Viser opslag med etiketten Ordleg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ordleg. Vis alle opslag

torsdag den 11. juni 2026

5 ord til salg

Så starter sommerudsalget!

Det er for nylig lykkedes os at få fingrene i en eksklusiv serie på 9 usædvanligt smukke, velbeliggende og multifunktionelle ord. 

4 af dem kan vi desværre ikke tilbyde, da de er udlejet på uopsigelige kontrakter, men vi tør godt sige, at alle lejerne udviser stor tilfredshed. Særligt ordenes mange anvendelsesmuligheder har vakt begejstring. Et af dem bliver eksempelvis brugt som både navneord i ental og samtidig i en mere frisk og moderne form som udsagnsord i navnemåde. Et andet bruges som navneord i flertal og udsagnsord i navnemåde. Et tredje bruges slet og ret som stedord i flertal. Kun fantasien sætter grænser! Og det er fremtidssikrede ord med rige muligheder for udvikling. Alle lejerne udtrykker således begejstring for de endnu uudnyttede muligheder, som ordene rummer.

Vi sætter derfor for første gang hele 5 af ordene i udbud på det private marked. Det drejer sig om

nigle, nugle, nygle, nægle og någle 

Vi synes selv, det er 5 af de stærkeste i serien, hvoraf hele 4 aldrig har været lejet ud og fremstår som nye.

Nægle har tidligere været i brug, men er nu igen på markedet. Det fremstår som et håndværkertilbud og kan købes til en skarp pris. Kontantsalg foretrækkes, men også et lånefinansieret køb kan forhandles på plads med vores finansielle partnere på rimelige vilkår.

Det gælder om at være hurtig her! Vores erfaring siger, at der indløber bud fra det øjeblik, ordene kommer på markedet. Kommer det rigtige bud, er vi parate til at slå til med det samme!

søndag den 12. april 2026

Højrup 2, stod der på skiltet

Højrup 2, stod der på skiltet. Det var sådan, det begyndte. 

Jeg kender en, der hedder Højrup, og kom uvilkårligt til at tænke på alle de byer, der er blevet brugt som slægtsnavne. Borum, Hastrup, Kastrup, men ingen hedder København. Er det kun landsbyer? Hvor lille skal en by være for at kunne bruges som slægtsnavn? tænkte jeg, men kom så i tanke om Hans Aalborg. 

Så måske havde det ikke noget med byens størrelse at gøre. Nogle bynavne lyder simpelthen fjollede som personnavne: Børge København, Freja Kalundborg. Men hvad er det, der får dem til at lyde forkert? Det er noget med rytmen. 

Så slog det mig, at efternavne typisk har tryk på første stavelse. Nielsen, Jensen, Pedersen, Olsen, Hansen, Børgesen, Mogensen, Vestergaard, Nørgaard, Søndergaard, Østergaard, Gravesen, Møller, Fisker, Bager, Vægter, Skovmand, Helveg, Auken, Løkke, Falster, Højlund, Halskov. Faktisk kunne jeg ikke komme i tanke om et eneste efternavn, som ikke har tryk på første stavelse. Lindéll, selvfølgelig, men det er vel egentlig også fransk.

Det kunne nok forklare, at ingen hedder København eller Kalundborg, men kan ikke forklare, at ingen hedder Odense, som jo netop har tryk på første.

Det var min bagstive morgenhjerne imidlertid ligeglad med. Den var allerede dybt begravet i tanker om reglen om navnes tryk på første stavelse, for gjaldt det i virkeligheden ikke også fornavne? Mogens, Henning, Karsten, Lene, Helle, Gitte, Mette, Inger, Tina, Trine, Lone, Egon, Lisbeth, Otto, Erling, Frede, Vera, Åge, Peter, Anders, Jonas, Dorthe, Eske, Vigga, Morten, Ulla, Erna, Nora, Anna, Mikkel, Rasmus, Su … hov! 

