mandag den 31. marts 2025

Hvad man ved og ikke ved i drømme




Jeg havde engang en overraskende drøm om de to tennislegender Billie Jean King og Martina Navratilova.

Det gjaldt om at vide mest. Ligegyldig faktuel viden. Jeg befandt mig i en konkurrencebetonet samtale med Store Mogens (en fiktiv figur fra en novelle og en roman), da jeg pludselig fik øje på de to sportsstjerner på en bænk i byrummet. Det var min chance. Jeg spurgte, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
    – Næ.
    – Mindst 50! sagde jeg.
    Han troede mig ikke.
    Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
    – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
    – Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
    Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
    – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
    Legenderne grinte.
    – Nej, vi har kun 30 tilsammen
, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.

Så blev jeg vækket af min datter Serena, som i værelset ved siden af lå og grinede højlydt i søvne.
    Det pudsige ved drømmen er, at begge tal var korrekte. Jeg tjekkede det med det samme. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg åbenbart ikke, men bag dette Jeg arbejdede en drømmekonstruerende bevidsthed, som kendte disse tal, og som lod de to tennisspillere fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.
    Før den nat havde jeg aldrig tænkt over, at jeg netop måtte have en aktiv drømmekonstruerende bevidsthed, der vidste noget, som drømmens Jeg ikke vidste, og som heller ikke min vågenbevidsthed kunne huske.

Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams under bæltet, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.


Fire digte og spar 8







Forlaget Ekbátana udgav i 2021 et sæt spillekort med nye digte af 34 danske digtere. Dem kan du finde i en boghandel, men også her:
    Du kan også læse en omtale her og her.
    Og her kan du se, hvordan man spiller Kalliope – det kultspil, som vi i sin tid udviklede til netop dette sæt spillekort.
    I foråret 2020 sendte jeg 4 digte til forlaget, som havde indkaldt bidrag til den opfindsomme og smukke antologi. Et af dem blev udvalgt til spar 8. Her er de 4 digte, jeg sendte.


1.
Hvor skal jeg 
lede efter de elleve
lyster, som
raslede ud af min
krop under
flugten?


2. 
Jeg tænker på at lave
lister over alle dine
svigt; nej, kun de 
otte, der er 
små nok til, at vi kan
tale om dem.


3.
Eller dengang du skar de
syv bedste
ord ud af mit
sprog
og gav dem til
hunden.


4.
Jeg elsker
ni mænd, sagde du engang.
Kun de
tre røde var
mig.

La Victoria 7









På en åben plads som denne, uden butiksfacader og indgangsportaler, er der frit spil. Alt kan bemales. Og derfor maler man i umiddelbar forlængelse af hinandens værker, eller ind over hinanden. Mon ikke det ligger i genrens væsen? Det ucensurerede, det demokratiske ved den: at alle taler med samme ret.
    Men tit ser man, som her, at det er dem, der sætter tags, som maler over andre gadekunstneres værk, mens den, der selv maler større værker, tilføjer sit eget maleri som en respektfuld (eller sarkastisk) ramme om eller en kommentar til det maleri, som var der i forvejen. Derfor har de således sammenkoblede værker ofte noget interessant at sige hinanden. 


søndag den 30. marts 2025

Tyndskid og tøserne






Når der er forårsrengøring, skal de alle tre være med. Anton pudser vinduer, Vanille ordner badeværelserne og køkkenet, og Bo skal støvsuge. Det er Vanille, der har lagt planen, men Bo vil kun støvsuge på sit eget værelse.
    – Det er ikke mig, der har svinet gulvet i soveværelset, siger Bo.
    – Nej, men det var dig, der sad med de popkorn i sofaen i aftes, siger Vanille.
    – Ok, så støvsuger jeg sofaen.
    – Du støvsuger hele huset, siger Vanille. – Der er ingen dessert til arbejdsnægtere.
    – Jeg kan ikke lide rabarbergrød, siger Bo.
    Vanille sukker.
    – Kan du ikke snakke med din luddovne søn? spørger hun sin mand.
    Anton hopper ned fra vindueskarmen og kalder Bo helt hen til sig.
    – Du ved godt, at mor er kirurg, hvisker Anton. – Hvis du ikke gør, som hun siger, skærer hun din lever ud.
    Han viser Bo sit ar.
    – Det var blindtarmen, far, siger Bo. – Og det var ikke mor, der skar den ud.
    – Har du set? Der er fjorten sting!
    – Far, altså!
    – Ok, det var ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det her, siger Anton, – men kan du se det hus derovre?
    Han peger på nummer 14, skråt overfor.
    – Thorsens? spørger Bo.
    Hans far nikker alvorligt.
    – Det har ikke altid været Thorsens hus, siger Anton. – Hækken har ikke altid været klippet så pænt. Da jeg var dreng, var det der, Tyndskid boede.
    – Tyndskid?
    – Ja, han hed egentlig Lars Løvstik, men vi kaldte ham aldrig andet end Tyndskid.
    – Hvorfor det?
    – Det er nemmere at banke nogen, hvis man kalder dem noget grimt.
    – Jeg synes, du skal kalde ham Lars.
    – Ok, men vi bankede ham altså alligevel.
    – Hvorfor bankede I ham?
    – Fordi han var en tyndskid.
    – Far!
    – Ok, så får du hele historien.
    Anton sætter sig på støvsugeren og folder hænderne over brystet.

”Det begyndte med, at Lars' mor var blevet træt af at pille blåsøm ud af tæppet på drengens værelse. Hun vidste, at de alligevel ville ligge der igen næste eftermiddag. Drengen elskede de søm. Det var dem, han brugte, når han havde besøg af sine venner Rosa og Klara. Så skulle de hamre kasser sammen.”

– Legede han med piger? spørger Bo imponeret.
    – Ikke med piger sådan i almindelighed, men med postarbejder Mogensens frække tvillinger.
    – Havde han ingen drengevenner?
    – Hør nu efter!
    Så sætter Anton sig over til Bo i højre side af sofaen, piller et popkorn op fra revnen mellem to hynder, putter det i munden og fortsætter fortællingen:

