“Denne gård tilhører de arbejdsløse daglejere i Marinaleda,” står der på muren ind til landbrugskooperativet El Humoso. Det gør den, og det gør den ikke, for der er ikke længere nogen arbejdsløse daglejere her. De arbejder alle på El Humoso.
Foto: Ditlev Lodberg Strand
I Danmark er vi ikke vant til, at socialismen er på dagsordenen, når der er kommunalvalg på Lolland eller Møn, men sådan er det ikke i alle udkantskommuner.
En andalusisk landkommune
Jeg besøgte Marinaleda sammen med Ejler og Patricia i efteråret 2022, vi kørte bare derud på en almindelig arbejdsdag, gik en tur rundt, besøgte rådhuset og et par butikker, spiste den medbragte frokost i den affolkede folkepark. Vi skulle nok have tilrettelagt det anderledes, hvis vi ville vide mere om livet der. Det var svært at finde nogen at tale med, for alle var på arbejde eller i skole.
Landsbyen ligger i 200 meters højde ved Rio Blancos bifloder mellem Cordoba og Sevilla. Når man triller gennem hovedgaden, mærker man ikke straks, hvordan den undseelige, hvidkalkede pueblo adskiller sig fra enhver anden andalusisk landsby. Det gamle centrum er omkranset af fornuftigt nybyggeri, en smule industri længere ude i periferien og så ellers opdyrkede agre så langt øjet rækker. Alhonoz-borgruinen tolv kilometer derfra er maurisk, og som så mange andre steder i Andalusien finder man reminiscenser af både romerske og mauriske bosættelser i den lille flække.
En skimlet køter strakte sig i solen og vendte langsomt hovedet efter en lavstammet mand på cykel, men ørerne rejste sig ikke. Alt var ved det vante. Ham havde den set så tit.
Det lignede en pueblo som så mange andre. Men noget manglede alligevel i billedet, for hvor var alle de sammensunkne huse, som havde stået tomme, siden landbrugets industrialisering affolkede disse landsbyer for flere menneskealdre siden? Marinaleda har ingen prangende monumenter eller luxuriøse offentlige bygninger, men den er heller ikke præget det forfald, som man ellers ser i de små landbrugssamfund. Her er nemlig hverken affolkning eller arbejdsløshed. Indbyggertallet har været nogenlunde stabilt siden 1940, hvor der var 2500 indbyggere. Nu er der knap 2800, og langt de fleste voksne arbejder i det lokale landbrugskooperativ, El Humoso, eller på den tilknyttede konservesfabrik.
Jeg besøgte Marinaleda sammen med Ejler og Patricia i efteråret 2022, vi kørte bare derud på en almindelig arbejdsdag, gik en tur rundt, besøgte rådhuset og et par butikker, spiste den medbragte frokost i den affolkede folkepark. Vi skulle nok have tilrettelagt det anderledes, hvis vi ville vide mere om livet der. Det var svært at finde nogen at tale med, for alle var på arbejde eller i skole.
Landsbyen ligger i 200 meters højde ved Rio Blancos bifloder mellem Cordoba og Sevilla. Når man triller gennem hovedgaden, mærker man ikke straks, hvordan den undseelige, hvidkalkede pueblo adskiller sig fra enhver anden andalusisk landsby. Det gamle centrum er omkranset af fornuftigt nybyggeri, en smule industri længere ude i periferien og så ellers opdyrkede agre så langt øjet rækker. Alhonoz-borgruinen tolv kilometer derfra er maurisk, og som så mange andre steder i Andalusien finder man reminiscenser af både romerske og mauriske bosættelser i den lille flække.
En skimlet køter strakte sig i solen og vendte langsomt hovedet efter en lavstammet mand på cykel, men ørerne rejste sig ikke. Alt var ved det vante. Ham havde den set så tit.
Det lignede en pueblo som så mange andre. Men noget manglede alligevel i billedet, for hvor var alle de sammensunkne huse, som havde stået tomme, siden landbrugets industrialisering affolkede disse landsbyer for flere menneskealdre siden? Marinaleda har ingen prangende monumenter eller luxuriøse offentlige bygninger, men den er heller ikke præget det forfald, som man ellers ser i de små landbrugssamfund. Her er nemlig hverken affolkning eller arbejdsløshed. Indbyggertallet har været nogenlunde stabilt siden 1940, hvor der var 2500 indbyggere. Nu er der knap 2800, og langt de fleste voksne arbejder i det lokale landbrugskooperativ, El Humoso, eller på den tilknyttede konservesfabrik.
