Viser opslag med etiketten Bo fra Østerbro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bo fra Østerbro. Vis alle opslag

torsdag den 15. maj 2025

Bo & løven

Anton har indrettet et børneværelse til Bo i det gamle pulterkammer oppe under taget. Bo skal lempe en stige ned, hver gang Anton skal besøge ham deroppe. Det er som en hule; Bo styrer selv, hvem der må komme op. Det kan han godt lide. Hvis han ikke vil have gæster, kommer stigen bare ikke ned.
    I aften har han ladet den hænge nede. Det er Antons tur til at fortælle godnathistorie, og det er hyggeligt. Han har altid tid til at gøre historierne færdig.
    Nu knirker det i femteøverste trin.
    – Den har vi læst hundrede gange! siger Bo, da Anton rækker Gummitarzan op gennem lemmen.
    – Ikke hundrede, protesterer Anton og trækker sig op over kanten.
    – Far! siger Bo.
    – Ok ok, siger Anton. – Jeg finder på noget andet. 
    Han spørger, om Bo vil høre historien om dengang, løven kom på besøg.
    Bo spørger, om det er en af historierne fra dengang, Anton selv var en dreng. Det er det. Så sætter Bo sig til rette med den store, orange pude i ryggen. Hans far slukker loftslampen og sætter sig i fodenden af alkoven.
    – Det er en sær historie, siger Anton. – Nu skal du høre:

"Løven skulle kun være der til om mandagen, hvor løvetæmmeren fra det omrejsende cirkus kunne komme og hente den. Den var helt rolig, bare en stor, doven kat. Måske havde de givet den en sprøjte, har jeg siden tænkt, eller en pille. De har vel givet den en stor bøf og noget beroligende.
    Jeg var stolt over, at den skulle sove på mit værelse.
    Mest glædede jeg mig til at fortælle om det i skolen. Ivan ville aldrig tro på det, det var jeg sikker på, og selv hvis han gjorde, ville han sige, det var løgn alligevel. Og det var næsten det bedste, for min mor have taget et billede med mig og løven sammen. Hun havde allerede været ned og få det fremkaldt, så jeg kunne have det med i skole og stikke det op i fjæset på Ivan.

Løven lagde sig med det samme på gulvet foran sengen. Den kunne godt lide min forligger. Det gjorde mig glad, for jeg havde selv valgt den. Jeg gik hen og klappede den, sådan helt roligt, kløede den i nakken i den store manke. Jeg kan se min fars beroligende smil for mig, som ville han sige: 'Ja, det er i orden, du må godt.'
    Jeg blev ikke ked af, at jeg ikke måtte sove inde hos den på værelset, men skulle sove i stuen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke begyndte at græde, men det gjorde jeg ikke. Måske var det stoltheden over, at det trods alt var mit værelse, den skulle sove på. Eller måske var det, fordi jeg havde set dens tænder, da den krængede hovedet bagover i et kæmpe gab, inden den faldt i søvn. Nu tænker du nok, at jeg ikke fik lukket et øje hele natten, men sådan var det ikke. Jeg kunne sagtens sove den nat. Stuen fik masser af frisk luft fra det åbne vindue ud mod gaden. Jeg vågnede bare lidt tidligere, end jeg plejede.
    Det var midsommer, og det var allerede ved at blive lyst. Måske var den halv fire, da jeg listede ind for at kigge til løven. Egentlig har jeg nok i det øjeblik frygtet, at det med løven bare var en drøm, og jeg ville blive slemt skuffet, når jeg åbnede døren ind til værelset. Så prøv at forestille dig, hvordan det kildede i maven, da jeg så det store dyr på gulvet. Den snorkede, men ikke som et menneske efter en fest. Roligere, næsten som kat der spandt, bare dybere. Jeg kiggede kun på den lige nøjagtig længe nok til at være sikker på, at jeg var vågen. Så lukkede jeg forsigtigt døren igen og gik tilbage til stuen for at sove videre. Jeg skulle ikke tisse. Jeg husker det, som om jeg aldrig skulle tisse dengang, i hvert fald ikke om natten.
    Da jeg vågnede anden gang, var det helt lyst, og fuglene sang ikke længere så ivrigt som ved solopgang. Klokken må have været otte eller måske endnu mere. Der var en stemning i huset, som om alle var stået op og allerede i gang med dagens dont. Det kunne man bare mærke. Kender du det?"

