I spisefrikvarteret

Når man skal æde en rotte

er det bedst at begynde

forfra

fra snuden, kværne 

kæften, knase 

kæbeknogler.

Det er

i orden at spytte 

tænderne ud,

ud. Ud med dem,

fortænderne,

de lange

guffejern.

I spisefrikvarteret,

er der aldrig nogen, der vil bytte

madpakke.

Åh, selvom jeg har spyttet 

tænderne, spyttet godt i

hænderne

smøget ærmer op,

bare smøget

den, harket slim op, spyttet

langspyt som en vældig 

karl og promeneret

langs pyt, uden at få våde

laksko, uden at få våde

øjne. Slå smut med

spegepølsen,

siger du, du melder hele tiden

op. Ned med

rotten! Om lidt skal vi slås med

pelsen, som sætter sig i

tænderne, sætter sig i

respekt, når først man for alvor guffer.

Når man æder Sørens

rotte, den fra

rendestenen, den fra

sidste uge, guffer,

fedter rotten, godt i

grotten

eller dybt i svælget,

skal man være rap,

snip snap snude,

for hulen.

Du skal begynde fra 

snuden, skal du,

snyde næsen.

Den er slimet og smager salt som

søsters

nytårskur. Snappe den fra snuden, skal du,

sådan. Netop!

Ellers løber 

tiden fra dig, og det hele løber ud i

kloakken igen, den stikker

halen mellem benene.

Aldrig halen først,

når man vil 

guffe.

Snottet bare vokser, som var det gødet med

histaminer, ingen aner hvor det kommer fra,

mens man haler ind på rotten,

haler rotten ind,

inhalerer

slimet.

Så er der ingen der vil dele

i det lange 

løb.

Rotteræs

er da også et fedt ord,

smækkert,

smæk på

drengen,

og ikke noget 

hønsestrik.

Der er ellers noget klamt, uspiseligt ved 

sammensatte ord og 

noget uforståeligt ved 

sammenkogte rotter.

En bleggrøn rotte smager ikke 

af ammoniak, som men eller skulle tro.

Ikke kun af ammoniak, 

i hvert fald, men smager også lidt

på ordene, før den

æder dem. En rotte æder alt, hvis man ikke

får begyndt fra snuden.