak til folketingspræst

Store dele af den politiske elite fra og med Socialdemokratiet og ud til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti på den yderste højrefløj lægger i de her år et konstant pres for at installere en politisk defineret 'danskhed', hvor lutheranisme og grundtvigianisme (nogle gange blot: kristendom) er kerneværdien. Det er sådan, man får udgrænset den store del af befolkningen, der ikke opfatter os selv som kristne. Vi bliver på den måde at regne som udanske. Den udgrænsning er folketingspræsten et redskab og symbol for, og den rummer et stort potentiale for at splitte befolkningen præcis der, hvor højrefløjen altid har villet splitte os, nemlig efter højrenationalismens grænser.

Stokrosen ved Sonni's Beer Bar

Siden jeg kom til Sydfyn i september, har jeg glædet mig til sæsonåbningen af Sonni's Beer Bar. Jeg har forestillet mig, at det var en af de beværtninger, som kun holdt åbent i turistsæsonen, og jeg var nysgerrig (en rent faglig, sociologisk nysgerrighed, naturligvis) efter at finde ud af, hvad der gjorde, at værtshuset på facaden kundgjorde, at man skulle være mindst 18 år for at komme ind. Det står der vist ikke på andre af byens værtshuse.

Nu er vi så langt henne på året, at vi roligt kan konstatere, at Sonni's ikke åbner igen. Ikke denne sommer, i hvert fald.

Til gengæld kan man så glæde sig over, at stokrosen mellem dør og vindue har fået frit spil, fordi ingen har skullet ind og ud ad døren. Jeg ved ikke, om den er vild med vilje, men hvor er den prangende stor og smuk!

Portræt i 'Det rigtige Faaborg'

 

Tak til journalist Pernille Pedersen og fotograf Henrik Poulsen for et fint portrætinterview i juli måneds udgave af lokalmagasinet Det Rigtige Faaborg.

Det er ikke til at læse teksten på de her affotograferinger, men på et tidspunkt bliver magasinet lagt på nettet, og så lægger jeg et link ind her.

Dobbeltudgivelsen

Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

En smuk sommerdag på stadion

Der findes også fodbold uden reklamepauser, indrejseforbud til dommere og modstandere, vi ikke kan lide, og uddeling af fredspriser til psykopatiske bombemænd.

FC Faaborgs Serie 2-hold sluttede sæsonen af med et sent og ufortjent hjemmebanenederlag på 2-3 til Ryslinge BK, som havde fordel af at spille i overtal det meste af 2. halvleg.

5 ord til salg

Så starter sommerudsalget!

Det er for nylig lykkedes os at få fingrene i en eksklusiv serie på 9 usædvanligt smukke, velbeliggende og multifunktionelle ord. 

4 af dem kan vi desværre ikke tilbyde, da de er udlejet på uopsigelige kontrakter, men vi tør godt sige, at alle lejerne udviser stor tilfredshed. Særligt ordenes mange anvendelsesmuligheder har vakt begejstring. Et af dem bliver eksempelvis brugt som både navneord i ental og samtidig i en mere frisk og moderne form som udsagnsord i navnemåde. Et andet bruges som navneord i flertal og udsagnsord i navnemåde. Et tredje bruges slet og ret som stedord i flertal. Kun fantasien sætter grænser! Og det er fremtidssikrede ord med rige muligheder for udvikling. Alle lejerne udtrykker således begejstring for de endnu uudnyttede muligheder, som ordene rummer.

Vi sætter derfor for første gang hele 5 af ordene i udbud på det private marked. Det drejer sig om

nigle, nugle, nygle, nægle og någle 

Vi synes selv, det er 5 af de stærkeste i serien, hvoraf hele 4 aldrig har været lejet ud og fremstår som nye.