Bo nikker, selvom han ikke er helt sikker på, hvad hans far mener. Han vil ikke afbryde fortællingen nu. Anton kigger et øjeblik på Bo. Så fortsætter han:

"Men der var altså ingen at se, ingen arbejdslyde. Mette lå ikke længere på sin madras, men havde heller ikke ryddet den til side, som hun ellers gjorde. Hun kan ikke have været mere end fem år dengang, men var allerede meget optaget af at holde orden.
    Jeg forstod ikke, hvad der skulle ske. Hvordan kommer man i gang med sådan en dag, hvor der har sovet en løve på ens værelse? Skulle jeg bare gå i haven for at lege, som om intet vær hændt? Jeg tror, jeg havde forventet, at min mor og far stod klar med flag og friskbagte boller som på en fødselsdag, men der lugtede ikke af boller.
    Så gik jeg i kælderen efter blåsøm til den sæbekassevogn, jeg var ved at bygge sammen med Larsens rødhårede tvillinger. Det må have føltes som timer, men der er der nok ikke gået mere end et kvarter, fra jeg vågnede anden gang, til jeg gik ud til værelset. Jeg lagde øret op mod døren for at høre, om løven stadig snorkede, men der var helt stille. Så åbnede jeg. Først på klem, som min far havde sagt, jeg skulle.
    Jeg forstod ikke straks, hvad det var, jeg så. Så gik jeg ind. Alt var kradset ned af væggene og ud af reolerne, mine søm og brædder lå spredt over det hele, og legoklodserne. Der var flænger i tæpperne og tapetet, og gardinerne lå som pudseklude spredt ud over gulvet. Vinduet var smadret, men jeg husker det som et rent brud, som om den var kommet igennem i første forsøg.
Den var en skuffelse, at løven ikke var der længere, men den blev hurtigt afløst af frygten for, hvad sådan en stor kat kunne finde på, når den havde været hidsig nok til at lave sådan et rod. Det var ret voksent af mig, nu jeg tænker over det.
Jeg gik op på mine forældres soveværelse. Først lod de, som om de lige var vågnet. Min far strakte sig i et falsk gab og trak øjenbrynene op i panden, men jeg kunne se på deres ansigter, at de udmærket vidste, hvad der var sket. Det irriterede mig, at de brugte tid på at spille overraskede.
    – Nå, det var da ikke så godt, men hvad kan vi egentlig gøre ved det? Nu er den jo væk, sagde min mor. 
    Det var et chok for mig, at hun tog det på den måde. Der løb en løve rundt derude mellem mennesker. Det var vores ansvar, at den var der, og så vendte hun sig bare om på siden. Min far skrabede piben ud og gjorde det samme. Var det sådan, mine forældre var i en krisesituation?
    Jeg løb ned til mit værelse igen, hvor Mette stod ved vinduet. Hun stod helt oppe på tæerne og rystede lige så stille. Jeg kan huske, jeg tænkte, at nu skulle min mor holde om hende, og at jeg måske selv skulle gøre det, når min mor ikke gjorde. Men jeg gjorde det ikke. Jeg stillede mig bare ved siden af hende og kiggede ud på de to giganters leg i baggården. Det overraskede mig, at tigeren var den største. De forsøgte ikke for alvor at gøre hinanden fortræd, men det var så voldsomt at se på, at man ikke kunne undgå at blive lidt bange alligevel.
    – De kunne lugte hinanden i nat, sagde Mette og lød næsten voksen. – Mor siger, det er derfor, de er brudt ud. Tigeren har ødelagt hele mit værelse.
    Jeg fortalte, at løven havde ødelagt mit.
    – Har du snakket med mor? spurgte jeg. Jeg kunne næsten ikke tro det, men det havde hun.
    Mette fortalte, at vores mor havde sagt, der ikke var noget at være bange for, men at hun selv havde set lidt bange ud.
    Min mor og far var langt om længe stået op, da kattene kom tilbage til mit værelse gennem det ødelagte vindue. Hunden var der også. Det var det værste. Jeg var bange for, at tigeren skulle æde Vaks. Vaks ville så gerne være modig og beskytte mig, men jeg kunne se, at den havde givet op, allerede før den begyndte at gø. Jeg kunne ikke holde ud at se den store hund krybe i skjul ved sengen. Som om den kunne gemme sig nogen steder.”