”Moren orkede ikke at rydde Lars' blåsøm op hver aften, så en dag besluttede hun, at støvsugeren måtte tage de søm, drengen havde ladet ligge på gulvet. Hun var flov over at gøre det på den måde, det er klart, så hun sendte Lars ned efter flæskesmåkød, så hun kunne gøre det, mens han var ude.
    Det sjove var, at selvom hun var flov over at støvsuge Lars' søm, og i øvrigt passede godt på ikke at suge de legoklodser op, som også lå over det hele, så nød hun at se de små søm forsvinde op i mundstykket. Hun følte sig stærk, som om støvsugerens styrke var hendes.
    Så lavede hun mad.
    Moren kiggede undersøgende på sin søn, da han kom ned til frikadellerne senere samme aften, men han smilede bare til sin mor og skovlede persillesovs op, som om intet var hændt. Og det var der sådan set heller ikke; Lars savnede ikke de søm.
    Senere kom tøserne forbi, og så arbejdede de med kasserne alle tre, Lars og postarbejder Mogensens rødhårede tvillinger. Lars' egen søster gad ikke at være med, men Lars og tvillingerne sad og hamrede, til ølkusken fra nummer tolv ringede på og venligt fortalte, at klokken var over et.
    Næste dag var gulvtæppet igen fyldt med blåsøm og små kærvskruer, som Tyndskid og tøserne ikke havde gidet samle op, og nu var moren ikke længere så flov. Og heller ikke så forsigtig. Også de løse legoklodser, som lå på gulvet, røg med op i støvsugeren. Der lå også to knækkede kiks og en kvart ostemad under sengen.
    – Ssschluuurp!
    Det var fantastisk, som den maskine kunne sluge, det var som et stort forsvindingsnummer. Hvor var det dog meget lettere på denne måde!
    Det var her, moren fik den tanke, at det kunne være ligegyldigt for edderkopperne, om de blev basket af en foldet avis og fjernet med en våd klud eller simpelthen blev suget ind i støvsugerens grå papirspose. Sådan set var det bedre; de fik da lov at leve lidt længere på den måde.
    Dagen efter besluttede Lars' mor, at det legetøj, som knægten ikke gad lægge på plads, ikke betød nok for ham. Ikke var vigtigt.
    – Ssschluuurp!
    – Hvor er mine blå legoklodser, mor? spurgte Lars. – Jeg mangler alle firerne.
    Det kunne hun ikke svare på, men drengen lærte forbløffende hurtigt at lægge tingene på plads.
    Vores kvarter var anderledes dengang. Flere børn hang ud i gaderne.
    – Der går tyndskid og tøserne! råbte Ivan, og så var vi over dem.
    Tøserne var kommet trækkende med Lars i den kassevogn, de havde bakset sammen oppe på hans værelse. Så havde vi den at lege med. Vi kørte den helt i smadder og smed stumperne ind i forhaven ved nummer 14. Tvillingerne kunne vi ikke banke, det gjorde man ikke dengang, med piger altså, men Lars fik en grundig omgang med græs i munden og grus i underhylerne, olferten og det hele. Så kunne han lære det."

– Lære hvad? spørger Bo.
    – Ja, men altså, du ved ...
    – Næ, siger Bo.
    – Jamen, det var jo det med, at han var for fin til at lege med drenge. Som om han var bedre. At han ikke ville spille fodbold med os andre. 
    – Du har da heller aldrig spillet fodbold, far, siger Bo.
    – Nej, men det var i hvert fald sådan, Ivan så på det, siger Anton.
    – Og alle andre gjorde bare, som Ivan sagde? spørger Bo.
    – Du ved, hvordan det er, Bo. Ingen stiller sig op i køen til den næste olfert.
    Bo sætter sig helt ud i venstre side af sofaen.
    – Fortsæt! siger han.

”Nå, men nu var Lars' mor begyndt at kede sig: Der var efterhånden ikke andet end støv at hente på drengens værelse. Der lå aldrig noget på gulvet mere. Det chokerede hende, at hun savnede det sug, hun havde fået i maven af at se legoklodserne forsvinde op i mundstykket, men sådan var det. Ok, der var stadig edderkopper at gå efter, men det var ikke nok. Det var derfor, hun havde bedt Lars' far om en større maskine.
    – Det er jo ikke et drengeværelse, men et værksted, havde hun sagt.
    Næste lørdag fik hun sin industristøvsuger.
    Der gik ikke ret lang tid, før hun opdagede, at den nye maskine sagtens kunne tage de døde rotter og solsorteunger, som Hvidemis slæbte med ind. Nu blev det sjovt igen. Hun skruede helt op for Aftermath med The Stones, og så tog hun ellers alt, hvad hun kunne finde på stuegulvet, og i soveværelset. De beskidte sokker, som Lars' far havde ladet ligge ved siden af sengen. Det var også lettere end at vaske.
    Når der ikke allerede lå noget, hun kunne suge op fra gulvet, kunne hun godt komme til at skubbe lidt til sofabordet, hvor Lars' far havde piben liggende i et askebæger, eller til hans skrivebord, hvor der altid lå løse papirer i store stakke. Hvis man lagde tingene på den måde, var man selv ude om det, syntes hun.
    Men det bedste var, når der en sjælden gang løb en mus gennem stuen. Støvsugeren var så stærk, at den kunne trække musen ind fra en halv meters afstand.
Lars var en sær lille skid. Selvom vi havde ordnet ham flere gange allerede, var han bare blevet ved med at komme flintrende gennem Kildevældsgade i sine mere og mere udsyrede sæbekassevogne. Det var, som om, han ville vise, hvor ligeglad han var med os. Jo mere, vi bankede ham og smadrede hans vogne, desto større vogne byggede han sammen med tøserne. De malede dem også. Jeg husker en brændende cowboy med grønne tænder og orange øjne på siden af en vogn, der ellers lignede Pentagon.
    Du skulle have set de vogne, Bo!"

– Du lyder helt stolt far, næsten som om du selv havde bygget dem! siger Bo.
    – Hvad mener du? 
    Bo smiler. Hans far finder et popkorn mere.
    – Nej tak, siger Bo.
    Anton propper det i munden og tygger det, som om det var af gummi. Så spytter han det ud i hånden og kigger på det.
    – Kom nu videre, far! siger Bo.

