Når der er forårsrengøring, skal de alle tre være med. Anton pudser vinduer, Vanille ordner badeværelserne og køkkenet, og Bo skal støvsuge. Det er Vanille, der har lagt planen, men Bo vil kun støvsuge på sit eget værelse.
– Det er ikke mig, der har svinet gulvet i soveværelset, siger Bo.
– Nej, men det var dig, der sad med de popkorn i sofaen i aftes, siger Vanille.
– Ok, så støvsuger jeg sofaen.
– Du støvsuger hele huset, siger Vanille. – Der er ingen dessert til arbejdsnægtere.
– Jeg kan ikke lide rabarbergrød, siger Bo.
Vanille sukker.
– Kan du ikke snakke med din luddovne søn? spørger hun sin mand.
Anton hopper ned fra vindueskarmen og kalder Bo helt hen til sig.
– Du ved godt, at mor er kirurg, hvisker Anton. – Hvis du ikke gør, som hun siger, skærer hun din lever ud.
Han viser Bo sit ar.
– Det var blindtarmen, far, siger Bo. – Og det var ikke mor, der skar den ud.
– Har du set? Der er fjorten sting!
– Far, altså!
– Ok, det var ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det her, siger Anton, – men kan du se det hus derovre?
Han peger på nummer 14, skråt overfor.
– Thorsens? spørger Bo.
Hans far nikker alvorligt.
– Det har ikke altid været Thorsens hus, siger Anton. – Hækken har ikke altid været klippet så pænt. Da jeg var dreng, var det der, Tyndskid boede.
– Tyndskid?
– Ja, han hed egentlig Lars Løvstik, men vi kaldte ham aldrig andet end Tyndskid.
– Hvorfor det?
– Det er nemmere at banke nogen, hvis man kalder dem noget grimt.
– Jeg synes, du skal kalde ham Lars.
– Ok, men vi bankede ham altså alligevel.
– Hvorfor bankede I ham?
– Fordi han var en tyndskid.
– Far!
– Ok, så får du hele historien.
Anton sætter sig på støvsugeren og folder hænderne over brystet.
”Det begyndte med, at Lars' mor var blevet træt af at pille blåsøm ud af tæppet på drengens værelse. Hun vidste, at de alligevel ville ligge der igen næste eftermiddag. Drengen elskede de søm. Det var dem, han brugte, når han havde besøg af sine venner Rosa og Klara. Så skulle de hamre kasser sammen.”
– Legede han med piger? spørger Bo imponeret.
– Ikke med piger sådan i almindelighed, men med postarbejder Mogensens frække tvillinger.
– Havde han ingen drengevenner?
– Hør nu efter!
Så sætter Anton sig over til Bo i højre side af sofaen, piller et popkorn op fra revnen mellem to hynder, putter det i munden og fortsætter fortællingen:
”Moren orkede ikke at rydde Lars' blåsøm op hver aften, så en dag besluttede hun, at støvsugeren måtte tage de søm, drengen havde ladet ligge på gulvet. Hun var flov over at gøre det på den måde, det er klart, så hun sendte Lars ned efter flæskesmåkød, så hun kunne gøre det, mens han var ude.
Det sjove var, at selvom hun var flov over at støvsuge Lars' søm, og i øvrigt passede godt på ikke at suge de legoklodser op, som også lå over det hele, så nød hun at se de små søm forsvinde op i mundstykket. Hun følte sig stærk, som om støvsugerens styrke var hendes.
Så lavede hun mad.
Moren kiggede undersøgende på sin søn, da han kom ned til frikadellerne senere samme aften, men han smilede bare til sin mor og skovlede persillesovs op, som om intet var hændt. Og det var der sådan set heller ikke; Lars savnede ikke de søm.
Senere kom tøserne forbi, og så arbejdede de med kasserne alle tre, Lars og postarbejder Mogensens rødhårede tvillinger. Lars' egen søster gad ikke at være med, men Lars og tvillingerne sad og hamrede, til ølkusken fra nummer tolv ringede på og venligt fortalte, at klokken var over et.
Næste dag var gulvtæppet igen fyldt med blåsøm og små kærvskruer, som Tyndskid og tøserne ikke havde gidet samle op, og nu var moren ikke længere så flov. Og heller ikke så forsigtig. Også de løse legoklodser, som lå på gulvet, røg med op i støvsugeren. Der lå også to knækkede kiks og en kvart ostemad under sengen.
– Ssschluuurp!
Det var fantastisk, som den maskine kunne sluge, det var som et stort forsvindingsnummer. Hvor var det dog meget lettere på denne måde!
Det var her, moren fik den tanke, at det kunne være ligegyldigt for edderkopperne, om de blev basket af en foldet avis og fjernet med en våd klud eller simpelthen blev suget ind i støvsugerens grå papirspose. Sådan set var det bedre; de fik da lov at leve lidt længere på den måde.