– Er historien slut nu, far? siger Bo, lysvågen.
    – Ja, siger Anton. 
    – Det var meningen, at du skulle være faldet i søvn nu. 
    – Det ved jeg godt, far, men det var en god historie.
    – Ja, det var jo en fejl, siger Anton.
    – Jeg mener, den var spændende.
    – Og så kunne du ikke sove?
    Bo ryster på hovedet.
    En kat skriger udenfor. Den lyder som et spædbarn. 
    – Men far? siger Bo.
    – Ja.
    – Den er ikke rigtig færdig, vel?
    – Tjjj ... det, siger Anton.
    Bo spørger, hvad der skete med løven og tigeren bagefter.
    – Der kom en løvetæmmer fra cirkus og hentede dyrene, men jeg fik lov at ride en tur rundt i gården på tigerens ryg.
    Bo smiler.
    – Det lyder mega sjovt! På en tiger! Var du ikke bange?
    – Overhovedet ikke, siger Anton.
    Bo kigger op gennem tagvinduet. En due rammer ruden med den ene vinge. Den taber fart og kurrer. 
    En måge skriger.
    – Du ved godt selv, at det er løgn, ikke far? spørger Bo stille.
    – Nej, det!
    – Jeg kunne godt lide historien, men der er jo ikke løver og tigre i cirkus, vel? Ikke i virkeligheden, far.
    – Det var der, da jeg var dreng! siger Anton.
    – Ok, far.
    – Rrroooaaaah! brøler det pludselig henne fra lemmen.
    Anton farer sammen og trækker Bo til sig.
    En kæmpe skygge springer frem på væggen; så ser Bo løvens hoved i mørket ved lemmen. Den har rejst sig på bagbenene og springer frem mod dem.
Anton knuger Bo.
    – Farvel, min dreng, siger han.
    Nu dækker Antons krop for det svage lys fra sengelampen, der er næsten helt mørkt.
    Så mærker Bo de store poter helt tæt på, kløerne og de blottede tænder lyser op. 
    – Rrroooaaaah! brøler den igen.
    Bo skriger og kalder på sin mor. Han når at tænke, at han aldrig skal se hende igen. 
    – Her er jeg, siger Vanilles stemme så pludselig fra løvens mund.
Hun trækker løvehovedet af og er sig selv. Anton tænder lyset og griner.
    Bo krammer sin mor. Så banker han sin far. 
    – Av av av! råber Anton.
    De griner alle tre.
    – Nu skal du sove, siger Vanille.
    – I morgen er det din fødselsdag. Du får gæster fra morgenstunden. 
Mette kommer med børnene. Og til frokost skal vi have stegte rødspætter med persillesovs. Det skal man have om foråret, og vi ..., siger Anton
    – Det er sommer, Anton, siger Vanille. – Og jeg ved ikke med den persillesovs.
    Jeg synes godt, vi kunne prøve noget andet.
    – Men rødspætter, i hvert fald, og jeg har sagt til Tommy, at han godt må komme med sin nye kæreste, siger Anton.
    Vanille kigger på Anton og sukker, men Bo glæder sig. Tommy er Antons bedste ven, og hans kæreste har en dreng på hans egen alder. Bo har set ham i Tommys have flere gange. Han ser sjov ud, med indianerhår.
    – Sig til Tommy, at han ikke behøver at tage solbærsaften med denne gang, siger Vanille.
    Det lover Anton.
    Det skramler i baggården, noget vælter. En fugl skriger. Anton kigger ned gennem tagvinduet.
    – Det er sgu en ræv, siger han.
    – Godnat, far, siger Bo og slukker lyset.

søndag den 30. marts 2025

Tyndskid og tøserne






Når der er forårsrengøring, skal de alle tre være med. Anton pudser vinduer, Vanille ordner badeværelserne og køkkenet, og Bo skal støvsuge. Det er Vanille, der har lagt planen, men Bo vil kun støvsuge på sit eget værelse.
    – Det er ikke mig, der har svinet gulvet i soveværelset, siger Bo.
    – Nej, men det var dig, der sad med de popkorn i sofaen i aftes, siger Vanille.
    – Ok, så støvsuger jeg sofaen.
    – Du støvsuger hele huset, siger Vanille. – Der er ingen dessert til arbejdsnægtere.
    – Jeg kan ikke lide rabarbergrød, siger Bo.
    Vanille sukker.
    – Kan du ikke snakke med din luddovne søn? spørger hun sin mand.
    Anton hopper ned fra vindueskarmen og kalder Bo helt hen til sig.
    – Du ved godt, at mor er kirurg, hvisker Anton. – Hvis du ikke gør, som hun siger, skærer hun din lever ud.
    Han viser Bo sit ar.
    – Det var blindtarmen, far, siger Bo. – Og det var ikke mor, der skar den ud.
    – Har du set? Der er fjorten sting!
    – Far, altså!
    – Ok, det var ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det her, siger Anton, – men kan du se det hus derovre?
    Han peger på nummer 14, skråt overfor.
    – Thorsens? spørger Bo.
    Hans far nikker alvorligt.
    – Det har ikke altid været Thorsens hus, siger Anton. – Hækken har ikke altid været klippet så pænt. Da jeg var dreng, var det der, Tyndskid boede.
    – Tyndskid?
    – Ja, han hed egentlig Lars Løvstik, men vi kaldte ham aldrig andet end Tyndskid.
    – Hvorfor det?
    – Det er nemmere at banke nogen, hvis man kalder dem noget grimt.
    – Jeg synes, du skal kalde ham Lars.
    – Ok, men vi bankede ham altså alligevel.
    – Hvorfor bankede I ham?
    – Fordi han var en tyndskid.
    – Far!
    – Ok, så får du hele historien.
    Anton sætter sig på støvsugeren og folder hænderne over brystet.