Kooperativet
I Marinaleda dyrker man grønne bønner, artiskok, chili og broccoli. Det meste økologisk. Man har valgt de afgrøder, som kræver mest arbejdskraft. Sådan skaber man beskæftigelse. Og afgrøderne skal høstes på forskellige årstider, så der er noget at lave hele året. Da det samtidig er afgrøder, som efterspørges til en høj pris, kan det betale sig. Den strategi giver ikke det største euro-afkast per hektar, men nok. Der er ingen aktionærer, som skal have udbytte. Overskuddet geninvesteres. Det skal sikre landarbejderne et godt og stabilt arbejdsliv. Under den økonomiske krise fra 2007-2014 lå arbejdsløsheden i Spanien på 25 %, og i landdistrikterne var den endnu højere. I Marinaleda var den 1 %. Alle, der ville, var i arbejde her.
Arbejdet er hårdt, især under udplantning og høst, men man skal ikke slides op. Arbejdsugen er på cirka 30 timer i gennemsnit. Enhedslønnen ligger på cirka 9.500 kroner om måneden (i 2021). Til sammenligning ligger gennemsnitslønnen for en landarbejder i Andalusien på cirka 6.500 kroner.
I Marinaleda dyrker man grønne bønner, artiskok, chili og broccoli. Det meste økologisk. Man har valgt de afgrøder, som kræver mest arbejdskraft. Sådan skaber man beskæftigelse. Og afgrøderne skal høstes på forskellige årstider, så der er noget at lave hele året. Da det samtidig er afgrøder, som efterspørges til en høj pris, kan det betale sig. Den strategi giver ikke det største euro-afkast per hektar, men nok. Der er ingen aktionærer, som skal have udbytte. Overskuddet geninvesteres. Det skal sikre landarbejderne et godt og stabilt arbejdsliv. Under den økonomiske krise fra 2007-2014 lå arbejdsløsheden i Spanien på 25 %, og i landdistrikterne var den endnu højere. I Marinaleda var den 1 %. Alle, der ville, var i arbejde her.
Arbejdet er hårdt, især under udplantning og høst, men man skal ikke slides op. Arbejdsugen er på cirka 30 timer i gennemsnit. Enhedslønnen ligger på cirka 9.500 kroner om måneden (i 2021). Til sammenligning ligger gennemsnitslønnen for en landarbejder i Andalusien på cirka 6.500 kroner.
Er dette socialisme; en kommunal socialisme med elementer af markedsøkonomi? Eller er det blot en solidarisk kriseløsning, som er blevet permanent, fordi den virkede, og fordi krisen i de spanske udkantskommuner er permanent?
Den røde landsby
Marinaleda er med i et republikansk netværk og flager derfor ikke kun med monarkiets lovpligtige rød-gul-røde fane, men også med en republikansk grøn-hvid-rød trikolore: natur, fred og solidaritet.
Her i byen er gader og pladser er ikke navngivet efter Jesus eller Francos generaler, men fx efter Salvador Allende og Che Guevara. En vej er opkaldt efter den andalusiske anarkist Fermín Salvochea. Eller de hedder Solidaritetsvej og Broderskabsvej. Hovedvejen hedder Frihedens Aveny. Men i Spanien må visse gader nødvendigvis bære helgennavne. En er opkaldt efter Skt. Laurentius, som blev stegt levende, fordi han som skattemester, mod kejser Valerians ønske, havde givet kirkens penge til de fattige. På facaden af folkets hus, der også er rådhus, ser man et stort maleri af Che.
Derinde har de røde regeret siden 1979, hvor de første kommunevalg efter Francos død blev afholdt. Den røde alliance CUT vandt 9 ud af 11 pladser, og de har haft det absolutte flertal lige siden. I 1986 sluttede de sig til IU, den spanske Enhedslisten. IU har stadig 9 sæder og socialdemokraterne i PSOE har 2. De konservative får 4 % og kommer ikke ind.
