mandag den 31. marts 2025

Hvad man ved og ikke ved i drømme




Jeg havde engang en overraskende drøm om de to tennislegender Billie Jean King og Martina Navratilova.

Det gjaldt om at vide mest. Ligegyldig faktuel viden. Jeg befandt mig i en konkurrencebetonet samtale med Store Mogens (en fiktiv figur fra en novelle og en roman), da jeg pludselig fik øje på de to sportsstjerner på en bænk i byrummet. Det var min chance. Jeg spurgte, om han vidste, hvor mange Grand Slam-titler, der sad der på bænken.
    – Næ.
    – Mindst 50! sagde jeg.
    Han troede mig ikke.
    Jeg spankulerede selvsikker frem til Navratilova og spurgte.
    – Hvor mange Grand Slam-titler er det egentlig, du har vundet? Det er 30, ikke?
    – Nej nej, slet ikke, sagde hun. – Jeg har kun vundet 18.
    Jeg var flov over at have foreslået noget så absurd.
    – Det kan da vist aldrig blive 50 tilsammen, sagde Store Mogens.
    Legenderne grinte.
    – Nej, vi har kun 30 tilsammen
, sagde Billie Jean King. – Jeg har vundet 12.

Så blev jeg vækket af min datter Serena, som i værelset ved siden af lå og grinede højlydt i søvne.
    Det pudsige ved drømmen er, at begge tal var korrekte. Jeg tjekkede det med det samme. Navratilova har vundet 18 Grand Slam-titler i single og Billie Jean King 12. Det vidste mit drømmende Jeg åbenbart ikke, men bag dette Jeg arbejdede en drømmekonstruerende bevidsthed, som kendte disse tal, og som lod de to tennisspillere fortælle mit drømmende Jeg, hvordan det forholdt sig.
    Før den nat havde jeg aldrig tænkt over, at jeg netop måtte have en aktiv drømmekonstruerende bevidsthed, der vidste noget, som drømmens Jeg ikke vidste, og som heller ikke min vågenbevidsthed kunne huske.

Jeg bør måske lige tilføje, at King i alt har 39 Grand Slams under bæltet, hvis man tæller doublerne med, og Navratilova hele 59.


Fire digte og spar 8







Forlaget Ekbátana udgav i 2021 et sæt spillekort med nye digte af 34 danske digtere. Dem kan du finde i en boghandel, men også her:
    Du kan også læse en omtale her og her.
    Og her kan du se, hvordan man spiller Kalliope – det kultspil, som vi i sin tid udviklede til netop dette sæt spillekort.
    I foråret 2020 sendte jeg 4 digte til forlaget, som havde indkaldt bidrag til den opfindsomme og smukke antologi. Et af dem blev udvalgt til spar 8. Her er de 4 digte, jeg sendte.


1.
Hvor skal jeg 
lede efter de elleve
lyster, som
raslede ud af min
krop under
flugten?


2. 
Jeg tænker på at lave
lister over alle dine
svigt; nej, kun de 
otte, der er 
små nok til, at vi kan
tale om dem.


3.
Eller dengang du skar de
syv bedste
ord ud af mit
sprog
og gav dem til
hunden.


4.
Jeg elsker
ni mænd, sagde du engang.
Kun de
tre røde var
mig.

La Victoria 7









På en åben plads som denne, uden butiksfacader og indgangsportaler, er der frit spil. Alt kan bemales. Og derfor maler man i umiddelbar forlængelse af hinandens værker, eller ind over hinanden. Mon ikke det ligger i genrens væsen? Det ucensurerede, det demokratiske ved den: at alle taler med samme ret.
    Men tit ser man, som her, at det er dem, der sætter tags, som maler over andre gadekunstneres værk, mens den, der selv maler større værker, tilføjer sit eget maleri som en respektfuld (eller sarkastisk) ramme om eller en kommentar til det maleri, som var der i forvejen. Derfor har de således sammenkoblede værker ofte noget interessant at sige hinanden. 