Nægle har tidligere været i brug, men er nu igen på markedet. Det fremstår som et håndværkertilbud og kan købes til en skarp pris. Kontantsalg foretrækkes, men også et lånefinansieret køb kan forhandles på plads med vores finansielle partnere på rimelige vilkår.

Det gælder om at være hurtig her! Vores erfaring siger, at der indløber bud fra det øjeblik, ordene kommer på markedet. Kommer det rigtige bud, er vi parate til at slå til med det samme!

Bagtrappenat

 

Så blev det Stig Møllers tur

Jeg mødte ham kun en enkelt gang. 

I efteråret 1987 skulle Venstresocialisterne fejre partiets 20-års fødselsdag. Jeg var gået ind i Århus-afdelingens kulturudvalg og var derfor med til at arrangere den stort anlagte todages kulturfestival i Ridehuset. Ved aftenfesten var Miss B. Haven det dyrt købte hovednavn på scenen. Og så havde vi som aftenens scoop haft held til at genforene Steppeulvene, der fyldte 20 ligesom VS, men ikke havde spillet sammen i årevis. Uden Eik Skaløe, naturligvis, men med Stig Møller som forsanger.

Vi havde smidt alt for mange penge i arrangementet og havde derfor sat billetprisen for højt og samtidig budgetteret med urealistisk mange deltagere, så selvom jeg mest af alt havde lyst til at lukke alle gratis ind til festen, førte jeg et stramt regime som dørmand, for vi skulle jo have pengene hjem igen.

Jeg afviste venligt, men bestemt adskillige af de opstemte lykkeriddere og håbefulde gratister, som forsøgte at smutte ind gennem sidedøren. De fleste bed det i sig og luskede slukørede hjem igen, men der var en, som med blikket stift rette mod scenen stædigt insisterede på, at han skulle lukkes ind med det samme, for Steppeulvene var allerede på vej op ad scenetrappen. Men den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Alle ville jo høre Steppeulvene, det var ikke noget argument.

Da jeg i nogle minutter havde forsøgt at slippe af med den uvelkomne gæst, kom Per fra kulturudvalget hen og hviskede mig i øret: “Det er Stig Møller, for helvede, Jens!”

Så kom han ind, rystede den idiotiske dørmands obstruktioner af sig og leverede sammen med bandet aftenens klart gladeste og bedste koncert.

Tak til Stig Møller for det åbne sind og al den glade energi!

Marianne Stidsens iscenesættelse af Frederik Lind Køppen som højreorienteret poetisk gigant

Jeg har ingen problemer med, at fascister skriver skønlitteratur. Eller at de får det udgivet. Selvfølgelig ikke! Heller ikke, at de i modsætning til 99,9 % af alle danske forfattere får chancen for at læse op af deres bøger på direkte tv i den bedste sendetid iført en T-shirt, som angiveligt promoverer deres politiske standpunkt på et fremmed sprog. Jeg har læst Knut Hamsuns og Célines bøger med stort udbytte og betragtet Dalis værker med en vis nysgerrighed og teknisk beundring. Jeg er blevet eksamineret i Heideggers hermeneutik. Det er fint, ja bedre end fint.

Jeg nåede ikke at danne mig et indtryk af det digt, Frederik Lind Køppen læste op, og vil derfor ikke udtale mig om kvaliteten (det ville jeg nu under alle omstændigheder overlade til anmelderne). Men at hans digtsamling markedsføres aggressivt af Marianne Stidsen, FORDI digteren angiveligt er yderligtgående højreorienteret, og at DR lægger sendetid til promoveringen, undrer mig alligevel. Det kvalificerer vel ikke i sig selv digtene? 

Når man tænker på, hvor uendeligt lidt litteratur, der gives plads og bliver omtalt hos DR, kunne de med fordel have valgt det, de syntes var bedst, frem for at lade Stidsen reklamere frådende for en digtsamling, blot fordi digteren angiveligt er ekstremt højreorienteret. Er det ikke nok, at Tanten holder Emil Salzer som huspoet, blot fordi han angiveligt OGSÅ er højreorienteret? 