Marinaleda er med i et republikansk netværk og flager derfor ikke kun med monarkiets lovpligtige rød-gul-røde fane, men også med en republikansk grøn-hvid-rød trikolore: natur, fred og solidaritet.
Her i byen er gader og pladser er ikke navngivet efter Jesus eller Francos generaler, men fx efter Salvador Allende og Che Guevara. En vej er opkaldt efter den andalusiske anarkist Fermín Salvochea. Eller de hedder Solidaritetsvej og Broderskabsvej. Hovedvejen hedder Frihedens Aveny. Men i Spanien må visse gader nødvendigvis bære helgennavne. En er opkaldt efter Skt. Laurentius, som blev stegt levende, fordi han som skattemester, mod kejser Valerians ønske, havde givet kirkens penge til de fattige. På facaden af folkets hus, der også er rådhus, ser man et stort maleri af Che.
Derinde har de røde regeret siden 1979, hvor de første kommunevalg efter Francos død blev afholdt. Den røde alliance CUT vandt 9 ud af 11 pladser, og de har haft det absolutte flertal lige siden. I 1986 sluttede de sig til IU, den spanske Enhedslisten. IU har stadig 9 sæder og socialdemokraterne i PSOE har 2. De konservative får 4 % og kommer ikke ind.
Sådan begyndte det
Borgmesteren, Juan Manuel Sánchez Gordillo, har stået i spidsen fra begyndelsen. Som fagforeningsmand var han med til at organisere besættelsen og ibrugtagningen af de jorde, som nu tilhører kooperativet, et demokratisk styret arbejdsfællesskab, som leverer fundamentet for kommunens socialistiske økonomi.
Jordene tilhørte tidligere hertug Íñigo de Arteaga y Falguera, som ikke brugte dem til noget. Men landbefolkningen sultede, så den unge Gordillo gik i sultestrejke for at gøre opmærksom på problemerne. De 13 dages faste i den drønhede andalusiske sommer vakte opmærksomhed. Sådan begyndte La Lucha. Det var socialistisk klassekamp, men i sin måde at kæmpe på, er Gordillo mest inspireret af Mahatma Gandhis civile ulydighed. Sammen med lokale landarbejdere gik han i gang med at dyrke den golde jord. Efter 12 års strid gav den andalusiske autonomi-regering i 1991 kooperativet lov til at beholde de 1.200 hektar, som de lever af.
Jordene tilhørte tidligere hertug Íñigo de Arteaga y Falguera, som ikke brugte dem til noget. Men landbefolkningen sultede, så den unge Gordillo gik i sultestrejke for at gøre opmærksom på problemerne. De 13 dages faste i den drønhede andalusiske sommer vakte opmærksomhed. Sådan begyndte La Lucha. Det var socialistisk klassekamp, men i sin måde at kæmpe på, er Gordillo mest inspireret af Mahatma Gandhis civile ulydighed. Sammen med lokale landarbejdere gik han i gang med at dyrke den golde jord. Efter 12 års strid gav den andalusiske autonomi-regering i 1991 kooperativet lov til at beholde de 1.200 hektar, som de lever af.
Gordillo var borgmester fra 1979 til sommeren 2023, hvor han trådte tilbage på grund af helbredsproblemer og blev afløst af Sergio Gómez Reyes. Gordillo blev valgt året efter vedtagelsen af den nye, demokratiske forfatning i Spanien, og på et tidspunkt hvor Hertugen af Infantado stadig ejede al jorden i området. Hans politiske arbejde har altid gået hånd i hånd med en udenomsparlamentarisk aktivisme. I 1980 begyndte kampagnerne med sultestrejker og besættelser af jorden, som stod på i 12 år, indtil aktivisterne i 1992 endelig fik Andalusiens regionale regering til at ekspropriere 1200 hektar besat landbrugsjord, som siden har været forvaltet af kooperativet El Humoso.
Hvad med økonomien?
En stor del af kommunens økonomi kommer fra statslige bloktilskud, tilskud fra Andalusien og fra Sevillas provins. Men Marinaleda modtager 6,61% mindre per indbygger end gennemsnittet for andalusiske kommuner.
De lever ikke i et lukket rum, men sælger deres varer i verden udenfor og er en del af det globale marked. Det er med til at sætte betingelserne for deres virke.