Susanne har tryk på anden stavelse. Det har Malene, Katrine, Marie, Matilde og Sørine også. Så hvis navnet har tre stavelser, er der altså tryk på den anden. Men det gjaldt så ikke Joakim, Kristian og Frederik, som stadig har tryk på første. Det er med andre ord pigenavne med tre stavelser, der har tryk på anden. Men hvad så med Benedikte, Josefine og Magdalene: Hmm. Ok, det må være sådan her:

– Danske efternavne har tryk på første stavelse.
– Danske drengenavne har tryk på første stavelse.
– Danske pigenavne med to stavelser har tryk på den første.
– Danske pigenavne med flere end to stavelser har tryk på den næstsidste.

Det forklarede ganske vist ikke, hvorfor ingen hedder Odense, men gav alligevel en vis ro i sindet, indtil bussen nåede frem til Havnegade i Faaborg.

Da jeg kom ind ad døren, faldt mit blik på et billede af min søster. Elisabeth! Åh nej. Elisabeth har fire stavelser, men tryk på anden, ikke på den næstsidste. Nå. Pigenavne er også bare forvirrende. 

Så tændte jeg computeren, åbnede for Facebook og fik øje på min fætter Andreas. Ak! Og det ødelægger ikke kun reglen for drengenavne. Også Andreasen har jo tryk på anden stavelse. Det har Johansen forresten også.

Så var den halve time spildt.

Og dine sidste syv minutter får du heller aldrig tilbage.

mandag den 19. maj 2025

Du har fem ord

Du har fem ord, fx

jeg – skrev – også – digte – dengang

De kan logisk set organiseres i fakultet 5 (5 x 4 x 3 x 2 x 1) forskellige rækkefølger, for 5 forskellige ord kan stå på førstepladsen, og når det første ord er valgt, er der 4 ord tilbage, som kan stå på andenpladsen, derefter 3 til tredjepladsen osv. De 5 ord kan altså organiseres i 120 forskellige rækkefølger.
    Inden for matematikken er faktorernes orden ligegyldig. 3 x 5 x 4 = 5 x 4 x 3. Men inden for semantikken er det anderledes. Ords rækkefølge er ganske vist også i visse tilfælde uden betydning for sætningens meningsindhold, men for det meste ikke.
    Hvis vi vælger at placere ordet ‘også’ først, bliver dette tydeligt, for på den måde fremhæver vi det efterfølgende ord som det vigtigste. Der er fakultet 4 logisk mulige kombinationer med ‘også’ først, altså 24, men der er kun fire mulige betydninger, nemlig en for hvert muligt andetord i sætningen.

1) Også jeg skrev dengang digte.

2) Også dengang skrev jeg digte.

3) Også digte skrev jeg dengang.

4) Også skrev jeg dengang digte.

I sætning 1) fremhæves ‘jeg’ som det vigtige ord. Det, der fortælles, er, at ‘jeg’ også skrev digte dengang, ligesom andre angiveligt gjorde.

I sætning 2) fremhæves ‘dengang’ for at vise, at jeget også på netop det omtalte tidspunkt skrev digte, ligesom jeget angivet har gjort på andre tidspunkter.

I sætning 3) fremhæves ‘digte’ for at vise, at jeget også skrev digte på det omtalte tidspunkt, ligesom hun angiveligt skrev andre former for tekst, fx artikler om grammatik.

I sætning 4) fremhæves ’skrev’, hvilket muligvis skal vise, at jeget dengang også skrev sine digte, ligesom hun præsenterede eller frembragte dem på andre måder, fx ved at synge eller forme dem i ler.

De tre første sætninger er semantisk klare og utvetydige.
    Når jeg ved sætning 4) skriver muligvis, er det fordi, sætningen er så usædvanlig i sin form, at der produceres en usikkerhed, både hvad genre og mening angår. Måske er sætningen selv et digt. Det lyder gammeldags, som noget der kunne stå i en sang fra år 1900. Sætningens æstetiske værdi eller skønhedsværdien kommer i fokus. Sætningen kan opfattes som kejtet, men også som lyrisk, og når den æstetiske værdi står frem som det afgørende, bliver det semantisk indholds stringens og vigtighed tilsvarende svækket. Man kommer i tvivl om, hvorvidt placeringen af ordet ’skrev’ umiddelbart efter ordet ‘også’ faktisk skal fremhæve dette ord som sætningens vigtigste. For måske skal ordstillingen i stedet give sætningen en særlig klang – eller måske et arkaisk tidsbillede. Og i så tilfælde kan sætningens semantiske indhold pludselig være et hvilket som helst af de fire nævnte. Eller endda en kombination af to eller flere af dem. Meningen bliver åben eller ubestemt, sådan som det ofte er i digte. Det er en af grundene til, at oplæsningen af digtet bliver så afgørende. Det vender vi tilbage til.
    Jeg skrev ovenfor, at faktorernes orden for det meste ikke er ligegyldig, når det gælder ord og ikke tal. Altså at ordenes rækkefølge er afgørende og skaber betydning. Men i visse tilfælde er rækkefølgen faktisk ligegyldig, når blot det vigtigste er på plads.