Hvis medierne synes, det er så forbandet vigtigt at gøre sig til talerør for den yderste højrefløj, kan de så ikke bare gøre det i en af deres sædvanlige overfladiske samtaler om samfund og politik? Hvorfor skal også litteraturens sparsomme sendetid bruges på den skindebat, hvor det virkelige ærinde tydeligvis er politisk, ikke kunstnerisk?

The best a man can forget

Hver gang, jeg løber tør for barberblade, ender jeg med at købe nogle, som jeg tror kan bruges i en af mine gamle skrabere, men som ikke kan. Og så må jeg købe en ny skraber, der passer til de blade, jeg lige har købt.

Der er så mange forskellige mærker på markedet nu, at jeg aldrig kan huske, hvilke skrabere jeg allerede har liggende. Det var nemmere, de Gillette nærmest havde monopol.

Til gengæld var det også dyrere. Jeg har for længst smidt mine gamle Gillette-skrabere ud. Dem havde jeg også adskillige af, men bladene er for dyre, og flere supermarkeder fører dem ikke længere.

Jeg kan huske, da Gillette for mange år siden gik fra 1 til 2 skær på deres barberblade, og vi igen var nødt til at købe en ny skraber, som altså passede til den nye type blade. “Bare rolig, vi lancerer ikke et nyt blad med 3 skær om næste år,” forsikrede de i deres annonce. Hvor lang tid, der gik, før de alligevel gjorde det, husker jeg ikke, men det var ikke ret længe. Nu er det allerede mange år siden, at standardbladet fik 5 skær, og ingen kan vel rigtig se fidusen ved at pumpe forbruget af skrabere yderligere i vejret ved at sætte 6 skær i. Det er vanskeligt at bilde nogen ind, at barberingen bliver bedre af den grund. 

Min nyeste skraber er af mærket DYNAMIC 5 PRO. De kører lige som de fleste andre mærker med 5 skær og må derfor reklamere med noget andet, og der synes jeg faktisk, de har været opfindsomme. Der er E-vitamin i barberbladets 'glide strip'! Hvem havde set det komme?

Den blå er vist i øvrigt en ladyshaver. I hvert fald gav den straks op over for skægstubbe.

Cats in Copenhagen

Dexter Gordon
Ben Webster

Stan Getz
Kenny Drew
Ed Thigpen
Thad Jones
Ernie Wilkins
Duke Jordan
Oscar Pettiford
Stuff Smith

Det er 10 af de amerikanske jazzmusikere, som i en periode af deres liv bosatte sig i København og overvejende optrådte og indspillede der. Jeg mener, de fleste af dem gjorde det i slutningen af deres liv og er begravet i Danmark. Det var fra nittentresserne frem til halvfemserne. Hvorfor gjorde de det, og ville de have gjort det i dag?

Hør Misty

Kaptajn Maxwell Woosnam og bolden

Maxwell Woosnam (1892-1965) var anfører for Manchester City, hvor han blev regnet for deres bedste centerhalf nogensinde. Siden blev han også kaptajn for både Chelsea og det England, både amatør- og A-landsholdet. Han var også Davis Cup-kaptajn for England, vandt Wimbledon i mixdouble og fik olympisk sølv og guld (mixdouble og double) i tennis. Og så er han en af de få, som har formået at lave den maksimale score på 147 i en indgang i snooker. 

Han har lavet en såkaldt centry i cricket (en sjælden score på 100 eller flere runnings i en enkelt inning som batter – Woosnam scorede 144 og 33 ’not outs’) på den legendariske Lord’s Cricket Ground. Derudover var han kaptajn for Winchester College’s golfhold og repræsenterede også skolen i squash. 