Marinaledas økonomiske model forudsætter, at det omgivende samfund stiller fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner til rådighed. Marinaleda sparer også mange penge ved fx ikke at have kommunalt politi. De har også sjældent brug for politi, for fattigdommen er afskaffet og ligheden udpræget. Men kunne man forestille sig deres model udbredt til flere kommuner? Der er opstået flere kooperativer i Andalusien, inspireret af El Humoso, men kunne hele Spanien fungere efter samme principper?
Kan modellen bruges til krisehåndtering på Lolland og i andre danske udkantskommuner?
En stor del af kommunens økonomi kommer fra statslige bloktilskud, tilskud fra Andalusien og fra Sevillas provins. Men Marinaleda modtager 6,61% mindre per indbygger end gennemsnittet for andalusiske kommuner.
De lever ikke i et lukket rum, men sælger deres varer i verden udenfor og er en del af det globale marked. Det er med til at sætte betingelserne for deres virke.
Marinaledas økonomiske model forudsætter, at det omgivende samfund stiller fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner til rådighed. Marinaleda sparer også mange penge ved fx ikke at have kommunalt politi. De har også sjældent brug for politi, for fattigdommen er afskaffet og ligheden udpræget. Men kunne man forestille sig deres model udbredt til flere kommuner? Der er opstået flere kooperativer i Andalusien, inspireret af El Humoso, men kunne hele Spanien fungere efter samme principper?
Kan modellen bruges til krisehåndtering på Lolland og i andre danske udkantskommuner?
Et folkeligt demokrati
Kommunalbestyrelsen vælges for fireårige perioder. Sådan er det i Spanien ligesom i Danmark. Men i Marinaleda er demokratiet mere dybtgående. Her træffes de vigtige beslutninger (kommunale udgifter, bolig, arbejde) på stormøder, hvor alle kan tale og stemme. Normalt foregår det ved håndsoprækning, men ved særligt følsomme beslutninger er der hemmelig afstemning. Det foregår både på stormøder og ved mindre møder i kvartersrådene.
Borgerne deltager. Det gør de også, når der er ‘Rød søndag’. Så blæses der til samling i et tyrehorn fra folkets hus. Det betyder, at byens gader gøres rent, vejstriberne males, eller hvad der nu er behov for. Det er ikke en pligt, men de fleste synes at føle et ansvar for deres pueblo.
Man kan spørge, om ikke Gordillos reelle magt har været for stor. Hvad han sagde, gjaldt gerne i sidste instans. Det var ham, der blev lyttet til. Han har spillet så stor en rolle i opbygningen af det lille samfund, at hans ord sjældent blev udfordret. Nu er han trådt tilbage. Er byen klar til at stole på sine egne beslutninger, når han ikke har sagt god for dem?
Kommunalbestyrelsen vælges for fireårige perioder. Sådan er det i Spanien ligesom i Danmark. Men i Marinaleda er demokratiet mere dybtgående. Her træffes de vigtige beslutninger (kommunale udgifter, bolig, arbejde) på stormøder, hvor alle kan tale og stemme. Normalt foregår det ved håndsoprækning, men ved særligt følsomme beslutninger er der hemmelig afstemning. Det foregår både på stormøder og ved mindre møder i kvartersrådene.
Borgerne deltager. Det gør de også, når der er ‘Rød søndag’. Så blæses der til samling i et tyrehorn fra folkets hus. Det betyder, at byens gader gøres rent, vejstriberne males, eller hvad der nu er behov for. Det er ikke en pligt, men de fleste synes at føle et ansvar for deres pueblo.
Man kan spørge, om ikke Gordillos reelle magt har været for stor. Hvad han sagde, gjaldt gerne i sidste instans. Det var ham, der blev lyttet til. Han har spillet så stor en rolle i opbygningen af det lille samfund, at hans ord sjældent blev udfordret. Nu er han trådt tilbage. Er byen klar til at stole på sine egne beslutninger, når han ikke har sagt god for dem?
