Viser opslag med etiketten Hverdagstanker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hverdagstanker. Vis alle opslag

søndag den 30. august 2026

torsdag den 20. august 2026

Dyreborg

Formiddagssol, havde de sagt, så jeg rev spindelvævet af den gamle Forza. Det var stadig luft i bagdækket, og mens håndbremsen ikke virker, vil fodbremsen altid gøre det. Jeg har tit stået og kigget over sundet til de hvide huse i Dyreborg. Der er knap seks kilometers kommunevej derover, så selvom der er bakket, og formen ikke er til ekstremsport, skulle det være en overkommelig tur.

Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer ad den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud i rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke overdøver træernes hvisken.

Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?

Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.

Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder. 

Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere.

Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor langt der er, og om man har tid til at spise de modne brombær. Det havde jeg på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200. 


På Bjernevej, ind mod Faaborg, cyklede et tysk ægtepar, manden forrest, slingrende af sted midt på vejen med sine cykelklemmer, sin karrygule herrejakke, sin buskede grå moustache, uden at holde ved styret eller værdige kørebanen et blik. Det var mobilen, han havde travlt med. Han filmede en harvende mand på marken.

søndag den 28. juni 2026

Stokrosen ved Sonni's Beer Bar










Siden jeg kom til Sydfyn i september, har jeg glædet mig til sæsonåbningen af Sonni's Beer Bar. Jeg har forestillet mig, at det var en af de beværtninger, som kun holdt åbent i turistsæsonen, og jeg var nysgerrig (en rent faglig, sociologisk nysgerrighed, naturligvis) efter at finde ud af, hvad der gjorde, at værtshuset på facaden kundgjorde, at man skulle være mindst 18 år for at komme ind. Det står der vist ikke på andre af byens værtshuse.


Nu er vi så langt henne på året, at vi roligt kan konstatere, at Sonni's ikke åbner igen. Ikke denne sommer, i hvert fald.


Til gengæld kan man så glæde sig over, at stokrosen mellem dør og vindue har fået frit spil, fordi ingen har skullet ind og ud ad døren. Jeg ved ikke, om den er vild med vilje, men hvor er den prangende stor og smuk!

fredag den 15. maj 2026

The best a man can forget












Hver gang, jeg løber tør for barberblade, ender jeg med at købe nogle, som jeg tror kan bruges i en af mine gamle skrabere, men som ikke kan. Og så må jeg købe en ny skraber, der passer til de blade, jeg lige har købt.

Der er så mange forskellige mærker på markedet nu, at jeg aldrig kan huske, hvilke skrabere jeg allerede har liggende. Det var nemmere, de Gillette nærmest havde monopol.

Til gengæld var det også dyrere. Jeg har for længst smidt mine gamle Gillette-skrabere ud. Dem havde jeg også adskillige af, men bladene er for dyre, og flere supermarkeder fører dem ikke længere.

Jeg kan huske, da Gillette for mange år siden gik fra 1 til 2 skær på deres barberblade, og vi igen var nødt til at købe en ny skraber, som altså passede til den nye type blade. “Bare rolig, vi lancerer ikke et nyt blad med 3 skær om næste år,” forsikrede de i deres annonce. Hvor lang tid, der gik, før de alligevel gjorde det, husker jeg ikke, men det var ikke ret længe. Nu er det allerede mange år siden, at standardbladet fik 5 skær, og ingen kan vel rigtig se fidusen ved at pumpe forbruget af skrabere yderligere i vejret ved at sætte 6 skær i. Det er vanskeligt at bilde nogen ind, at barberingen bliver bedre af den grund. 

Min nyeste skraber er af mærket DYNAMIC 5 PRO. De kører lige som de fleste andre mærker med 5 skær og må derfor reklamere med noget andet, og der synes jeg faktisk, de har været opfindsomme. Der er E-vitamin i barberbladets 'glide strip'! Hvem havde set det komme?

Den blå er vist i øvrigt en ladyshaver. I hvert fald gav den straks op over for skægstubbe.

mandag den 27. april 2026

Kakerlak

Her til morgen var det der igen. Det lille gib, der kommer ved den mindste kriblen i skyggen. Den her lille forskrækkelse, da jeg så de tynde, sorte følehorn stikke ud fra under håndklædet på badeværelsesvæggen. Kakerlak! Det var det første, min krybdyrshjerne tænkte.