"Ja, altså: Når Lars og pigerne bare blev ved med at bygge de her vilde kareter, betød det selvfølgelig også, at vi blev nødt til at banke knægten så meget desto mere. Lars kom hjem med blå og gule øjne, med flækkede læber og trykkede ribben.
    Hans forældre var bekymrede.
    – Jeg væltede med vognen, mor, sagde han bare.
    Lars' far ville forbyde drengen at lege med tvillingerne.
    – Det er de rødhårede tøser, der får ham til det. Sådan er det i puberteten, sagde han.
    – De går i tredje klasse, Antonius, sagde moren.
    Så ville faren i det mindste forbyde dem at bygge flere kassevogne, men moren sagde:
    – Hvad skal han så lave? Det er jo det eneste, han kan finde ud af.
    – Nå, men så må du selv lappe ham sammen næste gang, han går i stykker.
    Det lovede moren. Det var alligevel altid hende, der tog sig af det.
– Hvor er Hvidemis? spurgte Lars en tirsdag efter skoletid. – Jeg har ikke set ham siden i fredags.
    – Næ, sagde moren. – Men vi må have gjort noget ved den støvsuger. Den kan jo ikke engang tage et helt gennemsnitligt billedleksikon.
    – Mor! råbte Lars og drønede op på værelset for at se, hvad der ellers manglede. Heldigvis havde støvsugeren ikke taget den nye kassevogn, de var i gang med.
    Lidt efter dukkede tvillingerne op. Så blev der hamret igennem, og det var ikke bare med små blåsøm, men også nogle ordentlige stifter, for nu var de i gang med den største kassevogn i Østerbros nyere historie.
    – I skal bruge den her, ikke? hviskede Lars' mor, da trioen lidt over midnat var listet ned efter ostemadder, og klappede støvsugeren, som stod parkeret ved siden af hendes lænestol. – Vi låner motoren fra fars BSO. Den kører han alligevel aldrig på.
    – Men ved du overhovedet, hvordan man monterer sådan en på en støvsuger? spurgte Lars.
    Det vidste hun. Faktisk var der ikke så meget, hun ikke vidste.
    – Og så skal I finde en større slange! sagde hun til Klara og Rosa.
    – Som den her? sagde Klara og viste hende det nedløbsrør, Lars havde haft liggende på reolen siden sidste ombygning i ejendommen.
    – Større, sagde moren. – Meget større!
Næste morgen kom tvillingerne og hentede Lars. Så trak de ham til skole i den nye kassevogn. Det var første gang, de havde haft en vogn med i skole. Det var enormt provokerende, at de kom på den måde, som om de ejede det hele. Det er klart, at Ivan ikke ville finde sig i det. Han var violet i hovedet og kunne ikke tale rent af bare arrigskab. Nu ville han en gang for alle gøre det af med den lille blærerøv.
    Lars og pigerne parkerede midt i skolegården, som om de ikke kunne vente med at få alle de bank, vi havde med til dem. Vi dannede en stor cirkel om vognen. Vi var fem i Ivans gruppe, men alle skolens børn samlede sig omkring den sære, brummende vogn, som tvillingerne kom trækkende med.
    – Sidder du og skider i bukserne derinde? råbte Ivan.
    Lars sagde ikke noget.
    – Man kan jo høre, hvordan det sprøjter ud af røven på dig, fortsatte han. – Sådan en lille skidespræller.
    – Tyndskid, Tyndskid, Tyndskid! råbte skolens børn i kor.
    Pludselig rejste Lars sig op i vognen.
    – Vil du med ud at køre, Ivan? råbte han.
    Ivan sprang op på siden af kassevognen, men kunne ikke trække sig op over kanten.
    – Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Lars, og så så vi noget, vi aldrig havde set før: En monstermaskine med en slange så tyk som en olietønde. 
    – Ssschluuurp!!!
    Tvillingerne hjalp Lars med at holde slangen, mens Ivan blev suget op i vognen og forsvandt ind i den kæmpe sæk, som lå på ladet. Så slukkede Lars for støvsugeren, og tvillingerne sprang ned og trak af med vognen.
    Siden er der ingen, der har set Ivan. Resten af os fandt nogle andre at banke, og Lars' mor besluttede sig for at læse til ingeniør.”

– Er det det hele far? spørger Bo.
    – Ja, hvad mere behøver du at vide, Bo? Den, der støvsuger, styrer showet!
    – Jeg skal nok støvsuge, og det var en god historie, far.
    – Tak, Bo.
    – Men den var ikke helt sand, vel far?
    – Fuldstændig!
    – Man må ikke støvsuge en dreng, siger Bo og lægger hovedet på skrå.
    – Det måtte man godt, da jeg var dreng.
    – Men Ivan kom ikke ind i støvsugeren, vel?
    – Måske ikke helt ind. Jeg husker det ikke så tydeligt. Men ellers er det en sand historie.
    – Og det var dig, der var Tyndskid, ikke? 
    – Hvorfor tror du det?
    – Hvordan skulle du kunne vide alt det om, hvad der skete hjemme hos Lars, hvis det ikke var dig selv?
    – Nå ja, men hvad gør det, at man begynder livet som Tyndskid med tøserne, hvis bare man har haft en skøn-tid med øserne? siger Anton.
    – Du er ved at lære det, far, siger Bo.

La Victoria 6












Dette køretøj kaldes en motorcykel i Spanien, og når man ser den sammen med sådan en dejlig dame, er det da også den sejeste kværn, man ser for sig, selvom det egentlig blot er en fornuftig scooter. Måske er det derfor, den er parkeret netop der – fordi kunsten 'smitter af' og giver scooteren mere pondus. 
    Men hvad er det for nogle grønne insekter, der sværmer om hendes hoved? Først tænkte jeg, at det var bier, og de røde parfumeskyer var blomster. Men så ligner det alligevel ikke rigtig bier. Kan det være fluer, grønne spyfluer? Men hvorfor skulle fluerne sværme om hende? Er det, fordi parfume stinker? Jeg har også tænkt, det kunne være dildoer, små grønne pikke med vinger på. Eller piller, en slags narkotika, som har båret hende ind i den lyserøde sky. Eller potenspiller, måske.
    Hvad tænker du?

lørdag den 29. marts 2025

Madrids historie – kort fortalt





Madrid er betydeligt ældre end København, men på den anden side ikke nær så gammel som fx Rom, Athen eller Sevilla. 
    Madrid er en romersk by, etableret på Río Manzanares’ bredder af det romerske imperium omkring år 150 før vor tidsregning. Denne tidlige landsby hed Matrice, hvilket skulle referere til områdets vand, særligt den å, som løber, hvor Calle de Segovia nu ligger. Da romerne en fire-fem hundrede år senere ikke længere var militært til stede på Den Iberiske Halvø, blev den invaderet først af de tyske vandaler og siden af visigoterne, som så regerede Spanien i den romerske kejsers ramponerede navn.
    
Maurerne befæster byen
I det ottende århundrede kom så den store mauriske invasion af halvøen, og muslimerne ændrede byens navn til Mayrit. Emir Muhammad af Córdoba var den første til at befæste landsbyen og gøre den til en rigtig by. Det gjorde han med opførelsen af et fort tæt på Río Manzanares. Emiren fik bygget mange forter på grænsen mellem det muslimske emirat Al-Andalus (Andalusien) og de kristne kongeriger León og Castilien. Formålet var dels at beskytte hovedstaden Toledo mod kristen invasion, dels at have et udgangspunkt for muslimske offensiver mod nord. Madrid blev til en del af Toledo-området, som langt senere blev indlemmet i Castilla-La Mancha.
    Men Madrid blev erobret af de kristne under ledelse af kong Alfonso VI i 1085 og indlemmet i Castilien, som kronens ejendom. Og så fordrev de kristne muslimerne og jøderne fra byens centrum til et område, der endnu i dag bærer det mauriske navn Morería (i det vestlige Madrid i det område, hvor domkirken siden kom til at ligge), selvom disse religiøse mindretal i 1494 blev forvist også fra dette område, og moskeen forsvandt.

Brande, genopbygninger og skiftende regimer
Der har været mange forskellige regimer i Madrid. Madrid blev erobret af tilhængere af Enrique af Tastamara og så afstået af Juan I til kong Leon V af Armenien, som derefter blev detroniseret af Sultanen af Babylon.
    Efter at være blevet ødelagt af brand under Enrique II’s regeringstid, blev byen genopbygget af hans barnebarn Enrique III, der genindsatte Madrid under Castiliens krone og grundlagde Palacio Real de El Pardo, som ligger lige uden for byen. Her har både general Franco og kong Alfonso XII haft deres residens.
    Enrique VI fejrede her sit storslåede bryllup med Doña Juana af Portugal. Da han døde, forårsagede magttomrummet dannelsen af to forskellige grene inden for det castilianske rige, som begge gjorde krav på tronen. Isabel og hendes tilhængere besejrede Doña Juanas tilhængere, og de sejrende ‘katolske konger’ (Isabel og hendes mand Fernando) slog sig ned i et palæ på Plaza de la Paja, der ejedes af Don Pedro Lasso de la Vega.
    Madrid gennemgik betydelige ændringer i løbet af det 18. århundrede, hvor byporte, broer og nye bygninger gav byen et nyt udseende. Det kongelige palads blev opført på ruinerne af Alcazar, det gamle mauriske slot, som var blevet ødelagt af en brand i 1734. 
    Under Carlos III’s regeringstid (1759 – 1788) blev byen væsentligt forskønnet. Arbejdet med det kongelige palads blev færdiggjort, som vi kender det i dag. Byens porte, Puerta de Toledo, Puerta de Segovia (findes ikke længere) og Puerta de Alcalá, blev opført sammen med blandt andet det kongelige teaters hovedbygning, der nu huser finansministeriet, det naturvidenskabelige museum (et af byens 77 museer), Botanisk Have og Basílica San Francisco El Grande. Også Retiro blev væsentligt forbedret, og flere nybyggede bygninger: Casa de Cisneros, General Hospital, Collegio de San Carlos, Casa de los Geranios og springvandene Cibeles, Neptuno og Apollo.
    Under Carlos IV’s regeringstid fik Madrid Buenavista Palacio (i dag forsvarsministeriet) og andre bemærkelsesværdige palæer. Ud over disse fortjenester blev Carlos IV anset for uduelig som konge. Han havde ry for at være mere interesseret i at gå på jagt og forsøge at få styr på sin kone Maria Luísa de Parma.
    Han tabte tronen i en magtkamp, hvor hans søn, Fernando VII, og den spanske statsminister Manuel de Godoy, havde aftalt at dele det netop invaderede Portugal i tre dele, en til hver og en til Frankrig. Magtdelingen splittede og svækkede den spanske hær, og i november 1807 kunne 23.000 franske soldater stort set uden modstand marchere ind i Spanien og de facto tage kontrollen med landet.

Napoleon og den 2. maj 1808
Napoleon Bonaparte overtalte Fernando VII til at give Carlos IV tronen tilbage, hvorefter den autoritetsløse Carlos IV blev tvunget til at abdicere 19. marts 1808 og sammen med Fernando VII tvunget i eksil i Bayonne i Frankrig, og 23. marts blev Napoleons bror, Jóse Bonaparte, kronet som ny konge af Spanien.
    Da den franske general Joachim Murat (Napoleons svoger) forsøgte at flytte også resten af Fernando VII’s børn i eksil i Bayonne for at befæste det franske overherredømme, kom det til blodige gadekampe i Madrid. Det var den 2. maj 1808.
    Folk var begyndt at stimle sammen foran kongeslottet i et forsøg på at forhindre eksileringen af teenageprinsen Francisco de Paula de Borbón, den yngste af Carlos IV’s mange børn. Murat sendte artilleriet ind i byen og åbnede ild mod folkemængden, men oprøret spredte sig hurtigt til andre dele af byen, hvor der var grusomme gadekampe mellem de dårligt udrustede madrilenere og den moderne franske hær, særligt ved Puerta del Sol og Puerto de Toledo. ‘Mamelukkernes oprør’ blev slået ned, og hundredvis af spaniere omkom under kampene. Samme aften udstedte Murat et dekret, som sagde, at alle madrilenere, som blev arresteret med våben i hånden, skulle skydes. I omegnen af 5000 civile blev efterfølgende henrettet af franske soldater, og alle offentlige forsamlinger blev forbudt.
    De spanske tropper, som var stationeret i byen, blev som beordret i kasernerne. Kun en artilleriafdeling fra Monteleón-kasernen nægtede at adlyde og sluttede sig til oprørerne. Deres officerer Luis Daoíz de Torres og Pedro Velarde y Santillán, som begge brev dræbt af den franske hær, huskes endnu som nationale helte i byen. Begivenheden har stor betydning for den spansk nationalistiske selvforståelse. Derfor er der også talrige stednavne i Madrid, som henviser til dette oprør. De vigtigste er måske Plaza del Dos de Mayo i Malasaña, som ligger, hvor den oprørske Monteleón-kaserne lå, og så det prangende monument på Paseo del Prado, foran Bolsas y Mercados Españoles, en stor obelisk, rejst i 1840 til minde om dem, der gav deres liv for Spaniens selvstændighed. Der brænder en evig flamme foran obelisken.
    I nabobyen Móstoles fik man samme dag nys om oprøret og den brutale nedkæmpelse, hvilket fik admiral Juan Pérez Villamil til at tilskynde byens to borgmestre til at erklære de franske invasionstropper krig. Herfra bredte oprøret mod det franske overherredømme sig til hele landet, men uden stor succes.
    Efter at General Castaños havde slået angriberne tilbage i Bailén, blev han hersker over Madrid den 23. august 1808. Men der var flere kampe, hvor kejser Napoleon dukkede op i Chamartín, og også i december samme år, hvor Jóse Bonaparte drog ind i Spanien, men blev atter udvist tre år senere under pres fra den anglo-spansktalende hær ledet af Wellington. Den sidste af de franske herskere forlod Madrid den 27. maj 1813, og det følgende år indtog kong Fernando VII byen.

Alcalá 
I 1835 blev det berømte Universitet Alcalá de Henares flyttet til Madrid og i samme forbindelse udvidet med et naturvidenskabeligt fakultet. Renoveringerne af byen fortsatte under Isabel II’s regeringstid, hvor de gamle huse på Puerta del Sol blev revet ned og Congreso de los Diputados (parlamentets ene kammer), Real y Zarzuela Teatro og Canal de Isabel II (Madrids hovedvandåre) blev bygget.
    Det er i øvrigt en særlig fornemmelse at gå fra Plaza de la Cortes, hvor parlamentsbygningen ligger, og fortsætte de hundrede meter ned ad bakken til Cibeles-springvandet, dreje til venstre ad Paseo del Prado, forbi Palace Hotel, Ritz Hotel og Bolsas y Mercados Españoles (den spanske børs) på modsatte side, Thyssen-museet og de små hundrede meter videre til det enorme, hvide rådhus, som ligner en mellemting mellem en katedral og et kongepalads. Den grå parlamentsbygning på Plaza de la Cortes er flot som en engelsk ambassade i et allieret land. Et nydeligt palæ med to bidske hanløver foran indgangspartiets seks søjler i klassicistisk stil, omgivet af pæne grå og bleggule byhuse på den lille plads med det mellemstore cedertræ og de femten små, nyplantede kviste. Jovist, der er også en flot bronzestatue af Michaeli de Cervantes, men når man har set rådhuset, kun to hundrede meter derfra, på den kejserlige Paseo del Prado med den cirka 75 meter brede midterrabat med syv rækker træer ved siden af hinanden, kan man ikke undgå at få den tanke, at det er en langt større og vigtigere opgave at forvalte Madrid end at holde sammen på Spanien.
    Det indgyder dog respekt, at det er det statslige politi, ikke det kommunale, som holder øje med parlamentarikerne på Plaza de la Cortes. Og man skal naturligvis også være opmærksom på, at parlamentsbygningen ikke rummer regeringen, sådan som Christiansborg til dels gør i Danmark. Ministerierne holder til andre steder i byen. Fx bor økonomi- og konkurrenceministeriet ved siden af Thyssen-museet på Paseo del Prado. Andre ligger i den nordlige ende af byen, fx ved Metrostationen Nuevos Ministerios.
    Der er naturligvis mange veje fra centrum til det rige nordøst. Det enkleste er at følge Calle de Alcalá. Det er en af byens ældste gader og klart den længste; den begynder ved Puerta del Sol og fortsætter 10,5 km op mod nordøst, oprindeligt op til den lille universitetsby Alcalá de Henares. Det er en virkelig imponerende boulevard, en dyr adresse også inde i centrum. Her ligger det kæmpe Instituto Servantes, som i 1991 blev etableret af regeringen med henblik på kultureksport, altså fremme af spansk kultur og sprog i hele verden. Og her finder man nationalbanken, undervisningsministeriet, Edificio Metrópolis, Circolo de Bellos Artes og Plaza de Cibeles, og oppe ved Parque del Buen Retiro løber vejen også forbi Puerta del Alcalá, byporten mod nordøst.
    I den nordøstlige del af centrum finder man og også Calle Serrano, som er byens dyre forretningsgade. Den begynder ved rundkørslen om Puerta de Alcalá, som også Calle de Alcalá løber gennem. Her ligger butikkerne med mærkevaretøj og tilbehør i den dyre ende: Prada, Gucci, Cartier, men også et af Zaras hovedkvarterer, selvom Zara ikke har specialiceret sig i dyrt tøj, men kædebutikkens Galiciske ejer er så stinkende rig, at han kan bo hvor som helst. Paladsagtige hoteller, El Corte Inglés og banker, Lloyds Bank International, fx. Museo Arqueológico National ligger også i gaden, balletten, og et parkanlæg med et kæmpe monument for Colombus’ rejser til Amerika. Meget passende ligger den amerikanske ambassade også her. Det gør den danske forresten også, men den ser man ikke, for den befinder sig helt anonymt på syvende etage i en kontorbygning. At også arbejds- og socialministeriet har til huse i Calle Serrano, virker måske mindre oplagt, for dels er dette ikke den travleste ende af byen, dels er selv tiggerne mere velklædte her end mange af de gennemsnitlige beboere i Lavapiés. De ser ikke hjemløse ud.
    Jo længere, man kommer op ad gaden, desto mindre midtbyagtigt bliver det, mere luft, mere grønt, lavere byhuse. Mange af beboelsesejendommene har kun til og med tredje sale her, hvor der i det meste af byen er op til femte eller sjette sal, i betonkvartererne naturligvis ofte mere. Efterhånden som man kommer længere ud af den lange gade, kam man også se, at koncentrationen af mennesker, som ikke behøver at arbejde, stiger. Folk går simpelthen langsommere. Selv en tirsdag formiddag ligger der nærmest en dovenskabens tunghed over gadelivet. Her er også færre mennesker og bedre plads.

Den tidlige fascisme – og demokratiet
Aristokraten og generalen Miguel Primo de Rivera lavede et fascistisk statskup i 1923 med hjælp fra kong Alfonso XIII og styrede landet til 1930, hvor hæren og kongen mistede tilliden til ham. Men heller ikke kongen kunne styre landet; i 1931 måtte han flygte fra landet og den anden republik blev udråbt, hvilket skærpede modsætningerne mellem på den ene side republikanerne (liberale demokrater, socialister, anarkister, anarkosyndikalister og kommunister) og nationalisterne (kongetro, katolikker, fascister, aristokrater) på den anden.
    Så skulle der være valg til republikkens ledelse. Venstrefløjens klart stærkeste kraft var anarkosyndikalisterne i CNT. De anerkendte ikke den centrale statsmagts legitimitet og opfordrede derfor til boycot af valget. Og så vandt højrefløjen, selvom de røde var flest. Det var det moderate højre, der havde vundet valget, men til arbejderbefolkningens store fortrydelse inviterede de fascisterne i CEDA med ind i regeringen på centrale poster. I 1934 førte fascistificeringen af landet til en modreaktion fra venstrefløjens side. Med udgangspunkt i Asturien blev der erklæret socialistisk revolution. Det var her, general Franco for alvor blev kendt. Hans hærenheder slog de røde ned med en grusomhed, som ledte tankerne tilbage til inkvisitionen.
    Anarkisterne i CNT lærte af den erfaring. Ved valget i 1936 opfordrede de ikke længere til boycot. De kunne ikke selv stille op til valget, eftersom de stadig ikke anerkendte nødvendigheden af at have en central regering i landet. De gik ind for direkte demokrati på arbejdspladserne og i boligkvartererne, ikke for repræsentative systemer. Men i en taktisk alliance med resten af venstrefløjen holdt de sig ude af valgkampen, og så vandt de røde.

Borgerkrigen
Efter nogle få måneder fandt Franco et passende påskud til at forsøge et fascistisk statskup; han fik sin afrikahær op fra Marokko, men kuppet lykkedes kun delvis. Det kom i stedet til en næsten tre år lang borgerkrig mellem republikanere og nationalister. Resten af verden enedes om at afstå fra at hjælpe republikken mod Francos kupmagere. Folkeforbundet ville ’blande sig uden om Spaniens indre anliggender’. Aftale var således, at heller ikke kupmagerne måtte få våben ude fra. Men Francos venner Hitler, Mussolini og Salazar var ligeglade med den aftale og stopfodrede nationalisterne med moderne våben.
    Som en reaktion på denne ulige kamp besluttede Stalins USSR at sælge våben til republikken. Men de solgte dem til overpriser (de fik hele Spaniens guldreserve, alt det guld, Spanien havde stjålet i Peru og Mexico flere hundrede år tidligere), og de forsynede kun de spanske kommunister med våben. CNT fik ingen (de havde nogle ubrugelige, gamle mexicanske rifler), hvilket dels stækkede størstedelen af de kræfter, som ville forsvare republikken, dels forrykkede magtbalancen på venstrefløjen, så kommunisterne efterhånden blev den stærkeste kraft. Inden borgerkrigen havde kommunisterne været en ubetydelig gruppe på den spanske venstrefløj. 
    Francos tropper belejrede Madrid, men Madrilenerne forsvarede sig med en overraskende stædighed, selvom republikkens øverste ledelse ret hurtigt mistede modet og stak af til Valencia, og Madrid led under udpræget hungersnød og i lange perioder også daglige luftbombardementer. Francos tyske Heinkell-jagere terrorbombede området omkring Gran Vía og forsøgte ikke mindst at få ram på den strategisk vigtige Telefonica-bygning.
    Da Francos falangister havde indtaget Madrid i februar 1939 og således afsluttet den lange, blodige borgerkrig med over en halv million ofre, vendte den sejrende fascistiske statsledelse sine tyske og italienske allierede ryggen. Fascisterne havde ikke kunnet vinde borgerkrigen uden Hitlers og Mussolinis hjælp, men ikke desto mindre valgte Franco at holde Spanien neutralt under anden verdenskrig. Det var klogt. På den måde undgik Madrid at blive bombet af de allierede styrker, og mens de tabte krigen i resten af verden, formåede fascisterne at holde sig ved magten på Den Iberiske Halvø til langt ind i halvfjerdserne.

Sporene efter Francos regime
Francos magt viser sig ikke kun i Madrids arkitektur gennem de store udvidelser af byen, som diktatoren fik sat i værk, men også i alt det, han fik fjernet; den arkitektoniske censur. Der er praktisk taget ikke en vandpost tilbage i byen, som henviser til den anden republik, altså den republik, Francos regime selv væltede med sit blodige statskup. Ikke et messingskilt. Har man læst Hemingways store roman om den spanske borgerkrig, Hvem ringer klokkerne for, vil man måske lede efter Hotel Gaylord’s, hvor romanens hovedperson, Robert Jordan, tog hen for at restituere sammen med andre topkommunister under borgerkrigen, og hvor han drømte om at invitere sin unge, mishandlede elskerinde hen, når han turde drømme om at overleve. Dette luxushotel fra 1931, som også optræder i filmen Land and Freedom af Ken Loach, var kommunistisk hovedkvarter i Madrid under borgerkrigen. Og ikke mindst på grund af Hemingways mesterværk havde det stor symbolværdi, også for turister, så det fik Franco revet ned i 1962.
    To år inden sin død havde Franco udpeget sin efterfølger, nemlig kong Juan Carlos, som endnu er landets statsoverhoved med hovedsæde i Madrid. På den måde lykkedes det Franco at genindføre monarkiet, omend årtier senere end hans royalistiske tilhængere havde forestillet sig – og ret hurtigt blev det med en stærkt begrænset magt, der minder om den, som kongehuset har i Danmark. Det er et konstitutionelt monarki, hvor kongen skal underskrive de love, som parlamentet to kamre vedtager, før de får gyldighed.

Genetableringen af demokratiet og residensen i Moncloa
Med den nye forfatning fra 1978 blev nemlig den parlamentarisme, som Francos fascistiske revolte havde sat ud af kraft, genindført. Parlamentet, som hedder Cortes, er et tokammersystem bestående af senatets 250 og deputeretkammerets 350 medlemmer. Nogle af Senatets medlemmer vælges ved direkte valg, mens andre udpeges fra autonomierne (regionerne).
    De fleste af de forbudte partier blev igen tilladt, fx PSOE (socialdemokraterne) og PCE (kommunisterne), og fagbevægelsen. Retsvæsnet blev mindre vilkårligt, mindre afhængigt af regeringen. Det blev nu muligt at lægge sag an mod staten, tusindvis af politiske fanger blev løsladt, og en række konservative forbud blev ophævet, fx mod utroskab, homoseksualitet, skilsmisse og abort.
    I 1977 blev Palacio de la Moncloa etableret som officiel residens for Spaniens ministerpræsident. Det ligger i den pæne, vestlige bydel, Moncloa, som også rummer blandt andet Flyvevåbnets kæmpe hovedkvarter og parken Casa de Campo og Ciudad Universitaria. Paladsets første ejer var Don Melchor Portocarrero Laso de la Vega (den tredje greve af Moncloa) og opførelsen blev påbegyndt omkring år 1600, men det stod først færdigt i sin nuværende form 1955. Paladset har fungeret som residens for alle ministerpræsidenter fra Adolfo Suárez og frem til og med Rajoy, som har regeret siden 2011.
    Som følge af denne gradvise demokratisering efter den nye forfatning i 1978 blev Spanien, ligesom Portugal, efterhånden accepteret som en del af den moderne, frie verden.

Juan Carlos og fascisternes sidste prut
Oberstløjtnant Antonio Tejero fra Guardia Civil og general Alfonso Armada ledede et foreløbig sidste fascistisk statskup den 23. februar 1981. De reaktionære Guardia Civil-officerer med de morsomme sorte højglans-sovsekander på hovedet erobrede Cortes med automatvåben og pistoler og tog både parlamentet og regeringen som gidsler i et forsøg på at sætte den socialistiske regering ud af spillet og installere en militærjunta med kongen som kransekagefigur. Men kong Juan Carlos havde luret, at generalerne ikke kunne opretholde magten i det moderne Europa. De var dømt til at tabe på blot lidt længere sigt. Ikke mindst, hvis Spanien gerne ville være en del af EF og NATO og bryde den isolation, som Franco havde placeret dem i. Han vurderede sikkert også, at hans egen magt ikke ville blive nævneværdigt større under en militærjunta end under det monarki, som han allerede var sat i spidsen for. Derfor nægtede han at lade sig bruge som symbol for statskuppet, og til sidst gav generalerne op.
    Juan Carlos, der af Franco var blevet testamenteret kronen i stedet for sin far, den tvangseksillerede Don Juan, som Franco aldrig tilgav, at han støttede vestmagterne, ikke Hitler, under 2. verdenskrig, var opdraget og uddannet af Francos nærmeste folk. Han blev hentet til Madrid som tiårig den 9. november 1948 som Francos slave-protegé. Franco ville have en Borbon-efterfølger, en konge, men ikke en liberal, halvdemokratisk en som Don Juan. Derfor undertvang han den unge Juan Carlos en stærkt højreorienteret, katolsk og antidemokratisk opdragelse, som skulle gøre ham klar til at overtage magten, når Franco ikke længere kunne selv.
    Den unge tronarvings ufrivillige alliance med Franco satte ham ikke kun i et mangeårigt modsætningsforhold til sin mere moderne tænkende far, men også til flertallet af spaniere. Han var meget upopulær i sine første år som konge. Det ændrede sig efter den 23. februar 1981, hvor han afslog at hjælpe de fascistiske generaler til magten.
    Det skal retfærdigvis siges, at dette ikke var Juan Carlos’ første og eneste indsats for demokratiseringen af Spanien. Franco havde testamenteret ham magten som enevældig monark, ja, som sin efterfølger som diktator, men Juan Carlos gik ret hurtigt i gang med en demokratiseringsproces, som gradvis afviklede hans egen magt. Han blev kronet i 1976, indførte en form for frie valg, satte gang i udarbejdelsen af en mere demokratisk forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning og trådte i kraft allerede i 1978. Han indsatte en civil regeringsleder, nemlig fascisten Adolfo Suárez, hvis regering hurtigt viste sig langt mere reformvenlig end general Franco havde været. Kongen åbnede for delvist selvstyre i Catalonien og Baskerlandet. Og så legaliserede han endda kommunistpartiet, hvilket generalerne var stærke modstandere af. Derfor blev det også nødvendigt for ham at stække de militære styrkers politiske magt. Militæret ønskede ingen af disse reformer. De betragtede Juan Carlos som den retmæssige autoritet, men havde håbet på, at han ville fortsætte Francos isolationistiske og stærkt autoritære politik.
    Meget af den popularitet, som Juan Carlos vandt i 1981, har han sat over styr i 2012 og 2013, hvor han først blev fyret som ærespræsident for Verdensnaturfonden, WWF, fordi han godt kunne lide at tage på elefantjagt i Botswana. Hans udenomsægteskabelige affærer har nok også kostet det konservative symbol lidt af glansen. Og siden blev hans svigersøn, håndboldspilleren Iñaki Urdangarin, afsløret i omfattende korruption og selvberigelse med midler til offentlige kontrakter med den såkaldte NGO, Instituto Noos, som skal fremme sport og turisme. En korruptionsskandale, som også inddrager prinsessen, og som kongen tilsyneladende har kendt langt mere til, end han først ville indrømme. Til monarkiets held har sagen stået lidt i skyggen af korruptionsskandalerne i det regerende PP-parti.
    Den 23. februar (eller 23F, som de kalder begivenheden i Madrid) bliver fejret som dagen for demokratiets endelige sejr med store optog i Madrid. I 1982 erobrede socialisten Felipe Gonzáles regeringsmagten (og beholdt den frem til 1996). Turismen blomstrede i de følgende år, og i 1982 kom landet med i NATO og 1986 også EF, som understøttede landbruget med enorme summer, og siden er det bare gået fremad for Madrid, indtil den store krise kom i 2008.

Stings kvalme hvisken


Mens jeg ikke helt kan sige, hvad det var ved Stevie Wonders stemme, jeg faldt for, har jeg ingen problemer med at forklare, hvad det er ved Stings indladende hvisken, der altid giver mig en lille smule kvalme.
    Når Sting så faktisk har skrevet en god sang, er det jo godt, at Wonder kan hjælpe med at synge den.
    Hør Fragile

Om en mine og en livsform i Narsaq, Grønland

Med USA's regerings aggressive og destruktive kampagne for at drage Grønland ind som en del af det amerikanske imperium har den offentlige dagsorden i landet ændret sig radikalt. Det blev udslagsgivende for det nys overståede landstingsvalg, og det har siden fuldstændig overskygget de spørgsmål, som formodentlig kommer til at definere Grønlands fremtid. Det er nemt helt at glemme disse spørgsmål, som var de vigtigste i den grønlandske valgkamp den 6. april 2021. Dengang blev Inuit Ataqatigiit blev Grønlands største parti med 36,6 procent af stemmerne, og det blev de på grund af deres forståelse af spørgsmål, som stadig er de afgørende for landets fremtid.
    Derfor kan der være grund til at tænke fire år tilbage.


Et godt valg
Valgsejren i 2021 var vigtig, dels fordi Inuit Ataqatigiit ville melde Grønland ind i Parisaftalen, værne om det lokale fiskeri og landbrug og styrke det internationale samarbejde om en grøn omstilling.
    Dels var den vigtig, fordi Inuit Ataqatigiits valgkamp i høj grad 
baserede sig på modstanden mod udvinding af råstoffer i en mine i Kuannersuit (Kvanefjeldet) nær ved Narsaq. 
    Det var og er ikke noget helt enkelt spørgsmål.
    Det blev ikke indbyggerne i Narsaq eller lokalpolitikerne i Kujalleq Kommune, men landspolitikerne i Nuuk, der kom til at afgøre minens fremtid. Det australsk/kinesiske mineselskab Greenland Minerals havde søgt om udnyttelsestillandelse, og den 26. maj 2023 meddelte Naalakkersuisut (Grønlands regering, som dengang bestod af Inuit Ataqatigiit og Siumut som det lille vedhæng) et endeligt afslag til mineselskabet, som i mellemtiden havde skiftet navn til Energy Transition Minerals (ETM).

Narsaq
Narsaq er en by på cirka 1400 indbyggere, som er vokset ud af en oldgammel bosættelse. Den ligger på en lavslette, en halvø mellem to fjorde og afgrænset af høje fjelde i det sydvestlige Grønland. Tidligere levede man af sælfangst her, men i de seneste hundrede år har hovederhvervene været fiskeri og dyreavl, især skaldyrsfiskeri, rejer til Royal Greenland, og rensdyr- og fåreavl. Kødet skulle være særlig godt, fordi dyrene går og gumler på en masse herlige græsser og forskellige aromatiske urter. Narsaq har Grønlands eneste slagteri, Neqi A/S, og så Royal Greenlands fiske/skaldyrsfabrik.
    Der er også en turisme, som især henvender sig til velpolstrede lystfiskere, geologer og vandrere med kamikker på. Man skulle nogenlunde nemt og risikofrit kunne komme op på indlandsisen fra Narsaq. 
    Jamen, de har sgu ligefrem et ølbryggeri, Qajaq Beer, som brygger på lokale bygsorter og vand fra gletcheris.
    Narsaq har et rådhus fra tiden før kommunesammenlægningen i 2009, to supermarkeder, en kirke, en politistation, en brandstation, en grundskole og flere andre uddannelsesinstitutioner, en internetcafé, et sygehus, en tandklinik og flere små butikker. Der er hotel og udlejningshytter. Det er slet og ret en by.