At indbyggerne i Marinaleda er oprørske, er ikke noget nyt. Ved det sidste demokratiske valg, inden borgerkrigen begyndte i 1936, vandt folkefronten (altså republikanerne) magten i byen. Tidligere havde monarkisterne siddet på magten, fordi kun cirka 12 % af befolkningen havde stemmeret. Fordi de røde havde vundet valget i februar 1936, led byen en hård skæbne, da Francos tropper nåede frem. De myrdede borgmesteren, hans søn og mindst 30 andre borgere. Fascisterne holdt byen i et jerngreb og dyb fattigdom frem til Francos død i 1975. Da var arbejdsløsheden på 60 % i Andalusien.
Gratis hus og velfærdsgoder
Kommunen stiller byggegrund, byggematerialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, siger Gordillo, så det forsøger man at modgå her.
Fattige andalusiske familier kan med offentlige tilskud komme ned på 550 kr./md. for en vuggestueplads, men i Marinaleda koster de kun 112 kr. Børn kan gå gratis til sport tre gange om ugen. Voksne får gratis aftenskoleundervisning. Man får adgang til den kommunale pøl hele sommeren for 45 kr. Det lyder måske ikke som noget særligt for en dansker, men det er det her. Spanien er ikke en velfærdsstat som den danske.
Man kan vælge mellem syv barer/restauranter i landsbyen. Det kan man ikke i Høng eller Ruds Vedby, men spaniere lever ikke primært i hjemmet. De har brug for en stambar, hvor de kan mødes med naboer, venner, kolleger og familie. Her er isenkræmmer, supermarked, fiskehandel, grønthandel, købmand, mekaniker, frisør, bank. De har ingen golfbaner, lufthavne eller operahuse, men det har de nu heller ikke i nabolandsbyen. I juli afholder kommunen en festival med klassisk, akustisk flamenco. De holder også karneval, og både en katolsk påskeuge og en samtidig alternativ uges kulturfest for freden. Kirken er ikke så dominerende her som i den gennemsnitlige pueblo. På Gandhis dødsdag fejrer de fred og ikke-vold med en kulturfestival for børn. De har et nyt, kommunalt amfiteater, bibliotek, naturpark, en koncertsal, gode skoler og idræts- og sportsfaciliteter i sammenligning med andre landsbyer.
Kommunen stiller byggegrund, byggematerialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, siger Gordillo, så det forsøger man at modgå her.
Fattige andalusiske familier kan med offentlige tilskud komme ned på 550 kr./md. for en vuggestueplads, men i Marinaleda koster de kun 112 kr. Børn kan gå gratis til sport tre gange om ugen. Voksne får gratis aftenskoleundervisning. Man får adgang til den kommunale pøl hele sommeren for 45 kr. Det lyder måske ikke som noget særligt for en dansker, men det er det her. Spanien er ikke en velfærdsstat som den danske.
Man kan vælge mellem syv barer/restauranter i landsbyen. Det kan man ikke i Høng eller Ruds Vedby, men spaniere lever ikke primært i hjemmet. De har brug for en stambar, hvor de kan mødes med naboer, venner, kolleger og familie. Her er isenkræmmer, supermarked, fiskehandel, grønthandel, købmand, mekaniker, frisør, bank. De har ingen golfbaner, lufthavne eller operahuse, men det har de nu heller ikke i nabolandsbyen. I juli afholder kommunen en festival med klassisk, akustisk flamenco. De holder også karneval, og både en katolsk påskeuge og en samtidig alternativ uges kulturfest for freden. Kirken er ikke så dominerende her som i den gennemsnitlige pueblo. På Gandhis dødsdag fejrer de fred og ikke-vold med en kulturfestival for børn. De har et nyt, kommunalt amfiteater, bibliotek, naturpark, en koncertsal, gode skoler og idræts- og sportsfaciliteter i sammenligning med andre landsbyer.
Den radikale aktivisme under finanskrisen
Den 8. januar 2013 var kold og fugtig, særligt morgenen var slem. Man kunne se sin ånde; ellers så man ikke meget i tågen. Men da jeg tændte for nyhederne på laSexta klokken 8.00, kunne jeg se, at tusinder af madrilenere havde trodset vejret. De havde samlet sig foran rådhuset på Paseo del Prado og stod og hoppede og sang med deres skilte i hånden. Det var de samme skilte, der blev brugt hver gang, vi demonstrerede mod de kommunale nedskæringer. Det var et rektangulært, hvidt skilt med to bogstaver på. NO stod der med sort, og så var der tegnet en åben saks inden i O’et. Det var ikke noget flot skilt, men grafikken var så simpel, at budskabet ikke var til at tage fejl af. De demonstrerede mod de omfattende nedskæringer i sundhedsvæsnet. Denne gang var det planerne om privatisering af hospitaler og sundhedsklinikker, det gjaldt. Demonstranterne havde hvide kitler på. Mange af dem var ansatte i sundhedsvæsnet, andre lod som om.
