Dyreborg

Formiddagssol, havde de sagt, så jeg rev spindelvævet af den gamle Forza. Det var stadig luft i bagdækket, og mens håndbremsen ikke virker, vil fodbremsen altid gøre det. Jeg har tit stået og kigget over sundet til de hvide huse i Dyreborg. Der er knap seks kilometers kommunevej derover, så selvom der er bakket, og formen ikke er til ekstremsport, skulle det være en overkommelig tur.

Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer af den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke forstyrer træernes fortrolige hvisken.

Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?

Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.

Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeriauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder. 

Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere.

Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor langt der er, og om man har tid til at spise de modne brombær. Det havde jeg på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200. 

På Bjernevej, ind mod Faaborg, cyklede et tysk ægtepar, manden forrest, slingrende af sted midt på vejen med sine cykelklemmer, sin karrygule herrejakke, sin buskede grå moustache, uden at holde ved styret eller værdige kørebanen et blik. Det var mobilen, han havde travlt med. Han filmede en harvende mand på marken.

En mageløst magelig palæontologisk sommerferiefortælling

Megatherium er et sydamerikansk dovendyr. Den vejer 3-4 tons, altså omtrent det samme som en indisk hanelefant, vil jeg tro. Hvem gider egentlig tjekke den slags? Når den undtagelsesvis bekvemmer sig til at rejse sig på bagbenene, fx for at strække sig efter en middagslur eller hyggesnacke lidt i den allernærmeste trætop inden det er tid til at hænge sig op for natten, rækker den mageligt 4 meter op i luften. Det er temmelig meget højere oppe, end du har taget dig sammen til at gemme din ellers så hemmelige småkagedåse. Den kan blive op til 6 meter langt fra halespids til snude. Det er længere end dit soveværelse. Det skal man lige tænke over, før man inviterer sådan en sovetryne med hjem.

Nuvel, vi er alligevel lidt sent på den, hvad det angår. Den uddøde for 10-11.000 år siden – formodentlig spist af mennesker, der ikke orkede at fange fisk – men jeg fik ikke lige tid til at fortælle historien før nu.

Det første fossilerede skellet af Megatherium americanum blev ved et ubelejligt tilfælde opdaget i 1787 på bredden af ​​Luján-floden i det nuværende Argentina. Eksemplaret blev før eller siden fragtet til Spanien, hvor den franske palæontolog Georges Cuviers i et sjældent vågent øjeblik fik øje på den dovne slambert og navngav den i 1796, hvor ingen ellers endnu havde gidet at give sådanne forhistoriske kræ den slags fine videnskabelige navne. Det var også Cuviers, der fastslog, at Megatherium var et dovendyr. Det kunne han lige overkomme at konstatere ved sammenligning med andre kendte dovendyr. Ingen nævnt, ingen glemt.

Kreativt tankemylder?

Lige fra jeg var en stor dreng på 11-12 år, har der dukket fortællinger op i mit hoved med alt for korte mellemrum. Formodentlig også tidligere, men fra den alder begyndte jeg at skrive nogle af dem ned. Nogle af dem blev til skolestile, når emnet undtagelsesvis blev givet frit. De fleste blev til småt brændbart. Jo flere, jeg skrev ned, desto flere kom der. Det var, som om jeg ikke kunne skrive mig færdig. De fleste fortællinger var korte, måske blot en simpel scene. Typisk noget, jeg havde set og uden at ville det var kommet til at digte videre på. Det føltes vigtigt at skriver fortællingerne ned, om ikke for andet så for at finde ud af, hvordan de endte, for de præsenterede sig aldrig i færdig form, men snarere som åbninger af en ny vej videre fra et kendt udgangspunkt.

I mine første voksenår havde jeg i det store hele held til at holde fortællingerne fra livet. Jeg skulle passe min politiske aktivisme, mine studier, mit arbejde og mit ungkarleliv. Det lykkedes mig at begrænse skriverierne til digte, kortprosa og små noveller. Alligevel gik det galt i en ferie, hvor jeg uforvarende begyndte at skrive en roman. Havde jeg vidst, at det var sådan én, jeg var i gang med, havde jeg stoppet mig selv med det samme. Så meget selvkontrol havde jeg trods alt stadig dengang. Men fra begyndelsen kunne jeg ikke genkende teksten som begyndelsen af en roman. Det var blot en sjov historie som så mange andre. Så let slap jeg ikke.