I Malaga er der kakerlakker. Der er mange, og de er store. Ikke fordi, der er beskidt. Spanierne er generelt gode til at renholde deres byer, langt bedre, end vi er i Danmark, men fordi der er varmt. De yngler bedst ved høj varme. Jeg tror, det er derfor. Det kan også have at gøre med gamle kloaksystemer eller den resistens, dyrene over tid har udviklet mod bekæmpelsesmidlerne. I Malaga boede jeg på første sal, og ejendommens baggård var ikke tilgængelig for beboerne og blev ikke brugt. Det var der, duerne boede, og selvom de spiste kakerlakker, nærede de dem også med det affald, de efterlod. De var der hele året, men særligt om foråret vågnede de og gik på ekspedition. 

Er det nu så slemt? Er en kakerlak ikke bare en stor bille? Det er den jo, men der er en grund til, at Fødevarestyrelsen i Danmark lukker restauranter ned, hvis der er kakerlakker. Der kaldes skadedyrsbekæmpere ind, alt skal desinficeres og gøres rent; fødevarer, som har været eksponeret, skal kasseres, og der kommer tilsynsmyndigheder ud, når restauranten genåbner. Det er ikke for sjov. Kakerlakker kan bære vira og bakterier og vil ofte gøre det, fordi de lever og bevæger sig gennem kloaksystemerne. De kan sprede salmonella og listeria, de kan inficere med colibakterier, de kan overføre tyfus og dysenteri. De kontaminerer fødevarer, som de kommer i berøring med. Og så er der allergenerne. Deres afføring og spyt og rester efter hamskiftet kan fremkalde astma, eksem og nældefeber. Det er en besk bille. 

Der er også en grund til, at man ikke reagerer lige så voldsomt i Malaga som i København, og den er økonomisk. Man gør, hvad man kan. Men der lever så mange kakerlakker i sydens varme, at det i praksis er umuligt at gardere sig fuldstændig mod deres indtrængen, med mindre man bor på femte sal, og Solkystens økonomi er helt afhængig af fortovsrestauranter.

Hvor vi boede holdt vi vinduerne til baggården lukket, når det var mørkt, selvom det fratog os muligheden for at lufte ud fra køkken, bad og børnenes værelser. Muligheden for gennemtræk i sommernattens ulidelige varme. Vi hældte klorin i køkkenvasken, toilettet, afløbet fra badekaret og håndvasken på badeværelset og proppede afløbene til. Vi sprøjtede kakerlakgift ved entredøren, altandøren, vinduerne og under håndvasken. Satte fælder op. Emhætten tapede jeg til. Den virkede alligevel ikke. Frem for alt holdt vi rent. Selvfølgelig holdt vi rent, men lod heller ikke brød ligge frit fremme, ingen brødkrummer på skærebrættet. Alt tørfoder var i hermetisk lukkede dåser.

Alligevel kom de ind, de ivrige kloakdyr. Hele året kom de ind, men om foråret var det hver eneste nat. Der var altid en spejder inde for at rekognoscere, lede efter mad, når jeg stod op om morgenen, nogle gange to. Og så gik jagten med søvn i øjnene og en morgensko i den højre hånd. Kakerlakken skulle ordnes, før børnene stod op. Kakerlakker kan gemme sig bag paneler, i revner og sprækker, hvor der ellers ikke se ud til at være plads, men det er aldrig sket, at en er sluppet fra mig. Er den nået i skjul, har jeg blot ventet på, at den blev utålmodig og vovede sig frem igen. Og når først de har bevæget sig ud på det åbne gulv, er deres chancer for at overleve forsvindende små, hvis man ellers har reflekserne i orden og sigtekornet rigtigt indstillet. Kakerlakker slægter ikke ligefrem Leo Messi på. De er dårlige driblere, deres sidebevægelser er sløje, og særligt hurtige er de heller ikke. For det meste standser de pludselig op midt på gulvet, måske i den overbevisning, at man ikke ser dem, hvis de ikke bevæger sig.