søndag den 30. marts 2025

Tyndskid og tøserne






Når der er forårsrengøring, skal de alle tre være med. Anton pudser vinduer, Vanille ordner badeværelserne og køkkenet, og Bo skal støvsuge. Det er Vanille, der har lagt planen, men Bo vil kun støvsuge på sit eget værelse.
    – Det er ikke mig, der har svinet gulvet i soveværelset, siger Bo.
    – Nej, men det var dig, der sad med de popkorn i sofaen i aftes, siger Vanille.
    – Ok, så støvsuger jeg sofaen.
    – Du støvsuger hele huset, siger Vanille. – Der er ingen dessert til arbejdsnægtere.
    – Jeg kan ikke lide rabarbergrød, siger Bo.
    Vanille sukker.
    – Kan du ikke snakke med din luddovne søn? spørger hun sin mand.
    Anton hopper ned fra vindueskarmen og kalder Bo helt hen til sig.
    – Du ved godt, at mor er kirurg, hvisker Anton. – Hvis du ikke gør, som hun siger, skærer hun din lever ud.
    Han viser Bo sit ar.
    – Det var blindtarmen, far, siger Bo. – Og det var ikke mor, der skar den ud.
    – Har du set? Der er fjorten sting!
    – Far, altså!
    – Ok, det var ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det her, siger Anton, – men kan du se det hus derovre?
    Han peger på nummer 14, skråt overfor.
    – Thorsens? spørger Bo.
    Hans far nikker alvorligt.
    – Det har ikke altid været Thorsens hus, siger Anton. – Hækken har ikke altid været klippet så pænt. Da jeg var dreng, var det der, Tyndskid boede.
    – Tyndskid?
    – Ja, han hed egentlig Lars Løvstik, men vi kaldte ham aldrig andet end Tyndskid.
    – Hvorfor det?
    – Det er nemmere at banke nogen, hvis man kalder dem noget grimt.
    – Jeg synes, du skal kalde ham Lars.
    – Ok, men vi bankede ham altså alligevel.
    – Hvorfor bankede I ham?
    – Fordi han var en tyndskid.
    – Far!
    – Ok, så får du hele historien.
    Anton sætter sig på støvsugeren og folder hænderne over brystet.

”Det begyndte med, at Lars' mor var blevet træt af at pille blåsøm ud af tæppet på drengens værelse. Hun vidste, at de alligevel ville ligge der igen næste eftermiddag. Drengen elskede de søm. Det var dem, han brugte, når han havde besøg af sine venner Rosa og Klara. Så skulle de hamre kasser sammen.”

– Legede han med piger? spørger Bo imponeret.
    – Ikke med piger sådan i almindelighed, men med postarbejder Mogensens frække tvillinger.
    – Havde han ingen drengevenner?
    – Hør nu efter!
    Så sætter Anton sig over til Bo i højre side af sofaen, piller et popkorn op fra revnen mellem to hynder, putter det i munden og fortsætter fortællingen:

”Moren orkede ikke at rydde Lars' blåsøm op hver aften, så en dag besluttede hun, at støvsugeren måtte tage de søm, drengen havde ladet ligge på gulvet. Hun var flov over at gøre det på den måde, det er klart, så hun sendte Lars ned efter flæskesmåkød, så hun kunne gøre det, mens han var ude.
    Det sjove var, at selvom hun var flov over at støvsuge Lars' søm, og i øvrigt passede godt på ikke at suge de legoklodser op, som også lå over det hele, så nød hun at se de små søm forsvinde op i mundstykket. Hun følte sig stærk, som om støvsugerens styrke var hendes.
    Så lavede hun mad.
    Moren kiggede undersøgende på sin søn, da han kom ned til frikadellerne senere samme aften, men han smilede bare til sin mor og skovlede persillesovs op, som om intet var hændt. Og det var der sådan set heller ikke; Lars savnede ikke de søm.
    Senere kom tøserne forbi, og så arbejdede de med kasserne alle tre, Lars og postarbejder Mogensens rødhårede tvillinger. Lars' egen søster gad ikke at være med, men Lars og tvillingerne sad og hamrede, til ølkusken fra nummer tolv ringede på og venligt fortalte, at klokken var over et.
    Næste dag var gulvtæppet igen fyldt med blåsøm og små kærvskruer, som Tyndskid og tøserne ikke havde gidet samle op, og nu var moren ikke længere så flov. Og heller ikke så forsigtig. Også de løse legoklodser, som lå på gulvet, røg med op i støvsugeren. Der lå også to knækkede kiks og en kvart ostemad under sengen.
    – Ssschluuurp!
    Det var fantastisk, som den maskine kunne sluge, det var som et stort forsvindingsnummer. Hvor var det dog meget lettere på denne måde!
    Det var her, moren fik den tanke, at det kunne være ligegyldigt for edderkopperne, om de blev basket af en foldet avis og fjernet med en våd klud eller simpelthen blev suget ind i støvsugerens grå papirspose. Sådan set var det bedre; de fik da lov at leve lidt længere på den måde.
    Dagen efter besluttede Lars' mor, at det legetøj, som knægten ikke gad lægge på plads, ikke betød nok for ham. Ikke var vigtigt.
    – Ssschluuurp!
    – Hvor er mine blå legoklodser, mor? spurgte Lars. – Jeg mangler alle firerne.
    Det kunne hun ikke svare på, men drengen lærte forbløffende hurtigt at lægge tingene på plads.
    Vores kvarter var anderledes dengang. Flere børn hang ud i gaderne.
    – Der går tyndskid og tøserne! råbte Ivan, og så var vi over dem.
    Tøserne var kommet trækkende med Lars i den kassevogn, de havde bakset sammen oppe på hans værelse. Så havde vi den at lege med. Vi kørte den helt i smadder og smed stumperne ind i forhaven ved nummer 14. Tvillingerne kunne vi ikke banke, det gjorde man ikke dengang, med piger altså, men Lars fik en grundig omgang med græs i munden og grus i underhylerne, olferten og det hele. Så kunne han lære det."

– Lære hvad? spørger Bo.
    – Ja, men altså, du ved ...
    – Næ, siger Bo.
    – Jamen, det var jo det med, at han var for fin til at lege med drenge. Som om han var bedre. At han ikke ville spille fodbold med os andre. 
    – Du har da heller aldrig spillet fodbold, far, siger Bo.
    – Nej, men det var i hvert fald sådan, Ivan så på det, siger Anton.
    – Og alle andre gjorde bare, som Ivan sagde? spørger Bo.
    – Du ved, hvordan det er, Bo. Ingen stiller sig op i køen til den næste olfert.
    Bo sætter sig helt ud i venstre side af sofaen.
    – Fortsæt! siger han.

