Mini-interview i Vores by Faaborg

Læs et hurtigt interview med fem skud fra hoften om Faaborg og mig. 

Du finder det her.

Overgæring, opblødning og genbrug

 

Det begyndte sådan her. Jeg siger ikke, hvad det lignede.

Jeg havde brugt den samme mængde surdej som sædvanligt og meget mindre gær, så jeg havde ikke troet, det ville hæve. Men jeg lod det stå længe i sensommersolen. Og hvor jeg tidligere kun brugte rug, er jeg nu begyndt at blande hvedemel i dejen. Det virkede.

I sidste ende kom det til at se sådan er ud, et velsmagende og luftigt rugbrød med en sprød skorpe.

Dejen består af sådan omtrent 40 % (opblødt volumen) hele rugkerner, som står i blød et døgn sammen med måske 14 % skårne og 14 % knækkede rugkerner. Når de er dryppet af (væden samler jeg op i en skål under sien) hælder jeg dem over i et dejfad, hvor jeg i forvejen har opløst den lille klump gær i ahornsirup. Så rører jeg det sammen med måske 14 % rugmel og 12 % hvedemel. 

Som smagsstoffer bruger jeg for tiden en reven gulerod, en kvart plade reven, meget mørk, chokolade, lidt friskkværnet sort peber og en spiseskefuld salt. Nogle gange bruger jeg citron og muskatnød. Måske en sjat mørkt øl. Det skal ikke smage ens hver gang.

Den sidste ingrediens er den gråhvide gær, der danner sig i bundfaldet fra det vand, som kernerne har stået i. Hvis man er forsigtig, kan man blot hælde vandet fra og nøjes med gæret, så dejen ikke bliver for våd – selvom, temmelig våd skal den være. 

Når den er rørt godt sammen, lader jeg den hæve så længe, jeg gider vente, men ikke under to timer og ikke over et døgn. Det afhænger også af stuetemperaturen.

Jeg bager brødet halvanden time ved 180 grader. Jeg hælder vand i bradepanden under ovnristen, så skorpen ikke dannes for hurtigt og forhindrer brødet i at efterhæve i ovnen. Men når skorpen så er dannet, pensler jeg den med citron, salt og olivenolie.

Men denne gang hævede dejen altså meget mere, end jeg havde forventet. Den væltede ud over kanterne. Og jeg kan ikke smide mad ud, så jeg skrabede den overskydende dej op fra bordpladen og gemte den i køleskabet. 

I mellemtiden satte jeg så nogle flere hele, skårne og knækkede rugkerner i blød. Men kun halvt så mange som til det første brød, for i det samme vand opblødte jeg resterne af et køberugbrød, som var blevet kedeligt, men altså ikke muggent. Desuden havde jeg jo allerede noget dej i køleskabet. Ned i dejfadet med den – sammen med opblødte kerner og gammelt brød! Så blandede jeg mel, surdej og smagsstoffer i, som jeg plejer. Ingen gulerod og gær denne gang, men så til gengæld nogle olieholdige sesam- og solsikkefrø, for at brødet ikke skulle tørre så hurtigt.

Nu skal der virkelig ædes rugbrød! For jeg skal jo nå at spise det første rugbrød, inden jeg kaster mig over dette andet, helt anderledes brød, som jeg er meget spændt på at smage.

Dyreborg

Formiddagssol, havde de sagt, så jeg rev spindelvævet af den gamle Forza. Det var stadig luft i bagdækket, og mens håndbremsen ikke virker, vil fodbremsen altid gøre det. Jeg har tit stået og kigget over sundet til de hvide huse i Dyreborg. Der er knap seks kilometers kommunevej derover, så selvom der er bakket, og formen ikke er til ekstremsport, skulle det være en overkommelig tur.

Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer af den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke forstyrer træernes fortrolige hvisken.

Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?

Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.

Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeriauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder. 

Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere.

Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor langt der er, og om man har tid til at spise de modne brombær. Det havde jeg på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200. 

På Bjernevej, ind mod Faaborg, cyklede et tysk ægtepar, manden forrest, slingrende af sted midt på vejen med sine cykelklemmer, sin karrygule herrejakke, sin buskede grå moustache, uden at holde ved styret eller værdige kørebanen et blik. Det var mobilen, han havde travlt med. Han filmede en harvende mand på marken.

Dobbeltudgivelsen

Jeg udgav to bøger i november 2025. Min oprindelige plan var, at begge skulle udkomme den 25. oktober, men forskelligt kom i vejen.

Den 25. oktober fyldte jeg 60. Jeg havde tænkt dobbeltudgivelsen på denne dag som en god anledning til fejring og fest. Desuden havde en synkron udgivelse antydet en vis sammenhæng mellem bøgerne, og den tanke kunne jeg godt lide. Forskellen er indlysende; den lyserøde er en roman, og den brune er en fagbog, men i mit hoved er der en intim forbindelse imellem dem. Jeg fortæller naturligvis ikke hvilken. Det er ikke for at kokettere med hemmelighedsfuldhed, men jeg vil ikke forurene læsernes læsning af bøgerne med min egen. Det er nu heller ikke til at vide, om sådan en forbindelse er relevant for andre end mig. Heldigvis får læserne altid noget andet ud af teksten, end jeg selv gjorde, mens jeg skrev den. Det er endda langt fra sikkert, at de to bøger appellerer til det samme publikum. Bøgerne står, trods deres forbindelsestråde, hver især i deres egen ret og er ikke afhængige af hinanden. 