Det var den negative politiske kamp, som altid er venstrefløjens svar på den borgerlige krisepolitik: kampen mod forringelserne. Men ind imellem er der også en positiv kamp. Et par måneder inden denne demonstration (én i en lang række af demonstrationer mod PP’s nedskæringer) dukkede der en nyhed op om en Robin Hood-aktion, hvor aktivister stjal madvarer i supermarkederne til de mange arbejdsløse nede i Andalusien. En borgmester fra det venstreorienterede parti IU gav sin støtte til den ulovlige aktion. Og ja, det var naturligvis borgmester Juan Manuel Sanchez Gordillo, som var anklaget for at have opfordret til den ulovlige aktion, men da han ud over at være borgmester også var medlem af Andalusiens parlament, kunne han foreløbig benytte sig af sin parlamentariske immunitet.
Foruden Robin Hood-aktionen i supermarkederne deltog Gordillos aktivister i en besættelse af landsbyen Moratalla i Córdoba, hvor arbejderne ikke var blevet betalt. Et andet sted i Córdoba havde arbejdsløse daglejere besat et uopdyrket landbrugsareal på 400 hektar. Det var godset Somonte, som adskillige år forinden blev eksproprieret af Andalusiens autonomi-regering med henblik på at give de jordløse bønder et sted at arbejde. Det skete blot aldrig. Jorden fik bare lov at ligge uopdyrket hen.
Dette var naturligvis ikke i sig selv det positive politiske perspektiv. Aktionen pegede blot på et akut problem, men ikke på en langtidsholdbar løsning. Det positive var derimod det projekt, som den samme Gordillo i årevis har været med til at bygge op.
Dette var naturligvis ikke i sig selv det positive politiske perspektiv. Aktionen pegede blot på et akut problem, men ikke på en langtidsholdbar løsning. Det positive var derimod det projekt, som den samme Gordillo i årevis har været med til at bygge op.
At bygge en ny verden op bid for bid
I håbet om afhjælpe den elendighed, som hele Spanien befandt sig i under finanskrisen, bevægede Gordillo sig ud af sin pueblo med kampen for fælles brugsret til jorden og opbyggelsen af alternative lokalsamfund. Han siger selv, at han er inspireret af Che Guevara, men nærliggende er det desuden at tænke på den offensive kamp for fælles jord til de jordløse bønder, som var en del af anarkisternes optakt til borgerkrigen 1936-39.
Siden 1960’erne er landområderne i Andalusien gradvis blevet affolket. De arbejdsløse daglejere er rejst nord på for at finde arbejde, og alligevel er 34% af landbefolkningen arbejdsløse her i den sydligste region mod 25% på landsplan.
Lola Álvarez var medlem af det samme venstreorienterede landarbejderfagforbund som Gordillo. Hun var daglejer, fra hun var 16 år gammel, men kunne nu ikke længere finde arbejde, så nu tog hun og 22 andre den uopdyrkede landbrugsjord i Córdoba i brug, og det kunne myndighederne faktisk godt se fornuften i. Andalusiens ombudsmand havde i hvert fald bakket op om besættelsen. Hvis offentligt ejet landbrugsjord ikke blev dyrket, skulle de arbejdsløse daglejere have lov at dyrke den, mente han.
Og arbejdsløse daglejere var der nok af i den region. Tidligere arbejdede de på de store godser, men mange godsejere har i de seneste årtier fået millioner i landbrugsstøtte af EU for at lægge jorden brak. Jorden ligger ubenyttet hen og bliver gradvis til ørken. Hvor den trods alt dyrkes, bruger de store jordbesiddere underbetalte immigranter i stedet for spansk arbejdskraft.