Indimellem har jagten alligevel varet en halv time, og børnene er stået op  og har set mig splatte kræet ud på gulv eller væg og gøre rent efter drabet. Også hjemmeskoens sål skal renses grundigt. Det er vigtigt at fjerne alle spor, for ellers trækker lugten af de udsplattede indvolde flere til. De elsker at æde hinandens lig.

Men det var ikke kakerlakfølehorn, der stak ud under håndklædet her til morgen. Det var løse tråde fra klædet. Jeg har endnu til gode at se en kakerlak her i Faaborg, men fem års jagt og konstant agtpågivenhed sidder stadig i nervesystemet. Jeg er parat med hjemmeskoen, hvis der skulle komme en.

lørdag den 30. august 2025

Citrustræer











Jeg kan ikke længere huske, hvorfor det lige netop blev citrustræer, men jeg har altid lavet dem. Der er noget ved bladene. Det, at de kommer i to dele. Der er ligesom en lille entré, før man går ind i balsalen. De er smukke. Men måske var det bare, fordi jeg var så glad for appelsinjuice. Da jeg var teenager, endnu hjemmeboende, var det altid appelsinkerner, jeg lagde i urtepotterne. Mange af dem lykkedes. Min mor fik det bedste af træerne. Det overlevede i adskillige år, længe efter jeg var flyttet hjemmefra. 

Så fik min samlermani mig til at eksperimentere med blodappelsiner, grape, blodgrape, lime, citroner og clementiner. Jeg ville have et af hver slags citrustræ, der fandtes – indtil det gik op for mig, hvor mange der var: 30 vilde arter og måske omkring 140 hvis man tager de kunstige hybrider med.

I Spanien lærte jeg duften af  blomstrende citrustræer at kende. Det gjorde ikke sagen bedre. Da vi flyttede herned, blev jeg så glad for citronen, både træet og frugten, at det blev den, jeg koncentrerede mig om. Jeg købte min kæreste et citrontræ, hver gang hun fødte os et barn. De skulle stå i vores have, når vi en dag fik et hus. Vi fik aldrig et hus, og træerne døde i Madrids sommertørke. Men så lavede jeg nogle nye. Jeg lavede over hundrede, som et efter et døde, når vi tog til Danmark på sommerferie. Men vores søn Karl fik mange af dem, så han kunne give sine kammerater et venskabstræ med hjem, når de havde været på besøg. Måske findes der endnu overlevende fra den tid.

Nu laver jeg citrontræer i min lejlighed i Málaga. De to største her er sået samme dag for omkring fire år siden og er spiret samtidig. De er endda fra samme citron, men det ene måler 90 centimeter fra jord til top, det andet kun det halve. De er sunde og stærke begge to. Ude til højre kan man måske lige ane en spire i den hvide urtepotte. Det er en mandarin, som stak sit hoved op gennem pottemulden i forgårs. Ja, der er faktisk to. Lad os se, om de klarer sig gennem sommeren.

søndag den 3. august 2025

Prøv at huske lugten








Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken. 
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?

På toppen




I sidste uge gik Karl og jeg en anden vej op ad bjerget, end vi før har gjort. Det var en mere snoet og tilgroet sti end dem, vi kendte, men ikke nogen svær vej at gå og ikke langt fra kendte stier. Vi tænkte, at det blot var en anden vej op til den tinde, vi plejer at havne på. Men til vores overraskelse havnede vi på en bjergtop, vi ikke vidste fandtes. 











Der var udsigt ned over en østlig bydel, som jeg sjældent tænker på, og hvor jeg aldrig kommer. 
    – Det er der, de rige bor, sagde Karl, og det er rigtigt nok. 
    – De bor flot, sagde jeg.

Og så satte vi os på bænken, kiggede ud over bugten, ned mod Afrika og opdagede, at vi var midt i den mest overraskende og vidunderlige samtale om livets begyndelse og om forskelle og ligheder mellem levende og død materie, om hvilke former for væren, der har bevidsthed en indre oplevelse af sig selv. Hvilke der har har en vilje og til hvad. Hvornår springet fra uorganisk til organisk kemi sker og hvordan det sker. Om vi nogensinde vil kunne forklare, hvad liv er. Om alt en dag vil kunne forklares af elementarpartiklers bevægelser, eller der altid vil være en principielt privat side af det levendes oplevelser, som vi ikke kan trænge ind til, og som ikke kan reduceres til fysik eller adfærdsbeskrivelser.