Begge bøger har været mange år undervejs, den brune flest. Anmelderne har heller ikke travlt. Mens vi venter på alle anmeldelserne, vil jeg lægge små tekstbidder fra begge bøger op her på bloggen.

Katalog over den bedste skønlitteratur fra 2025

 

Vejlebibliotekerne har været så flinke at lave et katalog over årets bedste skønlitteratur fra 2025. Det kan du finde her.

En mageløst magelig palæontologisk sommerferiefortælling

Megatherium er et sydamerikansk dovendyr. Den vejer 3-4 tons, altså omtrent det samme som en indisk hanelefant, vil jeg tro. Hvem gider egentlig tjekke den slags? Når den undtagelsesvis bekvemmer sig til at rejse sig på bagbenene, fx for at strække sig efter en middagslur eller hyggesnacke lidt i den allernærmeste trætop inden det er tid til at hænge sig op for natten, rækker den mageligt 4 meter op i luften. Det er temmelig meget højere oppe, end du har taget dig sammen til at gemme din ellers så hemmelige småkagedåse. Den kan blive op til 6 meter langt fra halespids til snude. Det er længere end dit soveværelse. Det skal man lige tænke over, før man inviterer sådan en sovetryne med hjem.

Nuvel, vi er alligevel lidt sent på den, hvad det angår. Den uddøde for 10-11.000 år siden – formodentlig spist af mennesker, der ikke orkede at fange fisk – men jeg fik ikke lige tid til at fortælle historien før nu.

Det første fossilerede skellet af Megatherium americanum blev ved et ubelejligt tilfælde opdaget i 1787 på bredden af ​​Luján-floden i det nuværende Argentina. Eksemplaret blev før eller siden fragtet til Spanien, hvor den franske palæontolog Georges Cuviers i et sjældent vågent øjeblik fik øje på den dovne slambert og navngav den i 1796, hvor ingen ellers endnu havde gidet at give sådanne forhistoriske kræ den slags fine videnskabelige navne. Det var også Cuviers, der fastslog, at Megatherium var et dovendyr. Det kunne han lige overkomme at konstatere ved sammenligning med andre kendte dovendyr. Ingen nævnt, ingen glemt.

Interview i 'Det rigtige Faaborg'

 

Så har 'Det Rigtige Faaborg' lagt en udgave af Pernille Pedersens gode interview på nettet. Læs det her

Foto: Henrik Poulsen

Et stort, øde Landskab

Min yngste på 12 har allerede læst tæt på 100 romaner i år og flere af dem to gange. Men de to ældste på 17 og 18 åbner aldrig en skønlitterær bog af egen fri vilje. Så for at rette op på misforholdet besluttede jeg hen mod slutningen af deres sommerophold i Faaborg at genoplive den gamle familietradition med godnathistorielæsning. Noveller forekom at være den rette løsning, så jeg plukkede Kjell Askildsens Et stort, øde Landskab ud af reolen. Den var jeg selv optaget af for 10-15 år siden.

Det blev til to aftner med Askildsen, og ingen af gangene faldt de unge mennesker i søvn undervejs. De sagde heller ikke noget bagefter. Ikke et ord. De hverken grinede eller græd. De lå blot og kiggede tomt ud i luften.

Jeg ved sgu ikke rigtig, men nu har jeg besluttet at se oplæsningen som en succes.

Vita contemplativa

Byung-Chul Han: Vita contemplativa – Om kunsten at gøre mindre, Samfundslitteratur 2026.
127 sider

Den tyske filosof Byung-Chul Han skriver små bøger hele tiden, og i år er der allerede udkommet mindst to af dem på dansk, men den her er vist stadig den seneste.

Originaltitlen Vita contemplativa – oder von der Untätigkeit er naturligvis en hilsen til Hannah Arendts Vita aktiva – Oder vom tätigen Leben, og Hans fikse lille sag cirkler da også kritisk om Arendts berømte hovedværk og hendes samlede forståelse af arbejdets og særligt den suveræne politiske handlings betydning for den menneskelige værensform. Det er den skarpeste kritik, jeg endnu har set af Hannah Arendts kanoniske filosofi, som de seneste mange år nærmest har haft et urørlighedens skær over sig.

Byung-Chul Han taler mod præstations- og aktivitetstyranniet og for en kontemplativ væren i verden.

Man behøver ikke være skolet i filosofi for at læse bogen. Han er ikke en filosof, der bevæger sig systematisk og tungt teoretisk argumenterende fremad, men kredser tværtimod essayistisk og indimellem poetisk om sit emne og danser ubesværet ud og ind af samtaler med levende og især døde kolleger som Benjamin, Heidegger, Nietzsche, Kierkegaard, Schleiermacher, Herchel, Agamben, Foucault, Gadamer, Platon, Aquinas, Adorno og så naturligvis Arendt, men også poetiske ånder som Rilke, Hölderlin, Novalis, Proust, Handke og Musil.

Jeg troede egentlig, jeg var færdig med min bog om den unge Marx’ filosofiske antropologi, men efter at have læst denne lille sag blev jeg nødt til at føje et kapitel til.