”Nå, men nu var Lars' mor begyndt at kede sig: Der var efterhånden ikke andet end støv at hente på drengens værelse. Der lå aldrig noget på gulvet mere. Det chokerede hende, at hun savnede det sug, hun havde fået i maven af at se legoklodserne forsvinde op i mundstykket, men sådan var det. Ok, der var stadig edderkopper at gå efter, men det var ikke nok. Det var derfor, hun havde bedt Lars' far om en større maskine.
    – Det er jo ikke et drengeværelse, men et værksted, havde hun sagt.
    Næste lørdag fik hun sin industristøvsuger.
    Der gik ikke ret lang tid, før hun opdagede, at den nye maskine sagtens kunne tage de døde rotter og solsorteunger, som Hvidemis slæbte med ind. Nu blev det sjovt igen. Hun skruede helt op for Aftermath med The Stones, og så tog hun ellers alt, hvad hun kunne finde på stuegulvet, og i soveværelset. De beskidte sokker, som Lars' far havde ladet ligge ved siden af sengen. Det var også lettere end at vaske.
    Når der ikke allerede lå noget, hun kunne suge op fra gulvet, kunne hun godt komme til at skubbe lidt til sofabordet, hvor Lars' far havde piben liggende i et askebæger, eller til hans skrivebord, hvor der altid lå løse papirer i store stakke. Hvis man lagde tingene på den måde, var man selv ude om det, syntes hun.
    Men det bedste var, når der en sjælden gang løb en mus gennem stuen. Støvsugeren var så stærk, at den kunne trække musen ind fra en halv meters afstand.
Lars var en sær lille skid. Selvom vi havde ordnet ham flere gange allerede, var han bare blevet ved med at komme flintrende gennem Kildevældsgade i sine mere og mere udsyrede sæbekassevogne. Det var, som om, han ville vise, hvor ligeglad han var med os. Jo mere, vi bankede ham og smadrede hans vogne, desto større vogne byggede han sammen med tøserne. De malede dem også. Jeg husker en brændende cowboy med grønne tænder og orange øjne på siden af en vogn, der ellers lignede Pentagon.
    Du skulle have set de vogne, Bo!"

– Du lyder helt stolt far, næsten som om du selv havde bygget dem! siger Bo.
    – Hvad mener du? 
    Bo smiler. Hans far finder et popkorn mere.
    – Nej tak, siger Bo.
    Anton propper det i munden og tygger det, som om det var af gummi. Så spytter han det ud i hånden og kigger på det.
    – Kom nu videre, far! siger Bo.

"Ja, altså: Når Lars og pigerne bare blev ved med at bygge de her vilde kareter, betød det selvfølgelig også, at vi blev nødt til at banke knægten så meget desto mere. Lars kom hjem med blå og gule øjne, med flækkede læber og trykkede ribben.
    Hans forældre var bekymrede.
    – Jeg væltede med vognen, mor, sagde han bare.
    Lars' far ville forbyde drengen at lege med tvillingerne.
    – Det er de rødhårede tøser, der får ham til det. Sådan er det i puberteten, sagde han.
    – De går i tredje klasse, Antonius, sagde moren.
    Så ville faren i det mindste forbyde dem at bygge flere kassevogne, men moren sagde:
    – Hvad skal han så lave? Det er jo det eneste, han kan finde ud af.
    – Nå, men så må du selv lappe ham sammen næste gang, han går i stykker.
    Det lovede moren. Det var alligevel altid hende, der tog sig af det.
– Hvor er Hvidemis? spurgte Lars en tirsdag efter skoletid. – Jeg har ikke set ham siden i fredags.
    – Næ, sagde moren. – Men vi må have gjort noget ved den støvsuger. Den kan jo ikke engang tage et helt gennemsnitligt billedleksikon.
    – Mor! råbte Lars og drønede op på værelset for at se, hvad der ellers manglede. Heldigvis havde støvsugeren ikke taget den nye kassevogn, de var i gang med.
    Lidt efter dukkede tvillingerne op. Så blev der hamret igennem, og det var ikke bare med små blåsøm, men også nogle ordentlige stifter, for nu var de i gang med den største kassevogn i Østerbros nyere historie.
    – I skal bruge den her, ikke? hviskede Lars' mor, da trioen lidt over midnat var listet ned efter ostemadder, og klappede støvsugeren, som stod parkeret ved siden af hendes lænestol. – Vi låner motoren fra fars BSO. Den kører han alligevel aldrig på.
    – Men ved du overhovedet, hvordan man monterer sådan en på en støvsuger? spurgte Lars.
    Det vidste hun. Faktisk var der ikke så meget, hun ikke vidste.
    – Og så skal I finde en større slange! sagde hun til Klara og Rosa.
    – Som den her? sagde Klara og viste hende det nedløbsrør, Lars havde haft liggende på reolen siden sidste ombygning i ejendommen.
    – Større, sagde moren. – Meget større!
Næste morgen kom tvillingerne og hentede Lars. Så trak de ham til skole i den nye kassevogn. Det var første gang, de havde haft en vogn med i skole. Det var enormt provokerende, at de kom på den måde, som om de ejede det hele. Det er klart, at Ivan ikke ville finde sig i det. Han var violet i hovedet og kunne ikke tale rent af bare arrigskab. Nu ville han en gang for alle gøre det af med den lille blærerøv.
    Lars og pigerne parkerede midt i skolegården, som om de ikke kunne vente med at få alle de bank, vi havde med til dem. Vi dannede en stor cirkel om vognen. Vi var fem i Ivans gruppe, men alle skolens børn samlede sig omkring den sære, brummende vogn, som tvillingerne kom trækkende med.
    – Sidder du og skider i bukserne derinde? råbte Ivan.
    Lars sagde ikke noget.
    – Man kan jo høre, hvordan det sprøjter ud af røven på dig, fortsatte han. – Sådan en lille skidespræller.
    – Tyndskid, Tyndskid, Tyndskid! råbte skolens børn i kor.
    Pludselig rejste Lars sig op i vognen.
    – Vil du med ud at køre, Ivan? råbte han.
    Ivan sprang op på siden af kassevognen, men kunne ikke trække sig op over kanten.
    – Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Lars, og så så vi noget, vi aldrig havde set før: En monstermaskine med en slange så tyk som en olietønde. 
    – Ssschluuurp!!!
    Tvillingerne hjalp Lars med at holde slangen, mens Ivan blev suget op i vognen og forsvandt ind i den kæmpe sæk, som lå på ladet. Så slukkede Lars for støvsugeren, og tvillingerne sprang ned og trak af med vognen.
    Siden er der ingen, der har set Ivan. Resten af os fandt nogle andre at banke, og Lars' mor besluttede sig for at læse til ingeniør.”