Karl flytter hjemmefra om en måned. Så skal han studere matematik og fysik på universitetet i Granada. Hans udgangspunkt for at forstå verden er fysikken, men pludselig var vi dybt inde i den nysgerrige samtale, som jeg længe havde håbet ville komme, hvor både fysikeren og hans filosofiuddannede far tillod sig at være i tvivl.

I dag gik turen igen for at se, om jeg stadig kunne finde stien. Det kunne jeg. Jeg gik forkert et par gange, men havnede alligevel på toppen. Karl var ikke med, han er i Portugal. Turen virkede længere end sidst. Det plejer at være omvendt, altså sådan at turen virker lang første gang, man går den, og anden gang kortere. Jeg satte mig på bænken, samme sted som sidst, men lige meget, hvor længe jeg kiggede ned mod Afrika, trængte ingen metafysiske overvejelser ind i mine tanker.

mandag den 23. juni 2025

Shetland og Jyske Lov

Jeg så krimiserien ‘Shetland’ og fik pludselig øje på en velkendt sætning over døren ind til Shetland Island Council:

Með lögum skal land byggja
Jo jo, det er naturligvis indledningen til Jyske Lov fra 1241. Hvis jeg ikke husker meget galt, kan man se den samme sætning på Københavns Byret, blot på moderne dansk.
Jeg burde ikke være blevet overrasket. Shetlandsøerne, som i dag er en del af Skotland, var jo norsk gennem flere århundreder (og en overgang under dansk fruedømme), og identifikationen med det gamle Norge lever vist stadig på øerne. Hvis tv-seriens beskrivelse af øerne ellers svarer nogenlunde til virkeligheden, kan man ovenikøbet stadig se ofringer til Odin. Det høres også i sproget, hvor der er lidt flere norrøne rester, end der ellers er i engelsk. Så sent som i det tyvende århundrede har der åbenbart været en aktiv bevægelse på øerne for løsrivelse fra Storbritanien og genforening med Norge – eller alternativt Danmark.
Jeg spekulerede over, hvilket sprog sætningen er skrevet på. Det måtte vel næsten være norn, som det vist hedder, det gamle norrøne sprog, som taltes på Hebriderne, Orkney- og Shetlandsøerne frem til midten af det 18. århundrede, tænkte jeg, men det er islandsk. Jeg aner ikke hvorfor.
Forresten kunne jeg godt lide tv-serien. Krimier skal foregå i Northumberland, Skotland, på Shetlandsøerne eller til nød i Wales eller Liverpool. De sydengelske er hyggelige at se, men bliver i længden for uvedkommende i deres velnærede pænhed.

lørdag den 14. juni 2025

Pouya

Jeg kan stadig huske Pouya med trutmunden og det kraftige, glatte sorte hår. Han var fire år, da jeg begyndte som pædagogmedhjælper i Den Integrerede Institution Viben i Gellerupparken i sommeren 1986. Han var opvakt og flink, men jeg opfattede ham også som en noget forkælet dreng, der nok var vant til at være centrum for familiens opmærksomhed og ikke tålte ret megen modstand eller modgang. Som det, vi i dag kalder et 'curlingbarn' fra den intellektuelle middelklasse på Østerbro, hvor mine egne ældste børn mange år senere kom til at gå i vuggestue og børnehave.

Men Pouya var ikke et middelklassebarn, selvom begge hans forældre engang havde været det. Forældrene var fem år tidligere flygtet fra Iran, hvor de havde været aktive i den illegale marxistiske Fedayeen-bevægelse, som i 1979 havde været med til at sætte Mohammad Reza Shah Pahlavi fra magten. De havde ikke kæmpet sammen med Ayatollah Khomeinis shiamuslimer, men kæmpet en parallel kamp mod shahen, deres fælles fjende. De var ikke islamister. Deres del af Fedayeen-bevægelsen var inspireret af de venstreorienterede palæstinensiske befrielsesbevægelser, men også af Che Guevara og Hồ Chí Minh. De gennemførte attentater mod shahens brutale efterretningstjeneste SAVAK og mod amerikanske anlæg. 

