Dobbeltudgivelsen

Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

Over stok og sten

 

Så går det over stok og sten.

Kakerlak

Her til morgen var det der igen. Det lille gib, der kommer ved den mindste kriblen i skyggen. Den her lille forskrækkelse, da jeg så de tynde, sorte følehorn stikke ud fra under håndklædet på badeværelsesvæggen. Kakerlak! Det var det første, min krybdyrshjerne tænkte.

I Malaga er der kakerlakker. Der er mange, og de er store. Ikke fordi, der er beskidt. Spanierne er generelt gode til at renholde deres byer, langt bedre, end vi er i Danmark, men fordi der er varmt. De yngler bedst ved høj varme. Jeg tror, det er derfor. Det kan også have at gøre med gamle kloaksystemer eller den resistens, dyrene over tid har udviklet mod bekæmpelsesmidlerne. I Malaga boede jeg på første sal, og ejendommens baggård var ikke tilgængelig for beboerne og blev ikke brugt. Det var der, duerne boede, og selvom de spiste kakerlakker, nærede de dem også med det affald, de efterlod. De var der hele året, men særligt om foråret vågnede de og gik på ekspedition. 

Er det nu så slemt? Er en kakerlak ikke bare en stor bille? Det er den jo, men der er en grund til, at Fødevarestyrelsen i Danmark lukker restauranter ned, hvis der er kakerlakker. Der kaldes skadedyrsbekæmpere ind, alt skal desinficeres og gøres rent; fødevarer, som har været eksponeret, skal kasseres, og der kommer tilsynsmyndigheder ud, når restauranten genåbner. Det er ikke for sjov. Kakerlakker kan bære vira og bakterier og vil ofte gøre det, fordi de lever og bevæger sig gennem kloaksystemerne. De kan sprede salmonella og listeria, de kan inficere med colibakterier, de kan overføre tyfus og dysenteri. De kontaminerer fødevarer, som de kommer i berøring med. Og så er der allergenerne. Deres afføring og spyt og rester efter hamskiftet kan fremkalde astma, eksem og nældefeber. Det er en besk bille. 

Der er også en grund til, at man ikke reagerer lige så voldsomt i Malaga som i København, og den er økonomisk. Man gør, hvad man kan. Men der lever så mange kakerlakker i sydens varme, at det i praksis er umuligt at gardere sig fuldstændig mod deres indtrængen, med mindre man bor på femte sal, og Solkystens økonomi er helt afhængig af fortovsrestauranter.

Hvor vi boede holdt vi vinduerne til baggården lukket, når det var mørkt, selvom det fratog os muligheden for at lufte ud fra køkken, bad og børnenes værelser. Muligheden for gennemtræk i sommernattens ulidelige varme. Vi hældte klorin i køkkenvasken, toilettet, afløbet fra badekaret og håndvasken på badeværelset og proppede afløbene til. Vi sprøjtede kakerlakgift ved entredøren, altandøren, vinduerne og under håndvasken. Satte fælder op. Emhætten tapede jeg til. Den virkede alligevel ikke. Frem for alt holdt vi rent. Selvfølgelig holdt vi rent, men lod heller ikke brød ligge frit fremme, ingen brødkrummer på skærebrættet. Alt tørfoder var i hermetisk lukkede dåser.

Alligevel kom de ind, de ivrige kloakdyr. Hele året kom de ind, men om foråret var det hver eneste nat. Der var altid en spejder inde for at rekognoscere, lede efter mad, når jeg stod op om morgenen, nogle gange to. Og så gik jagten med søvn i øjnene og en morgensko i den højre hånd. Kakerlakken skulle ordnes, før børnene stod op. Kakerlakker kan gemme sig bag paneler, i revner og sprækker, hvor der ellers ikke se ud til at være plads, men det er aldrig sket, at en er sluppet fra mig. Er den nået i skjul, har jeg blot ventet på, at den blev utålmodig og vovede sig frem igen. Og når først de har bevæget sig ud på det åbne gulv, er deres chancer for at overleve forsvindende små, hvis man ellers har reflekserne i orden og sigtekornet rigtigt indstillet. Kakerlakker slægter ikke ligefrem Leo Messi på. De er dårlige driblere, deres sidebevægelser er sløje, og særligt hurtige er de heller ikke. For det meste standser de pludselig op midt på gulvet, måske i den overbevisning, at man ikke ser dem, hvis de ikke bevæger sig.