Måske fordi der var opdæmmet så mange uudfoldede fortællinger i mit hoved, væltede de nu pludselig ud som akkumulerede vandmasser, der langt om længe bryder gennem en mørnet dæmning. Min debutroman, Sofa, blev til i et væld af indbyrdes forbundne fortællinger og genrer. Min næste bog blev en novellesamling. Det gav sig selv, for nu hvor jeg endelig havde givet mig selv lov til at skrive frit, var der så mange fortællinger på vej, at jeg umuligt kunne vælge en og lade resten ligge. 

Jeg sagde mit gode job som forlagsredaktør op i håbet om at få tid til at blive færdig med alle de halve og kvarte historier. Men det blot værre. Jeg burde have vidst det. Det var stadig som i barndommen: Jo mere jeg skrev, desto flere historier dukkede der op. Efterhånden fik jeg en ny idé til en bog hver måned. Det var umuligt at følge med. Jeg havde typisk gang i 7-8 manuskripter samtidig. Og nu begyndte det at gå langsomt med at gøre bøgerne færdig. Jeg skulle også tjene penge. Det blev ikke til særligt mange bøger, for dem jeg skrev, kunne jeg ikke leve af, og nu havde jeg på forunderlig vis fået tre børn, som også skulle spise.

Jeg lavede nye regler for mig selv. Jeg måtte ikke begynde at skrive på et nyt manuskript, før jeg havde gjort det gamle færdig. Det var en fornuftig restriktion, men et helvede. Det er en voldsom frustration ikke at måtte skrive den historie, der presser sig på. Som en ekstrem lidenskab uden forløsning. Jeg var desuden uforvarende begyndt at skrive på et fagbogsmanuskript. Det var virkelig ikke min mening. Fordi det ikke var skønlitteratur, var projektet ikke underlagt min strenge kyskhedsregel. Jeg blev opslugt af emnet, og det begyndte at optage stadig mere af min tid, for det krævede også omfattende studier. Det var nemlig en fagbog inden for et felt, som jeg fra begyndelsen intet vidste om. Men fordi jeg nu både skrev på en roman og en fagbog, fik jeg både idéer til flere fagbøger og flere skønlitterære fortællinger. Ikke en gang om måneden, men snarere en gang om ugen dukkede der en ny idé op. Til en fagbog. Nye idéer til skønlitterære bøger dukker nu op flere gange dagligt. De bedste skriver jeg ned i notesbøger for i det mindste at få en vist form for forløsning. Det er snyd, jeg ved det, men hvor meget skal man plage sig selv?

Jeg ved ikke, om dette uindbudte mylder at idéer til nye bøger ligefrem er en sygdom. Om det berettiger mig til en diagnose. Kreativt tankemylder, måske? Men jeg vil ikke have en diagnose. Jeg vil bare skrive. Jeg ved godt, at jeg ikke kan skrive mig ud. At der altid vil være flere idéer, end tiden tillader mig at gøre færdig. Store lidenskaber rummer altid et uudtømmeligt begær.

Jeg ved selvfølgelig også, at langt fra alle idéer fortjener at blive til bøger. Jeg tror, jeg med tiden er blevet bedre til at sortere fra. Jeg lægger notesbøgerne til side og åbner dem ikke igen, før jeg har udgivet den næste roman og den næste fagbog.

Det sker nu til efteråret.

• Romanen Ansigt uden skygger udkommer på forlaget Gladiator til november. Det er en selvstændig opfølger til Sofa.
• Filosofibogen Hvad er skønlitteratur? har jeg arbejdet på i 8 år. Den udkommer på Syddansk Universitetsforlag den 25. oktober.