Senere studerede han ved Trinity College i Cambridge, som han også repræsenterede i fodbold, golf, tennis og cricket. Måske læste han kemi indimellem. Han blev i hvert fald direktør for kemigiganten Imperial Chemical Industries. Han fik også en medalje for sin indsats i Første verdenskrig, hvor han meget passende opnåede rang af kaptajn.

Han var en af pionererne for den endnu unge bordtennissport og slog engang et andet multitalent, nemlig Charlie Chaplin, i en kamp, hvor Woosnam spillede med en smørekniv.

Woosnam spillede kun bold for sjov i sin fritid. Derfor spillede han også kun Manchester Citys hjemmekampe, for han skulle jo også passe sit arbejde. Han tjente ikke en krone på sin sport, afslog alle tilbud om at skrive professionel kontrakt og fandt tanken vulgær. Han var også storryger og døde af en lungelidelse.

Københavnerdiagnosen

Der kom en sms fra biblioteket. Det var tid til at aflevere Solvej Balles ‘Om udregning af rumfang I’, så jeg ragede bogen ned i tasken, spændte sandalerne og overvejede ligefrem at åbne øjnene. Jeg ville gerne nå både biblioteket, SuperBrugsen og et besøg i Det Blå Hus, hvor jeg havde bestilt hel rug hjem, inden 11.

Men bibliotekets afleveringsautomat virkede ikke. Den takkede pænt, når jeg lagde bogen på lyspladen og efterfølgende trykkede på Afslut, men der kom ingen kvittering eller information om, hvor jeg skulle lægge bogen, som der plejer at gøre. Efter tre forgæves forsøg blev jeg så forbandet, at jeg åbnede munden for at kalde på en bibliotekar.

Men så kom jeg til at kigge på bogen. Det var ikke den. Det var ikke Solvej Balle, men min gode ven Anders Vægter Nielsen. Det var faktisk slet ikke en biblioteksbog, men mit eget eksemplar af den helt specielle ‘Københavnerdiagnosen’, som jeg ikke fatter, at Politiken ikke har givet en helside, og som jeg heldigvis ikke skal aflevere nogen steder.

Det er ikke en bog af en slags. I hvert fald ikke en slags, jeg før har hørt om. Er det et essay? Vel egentlig ikke, for bogen rummer til sidst en fremadskridende fiktiv handling. Er det en roman? Det ved jeg sgu ikke rigtig. Det er et satireskrift om de regionale særtræk i Danmark, særligt, men ikke kun, de sproglige. Det københavnskes gennemtrængen og gradvise opløsning af det egensspecifikke og regionale, men også det jyskes, især det østjyskes, gennemtrængen af det specifikt københavnske. Bogen er fuld af vilde og tænksomme digressioner, som vist både skal og ikke skal tages for pålydende.

Vægter Nielsen er i øvrigt lollik.

Jeg anmelder stadig ikke bøger, men her er et billede af to.

Live . 50 jazzimprovisationer

Jeg anmelder ikke bøger. Heller ikke denne bog. 

Ejler Nyhavn & Tage Aille Borges:

Live . 50 jazzimprovisationer

Den Brændende Huns Forlag

Men i denne tid, hvor litteraturen stort set er forsvundet ud af offentlighedens søgelys (mens forfatterne ikke nødvendigvis er), og kun så ganske få bøger faktisk anmeldes, står selv originale og særegne værker latent i fare for at forsvinde, før de nogensinde er blevet læst.

Så her er et billede af omslagets for- og bagside, det meste af et index og en enkelt af de 439 sider.

Det er et par uger siden nu: Da jeg havde været i LiteraturHaus for at høre Nyhavn & Borges fortælle om denne og en anden fællesudgivelses tilblivelsesproces og læse op fra dem på skift, kom jeg hjem med sindet sparket åbent af digt og hjertet synkoperet af jazz.

Jeg vil ikke fortælle mere, for jeg anmelder ikke bøger; blot vil jeg forbløffet konstatere, at denne bog findes. Du kan finde den her.