Fra Erik Den Rødes tid frem til engang i senmiddelalderen var der en vikinge/nordbo-bosættelse i området. Der står stadig mange ruiner fra den bosættelse, men vikingerne sameksisterede med en oprindelig befolkning af inuitter, så bopladsen er meget ældre end den røde Erik, formodentlig flere tusinde år, omend næppe fast beboet gennem alle årene. Jeg kan ikke finde ud af nærmere bestemt, hvor gammel den er.



Minedrift
Greenland Minerals (nu 
Energy Transition Minerals) havde i årevis luret på at komme i gang med at udvinde uran, thorium, zirconium, niobium, yttrium, zink, tin, lithium, beryllium, klor, flour og forskellige sjældne jordarter. Meget af det kan bruges i elektronikindustrien. Uran kan naturligvis bruges til atomkraft – eller til avancerede våben. Det er der rigtig mange penge i. Ifølge det australsk/kinesiske mineselskab ville minedriften give selvstyret skatteindtægter på 1,5 milliarder kroner årligt fra begyndelsen og 37 år frem i tiden. Samtidig ville den angiveligt kunne skabe godt 300 arbejdspladser i lokalområdet.
    Siumut var under valgkampen tilhængere af minedriften, fordi den ville give arbejdspladser. Sådan tænker søsterpartiet Socialdemokratiet også, så det er ikke så overraskende. Det er heller ikke uforståeligt, at Siumut ville sikre arbejdspladser og skatteindtægter til selvstyret og til kommunen, som oplever et fald i indbyggertallet i de her år. 
    Det hører med til billedet, at flere af de sjældne jordarter, som ville kunne udvindes i minen, er ingredienser i moderne fossilfri energiproduktion og -forbrug, fx solceller, vindmøller og batterier til elbiler. Det var vel derfor, den amerikanske energiminister Chris Wright, skulle med på USA's charmetur til Grønland. Og de klimaforandringer, som i høj grad forårsages af brugen af fossile brændstoffer, er også stærkt problematiske for både den særegne grønlandske natur og kultur. Indlandsisen smelter.
    Derfor var der meget ved minedriften, som lokkede. Det var ikke noget simpelt spørgsmål. Der er arbejdspladser, økonomi og elementer til ren teknologi i godteposen.





Man skal dog passe på ikke at tillægge argumentet om den rene energi mere vægt, end det retteligt bør have, for fremstilling af vindmøller, elbiler og solceller er trods alt ikke afhængig af minedrift i Kvanefjeldet.


Det var det, de kæmpede for
Når Inuit Ataqatigiit ikke ville være med, var det dels, fordi minedriften ville spolere det naturskønne område og samtidig ifølge beregningerne ville forøge Grønlands samlede CO2-udslip med op til 45 %. Dels var det, fordi de havde en begrundet frygt for, at et planlagt affaldsdepot med fluor og det radioaktive thorium i en sø en halv kilometer over havoverfladen ville kunne forurene lokalområdet.
    De frygtede et dæmningsbrud, som ville være en alvorlig trussel for agerbruget, fåreholdet og turismen i området. Det ville naturligvis samtidig være katastrofalt for drikkevandsforsyningen i Narsaq.
    Derfor er kampen mod den potentielt forurenende minedrift også en kamp for at bevare en lokal livsform. Skal den lille bygd forvandles til en mine- og kemikalieindustriby? Og er det noget, indbyggerne selv skal bestemme, eller er det en regeringsafgørelse? Ja, det blev i første omgang en afgørelse på regeringsniveau, men er der grund til at lytte til lokalbefolkningen?
    Er det overhovedet en god livsform, de har i Narsaq? Det mener indbyggerne i hvert fald selv. To tredjedele af vælgerne i Narsaq stemte på Inuit Ataqatigiit, som ville bevare Narsaq i en genkendelig udgave. Siumut, som ville lave bygden om til en mineby, plejede at være det største parti i byen, men blev i 2021 halveret. Sådan gik det ved både kommune- og landstingsvalget i byen. På landsplan gik Siumut derimod lidt frem.
    Uenighederne om Kvanefjeld-minen var en af årsagerne til, at valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, blev udskrevet, og den sag kan godt vise sig at være definerende for Grønlands fremtid.

Fælleseje af jord i Grønland

I Grønland har der aldrig været privat ejendomsret til jord. I Grønland ejes jorden ikke af nogen, og brugsretten administreres af selvstyret, som fx kan udstede byggetilladelser.

    Hvis og når Donald Trumps vulgære trusler om annektering af Grønland bliver til virkelighed, vil den grønlandske kultur komme under voldsomt pres, og deres frie og fælles forhold til jorden vil helt sikkert ikke overleve.

    Uden jordbesiddere bliver beslutningen om at udvinde mineraler og råstoffer nødvendigvis demokratisk – eller i hvert fald politisk.

    Kryolitminen i Ivittuut blev i sin tid drevet af Kryolitselskabet Øresund, som var ejet af danske investorer, der havde indgået en koncessionsaftale med den danske stat. Det betød, at den danske stat fastlagde betingelserne for kryolitudvindingen. Øresund fik dog dengang ret frie hænder.

    Om det grønlandske selvstyre vil tilbyde det samme, er tvivlsomt. Private jordbesiddere er almindeligvis lettere at tale til rette. Eller rettere: lettere at købe, hvis man har penge nok. Derfor ville det være enklere for potentielle investorer, hvis Grønland blev en del af USA, og jorden kom på private hænder.

    At dette ville føre til maksimal udnyttelse af undergrundens ressourcer og udvikle sig til en katastrofe for den grønlandske natur, er der ingen grund til at tvivle på.


Jeg har aldrig været i Grønland, men jeg tror på den livsform, de har i Narsaq. Jeg tror, det er vigtigt at lytte til den lokale befolkning, som vil bevare den. Og jeg mener ikke, Grønland skal lade internationale investorer, som bor på den anden side af kloden, spille hazard med det grønlandske miljø.

Og den nationale selvbestemmelse?
Det er modsætningsfyldt på mange planer. For kan man ikke forestille sig, at det bliver vanskeligere at opnå den form for national selvbestemmelse, som Inuit Ataqatigiit samtidig arbejder for (en forfatningsproces er jo allerede i gang), hvis man ikke får den økonomiske uafhængighed af Danmark, som minedriften ville give?
    Det var ikke noget nemt eller gratis synspunkt, som Inuit Ataqatigiit valgte i denne afgørende sag, men jeg tror, det var det rigtige. Det skal ikke blive glemt i det almindelige og forståelige oprør over Trumps skandaløse og ødelæggende dagsorden.

Sidevisninger den seneste måned