De gad ikke smide mig i fængsel

Da jeg var ung, var jeg pacifist i absolut forstand, hvilket både var en mindretalsposition i samfundet og i Venstresocialisterne, det parti jeg var medlem af. Jeg var så meget pacifist, at jeg ikke ville møde op til session, fordi jeg ikke ville anerkende, at militærnægternes standpunkt var mindreværdigt i forhold til soldaternes, og de derfor skulle straffes med en 12-måneders tjeneste, mens værnepligtige kun skulle aftjene 9. 
    – Så kommer du jo i fængsel, sagde politimesteren i Aabyhøj.
    – Det er jeg ligeglad med.
    – Du kan da bare svare noget tosset til intelligensprøven, sagde han. – Så bliver du kasseret.
    – Det er jo snyd.
    – Nja, men du skal i hvert fald betale din bøde og møde op til sessionen, næste gang, du bliver indkaldt. 
    – Nej.

    Han kiggede venligt opgivende på mig, slog den tykke ende af sin kuglepen tre gange i bordet og sagde:
    – Så er vi jo nødt til at hente dig, og havner altså til session alligevel. Det slipper du ikke for. Så kan du sige til dem, at du hverken vil det ene eller det andet, og se hvad der sker.
    Så gjorde jeg det. Betalte bøden og mødte op til den næste session, jeg blev indkaldt til. Med mig havde jeg et fem sider langt brev, hvor jeg med en lidt usikker håndskrift og en tvivlsom reference til Jean-Paul Sartres letlæste Eksistentialisme er en humanisme forklarede, hvorfor jeg var ‘totalnægter’. Jeg afleverede brevet sammen med intelligenstesten.
    – Vi har læst din afhandling, sagde sessionsformanden. Det får du lige igen. Vi må ikke beholde det. 
    – Nå.
    – Nu skal du gå ind til lægen.
    Efter 7 sekunder grinede lægen uden at smile, konstaterede at jeg havde skæv ryg, og meddelte mig, at jeg var kasseret.

    Det var det. Myndighederne var ikke interesseret i at sende mig i fængsel. Jeg var både lettet og skuffet.

Frisk luft til harddisken

Jeg har længe spekuleret over, hvordan sådan en computer egentlig fungerer. Så nu har jeg hevet min harddisk ud i det åbne for at kigge lidt nærmere på den. 

Prøv at huske lugten

Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken. 
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?

En mand sidder på en stol og læser i en bog

 

En mand sidder på en stol og læser i en bog. Han har en bog. 
    Men hvor står stolen? 
    Ja, det er det interessante. 
    Stolen står bag El Cortes Inglés, byens fine stormagasin, ved en nedkørsel til en underjordisk parkering. 
    Det er ingen fin stol, men en kasseret kantinestol fra tresserne, grå aluminiumsben og et sæde i krydsfinér. Den halter lidt, tror jeg. Eller måske er det underlaget. At asfalten er ujævn her. 
    Det er ikke et fint sted. Måske fine mennesker lufter hunde her. Her stinker altid af pis. Og så alligevel ikke. Fine mennesker ville ikke komme her til fods, kun komme for at parkere og aldrig komme herud, hvor affald ligger spredt, men gå op i stormagasinet ad den indvendige trappe. Her stinker af menneskepis, mest af menneskepis. Det er ikke dette sted, man tænker på, når nogen fortæller, de skal i Cortes Inglés eller lige har været der. 
    Det er ikke her, man tænker, en mand ville sidde på en stol og læse i en bog. Det er ingen fin bog, men en en slidt paperback fra antikvariat. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlen. Den er to centimeter tyk, vil jeg tro. Det er ikke digte. Det er ikke kortprosa. Det er ikke små tekster om en mand, der sidder på en stol og læser i en bog. Det er det ikke.
    Det er ikke en fin mand. Han sidder svøbt i et gråt tæppe, sådan et, som flyttemænd bruger for ikke at ridse sofabordet, når det trækkes ud af bilen, og kasserer, når der er slidt hul. Der må ikke være hul i tæppet, for så bliver sofabordet ridset. Manden bliver ikke ridset, han har tøj på under tæppet, under hullerne. Hvad er det for tøj? Hvad har han på, Jens? Det var blåt engang. Jeg tror, det var blåt. I det mindste noget af det var. Der er et blåt skær. Og håret? Nej, håret er ikke blåt. Helt sikkert ikke blåt. Dette er ikke en mand, der farver sit hår. Det er sort. Det kan snyde her i mørket, men jeg tror, det er sort. Også skægget er sort. Øjnene er mørke. Det er en spansk mand. En yngre spansk mand. Eller ældre. Det er svært at se bag det store skæg og hår. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at se det. Ikke komme tæt nok på. Det ville være intimiderende at slå et slag ind under halvtaget for at tjekke hans alder. At slå et slag ind mod hans privatssfære, hans hjem.
    Det er ikke noget fint hjem. En madras står lænet op ad en lav mur. Det har været en god madras. Jeg forestiller mig, at den har været god, før fjedrene blev slappe. Der er køkkengrej, gasblus, kasserolle. En gaffel ligger på tværs over en konservesdåse, en med fisk, sardiner, tun eller makrel. Der er poser med tøj eller tæpper. Det er et hjem, hvor han godt kan invitere gæster. Der er et halvtag over ham. Jeg tænker på, om han inviterer dem, der bor under Tyskerbroen. Men det gør han ikke. Jeg tror ikke, han gør det. Han har ikke tid. Der er bøger, mange bøger, måske halvtreds. De står i to stabler på den lave mur, støttet mod en søjle. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlerne, ikke komme tæt nok på.
    En mand sidder på en stol og læser. Han sidder altid her, for han har en bog, han skal læse. 
    Det er ikke nogen fin bog, men måske en god.

Slid

 

– Nej, far. Det er overhovedet ikke sejt.
– Det er sejt med huller i tøjet, det ved jeg.
– Ikke på den måde.
– Det har været sejt i snart fyrre år. Det er en af de mest sejlivede sejheder overhovedet.
– Det skal ikke se sådan ud.
– Hvordan så?
– Det skal se slidt ud, ikke mølædt.
– Det her er slid.
– Ja, men det skal ligne slid, ikke være slid.
– Intet ligner vel slid mere end slid.
– Far! Man skal kunne se, at hullerne er klippet, ellers ser man bare ussel ud.
– Men så ligner det jo ikke slid. Jeg forstår det ikke.
– Man skal kunne se, at hullerne er klippet på en måde, så det ligner slid, men uden at være det.
– Hvad så, hvis jeg klipper lidt omkrig hullerne, så man kan se, at det er med vilje?
– Det hjælper ikke. Det skal være bukserne. På tværs over knæene.
– Men det er min yndlings T-shirt. Skal jeg så bare smide den ud?
– Ja, far. Du skal bare smide den ud.
– Men.
– Og du skal ikke begynde at klippe i dine bukser. Det er alligevel ikke sejt, når man er 59.

Himmerlændingen

Det var dengang, børnene var små, og vi boede på Østerbro. 

    Og jeg har lungebetændelse på det tidspunkt, den kommer hver vinter, og jeg kan ikke tåle al den kolde luft, og travlt har jeg med et uopsætteligt ærinde, jeg kan ikke blive stående her, det var satans! Jeg har snakket med den hvidskæggede himmerlænding mindst femten gange, og det er fjorten for mange. Han ved, at jeg  ikke længere standser midt på trappen for at snakke, hvis det på nogen måde er mig fysisk muligt at slippe, ja, hvis han altså ikke ligefrem spærrer mig vejen, hvad han bestemt ikke viger tilbage for, selv hvis jeg har børnene med, og to indkøbsposer i hver hånd. Meget mod min onde vilje sætter min opdragelse sig alligevel igennem, og jeg svarer ham høfligt og afmålt, det gør jeg, så længe jeg kan høre ham der på reposet, hvor jeg skubbede mig forbi.
   

Allerede første gang jeg så ham, vidste jeg, at han ville blive et problem. Jeg var på vej ud med to kufferter, skulle til lufthavnen, glædede mig til at komme ned i varmen, ned til kæresten og børnene, som var rejst i forvejen. Hvem ønsker at blive opholdt på vej til lufthavnen? Selv en halvfjerdsårig, selvfed og selvoptaget, flyskræk himmerlænding må kunne forstå det. Så jeg indledte for at sikre mig en bagkant på samtalen med at annoncere, at det var der, jeg var på vej hen. 