Dagen efter besluttede Lars' mor, at det legetøj, som knægten ikke gad lægge på plads, ikke betød nok for ham. Ikke var vigtigt.
– Ssschluuurp!
– Hvor er mine blå legoklodser, mor? spurgte Lars. – Jeg mangler alle firerne.
Det kunne hun ikke svare på, men drengen lærte forbløffende hurtigt at lægge tingene på plads.
Vores kvarter var anderledes dengang. Flere børn hang ud i gaderne.
– Der går tyndskid og tøserne! råbte Ivan, og så var vi over dem.
Tøserne var kommet trækkende med Lars i den kassevogn, de havde bakset sammen oppe på hans værelse. Så havde vi den at lege med. Vi kørte den helt i smadder og smed stumperne ind i forhaven ved nummer 14. Tvillingerne kunne vi ikke banke, det gjorde man ikke dengang, med piger altså, men Lars fik en grundig omgang med græs i munden og grus i underhylerne, olferten og det hele. Så kunne han lære det."
– Lære hvad? spørger Bo.
– Ja, men altså, du ved ...
– Næ, siger Bo.
– Jamen, det var jo det med, at han var for fin til at lege med drenge. Som om han var bedre. At han ikke ville spille fodbold med os andre.
– Du har da heller aldrig spillet fodbold, far, siger Bo.
– Nej, men det var i hvert fald sådan, Ivan så på det, siger Anton.
– Og alle andre gjorde bare, som Ivan sagde? spørger Bo.
– Du ved, hvordan det er, Bo. Ingen stiller sig op i køen til den næste olfert.
Bo sætter sig helt ud i venstre side af sofaen.
– Fortsæt! siger han.
”Nå, men nu var Lars' mor begyndt at kede sig: Der var efterhånden ikke andet end støv at hente på drengens værelse. Der lå aldrig noget på gulvet mere. Det chokerede hende, at hun savnede det sug, hun havde fået i maven af at se legoklodserne forsvinde op i mundstykket, men sådan var det. Ok, der var stadig edderkopper at gå efter, men det var ikke nok. Det var derfor, hun havde bedt Lars' far om en større maskine.
– Det er jo ikke et drengeværelse, men et værksted, havde hun sagt.
Næste lørdag fik hun sin industristøvsuger.
Der gik ikke ret lang tid, før hun opdagede, at den nye maskine sagtens kunne tage de døde rotter og solsorteunger, som Hvidemis slæbte med ind. Nu blev det sjovt igen. Hun skruede helt op for Aftermath med The Stones, og så tog hun ellers alt, hvad hun kunne finde på stuegulvet, og i soveværelset. De beskidte sokker, som Lars' far havde ladet ligge ved siden af sengen. Det var også lettere end at vaske.
Når der ikke allerede lå noget, hun kunne suge op fra gulvet, kunne hun godt komme til at skubbe lidt til sofabordet, hvor Lars' far havde piben liggende i et askebæger, eller til hans skrivebord, hvor der altid lå løse papirer i store stakke. Hvis man lagde tingene på den måde, var man selv ude om det, syntes hun.
Men det bedste var, når der en sjælden gang løb en mus gennem stuen. Støvsugeren var så stærk, at den kunne trække musen ind fra en halv meters afstand.
Lars var en sær lille skid. Selvom vi havde ordnet ham flere gange allerede, var han bare blevet ved med at komme flintrende gennem Kildevældsgade i sine mere og mere udsyrede sæbekassevogne. Det var, som om, han ville vise, hvor ligeglad han var med os. Jo mere, vi bankede ham og smadrede hans vogne, desto større vogne byggede han sammen med tøserne. De malede dem også. Jeg husker en brændende cowboy med grønne tænder og orange øjne på siden af en vogn, der ellers lignede Pentagon.
Du skulle have set de vogne, Bo!"
– Du lyder helt stolt far, næsten som om du selv havde bygget dem! siger Bo.
– Hvad mener du?
Bo smiler. Hans far finder et popkorn mere.
– Nej tak, siger Bo.
Anton propper det i munden og tygger det, som om det var af gummi. Så spytter han det ud i hånden og kigger på det.
– Kom nu videre, far! siger Bo.
"Ja, altså: Når Lars og pigerne bare blev ved med at bygge de her vilde kareter, betød det selvfølgelig også, at vi blev nødt til at banke knægten så meget desto mere. Lars kom hjem med blå og gule øjne, med flækkede læber og trykkede ribben.
Hans forældre var bekymrede.
– Jeg væltede med vognen, mor, sagde han bare.
Lars' far ville forbyde drengen at lege med tvillingerne.