”Det begyndte med, at Lars' mor var blevet træt af at pille blåsøm ud af tæppet på drengens værelse. Hun vidste, at de alligevel ville ligge der igen næste eftermiddag. Drengen elskede de søm. Det var dem, han brugte, når han havde besøg af sine venner Rosa og Klara. Så skulle de hamre kasser sammen.”

– Legede han med piger? spørger Bo imponeret.
    – Ikke med piger sådan i almindelighed, men med postarbejder Mogensens frække tvillinger.
    – Havde han ingen drengevenner?
    – Hør nu efter!
    Så sætter Anton sig over til Bo i højre side af sofaen, piller et popkorn op fra revnen mellem to hynder, putter det i munden og fortsætter fortællingen:

”Moren orkede ikke at rydde Lars' blåsøm op hver aften, så en dag besluttede hun, at støvsugeren måtte tage de søm, drengen havde ladet ligge på gulvet. Hun var flov over at gøre det på den måde, det er klart, så hun sendte Lars ned efter flæskesmåkød, så hun kunne gøre det, mens han var ude.
    Det sjove var, at selvom hun var flov over at støvsuge Lars' søm, og i øvrigt passede godt på ikke at suge de legoklodser op, som også lå over det hele, så nød hun at se de små søm forsvinde op i mundstykket. Hun følte sig stærk, som om støvsugerens styrke var hendes.
    Så lavede hun mad.
    Moren kiggede undersøgende på sin søn, da han kom ned til frikadellerne senere samme aften, men han smilede bare til sin mor og skovlede persillesovs op, som om intet var hændt. Og det var der sådan set heller ikke; Lars savnede ikke de søm.
    Senere kom tøserne forbi, og så arbejdede de med kasserne alle tre, Lars og postarbejder Mogensens rødhårede tvillinger. Lars' egen søster gad ikke at være med, men Lars og tvillingerne sad og hamrede, til ølkusken fra nummer tolv ringede på og venligt fortalte, at klokken var over et.
    Næste dag var gulvtæppet igen fyldt med blåsøm og små kærvskruer, som Tyndskid og tøserne ikke havde gidet samle op, og nu var moren ikke længere så flov. Og heller ikke så forsigtig. Også de løse legoklodser, som lå på gulvet, røg med op i støvsugeren. Der lå også to knækkede kiks og en kvart ostemad under sengen.
    – Ssschluuurp!
    Det var fantastisk, som den maskine kunne sluge, det var som et stort forsvindingsnummer. Hvor var det dog meget lettere på denne måde!
    Det var her, moren fik den tanke, at det kunne være ligegyldigt for edderkopperne, om de blev basket af en foldet avis og fjernet med en våd klud eller simpelthen blev suget ind i støvsugerens grå papirspose. Sådan set var det bedre; de fik da lov at leve lidt længere på den måde.
    Dagen efter besluttede Lars' mor, at det legetøj, som knægten ikke gad lægge på plads, ikke betød nok for ham. Ikke var vigtigt.
    – Ssschluuurp!
    – Hvor er mine blå legoklodser, mor? spurgte Lars. – Jeg mangler alle firerne.
    Det kunne hun ikke svare på, men drengen lærte forbløffende hurtigt at lægge tingene på plads.
    Vores kvarter var anderledes dengang. Flere børn hang ud i gaderne.
    – Der går tyndskid og tøserne! råbte Ivan, og så var vi over dem.
    Tøserne var kommet trækkende med Lars i den kassevogn, de havde bakset sammen oppe på hans værelse. Så havde vi den at lege med. Vi kørte den helt i smadder og smed stumperne ind i forhaven ved nummer 14. Tvillingerne kunne vi ikke banke, det gjorde man ikke dengang, med piger altså, men Lars fik en grundig omgang med græs i munden og grus i underhylerne, olferten og det hele. Så kunne han lære det."