    Så let var han naturligvis ikke at sætte ud af spillet, han slap ikke fokus et øjeblik. Anerkendte at det måtte være dejligt at have tid til at rejse, det havde han jo ikke selv længere nu, hvor hans datter og svigersøn havde fået den lille, var blevet en rigtig familie. Selvom de havde valgt at bo i København, så langt fra det Himmerland, han aldrig selv kunne forlade, skulle deres børn jo passes. Ja, det så han og konen kun som et privilegium, det at de fik lov at være så meget med, men tid tager det jo. Jeg så mit snit til at skære ind og understrege, at jeg selv havde to små, og nu skulle jeg ned til dem. De var i Spanien sammen med moren, jeg var nødt til at løbe, sagde jeg. Han studerede mig et øjeblik, og jeg kunne se på hans selvtilfredse blik, at han havde gennemskuet, jeg ikke havde helt så travlt, som jeg gjorde krav på. Med en mesters præcision slog han til med endnu et af sine skamløse spørgsmål om dem, der bor i vores opgang her på Østerbro.

    – Ja, børnene tænker på at købe den på anden sal, og så vil man jo gerne vide, hvad det er for folk, der bor i opgangen.
    Jeg tænkte på at sige, at der boede en amfetaminmisbrugende FCK-hooligan og en meget larmende teenager med en underlødig musiksmag, men tog mig i det af frygt for at åbne for flere spørgsmål.

    Grundtvigianer, ingen tvivl om det. Han stank af tonedøv alsang, stank af ”nok er vi antidemokrater, men vi er alligevel de gode, for Kierkegaard er endnu værre”. Sådan var han, det så man straks. Et borgerligt højskole-frisind. Medlem af venstre, men liberal, kunne sagtens snakke med en narkoman. Ikke som de fordomsfulde konservative fra Dansk Folkeparti. "Sådan er vi nu engang!"
    Nu kom hans kone ned.
    – De er rigtig flinke oppe på fjerde, sagde hun.
    Hvad fanden, hun skulle på fjerde, fattede jeg ikke. Den forvirring så hun straks og gav sig til at forklare. Noget med olie til en knirkende dør, det skulle hun låne, for selvom de endnu ikke havde købt lejligheden til de unge mennesker, kunne det da i hvert fald ikke genere nogen. Om ikke også jeg mente, at man skulle hjælpe, hvor man nu kunne? Når man nu hører til de selvhjulpne og ikke selv behøver at spørge om tjenester. Sådan så hun i hvert fald på det. Ja, det gjorde de allesammen i hendes familie. Pensioneret skolelærer, gift med en pensioneret ingeniør, tænkte jeg. Det er gode beskæftigelser, vigtige, sagde jeg beroligende til mig selv og kiggede på mit venstre håndled, hvor uret havde siddet tyve år tidligere.
   