– Det er de rødhårede tøser, der får ham til det. Sådan er det i puberteten, sagde han.
– De går i tredje klasse, Antonius, sagde moren.
Så ville faren i det mindste forbyde dem at bygge flere kassevogne, men moren sagde:
– Hvad skal han så lave? Det er jo det eneste, han kan finde ud af.
– Nå, men så må du selv lappe ham sammen næste gang, han går i stykker.
Det lovede moren. Det var alligevel altid hende, der tog sig af det.
– Hvor er Hvidemis? spurgte Lars en tirsdag efter skoletid. – Jeg har ikke set ham siden i fredags.
– Næ, sagde moren. – Men vi må have gjort noget ved den støvsuger. Den kan jo ikke engang tage et helt gennemsnitligt billedleksikon.
– Mor! råbte Lars og drønede op på værelset for at se, hvad der ellers manglede. Heldigvis havde støvsugeren ikke taget den nye kassevogn, de var i gang med.
Lidt efter dukkede tvillingerne op. Så blev der hamret igennem, og det var ikke bare med små blåsøm, men også nogle ordentlige stifter, for nu var de i gang med den største kassevogn i Østerbros nyere historie.
– I skal bruge den her, ikke? hviskede Lars' mor, da trioen lidt over midnat var listet ned efter ostemadder, og klappede støvsugeren, som stod parkeret ved siden af hendes lænestol. – Vi låner motoren fra fars BSO. Den kører han alligevel aldrig på.
– Men ved du overhovedet, hvordan man monterer sådan en på en støvsuger? spurgte Lars.
Det vidste hun. Faktisk var der ikke så meget, hun ikke vidste.
– Og så skal I finde en større slange! sagde hun til Klara og Rosa.
– Som den her? sagde Klara og viste hende det nedløbsrør, Lars havde haft liggende på reolen siden sidste ombygning i ejendommen.
– Større, sagde moren. – Meget større!
Næste morgen kom tvillingerne og hentede Lars. Så trak de ham til skole i den nye kassevogn. Det var første gang, de havde haft en vogn med i skole. Det var enormt provokerende, at de kom på den måde, som om de ejede det hele. Det er klart, at Ivan ikke ville finde sig i det. Han var violet i hovedet og kunne ikke tale rent af bare arrigskab. Nu ville han en gang for alle gøre det af med den lille blærerøv.
Lars og pigerne parkerede midt i skolegården, som om de ikke kunne vente med at få alle de bank, vi havde med til dem. Vi dannede en stor cirkel om vognen. Vi var fem i Ivans gruppe, men alle skolens børn samlede sig omkring den sære, brummende vogn, som tvillingerne kom trækkende med.
– Sidder du og skider i bukserne derinde? råbte Ivan.
Lars sagde ikke noget.
– Man kan jo høre, hvordan det sprøjter ud af røven på dig, fortsatte han. – Sådan en lille skidespræller.
– Tyndskid, Tyndskid, Tyndskid! råbte skolens børn i kor.
Pludselig rejste Lars sig op i vognen.
– Vil du med ud at køre, Ivan? råbte han.
Ivan sprang op på siden af kassevognen, men kunne ikke trække sig op over kanten.
– Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Lars, og så så vi noget, vi aldrig havde set før: En monstermaskine med en slange så tyk som en olietønde.
– Ssschluuurp!!!
Tvillingerne hjalp Lars med at holde slangen, mens Ivan blev suget op i vognen og forsvandt ind i den kæmpe sæk, som lå på ladet. Så slukkede Lars for støvsugeren, og tvillingerne sprang ned og trak af med vognen.
Siden er der ingen, der har set Ivan. Resten af os fandt nogle andre at banke, og Lars' mor besluttede sig for at læse til ingeniør.”
– Er det det hele far? spørger Bo.
– Ja, hvad mere behøver du at vide, Bo? Den, der støvsuger, styrer showet!
– Jeg skal nok støvsuge, og det var en god historie, far.
– Tak, Bo.
– Men den var ikke helt sand, vel far?
– Fuldstændig!
– Man må ikke støvsuge en dreng, siger Bo og lægger hovedet på skrå.
– Det måtte man godt, da jeg var dreng.
– Men Ivan kom ikke ind i støvsugeren, vel?
– Måske ikke helt ind. Jeg husker det ikke så tydeligt. Men ellers er det en sand historie.
– Og det var dig, der var Tyndskid, ikke?
– Hvorfor tror du det?
– Hvordan skulle du kunne vide alt det om, hvad der skete hjemme hos Lars, hvis det ikke var dig selv?
– Nå ja, men hvad gør det, at man begynder livet som Tyndskid med tøserne, hvis bare man har haft en skøn-tid med øserne? siger Anton.
– Du er ved at lære det, far, siger Bo.