– Lære hvad? spørger Bo.
    – Ja, men altså, du ved ...
    – Næ, siger Bo.
    – Jamen, det var jo det med, at han var for fin til at lege med drenge. Som om han var bedre. At han ikke ville spille fodbold med os andre. 
    – Du har da heller aldrig spillet fodbold, far, siger Bo.
    – Nej, men det var i hvert fald sådan, Ivan så på det, siger Anton.
    – Og alle andre gjorde bare, som Ivan sagde? spørger Bo.
    – Du ved, hvordan det er, Bo. Ingen stiller sig op i køen til den næste olfert.
    Bo sætter sig helt ud i venstre side af sofaen.
    – Fortsæt! siger han.

”Nå, men nu var Lars' mor begyndt at kede sig: Der var efterhånden ikke andet end støv at hente på drengens værelse. Der lå aldrig noget på gulvet mere. Det chokerede hende, at hun savnede det sug, hun havde fået i maven af at se legoklodserne forsvinde op i mundstykket, men sådan var det. Ok, der var stadig edderkopper at gå efter, men det var ikke nok. Det var derfor, hun havde bedt Lars' far om en større maskine.
    – Det er jo ikke et drengeværelse, men et værksted, havde hun sagt.
    Næste lørdag fik hun sin industristøvsuger.
    Der gik ikke ret lang tid, før hun opdagede, at den nye maskine sagtens kunne tage de døde rotter og solsorteunger, som Hvidemis slæbte med ind. Nu blev det sjovt igen. Hun skruede helt op for Aftermath med The Stones, og så tog hun ellers alt, hvad hun kunne finde på stuegulvet, og i soveværelset. De beskidte sokker, som Lars' far havde ladet ligge ved siden af sengen. Det var også lettere end at vaske.
    Når der ikke allerede lå noget, hun kunne suge op fra gulvet, kunne hun godt komme til at skubbe lidt til sofabordet, hvor Lars' far havde piben liggende i et askebæger, eller til hans skrivebord, hvor der altid lå løse papirer i store stakke. Hvis man lagde tingene på den måde, var man selv ude om det, syntes hun.
    Men det bedste var, når der en sjælden gang løb en mus gennem stuen. Støvsugeren var så stærk, at den kunne trække musen ind fra en halv meters afstand.
Lars var en sær lille skid. Selvom vi havde ordnet ham flere gange allerede, var han bare blevet ved med at komme flintrende gennem Kildevældsgade i sine mere og mere udsyrede sæbekassevogne. Det var, som om, han ville vise, hvor ligeglad han var med os. Jo mere, vi bankede ham og smadrede hans vogne, desto større vogne byggede han sammen med tøserne. De malede dem også. Jeg husker en brændende cowboy med grønne tænder og orange øjne på siden af en vogn, der ellers lignede Pentagon.
    Du skulle have set de vogne, Bo!"

– Du lyder helt stolt far, næsten som om du selv havde bygget dem! siger Bo.
    – Hvad mener du? 
    Bo smiler. Hans far finder et popkorn mere.
    – Nej tak, siger Bo.
    Anton propper det i munden og tygger det, som om det var af gummi. Så spytter han det ud i hånden og kigger på det.
    – Kom nu videre, far! siger Bo.