Det blev ikke bedre, da de først havde købt lejligheden. Hvem, der købte, far eller datter, ved jeg ret beset ikke, men jeg har mine anelser. Nu havde han noget at arbejde med. Han boede i Himmerland, kunne ikke drømme om at forlade stedet, sådan havde han sagt, men nu var han på Østerbro konstant. En gulvplanke var det foretrukne remedium. Så kunne han spærre trappeopgangen fuldstændig og tvinge mig til at høre på hans slet skjulte pral. Jeg kunne ikke slippe fri af den kvælende jovialitet alt det, vi da måtte være enige om, og alle mandens små pudsigheder, en sand sprogkunstner var han. Havde jeg givet ham mere tid at arbejde med, havde han lavet et gruk til mig. Men han skulle også finde tid til de uinviterede spørgsmål om, hvad jeg lavede, om det ikke var dyrt med institutionspladser. Om vores børn var tvillinger. Om ikke det var hårdt, "men det er måske mest moren, der passer dem?" Han vidste, at jeg intet gav ham, men det stoppede ham ikke. Formodentlig foretrak han det sådan, for så kunne han frit drage sine egne konklusioner, og han havde ingen vanskeligheder med fylde tiden ud med enetale. Særligt, hvis jeg var på vej op ad trappen med to sovende børn i favnen. Vi boede på tredje, og børnene var to og tre år gamle og tunge som ind i helvede.
    Da han endelig var færdig med at bygge datterens hjem om, gik der en uge, hvor jeg ikke så min magre, hvidskæggede plageånd, og optimismen begyndte at spire. Der gik en uge mere, og jeg begyndte så småt at gå ud ad døren uden først at tjekke, om himmerlændingen stod nede ved hoveddøren og lurede på sin chance. Jeg blev tryg. Og uforsigtig.
    For sådan fungerer det jo ikke. Plager af denne type holder ikke bare op. En fredag eftermiddag, hvor jeg kom hjem fra arbejde, stod han der igen med tophuen på, de lyse cowboybukser, striktrøje og vindjakke. Han stod vagt ved hoveddøren. Jeg kom til at tænke på, om han lignede mig. Jeg var selv begyndt at blive grå. Begyndt er ikke det rigtige ord. Måske tænkte han, at vi hørte til samme generation. De atten år i Århus sad stadig i mit sprog, som en svag, men mærkbar jysk tone. Troede han, vi var fælles om noget?
    – Nå, så du er forfatter, konstaterede han.
    Det var ikke noget, han havde hørt fra mig. Han havde brugt sine to uger i Himmerland på at google alle opgangens beboere. "Det er jo rart nok at vide, hvad ens datter kan blive udsat for."
    – Tja, jeg skriver bøger.
    – Så er du måske venner med ham der Rifbjerg? 

    Ham havde han læst nogle bøger af engang. Eller en, i hvert fald. Og han kan jo nok klare sig med den livstidsydelse og alt det. "Så er det vel ikke så svært at være kunstner?"
    Jeg sagde, at jeg aldrig havde mødt Klaus Rifbjerg, og at jeg lige straks skulle hente børnene i institutionen.
    – Ja, vi er også på vej ud efter vores, sagde han.
Jeg stivnede.
    – Vores? sagde jeg. – Det er vel ikke ...
    – Ja, man skal jo være taknemmelig for, at man får lov, sagde han.
    Så stod konen der.
    – Han virker rigtig sød, ham den enlige på første, sagde hun.
    – Det er han bestemt også, men nu må jeg virkelig ....
    – Som sukker til kaffen, så har du giraffen! grukkede manden.
    Jeg gik.
    – Men også som fløde, han er en af de bl ...
    Jeg fik lyst til at skrige og vil altid fortryde, at jeg ikke gjorde.

Deres børn går ikke i samme institution som vores. De har snakket om at få deres flyttet. Bedsteforældrene fra Himmerland har. De har spurgt to gange, men jeg nægter at fortælle, hvor vores går, og jeg har indskærpet deres mor den samme forsigtighed. De to unge småbørnsforældre har jeg aldrig snakket med. De kigger væk, når vi passerer hinanden på trappen. Jeg har tænkt på at spørge manden, hvorfor han ikke bare sparker svigerforældrene ud af gæstesengen. Men så vidt vil det aldrig komme. Jeg ved godt, hvilke kort himmerlændingen har at spille. Jeg ved, at han vil spille dem, han er whistspiller, ingen tvivl om det, han melder ikke noget, han ikke har trumferne til. Og hvis han alligevel får en uheldig bet, hævner han sig i næste hånd.
    Nu skulle jeg virkelig skide, og folk som opholder mig unødigt, når jeg skal skide, får kniven. Sådan tænker jeg, med kroppen. Sådan tænker jeg ellers. Men da jeg havde afleveret børnene og drejede om hjørnet til vores egen gade, så jeg himmerlændingen vogte over hoveddøren. Lyseblå cowboybukser, som mine egne, stort hvidt skæg. Hans vindjakke er mørkeblå, det var en lettelse. Min er grøn. Men denne dag vendte jeg om. Så vidt er det kommet. Jeg gik en tur rundt om blokken, kiggede på Murakami-udstililngen i boghandlerens vindue. Han brugte nogle gamle plakater fra et arrangement med forfatteren på Møn sidste sommer. De var krøllede og solblege. Bøgerne var heller ikke helt friske. Papiret var gulnet på overkanten. De lignede mig, tænkte jeg, lignede min irritation, min vrede og kampvilje. Jeg havde tabt. Efter halvandet års vedholdende offensiv havde himmerlændingen endegyldigt vundet. Jeg gemte mig. Selv i denne pinagtige stund, hvor jeg på værst tænkelig vis havde brug for at slå mig forbi ham, opgav jeg på forhånd.