Udadtil var de veluddannede, sekulære middelklassemennesker fra Teheran, hvor faren arbejdede som ingeniør og moren underviste i litteratur på universitetet, mens de i hemmelighed havde kæmpet mod shahens korrupte, udemokratiske og alt for USA-venlige regime og håbet på en ny form for socialistisk og pluralistisk demokrati, hvor alle kunne have en stemme og ånde frit. Men det blev ikke deres del af den revolutionære bevægelse, som vandt magtkampen i revolutionens sidste fase. Det gjorde Ayatollah Khomeinis islamister, og de ville en helt anden vej. Det var som at komme fra asken til ilden. Ayatollahens nye regime så (ikke uden grund) Fedayeen som ateistiske, undergravende kræfter, og forbød bevægelsen i 1980. For mange iranere var Fedayeen revolutionens sande helte, men nu blev det forbudt overhovedet at synge og tale om dem offentligt, og deres medlemmer blev tvunget i eksil eller fængslet og tortureret eller dræbt.

Efter revolutionen delte Fedayeen sig i to. Nemlig Majority, som var bevægelsens 'højrefløj' og socialdemokratisk orienteret og forsøgte at tilpasse sig den nye islamiske republik. Og Minority, som så var 'venstrefløjen', marxistisk (men anti-stalinistisk og anti-Sovjet), og som var sekulære og ikke ville assimileres ind i den islamiske republik. Jeg er ret sikker på, at det var Minority, som Pouyas forældre tilhørte og derfor måtte flygte. 


Jeg husker ikke, hvad forældrene hed, men husker faren som en lidt for bekymret vatnisse, mens moren ikke var bange for at sige til drengen, at han godt selv kunne tage vinterstøvlerne af og sætte dem på plads under bænken. De var venlige over for personalet begge to og havde indimellem iranske kager med til os. I Danmark var de blevet en del af underklassen. De havde allerede lært sig dansk, men faren havde kun kunnet finde arbejde som trappevasker, og moren gik hjemme. De var ikke politisk aktive længere. Jeg var dengang medlem af et parti, der hed Venstresocialisterne. Vi havde sympati for Fedayeen, men det var ikke noget for Pouyas forældre. Ikke på det tidspunkt, i hvert fald. De troede ikke længere på politiske fremskridt og ville bare klare sig igennem og sikre Pouya en tryg opvækst og en god uddannelse. Og så dukkede faren alligevel op til et par arrangementer i VS nogle år senere og virkede ikke spor vatnisset og overbekymret, når drengen ikke var med.

Pouya må være 43 nu. Hvad mon han laver i dag?

mandag den 2. juni 2025

Hvad var der i bukselommen?








Til alle jer, der også har virkelig mange års erfaring med at være unge: Hvad havde I i bukselommerne i 1970’erne eller 80’erne? Og hvad har I i bukselommerne i dag?

Selv gik jeg som teenager altid med fem ting:


  1. Højre baglomme: en tyndslidt, numseformet sort tegnebog i kunstlæder
  2. Højre baglomme: en sort plastickam, som havde tynde, tætsiddende tænder i den ene ende og tykkere tænder med mere mellemrum i den anden (kammen var typisk indlagt i tegnebogen, men stak lidt op)
  3. Højre forlomme: et sammenfoldet lommetørklæde i bomuld
  4. Højre forlomme: et nøgleknippe, som dog lige så ofte hang og dinglede i en karabinhage fra bæltestroppen over lommen
  5. Venstre forlomme: en Loewenmesser lommekniv med træskæfte (aldrig en schweizerkniv, som i stedet for at være god til én ting er dårlig til syv)

I dag er det kun lommetørklæde og nøgler.

torsdag den 15. maj 2025

Du går op til Gibralfaro






Plaza de la Aduana finder du nemt. Det er midt i byen og her, Museo de Málaga ligger, og det romerske amfiteater. Også indgangen til Alcazaba, den mauriske fæstning, er her på pladsen. Det er det mest fantastiske sted og vanskeligt at blive færdig med. Men du har fået tre sardiner og fem fadøl for meget nede ved stranden på din nye favorit-chiringito det sidste par dage, og nu har du brug for at brænde et par tusinde kalorier af. Det er derfor, du i stedet tager opkørslen til højre for. Efter små hundrede meter bliver opkørsel til fodsti. Det er allerede her, du åbner vandflasken første gang. Du går op ad bjerget langs ydersiden af fæstningsmuren, og stigningen begynder hurtigt at blive stejl. Jeg vil gætte på, at stigningsprocenterne svinger mellem 5 og 35. Der er helt sikkert passager, som end ikke Pogacar kan cykle opad. Men det skal han jo heller ikke, og du skal bare gå. Ingen løber op heller. Jeg har aldrig set det.