– Er det det hele far? spørger Bo.
    – Ja, hvad mere behøver du at vide, Bo? Den, der støvsuger, styrer showet!
    – Jeg skal nok støvsuge, og det var en god historie, far.
    – Tak, Bo.
    – Men den var ikke helt sand, vel far?
    – Fuldstændig!
    – Man må ikke støvsuge en dreng, siger Bo og lægger hovedet på skrå.
    – Det måtte man godt, da jeg var dreng.
    – Men Ivan kom ikke ind i støvsugeren, vel?
    – Måske ikke helt ind. Jeg husker det ikke så tydeligt. Men ellers er det en sand historie.
    – Og det var dig, der var Tyndskid, ikke? 
    – Hvorfor tror du det?
    – Hvordan skulle du kunne vide alt det om, hvad der skete hjemme hos Lars, hvis det ikke var dig selv?
    – Nå ja, men hvad gør det, at man begynder livet som Tyndskid med tøserne, hvis bare man har haft en skøn-tid med øserne? siger Anton.
    – Du er ved at lære det, far, siger Bo.

La Victoria 6












Dette køretøj kaldes en motorcykel i Spanien, og når man ser den sammen med sådan en dejlig dame, er det da også den sejeste kværn, man ser for sig, selvom det egentlig blot er en fornuftig scooter. Måske er det derfor, den er parkeret netop der – fordi kunsten 'smitter af' og giver scooteren mere pondus. 
    Men hvad er det for nogle grønne insekter, der sværmer om hendes hoved? Først tænkte jeg, at det var bier, og de røde parfumeskyer var blomster. Men så ligner det alligevel ikke rigtig bier. Kan det være fluer, grønne spyfluer? Men hvorfor skulle fluerne sværme om hende? Er det, fordi parfume stinker? Jeg har også tænkt, det kunne være dildoer, små grønne pikke med vinger på. Eller piller, en slags narkotika, som har båret hende ind i den lyserøde sky. Eller potenspiller, måske.
    Hvad tænker du?