    Det tog ham kun tre minutter at finde mig ved boghandelens udstillingsvindue.

    – Jeg kan se, I har sat lejligheden til salg, råbte han fra afstand.

    – Det er bare et forsøg.

    – Faktisk har vi talt om at købe. Susanne er gravid igen, så vi får snart brug for noget større.

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Tag for eksempel den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!
    En kvinde prikkede ham på skulderen.
    — Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.
    Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.
    — Jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.
    — Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.
    Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.
    — Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.
    — Jeg har sagt nej!
    — Men...
    — Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?
    — Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.

Under banyantræet ved El Corte Inglés

Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af stengærdet i skyggen fra banyantræet uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg hørte ham aldrig sige noget, han talte ikke med de øvrige hjemløse under træet. Var det hans forfinede fingerbevægelser og det luvslidte, men stadig elegante jakkesæt i nålestribet, stålblå uld? Han var så åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser. 

    Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet. 

    På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes; jeg følte, at han i det meste af et sekund ledte efter noget hos mig, eller genkendte noget fra sin tidlige barndom, før han igen vendte sig bort og sank sammen, som om hans krop opgav at forfølge hans tanke. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske og gjorde ansatser til at rejse sig, men blev så alligevel siddende.

    Siden så jeg ham dagligt gentage den samme rutine samme sted gennem flere år. Han soignerede sig hver morgen lidt i ni under bayantræet ved El Cortes Inglés, indtil han pludselig var borte og aldrig viste sig igen.

Jeg fortryder det med Susan

En sen eftermiddags blev jeg stoppet af en mand i sin bedste alder ved et gadekryds i Madrid. Han greb mig i skulderen og udbrød med varm begejstring: "Tim Robbins!" Jeg havde efterhånden vænnet mig til, at folk antastede mig på barer for at fortælle mig, at jeg lignede Tim Robbins (nej, aldrig Nikolaj Coster-Waldau, Paul Newman eller Brad Pitt …), at grinende japanske turister viste mig billeder af Tim Robbins på deres mobiltelefon, folk spurgte mig, hvad det nu var, den hed, den film, hvor Tim Robbins sad i fængsel på en ø; det var hverdagskost, så jeg sagde blot: "Si si!" 

    Så spurgte han, om jeg boede der i nærheden. Det kunne han næsten regne ud, fortalte han triumferende og pegede på de grøntsager og frugter, jeg kom slæbende med. "Jo, jeg bor lige ovre på Plaza de Cascorro", sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. "Hvor længe?", spurgte han, og jeg svarede, at jeg havde boet der i kvarteret i snart fem år. Det opildnede kun manden yderligere, og han begyndte at fortælle mig, hvor stor en skuespiller, jeg var, en af hans favoritter, at han særligt godt kunne lide min optræden i Mystic River, men at jeg heller ikke havde været dårlig i En verden udenfor. Det var urimeligt, mente han, at folk stadig mest opfattede mig som komedieskuespiller. "Jamen …", sagde jeg. Nej, nu skulle han godt nok hjem og fortælle det til sin bror, som vidste alt om film, og han kendte også en lokal journalist, for det var da helt utroligt, at jeg boede lige der, og ingen vidste noget om det. "Nej nej …", sagde jeg. 

    Og "hvor er jeg glad for at have mødt dig", sagde han og rystede ivrigt min hånd. "Men jeg har aldrig forstået, hvorfor du lod dig skille fra Susan Sarandon." "Nej," sagde jeg, “nej, det har jeg også mange gange fortrudt".

Om dengang min søn kom til at tage to ens strømper på

2. november 2017

I dag skete det. For første gang siden blealderen tog min nu tiårige søn helt af egen drift to ikke blot matchende, men ligefrem to ens strømper på. Det var hårdt. Jeg følte, at en epoke var forbi, at en umistelig kvalitet ved livet for evigt var tabt. Jeg stirrede stum af rædsel på mine hænder, som pludselig forekom mig underligt små og livløse.

