Jeg havde engang en overraskende drøm om de to tennislegender Billie Jean King og Martina Navratilova.
Det gjaldt om at vide mest. Ligegyldig faktuel viden. Jeg befandt mig i en konkurrencebetonet samtale med Store Mogens (en fiktiv figur fra en novelle og en roman), da jeg pludselig fik øje på de to sportsstjerner på en bænk i byrummet. Det var min chance. Jeg spurgte, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
– Næ.
– Mindst 50! sagde jeg.
– Mindst 50! sagde jeg.
Han troede mig ikke.
Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
– Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
– Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
– Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
Legenderne grinte.
– Nej, vi har kun 30 tilsammen, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.
Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
– Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
– Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
– Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
Legenderne grinte.
– Nej, vi har kun 30 tilsammen, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.
Så blev jeg vækket af min datter Serena, som i værelset ved siden af lå og grinede højlydt i søvne.
Det pudsige ved drømmen er, at begge tal var korrekte. Jeg tjekkede det med det samme. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg åbenbart ikke, men bag dette Jeg arbejdede en drømmekonstruerende bevidsthed, som kendte disse tal, og som lod de to tennisspillere fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.
Før den nat havde jeg aldrig tænkt over, at jeg netop måtte have en aktiv drømmekonstruerende bevidsthed, der vidste noget, som drømmens Jeg ikke vidste, og som heller ikke min vågenbevidsthed kunne huske.
Da jeg i går bragte den samme (sande) historie på Facebook, fik jeg følgende gode kommentar:
SvarSlet“En virkelig interessant drøm. Som også giver anledning til et virkelig interessant spørgsmål, synes jeg: Hvorfra henter din drømmekonstruerende bevidsthed den nøjagtige information om hvem der har vundet hvor mange grand slam titler? Måske fra din egen underbevidsthed. Eller måske fra den kollektive bevidsthed?”
Hvortil jeg svarede:
– Ja, det er jo sagen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet, end at det er min egen underbevidsthed. Meget af det, vi har glemt og altså ikke uden videre kan hente frem fra hukommelsen, er jo stadig lagret et sted. Det er det, vi oplever, når vi siger "nå, ja!", når nogen genfortæller os det, vi egentlig godt vidste. Et navn, som vi ikke lige kan sige, fx, men som vi straks genkender, når vi hører det. Eller vores passive ordforråd på et fremmedsprog, som vi behersker nogenlunde. Vi forstår ordet, når vi hører det, men kan ikke bruge det aktivt selv, fordi det 'gemmer sig' sig for os, når vi skal bruge det. Jeg tror, det er døren til dette skjulte lager, der indimellem åbner sig, når vi drømmer. Det kan også ske, når vi har drukket en øl og måske mentalt slapper mere af og derfor ikke blokeres af os selv. Mon ikke, det præcis er det, vi kan opleve, når vi pludselig taler langt bedre fransk, spansk eller engelsk efter en øl eller to? Det kollektivt underbevidste tror jeg også på eksistensen af. Men jeg tror ikke, det rummer sådan noget som statistisk viden om tennisresultater. Det er nok snarere former for viden, som har været nyttig for os som mennesker gennem årtusinder.