lørdag den 29. marts 2025

Stings kvalme hvisken


Mens jeg ikke helt kan sige, hvad det var ved Stevie Wonders stemme, jeg faldt for, har jeg ingen problemer med at forklare, hvad det er ved Stings indladende hvisken, der altid giver mig en lille smule kvalme.
    Når Sting så faktisk har skrevet en god sang, er det jo godt, at Wonder kan hjælpe med at synge den.
    Hør Fragile

Om en mine og en livsform i Narsaq, Grønland

Med USA's regerings aggressive og destruktive kampagne for at drage Grønland ind som en del af det amerikanske imperium har den offentlige dagsorden i landet ændret sig radikalt. Det blev udslagsgivende for det nys overståede landstingsvalg, og det har siden fuldstændig overskygget de spørgsmål, som formodentlig kommer til at definere Grønlands fremtid. Det er nemt helt at glemme disse spørgsmål, som var de vigtigste i den grønlandske valgkamp den 6. april 2021. Dengang blev Inuit Ataqatigiit blev Grønlands største parti med 36,6 procent af stemmerne, og det blev de på grund af deres forståelse af spørgsmål, som stadig er de afgørende for landets fremtid.
    Derfor kan der være grund til at tænke fire år tilbage.


Et godt valg
Valgsejren i 2021 var vigtig, dels fordi Inuit Ataqatigiit ville melde Grønland ind i Parisaftalen, værne om det lokale fiskeri og landbrug og styrke det internationale samarbejde om en grøn omstilling.
    Dels var den vigtig, fordi Inuit Ataqatigiits valgkamp i høj grad 
baserede sig på modstanden mod udvinding af råstoffer i en mine i Kuannersuit (Kvanefjeldet) nær ved Narsaq. 
    Det var og er ikke noget helt enkelt spørgsmål.
    Det blev ikke indbyggerne i Narsaq eller lokalpolitikerne i Kujalleq Kommune, men landspolitikerne i Nuuk, der kom til at afgøre minens fremtid. Det australsk/kinesiske mineselskab Greenland Minerals havde søgt om udnyttelsestillandelse, og den 26. maj 2023 meddelte Naalakkersuisut (Grønlands regering, som dengang bestod af Inuit Ataqatigiit og Siumut som det lille vedhæng) et endeligt afslag til mineselskabet, som i mellemtiden havde skiftet navn til Energy Transition Minerals (ETM).

Narsaq
Narsaq er en by på cirka 1400 indbyggere, som er vokset ud af en oldgammel bosættelse. Den ligger på en lavslette, en halvø mellem to fjorde og afgrænset af høje fjelde i det sydvestlige Grønland. Tidligere levede man af sælfangst her, men i de seneste hundrede år har hovederhvervene været fiskeri og dyreavl, især skaldyrsfiskeri, rejer til Royal Greenland, og rensdyr- og fåreavl. Kødet skulle være særlig godt, fordi dyrene går og gumler på en masse herlige græsser og forskellige aromatiske urter. Narsaq har Grønlands eneste slagteri, Neqi A/S, og så Royal Greenlands fiske/skaldyrsfabrik.
    Der er også en turisme, som især henvender sig til velpolstrede lystfiskere, geologer og vandrere med kamikker på. Man skulle nogenlunde nemt og risikofrit kunne komme op på indlandsisen fra Narsaq. 
    Jamen, de har sgu ligefrem et ølbryggeri, Qajaq Beer, som brygger på lokale bygsorter og vand fra gletcheris.
    Narsaq har et rådhus fra tiden før kommunesammenlægningen i 2009, to supermarkeder, en kirke, en politistation, en brandstation, en grundskole og flere andre uddannelsesinstitutioner, en internetcafé, et sygehus, en tandklinik og flere små butikker. Der er hotel og udlejningshytter. Det er slet og ret en by.