1a) Også jeg skrev digte dengang ( = Også jeg skrev dengang digte)

2a) Også dengang jeg digte skrev ( = Også dengang skrev jeg digte)

3a) Også digte skrev dengang jeg ( = Også digte skrev jeg dengang)

Ombytningen af 'digte' og 'dengang' fra sætning 1) til 1a) giver ingen semantiske forskydninger. Ved 2) til 2a) og ved 3) til 3a) synes det samme at være tilfældet. Her skal man dog være opmærksom på, at den usædvanlige ordstilling kan signalere en semantisk åbenhed, som vi så det med sætning 4) ovenfor.

Vælger vi nu i stedet verbet ’skrev’ som første ord, bliver sætningen naturligvis til et spørgsmål, og man kan vel spørge om det samme, som man kan fortælle, ikke?

1b) Skrev også jeg dengang digte?

2b) Skrev jeg også dengang digte?

3b) Skrev jeg også digte dengang?

Sætning 1b) og 2b) forekommer semantisk tydelige. Men 3b) bliver som skrevet sætning semantisk uklar. Hvis den i stedet bliver udtalt, altså læst op eller reciteret, kan meningen præciseres ved at lægge tryk på enten ‘jeg’, ‘digte’ eller ‘dengang’.
    Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan skrives en utvetydig sætning med den ønskede mening. I dette tilfælde kræver det blot flere ord. Man kunne fx skrive:

“Var digte også en af de ting, jeg dengang skrev?”

Udtalen giver altid mulighed for at ændre eller præcisere en sætnings semantiske indhold. Også den tilsyneladende utvetydige sætning 2b) kan skifte mening gennem udtalen. Det sker eksempelvis, hvis man lægger tryk på enten ‘jeg’ eller ‘digte’. 
    Når vi bringer udtalen ind, udvider vi antallet af mulige sætninger betragteligt. Det bliver for meget at håndtere her, så lad os holde os til ordenes rækkefølge.
    Der er 120 mulige rækkefølger af de 5 ord, men langt færre grammatisk korrekte sætninger. “Også skrev digte dengang jeg” er en grammatisk forkvaklet sætning, men er den også semantisk meningsløs? Og hvis ikke, hvad betyder den så?

fredag den 28. marts 2025

At spille Kalliope

SÅDAN SPILLER DU KALLIOPE

Udviklet af 
Jens Peter Kaj Jensen & Per Martin Halskov










Rekvisitter
– Et sæt spillekort med digte fra forlaget Ekbátana.
– En terning.
– Et spillebord.
– Værklisten er en liste over udvalgte udgivne værker af nogle af de forfattere, hvis digte er optrykt på kortene. Kan man huske nogle af titlerne, har man chancen for at score ekstra point.
– Listen over Bonuskort er en liste over kort, som giver mulighed for at score ekstra point ved at løse en opgave. Bonuskortene er på listen navngivet efter kortforfatteren og angiver, hvilken opgave der skal løses. Disse to lister får samtlige spildeltagere udleveret ved spillets begyndelse, hvorefter de får ti minutter til at orientere sig i dem. Så afleveres de til Kalliope, og spillerne får herefter kun mulighed for at se dem, når de selv er Kalliope.
– Ordforklaringer er forklaringer af svære ord, som optræder i opgaverne. Denne liste har alle deltagere hos sig gennem hele spillet.