Det, du skal op for at se, er Gibralfaro, der ligger oven for Alcazaba, ligesom Alcazaba er bygget oven for det meget ældre romerske amfiteater.

Mens Alcazaba (arabisk for ‘fæstning’) blev bygget i det 11. århundrede under det mauriske Hammadid-dynasti og fungerede som palads og administration, så blev Gibralfaro (afledt af Jbel-Faro, som betyder lysbjerget; det havde nemlig et fyrtårn på toppen) tilføjet i det 14. århundrede under Nasrid-dynastiets sultan Yusuf 1. Det gav bedre udsigt fra forsvarsværket og så selvfølgelig fyrtårnet, som var vigtigt, når venner sejlede ind, fx med varer fra det, vi i dag kender som Marokko. Alcazaba bærer tydelige præg af, at være residensbolig med frugthaver, prydanlæg og badstuer. Man har nydt livet her. Gibralfaros funktion er primært militær.

Men det kan du altsammen læse om, når du kommer hjem igen. Nu skal du bare op. Det var godt, du huskede vandet, men måske ikke så smart, du ventede til klokken tre om eftermiddagen med at tage turen. Var du gået halv ti i stedet, havde solen ikke været så skarp. En kasket havde også hjulpet. Men du skal nok klare den. Det er ikke ekstremsport, det her, du går i dit eget tempo. De fleste kan være med; her er alle aldersklasser mellem 5 og 75. Du kan mærke dit hjerte, ingen tvivl om det, og du skal nok komme til både at svede og hive efter vejret, selvom du synes, du er i god form. På vej op vil du se lige så mange mennesker, der sidder og hviler, som mennesker, der går.

Når du kommer til udsigtspunktet (du ved det, når du ser det) og stiller dig frem og støtter dig til muren, først afprøvende, siden mere tryg, og kigger direkte ned i den pensionerede tyrefægterarena under dig, tænker du, at du heller ikke behøver at tage det sidste stykke. Hvad er der mere at se? Du er højt oppe allerede. Når du kigger ned på bilerne ved havnen og måler dem mellem tommel og pegefinger, er de ikke meget mere end en centimeter lange. Du synes, der er bygget alt for meget rundt om havnen, men at det stadig er skønt at spejde ud over det blanke blå efter det enorme kontinent, du ved befinder sig kun få kilometer uden for din synsvidde.

Selvfølgelig går du også de sidste stejle meter op. Du er langt over halvvejs allerede. Du kommer forbi hotellet. Og parkeringspladsen, hvor turistbusserne holder. Ja, der er også en asfalteret vej herop, som du heldigvis ikke kunne se under opstigningen. Havde du taget bussen, hvis du vidste det? Under ingen omstændigheder! Der er en iskiosk på parkeringspladsen. Jo, du må gerne. Du vælger en sodavandsis. Og så er der bare en kort trappe op til indgangen. Du køber en entrébillet til Gibralfaro og fortryder det ikke.

Er det værst at gå op eller ned? Du har hørt, at det overraskende nok er hårdest at gå ned, fordi der er så stejlt, at du næsten ikke kan holde igen i lårene og kun kan tage skridt af 30 centimeter. Vrøvl. Det er absolut hårdest at gå op. Det er også sjovest, fordi man glæder sig til noget, og fordi man tester sig selv. Men selvfølgelig er det nemmere at gå ned. 

Nå ja, med mindre du da er ham den overmodige amerikaner, som hele tiden glider i sine slidte sneakers og ikke kan styre klapvognen med sin treårige datter på de glatte sten.

God tur.

fredag den 9. maj 2025

Ved kassen i Aldi

En af de store daglige glæder, som endnu ikke er belagt med brugerbetaling og engangsgebyrer, er iagttagelsen af menneskelig adfærd.

Tag for eksempel den travle forretningsmand, der her i eftermiddags med mobilen i venstre hånd højlydt fortalte en af sine underordnede, hvordan en bestemt kontraktforhandling skulle skæres, mens han med den højre fyldte båndet med Aldis bedste discountvarer. Han havde også overskud til at skælde ud over den langsomme progression ved kassen. Hvorfor fanden skete der ikke noget?!
    En kvinde prikkede ham på skulderen.
    — Må jeg lige komme forbi, spurgte hun travlt, men venligt.
    Men der var ingen, der skulle passere bag hans ryg.
    — Jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare forbi, sagde hun med et underfundigt smil.
    — Du kan vente i køen som alle os andre! meddelte han og bandede igen over, at hans varer ikke blev kørt igennem.
    Og så fortsatte han ellers sine instruktioner i mobilen.
    — Undskyld, men jeg bliver nok nødt til at komme forbi, bad kvinden.
    — Jeg har sagt nej!
    — Men...
    — Jeg siger det ikke igen! Og hvorfor helvede er der ingen, der kører mine varer igennem?
    — Fordi du ikke vil lade mig komme hen til kassen og ekspedere, sagde hun med et lille suk.

fredag den 2. maj 2025

Jeg går i supermarkedet efter morgenmad

Vesterbro
Jeg går i Netto for at købe morgenmad. En mor, der ligner veluddannet middelklasse, skubber rundt med en klapvogn, som drengen ikke gider sidde i. Hun kigger uafvendeligt på mobilen. Drengen er modsat sin mor interesseret i butikkens varer og finder hurtigt køledisken, hvor der står en kasse med ostehapsere. Han er ikke mere end to år gammel, men ved godt, hvordan man åbner sådan en kasse. Den indre plasticembalage får han også flået af. Men han kan ikke lide osten og smider den på gulvet. Så får han øje på en snackpølse. Den kan han bedre lide. Så er moren også nået frem. Hun kigger op fra mobilen engang imellem. Da drengen har spist så meget af pølsen, som han gider, går de videre.
    Den unge, lavtlønnede kassemedarbejder, som ser ud til at være af mellemøstlig oprindelse, har også set tålmodigt til. Nu rydder hun op efter drengen. Det kan hun lige nå, fordi der i netop det øjeblik ikke er kunder ved kassen. Moren med drengen skulle ikke have noget alligevel.

Málaga Centrum
Jeg går i Lidl for at købe morgenmad. Foran mig står to høje, unge mænd, som har arbejdet flittigt med håndvægtene. Eller, først er jeg ikke helt sikker på, om de faktisk står foran mig i køen, for de kigger på mobilen og følger ikke med køen frem. De svarer ikke, da jeg spørger, om de står i kø, men antyder dog et lille skridt fremad som for at lukke hullet uden egentlig at gøre det. Lidt efter må den allerede kendeligt trætte kassemedarbejder kalde dem hen til kassen, fordi de ikke har set, at det er deres tur. De tager deres energibarer, havrekiks og kildevand op af kurven. Kassemedarbejderen skubber flere gange den trekantede adskiller frem mod dem for at få dem til at lægge den på båndet, så jeg kan komme til at lægge mine varer op. Det overkommer de ikke.
    – Jamen, så gør jeg det da, siger jeg og rækker nok en anelse demonstrativt hen over deres varer for at fange adskilleren. Jeg lægger mine varer på båndet og sætter min kurv op i stablen. Så sætter jeg også den kurv på plads, som de to muskeldrenge har efterladt midt i gangen. De kigger et øjeblik forbløffede op fra mobiltelefonerne, men opgiver at forstå eller reagere på min gestus, vender tilbage til skærmen og slentrer ud af supermarkedet.

tirsdag den 29. april 2025

Mørkelagt i Málaga










Omkring 12:30 mandag forsvandt elektriciteten pludselig. Det har jeg aldrig oplevet før her i Málaga, men til gengæld flere gange, mens jeg boede i Madrid. I hvert fald, at strømmen gik sig en tur i opgangen. Nogle gange endda i blokken eller ligefrem i hele kvarteret. Det har aldrig varet mere end en time, så jeg gik en tur og regnede med, at alt ville være normalt, når jeg var hjemme igen.
    Under vejs på gåturen registrerede jeg, at trafiklysene var ude af drift. Ham, der har ansvaret for dem, er far til en af min yngste datters klassekammerater, og han virker som en pålidelig fyr, så det undrede mig, at den var gal i hele byen. Lidt efter gik det op for mig, at butikker og restauranter var ved at trække skodderne for, også dem, der ikke plejer at holde siesta. Og mindst en time for tidligt. Kun isboderne holdt åbent og forsøgte desperat at sælge vafler med tre eller fire kugler, før hele varelageret smeltede. Lyset var gået i hele byen. 
    Hjemme igen halvanden time senere var der stadig ikke strøm. Jeg forsøgte at komme på internet med mobilen for at finde en forklaring, men der var ikke forbindelse. Jeg prøvede at ringe til mine to ældste børn, men heller ikke det kunne lade sig gøre. Telefonen var død. Sjovt nok kunne jeg, omend med forsinkelse, lægge opslag op på Instagram og sende beskeder på Messenger.
    Jeg læste et par timer, og da strømmen stadig ikke var på, gik jeg ud for at købe mad. Aldi holdt åbent med nødgenerator og kontantbetaling. Kassedamen fortalte, at strømmen nu var tilbage i Sevilla, cirka 200 kilometer fra Málaga. Jeg troede kun, den var gal her i byen. Min fætter Andreas skrev på Messenger, at der strømmen var tilbage i flere spanske byer. Det var nu, det gik op for mig, at der havde været problemer over hele landet. 
    Det var opmuntrende at opleve, hvor hensynsfuldt der blev kørt i en by uden trafiklys. Farten var sat ned, og biler holdt pludselig tilbage for krydsende fodgængere. Selv enkelte el-løbehjul gjorde.
    Jeg lærte min nabo at kende, da jeg lånte tændstikker for at kunne tænde lys – og stege optøet kød fra fryseren.
Min søn og min ældste datter kiggede ind hos mig efter tur under påskud af ærinder, som sagtens kunne have ventet en dag eller to. Og de skulle ned og op ad trapper til 17. etage hos deres mor, hvor elevatoren var ude af drift, for at besøge mig. Jeg tror, de ville se, om jeg var ok. Det er en af glæderne ved at blive halvgammel. 
    Min søn fortalte, at Portugal og Frankrig også var ramt af strømsvigtet. Nu kan jeg læse, at der havde været en officiel forklaring i omløb om meteorologiske forstyrrelser som årsag, ekstrem varme skulle det være. Men alle kunne se, hvor utroværdig, den var. Som om aprils 25-30 grader skulle kunne mørklægge et land, som er vant til 45 grader i august! Mørklægge tre lande. Nu var den også trukket tilbage.
    Det er svært ikke at tænke på sabortage eller terrorangreb. Men hvad nytter det? Vi må se, hvad der kommer frem i løbet af dagen.
    Lyset kom tilbage og vækkede mig kl. 03:10. Nu vil jeg spise noget stegt kød og tilbage i seng. Godnat fra Málaga.

fredag den 4. april 2025

Under banyantræet ved El Corte Inglés






Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af stengærdet i skyggen fra banyantræet uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg hørte ham aldrig sige noget, han talte ikke med de øvrige hjemløse under træet. Var det hans forfinede fingerbevægelser og det luvslidte, men stadig elegante jakkesæt i nålestribet, stålblå uld? Han var så åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser. 

    Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet. 

    På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes; jeg følte, at han i det meste af et sekund ledte efter noget hos mig, eller genkendte noget fra sin tidlige barndom, før han igen vendte sig bort og sank sammen, som om hans krop opgav at forfølge hans tanke. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske og gjorde ansatser til at rejse sig, men blev så alligevel siddende.

    Siden så jeg ham dagligt gentage den samme rutine samme sted gennem flere år. Han soignerede sig hver morgen lidt i ni under bayantræet ved El Cortes Inglés, indtil han pludselig var borte og aldrig viste sig igen.


Sidevisninger den seneste måned