"Ja, altså: Når Lars og pigerne bare blev ved med at bygge de her vilde kareter, betød det selvfølgelig også, at vi blev nødt til at banke knægten så meget desto mere. Lars kom hjem med blå og gule øjne, med flækkede læber og trykkede ribben.
    Hans forældre var bekymrede.
    – Jeg væltede med vognen, mor, sagde han bare.
    Lars' far ville forbyde drengen at lege med tvillingerne.
    – Det er de rødhårede tøser, der får ham til det. Sådan er det i puberteten, sagde han.
    – De går i tredje klasse, Antonius, sagde moren.
    Så ville faren i det mindste forbyde dem at bygge flere kassevogne, men moren sagde:
    – Hvad skal han så lave? Det er jo det eneste, han kan finde ud af.
    – Nå, men så må du selv lappe ham sammen næste gang, han går i stykker.
    Det lovede moren. Det var alligevel altid hende, der tog sig af det.
– Hvor er Hvidemis? spurgte Lars en tirsdag efter skoletid. – Jeg har ikke set ham siden i fredags.
    – Næ, sagde moren. – Men vi må have gjort noget ved den støvsuger. Den kan jo ikke engang tage et helt gennemsnitligt billedleksikon.
    – Mor! råbte Lars og drønede op på værelset for at se, hvad der ellers manglede. Heldigvis havde støvsugeren ikke taget den nye kassevogn, de var i gang med.
    Lidt efter dukkede tvillingerne op. Så blev der hamret igennem, og det var ikke bare med små blåsøm, men også nogle ordentlige stifter, for nu var de i gang med den største kassevogn i Østerbros nyere historie.
    – I skal bruge den her, ikke? hviskede Lars' mor, da trioen lidt over midnat var listet ned efter ostemadder, og klappede støvsugeren, som stod parkeret ved siden af hendes lænestol. – Vi låner motoren fra fars BSO. Den kører han alligevel aldrig på.
    – Men ved du overhovedet, hvordan man monterer sådan en på en støvsuger? spurgte Lars.
    Det vidste hun. Faktisk var der ikke så meget, hun ikke vidste.
    – Og så skal I finde en større slange! sagde hun til Klara og Rosa.
    – Som den her? sagde Klara og viste hende det nedløbsrør, Lars havde haft liggende på reolen siden sidste ombygning i ejendommen.
    – Større, sagde moren. – Meget større!
Næste morgen kom tvillingerne og hentede Lars. Så trak de ham til skole i den nye kassevogn. Det var første gang, de havde haft en vogn med i skole. Det var enormt provokerende, at de kom på den måde, som om de ejede det hele. Det er klart, at Ivan ikke ville finde sig i det. Han var violet i hovedet og kunne ikke tale rent af bare arrigskab. Nu ville han en gang for alle gøre det af med den lille blærerøv.
    Lars og pigerne parkerede midt i skolegården, som om de ikke kunne vente med at få alle de bank, vi havde med til dem. Vi dannede en stor cirkel om vognen. Vi var fem i Ivans gruppe, men alle skolens børn samlede sig omkring den sære, brummende vogn, som tvillingerne kom trækkende med.
    – Sidder du og skider i bukserne derinde? råbte Ivan.
    Lars sagde ikke noget.
    – Man kan jo høre, hvordan det sprøjter ud af røven på dig, fortsatte han. – Sådan en lille skidespræller.
    – Tyndskid, Tyndskid, Tyndskid! råbte skolens børn i kor.
    Pludselig rejste Lars sig op i vognen.
    – Vil du med ud at køre, Ivan? råbte han.
    Ivan sprang op på siden af kassevognen, men kunne ikke trække sig op over kanten.
    – Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Lars, og så så vi noget, vi aldrig havde set før: En monstermaskine med en slange så tyk som en olietønde. 
    – Ssschluuurp!!!
    Tvillingerne hjalp Lars med at holde slangen, mens Ivan blev suget op i vognen og forsvandt ind i den kæmpe sæk, som lå på ladet. Så slukkede Lars for støvsugeren, og tvillingerne sprang ned og trak af med vognen.
    Siden er der ingen, der har set Ivan. Resten af os fandt nogle andre at banke, og Lars' mor besluttede sig for at læse til ingeniør.”

– Er det det hele far? spørger Bo.
    – Ja, hvad mere behøver du at vide, Bo? Den, der støvsuger, styrer showet!
    – Jeg skal nok støvsuge, og det var en god historie, far.
    – Tak, Bo.
    – Men den var ikke helt sand, vel far?
    – Fuldstændig!
    – Man må ikke støvsuge en dreng, siger Bo og lægger hovedet på skrå.
    – Det måtte man godt, da jeg var dreng.
    – Men Ivan kom ikke ind i støvsugeren, vel?
    – Måske ikke helt ind. Jeg husker det ikke så tydeligt. Men ellers er det en sand historie.
    – Og det var dig, der var Tyndskid, ikke? 
    – Hvorfor tror du det?
    – Hvordan skulle du kunne vide alt det om, hvad der skete hjemme hos Lars, hvis det ikke var dig selv?
    – Nå ja, men hvad gør det, at man begynder livet som Tyndskid med tøserne, hvis bare man har haft en skøn-tid med øserne? siger Anton.
    – Du er ved at lære det, far, siger Bo.

Sidevisninger den seneste måned