Kalliopes funktioner
  • Rollen som Kalliope går på tur blandt spillerne.
  • Spillerundens Kalliope fungerer som spilleder og dommer og er derfor selv oversidder i runden.
  • Kalliope har særlig adgang til at orientere sig i Værklisten og listen over Bonuskort.
  • Hun vælger rundens Ekbátana, som er en særlig supertrumf.
  • Rundens Kalliope er desuden kortgiver, fører pointregnskabet og forestår bytningen af kort.
  • Kortspillets ejer er spillets første Kalliope og har derfor desuden til opgave at forklare reglerne.

Spillets forberedelse
Alle spillere får udleveret et eksemplar af Værklisten, listen over Bonuskort og Ordforklaringer og får herefter ti minutter til at læse papirerne igennem, hvorefter listen over Bonuskort og Værklisten atter indsamles af Kalliope. Ordforklaringer beholder spillerne.
    Spillerne sætter sig omkring bordet og har herefter faste pladser gennem hele spillet. Jokerne skal ikke bruges og lægges fra.
    Første rundes Kalliope opridser spillets grundregler.

    Så spiller man en prøverunde af spillets Strofe 1. Herefter er det alvor.




Spillerundens Strofe 1

Spillets retning

Spillets retning er med uret. Det gælder rollen som Kalliope, stikmeldinger, kortbytning og selve spilafviklingen.


Kortgivning

Hver spiller får fem kort. De deles rundt, fordækt, et kort ad gangen. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope får først. De resterende kort lægges i en restbunke på spillebordet med bagsiden opad. Rundens Kalliope skal som oversidder ikke selv have nogen kort.


Ekbátana

Umiddelbart inden kortgivningen skal Kalliope vælge og meddele et særligt kort som Ekbátana, en slags supertrumf som kan stikke alle andre kort og er sikkert stik i udspillet. Ekbátana’en må ikke være et billedkort. Tager man et stik med Ekbátana’en, bliver det ophøjet til et såkaldt Ekbátana-stik, hvis spilleren kan nævne mindst et af kortforfatterens værker fra Værklisten, idet kortet smides på bordet. Kalliope tjekker overensstemmelsen med Værklisten og nævner de korrekte titler. Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er hun/han opført på listen over Bonuskort, og i så fald skal spilleren løse den opgave, som angives her. Et Ekbátana- stik tæller tredobbelt, når spillerundens point opgøres.


Melderunden

Spilleren, som sidder umiddelbart til venstre for Kalliope, begynder med at melde ud, hvor mange stik hun forventer at få. Det gør alle spillere nu efter tur, og man skal enten melde et højere antal stik end den foregående eller melde pas. Melderunden er overstået, når alle har meldt en gang. Spilleren med den højeste stik-melding har vundet meldingen.


Trumf

Spilleren, som har vundet meldingen, skal nu vælge trumfens kulør.


Bytterunden

Herefter må spillerne efter tur (først spilleren til venstre for Kalliope) bytte kort fra restbunken. Man må bytte så mange, man vil. Man lægger de kort, man vil bytte, med bagsiden opad i en ny bunke ved siden af restbunken og siger antallet højt, og Kalliope udleverer et tilsvarende antal fra toppen af restbunken.


Selve kortspillet

Selve spillet begynder. Spilleren umiddelbart til venstre for Kalliope har udspillet. Alle smider et kort til efter tur. Esset er højeste kort. Man skal altid bekende kulør, hvis man kan. Kan man ikke bekende kulør, kan man kun stikke med trumf eller Ekbátana-kortet.

    Den, der hjemtager stikket, har udspillet efterfølgende. Sådan fortsætter man, til alle fem kort er spillet.


Pointoptælling

a) Har man ikke vundet meldingen, får man 1 point pr. hjemtaget stik.

b) Hvis man har vundet meldingen og tager sine meldte stik eller flere, så får man 2 point pr. hjemtaget stik.

c) Hvis man har vundet meldingen, men ikke tager sine stik, så får man stadig 1 point pr. hjemtaget stik, men dertil minus 5 point i straf.

d) Et Ekbátana-stik tredobler stikkets pointværdi, hvis det lykkes at løse opgaven, der hører til.



Spillerundens Strofe 2

Alle spillere, som har taget stik i Strofe 1, får nu mulighed for at forbedre rundens score. Spillerne slår efter tur med en terning og får stillet en opgave i henhold til udfaldet.