    Lidt efter lidt lykkedes det mig alligevel at komme videre; nej, det var ikke mig, men hænderne. Mekanisk og uden nogen viljesimpuls begyndte de at kaste krøllet kikseembalage ind på drengens gulv, som ville de vise, at det endnu var for tidligt at sende dem til pølsemageren.

    Det nyttede ikke; enhver kunne se, hvordan det var fat. Da jeg havde siddet en stund, måske to minutter, måske en time, sammensunket på sengekanten, kom min søn forbi. 

    – Hvorfor gjorde du det? hviskede jeg. 

    – Hvad? sagde drengen fraværende. 

    – Hvordan kunne du finde på at tage to helt ens strømper på? Det kan nemt komme til at virke som trods, sådan noget. Var jeg for streng med lektierne i går? Jeg var for streng, ikke?

    – Det var de eneste, jeg kunne finde! svarede han uden det mindste tegn på forståelse for situationens alvor. 

    Allerede her var det, som om noget igen vaktes til live i mit bryst, som om det atter gav mening at drage luft ned i lungerne. 

    – Altså, det var de første, jeg fik øje på, i hvert fald, rettede drengen så sig selv med en fjern rungen af ugidelighed i stemmen.

    Og så var alt igen, som det skulle være. 

Kun de bedste stykker

Til at begynde med sad vi blot på tæppet og slubrede mit venstre forlår i os med en plasticske. Vi skiftedes til. Jeg er ikke længere sikker på, hvem der begyndte. Hun havde tømt bestikskuffen ud over den bronzefarvede divan og rodet sin grønne yndlingsske frem. Så gav resten sig selv.

Lidt efter lå vi henslængt med de sløve smøreknive og filede fede lunser af det bløde mellemkød og fodrede hinanden. Det var desserten. Vi tog kun de bedste stykker, sådan er kærlighed også.

I spisefrikvarteret

Når man skal æde en rotte

er det bedst at begynde

forfra

fra snuden, kværne 

kæften, knase 

kæbeknogler.

Det er

i orden at spytte 

tænderne ud,

ud. Ud med dem,

fortænderne,

de lange

guffejern.

I spisefrikvarteret,

er der aldrig nogen, der vil bytte

madpakke.

Åh, selvom jeg har spyttet 

tænderne, spyttet godt i

hænderne

smøget ærmer op,

bare smøget

den, harket slim op, spyttet

langspyt som en vældig 

karl og promeneret

langs pyt, uden at få våde

laksko, uden at få våde

øjne. Slå smut med

spegepølsen,

siger du, du melder hele tiden

op. Ned med

rotten! Om lidt skal vi slås med

pelsen, som sætter sig i

tænderne, sætter sig i

respekt, når først man for alvor guffer.

Når man æder Sørens

rotte, den fra

rendestenen, den fra

sidste uge, guffer,

fedter rotten, godt i

grotten

eller dybt i svælget,

skal man være rap,

snip snap snude,

for hulen.

Du skal begynde fra 

snuden, skal du,

snyde næsen.

Den er slimet og smager salt som

søsters

nytårskur. Snappe den fra snuden, skal du,

sådan. Netop!

Ellers løber 

tiden fra dig, og det hele løber ud i

kloakken igen, den stikker

halen mellem benene.

Aldrig halen først,

når man vil 

guffe.

Snottet bare vokser, som var det gødet med

histaminer, ingen aner hvor det kommer fra,

mens man haler ind på rotten,

haler rotten ind,

inhalerer

slimet.

Så er der ingen der vil dele

i det lange 

løb.

Rotteræs

er da også et fedt ord,

smækkert,

smæk på

drengen,

og ikke noget 

hønsestrik.

Der er ellers noget klamt, uspiseligt ved 

sammensatte ord og 

noget uforståeligt ved 

sammenkogte rotter.

En bleggrøn rotte smager ikke 

af ammoniak, som man eller skulle tro.

Ikke kun af ammoniak, 

i hvert fald, men smager også lidt

på ordene, før den

æder dem. En rotte æder alt, hvis man ikke

får begyndt fra snuden.