Indimellem har jagten alligevel varet en halv time, og børnene er stået op  og har set mig splatte kræet ud på gulv eller væg og gøre rent efter drabet. Også hjemmeskoens sål skal renses grundigt. Det er vigtigt at fjerne alle spor, for ellers trækker lugten af de udsplattede indvolde flere til. De elsker at æde hinandens lig.

Men det var ikke kakerlakfølehorn, der stak ud under håndklædet her til morgen. Det var løse tråde fra klædet. Jeg har endnu til gode at se en kakerlak her i Faaborg, men fem års jagt og konstant agtpågivenhed sidder stadig i nervesystemet. Jeg er parat med hjemmeskoen, hvis der skulle komme en.

Højrup 2, stod der på skiltet

Højrup 2, stod der på skiltet. Det var sådan, det begyndte. 

Jeg kender en, der hedder Højrup, og kom uvilkårligt til at tænke på alle de byer, der er blevet brugt som slægtsnavne. Borum, Hastrup, Kastrup, men ingen hedder København. Er det kun landsbyer? Hvor lille skal en by være for at kunne bruges som slægtsnavn? tænkte jeg, men kom så i tanke om Hans Aalborg. 

Så måske havde det ikke noget med byens størrelse at gøre. Nogle bynavne lyder simpelthen fjollede som personnavne: Børge København, Freja Kalundborg. Men hvad er det, der får dem til at lyde forkert? Det er noget med rytmen. 

Så slog det mig, at efternavne typisk har tryk på første stavelse. Nielsen, Jensen, Pedersen, Olsen, Hansen, Børgesen, Mogensen, Vestergaard, Nørgaard, Søndergaard, Østergaard, Gravesen, Møller, Fisker, Bager, Vægter, Skovmand, Helveg, Auken, Løkke, Falster, Højlund, Halskov. Faktisk kunne jeg ikke komme i tanke om et eneste efternavn, som ikke har tryk på første stavelse. Lindéll, selvfølgelig, men det er vel egentlig også fransk.

Det kunne nok forklare, at ingen hedder København eller Kalundborg, men kan ikke forklare, at ingen hedder Odense, som jo netop har tryk på første.

Det var min bagstive morgenhjerne imidlertid ligeglad med. Den var allerede dybt begravet i tanker om reglen om navnes tryk på første stavelse, for gjaldt det i virkeligheden ikke også fornavne? Mogens, Henning, Karsten, Lene, Helle, Gitte, Mette, Inger, Tina, Trine, Lone, Egon, Lisbeth, Otto, Erling, Frede, Vera, Åge, Peter, Anders, Jonas, Dorthe, Eske, Vigga, Morten, Ulla, Erna, Nora, Anna, Mikkel, Rasmus, Su … hov! 

Susanne har tryk på anden stavelse. Det har Malene, Katrine, Marie, Matilde og Sørine også. Så hvis navnet har tre stavelser, er der altså tryk på den anden. Men det gjaldt så ikke Joakim, Kristian og Frederik, som stadig har tryk på første. Det er med andre ord pigenavne med tre stavelser, der har tryk på anden. Men hvad så med Benedikte, Josefine og Magdalene: Hmm. Ok, det må være sådan her:

– Danske efternavne har tryk på første stavelse.
– Danske drengenavne har tryk på første stavelse.
– Danske pigenavne med to stavelser har tryk på den første.
– Danske pigenavne med flere end to stavelser har tryk på den næstsidste.

Det forklarede ganske vist ikke, hvorfor ingen hedder Odense, men gav alligevel en vis ro i sindet, indtil bussen nåede frem til Havnegade i Faaborg.

Da jeg kom ind ad døren, faldt mit blik på et billede af min søster. Elisabeth! Åh nej. Elisabeth har fire stavelser, men tryk på anden, ikke på den næstsidste. Nå. Pigenavne er også bare forvirrende. 

Så tændte jeg computeren, åbnede for Facebook og fik øje på min fætter Andreas. Ak! Og det ødelægger ikke kun reglen for drengenavne. Også Andreasen har jo tryk på anden stavelse. Det har Johansen forresten også.

Så var den halve time spildt.

Og dine sidste syv minutter får du heller aldrig tilbage.

Bibliotekerne har endelig købt 'Hvad er skønlitteratur?'

De har ikke haft travlt med at købe den hjem, men bedre sent end aldrig, og Nu kan du altså endelig låne den på biblioteket.

Find den her.