Viser terningen 1, 2 eller 3, 

skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke og fortælle Kalliope kortforfatterens navn. Nu oplyser Kalliope, om forfatteren er opført på Værklisten. Hvis det er tilfældet, skal spilleren nævne den korrekte titel på så mange som muligt af forfatterens værker fra Værklisten. Man får point (1, 2 eller 4) for hver korrekt titel. Kalliope tjekker svarets rigtighed og siger de korrekte titler højt.

    Hvis kortforfatteren ikke er opført på Værklisten, er der tale om et såkaldt Bonuskort. I så fald skal spilleren løse den opgave, som på listen over Bonuskort er opført under den pågældende kortforfatters navn. Hvis Kalliope beslutter, at opgaven er løst, giver det 10 tillægspoint.


Viser terningen 4 eller 5,

skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige kortets digt og herefter give en analyse, hvor der enten skal udsiges noget meningsfuldt om digtets metrik eller form i øvrigt, udpeges en metafor, en metonymi, en alliteration, en anafor, en epifor, en kiasme, et oxymoron eller en trikolon (se Ordforklaringer). 

    Eller der skal gives en indholdsmæssig tolkning, en sanselig udlægning eller en musikalsk fremstilling af digtet, som skal godkendes af rundens Kalliope. Dette fordobler spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.


Viser terningen 6,

skal spilleren vælge et kort fra sin stikbunke, rejse sig og fremsige et digt på to vers, der rimer på de to første vers af kortets digt. Kalliope afgør, om opgaven er løst tilfredsstillende. Dette tredobler i givet fald spillerens stik-score i runden, men ændrer ikke ved eventuelle strafpoint.


Spillere, som ikke har taget stik

beholder deres nul eller minuspoint.


Og så videre

Herefter gives der kort påny, og en ny runde begynder. Nu er det den næste spillers tur til at melde først.

    Der spilles, til alle har været Kalliope tre gange. Spillerne kan naturligvis aftale at afkorte eller forlænge spillet, blot alle ved spillets afslutning har været Kalliope lige mange gange.



Værklisten

Andreas Morgenrødt

(4 point) Gravsten på Assistens Kirkegård med inskriptionen Andreas Morgenrødt - tidsrejsende 1996 - 2064


Asger Schnack

(1 point) Street

(2 point) Fra gud til måne 

(4 point) Øjeæbler


Camilla Hjørnholm Olsen

(1 point) Mørkekammeret 

(4 point) Sample


Carsten René Nielsen

(1 point) Enogfyrre ting

(2 point) Husundersøgelser

(4 point) Dobbeltgængeren fra Randers


Cindy Lynn Brown

(1 point) Dealbreaker [hver nat smadrer jeg mit ansigt med bølger] 