Derfor dannede landarbejderne et militant fagforbund, og i 2007 stiftedes den aktivistiske andalusisk fagforening (SAT), som kræver kollektiv brugsret til den braklagte jord. SAT har været udsat for permanent forfølgelse og chikane fra myndighedernes side. Men ikke myndighederne i Marinaleda, naturligvis. Gordillo har tvært imod fra begyndelsen været en del af denne aktivisme.
Det voldsomme pres fra kritikere fra højre og venstre, som Gordillo var udsat for, inden krisen for alvor satte ind i 2008, begyndte pludselig at lette. Den økonomiske soliditet i El Humoso gjorde det vanskeligt at pege fingre ad Gordillo, når økonomien brød sammen alle andre steder.
Det er vanskeligt at forestille sig Madrid som et økologisk landbrugskooperativ; aktivismens mål og midler må naturligvis tilpasses de lokale vilkår, men de økonomiske modeller, som El Humoso betjener sig af, har utvivlsomt inspireret venstrefløjen selv i Madrid.
Det voldsomme pres fra kritikere fra højre og venstre, som Gordillo var udsat for, inden krisen for alvor satte ind i 2008, begyndte pludselig at lette. Den økonomiske soliditet i El Humoso gjorde det vanskeligt at pege fingre ad Gordillo, når økonomien brød sammen alle andre steder.
Det er vanskeligt at forestille sig Madrid som et økologisk landbrugskooperativ; aktivismens mål og midler må naturligvis tilpasses de lokale vilkår, men de økonomiske modeller, som El Humoso betjener sig af, har utvivlsomt inspireret venstrefløjen selv i Madrid.
Lastbilerne drøner gennem hovedgaden
En synlig forskel var der på Marinaleda og de omkringliggende landsbyer, og det var den erhvervsmæssige aktivitet. I Marinaleda skete der virkelig noget. Lastbiler og landbrugsmaskiner rullede gennem hovedgaden i en lind strøm. El Humoso holdt gryden i kog, det var tydeligt.
Kedede den sig, den dovne køter på den støvede asfalt på Frihedens Aveny? Hvem ved, måske kunne den lide at se de store maskiner, som sjældent besøgte den næste landsby nede ad landevejen.
I en dagligvarebutik, som førte kooperativets produkter (men også alle mulige andre), faldt jeg i snak med den unge ekspedient. Hendes kæreste boede i nabolandsbyen, og der havde hun også tænkt sig at flytte hen, når hun havde skrabet tilstrækkeligt med penge sammen.
– Hvorfor flytter han ikke hertil i stedet? spurgte jeg. – Kan I ikke lide den røde kommune?
Hun svarede, at kæresten ikke var den varmeste tilhænger. Der var nogle erhvervsmuligheder for ham i nabolandsbyen, som passede ham bedre.
– Hvilke?
– Han er ejendomsmægler, sagde hun.
En synlig forskel var der på Marinaleda og de omkringliggende landsbyer, og det var den erhvervsmæssige aktivitet. I Marinaleda skete der virkelig noget. Lastbiler og landbrugsmaskiner rullede gennem hovedgaden i en lind strøm. El Humoso holdt gryden i kog, det var tydeligt.
Kedede den sig, den dovne køter på den støvede asfalt på Frihedens Aveny? Hvem ved, måske kunne den lide at se de store maskiner, som sjældent besøgte den næste landsby nede ad landevejen.
I en dagligvarebutik, som førte kooperativets produkter (men også alle mulige andre), faldt jeg i snak med den unge ekspedient. Hendes kæreste boede i nabolandsbyen, og der havde hun også tænkt sig at flytte hen, når hun havde skrabet tilstrækkeligt med penge sammen.
– Hvorfor flytter han ikke hertil i stedet? spurgte jeg. – Kan I ikke lide den røde kommune?
Hun svarede, at kæresten ikke var den varmeste tilhænger. Der var nogle erhvervsmuligheder for ham i nabolandsbyen, som passede ham bedre.
– Hvilke?
– Han er ejendomsmægler, sagde hun.
– Nå ja, selvfølgelig.
– Der er fordele og ulemper ved alt.
– Der er fordele og ulemper ved alt.
Ja, også ved den kommunale socialisme, åbenbart.
Teksten er en opdatering og udvidelse af en reportage, jeg lavede for Enhedslistens medlemsblad i januar 2021.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar