To møder og to bøger

 

Ejler Nyhavn: Æseltid

Jeppe Krogsgaard Christensen: et år med læsning og skrivning – en fastholdelse

Sikken uge!

Tirsdag i forrige uge tog jeg bussen op til Ejler og Patricia i Alhaurín el Grande, hvor Ejler og jeg sad på den solvendte terrasse og talte om musik og litteratur. Mest om om musik, om Monks trioler, blandt andet. Om hvor ubelejligt det var for en bassist som Ejler at have skåret det yderste af venstre pegefinger under madlavningen dagen i forvejen.

Senere lavede Ejler mad, vi spiste alle tre og talte om andre ting, og Ejler gav mig Æseltid med hjem, hans seneste udgivelse, og Lise gav mig fem store citroner fra haven. Jeg bruger citron til næsten alt, jeg spiser og drikker. Og mine mest sejlivede hobby er at proppe citronkerner ned i fugtig jord.

Om lørdagen mødtes jeg med Lise og Peter på La Rubia [“Blondinen”] i Málaga, hvor vi spiste og drak og talte mere om litteratur end om musik, men nok mest om andre ting, om det liv der havde gjort os interesseret i bøger, eksempelvis. Vi fik en michelada, min yndlingsdrink med øl, tequila, muskatnød, salt, chili, sovs og citron, på den lille mexicanske, som laver dem bedst. Og så videre. Og Peter, som blandt meget andet er musiker og forfatter, men også forlægger, gav mig den seneste udgivelse fra hans forlag, Melodika, med hjem. Det er Jeppe Krogsgaard Christensens et år med læsning og skrivning – en fastholdelse.

Jeg fik også to kg. skårne økologiske rugkerner, medbragt fra København. Det var vigtigt, for jeg havde netop brugt mine sidste kerner på det brød, jeg havde med op til Patricia og Ejler på bjerget.

Jeg ved ikke, om Ejler og Peter kender hinanden. Eller om Ejler og Jeppe gør. Men det har været sjovt at læse de to bøger nærmest samtidig, for de har påfaldende meget tilfælles. Udefra og ind. 

De er begge 18 centimeter lave, den ene er på 166 sider, den anden 179. Små bøger, altså, med meget mådeholdent illustrerede omslag, den ene med en lille tegning af et oliventræ på forsiden, den anden med en lille tegning af et par sko på bagsiden, begge udgivet i 2024, bygget op af korte tekster, fra en kvart til fire sider stykket, deromkring. De er begge fortalt af et jeg, der synes at være identisk med forfatteren. Teksten giver ikke indtryk af at være eller ville være fiktion, men fortæller i klartekst om en periode eller epoke af forfatterens liv. Det er velfortalte tekster med en sproglig præcision og tankemæssig klarhed, der fastholder læseren, i hvert fald mig. Og begge bøger handler blandt andet om at vandre, og hvad sindet fanger ind undervejs, om det at skrive, hvad der kalder teksten frem, glæden ved den, og om forfatterlivets materielle betingelser. Om at være prekariat, fattig.

Det er også bøger med tydelige forskelle. Forfatternes sympatier, lidenskaber og idiosynkrasier er naturligvis ikke de samme. Deres erfaringer er ikke identiske. Deres sprogholdning er heller ikke, trods mange ligheder. Den ene bruger stort begyndelsesbogstav, når ortografien fordrer det, den anden gør det overhovedet ikke. Den enes sprogtone er en anelse ældre end den andens. Og så videre. Deres materielle fattigdom er også ret forskellig, ligesom den sanselige og åndelige rigdom er. Men mest påfaldende er dog slægtskabet mellem de to bøger. 

Jeg anmelder ikke bøger, men jeg vil gerne anbefale at læse disse to. Og gerne lige efter hinanden. De er fætre og klæder hinanden forbandet godt.