(2 point) Din lille darling

(4 point) Rigtige børn vokser – ikke op i forbifarten


Hans Karup

(1 point) Nattens Smil

(2 point) Korn – digte

(4 point) En forlygte af kødet


Ida Monrad Graunbøl

(1 point) Menneskedyret 

(2 point) Miraklernes tid 

(4 point) B til piraten


Jens Carl Sanderhoff,

(1 point) Det tøvende århundrede 

(2 point) Djævlens protegé

(4 point) Natkatamaran


Jens Peter Kaj Jensen

(1 point) Afstande over vand 

(2 point) Kig på damen

(4 point) Døgner


Jonas Reppel

(4 point) Daggryet drukner bag strakte tage


Kim Sindberg

(1 point) Det Er Et Fort Her

(2 point) Tegner, Tegner, Tegner 

(4 point) Rembus – en introduktion


Lars Emil Foder

(1 point) Fabelagtigheder 

(4 point) Natatlas


Louise Juhl Dalsgaard

(1 point) I dag skal vi ikke dø

(2 point) Det dér og dét der

(4 point) Mit ønske om at dø er rent hypotetisk


Marie Louise Pedersen

(1 point) Gopler og andre fortællinger 

(2 point) I myggens himmerige

(4 point) Fragmenter af vand på jorden


Maya Salonin

(1 point) Den 8. bog om Satan 

(4 point) Et studie i ondskab


Mette Norrie

(1 point) Statister

(4 point) FERNWEH


Mette Reinhardt Jakobsen

(1 point) Den dag Bitte blev bæredygtig

(2 point) Vil ikke forstyrres

(4 point) Farmerhjerte


Mikael Ostenfeld Krog

(1 point) Picco picco

(4 point) Skyggekaster


Morten Søndergaard,

(1 point) Døden er en del af mit navn 

(2 point) Et skridt i den rigtige retning

(4 point) Vinci, senere


Nicolaj Stochholm

(1 point) Udenfor pesthospitalet

(2 point) Femogtyve digte og en drøm

(4 point) Ødelagt rim


Pia Juul

(1 point) Dengang med hunden 

(2 point) Mordet på Halland 

(4 point) Avuncular


Rikke Oberlin Flarup

(1 point) Telefontesten

(2 point) Selskab af mænd

(4 point) Kan du høre, hvem det er?


Signe Kierkegaard Cain

(1 point) Søkvinden

(2 point) Det handler ikke om lykke

(4 point) Bispebjerg Bakke – historien om Slangen på Bispebjerg


Søren R. Fauth

(1 point) Moloch. En fortælling om mit raseri

(2 point) På Jupiter findes fortiden ikke

(4 point) Digt om døden



Bonuskort

Aya Benedikte Kor

(10 point) Lav en kiasme, hvor ordet morgendug indgår.


Rikke Ruby

(10 point) Stå på et ben og fremsig et selvopfundet digt på fire vers, hvor andet vers ender på Ruby, og fjerde vers ender på et rim på andet vers.


Piet B

(10 point) Lav et gruk.


Lisa Smith

(10 point) Brug en frase fra kortets digt til at konstruere en metonymi.


Julie Kastberg Rasmussen

(10 point) Fremsig et digt, der enderimer på bananfluerne.


Jeppe Mørch

(10 point) Lav et digt på to vers, hvor kortforfatterens efternavn indgår i en trikolon.


Connie Utsen

(10 point) Konstruer en kiasme med et udsagnsord og et navneord fra kortets digt.


Idaemilia Nørgaard

(10 point) Konstruer en oxymoron med et tillægsord fra kortets digt


Anders Schmidt Thorsen

(10 point) Rejs dig og læs digtet højt, og føj herefter en effektfuld alliteration til digtets sidste vers.


Anne Kierkegaard

(10 point) Lav en meningsfuld epifor med kortforfatterens efternavn som gennemgående element.




Ordforklaringer

Metafor

En metafor er overføringen af et udtryk fra et betydningsfelt til et andet, altså et billedligt udtryk, fx hans tunge var en tonstung lufthammer.


Metonymi

Metonymien minder om metaforen, men udskifter et udtryk med et andet fra samme betydningsområde som del for helhed, hvor man fx skriver det lille overskæg i stedet for Adolf Hitler.


Allitteration

Allitteration er bogstavrim, fx Vestlyngens vejrbidte vissenhånd.


Anafor

En anafor er en gentagelse af ord eller udtryk i begyndelsen af en sætningsrække, fx måske du vil komme igennem mørket en dag. Måske din mor vil hjælpe dig med det meste. Måske alle vil hylde dig, når det lykkes.


Epifor

Epiforen er en gentagelsesfigur ligesom anaforen, men i slutningen af sætningen, fx ingen fatter, at du vil. Alle håber, du gør det. Ingen forstår, hvordan du gør det. Kun Ole forstår, hvorfor du gør det.


Kiasme

Kiasmen er en spejlvending af en frase i den efterfølgende, fx selskabet tømte glassene, og glassene tømte selskabet.


Oxymoron

Et oxymoron er en selvmodsigelse, der kan betragtes som en antitese i kort form, fx et funklende mørke.


Trikolon

Trikolonen er en effektfuld trehed, fx charme, selvtillid og lækkert hår.


Gruk

Et gruk er et lille rim med en pointe, som skal fortælle sandhed om menneskelivet. Begrebet er opfundet af Piet Hein, som blandt andet skrev:

Pessimisterne

er dog

de reneste tåber – 

de tror

på det modsatte af, 

hvad de håber.

Sidevisninger den seneste måned