Fra Erik Den Rødes tid frem til engang i senmiddelalderen var der en vikinge/nordbo-bosættelse i området. Der står stadig mange ruiner fra den bosættelse, men vikingerne sameksisterede med en oprindelig befolkning af inuitter, så bopladsen er meget ældre end den røde Erik, formodentlig flere tusinde år, omend næppe fast beboet gennem alle årene. Jeg kan ikke finde ud af nærmere bestemt, hvor gammel den er.



Minedrift
Greenland Minerals (nu 
Energy Transition Minerals) havde i årevis luret på at komme i gang med at udvinde uran, thorium, zirconium, niobium, yttrium, zink, tin, lithium, beryllium, klor, flour og forskellige sjældne jordarter. Meget af det kan bruges i elektronikindustrien. Uran kan naturligvis bruges til atomkraft – eller til avancerede våben. Det er der rigtig mange penge i. Ifølge det australsk/kinesiske mineselskab ville minedriften give selvstyret skatteindtægter på 1,5 milliarder kroner årligt fra begyndelsen og 37 år frem i tiden. Samtidig ville den angiveligt kunne skabe godt 300 arbejdspladser i lokalområdet.
    Siumut var under valgkampen tilhængere af minedriften, fordi den ville give arbejdspladser. Sådan tænker søsterpartiet Socialdemokratiet også, så det er ikke så overraskende. Det er heller ikke uforståeligt, at Siumut ville sikre arbejdspladser og skatteindtægter til selvstyret og til kommunen, som oplever et fald i indbyggertallet i de her år. 
    Det hører med til billedet, at flere af de sjældne jordarter, som ville kunne udvindes i minen, er ingredienser i moderne fossilfri energiproduktion og -forbrug, fx solceller, vindmøller og batterier til elbiler. Det var vel derfor, den amerikanske energiminister Chris Wright, skulle med på USA's charmetur til Grønland. Og de klimaforandringer, som i høj grad forårsages af brugen af fossile brændstoffer, er også stærkt problematiske for både den særegne grønlandske natur og kultur. Indlandsisen smelter.
    Derfor var der meget ved minedriften, som lokkede. Det var ikke noget simpelt spørgsmål. Der er arbejdspladser, økonomi og elementer til ren teknologi i godteposen.





Man skal dog passe på ikke at tillægge argumentet om den rene energi mere vægt, end det retteligt bør have, for fremstilling af vindmøller, elbiler og solceller er trods alt ikke afhængig af minedrift i Kvanefjeldet.


Det var det, de kæmpede for
Når Inuit Ataqatigiit ikke ville være med, var det dels, fordi minedriften ville spolere det naturskønne område og samtidig ifølge beregningerne ville forøge Grønlands samlede CO2-udslip med op til 45 %. Dels var det, fordi de havde en begrundet frygt for, at et planlagt affaldsdepot med fluor og det radioaktive thorium i en sø en halv kilometer over havoverfladen ville kunne forurene lokalområdet.
    De frygtede et dæmningsbrud, som ville være en alvorlig trussel for agerbruget, fåreholdet og turismen i området. Det ville naturligvis samtidig være katastrofalt for drikkevandsforsyningen i Narsaq.
    Derfor er kampen mod den potentielt forurenende minedrift også en kamp for at bevare en lokal livsform. Skal den lille bygd forvandles til en mine- og kemikalieindustriby? Og er det noget, indbyggerne selv skal bestemme, eller er det en regeringsafgørelse? Ja, det blev i første omgang en afgørelse på regeringsniveau, men er der grund til at lytte til lokalbefolkningen?
    Er det overhovedet en god livsform, de har i Narsaq? Det mener indbyggerne i hvert fald selv. To tredjedele af vælgerne i Narsaq stemte på Inuit Ataqatigiit, som ville bevare Narsaq i en genkendelig udgave. Siumut, som ville lave bygden om til en mineby, plejede at være det største parti i byen, men blev i 2021 halveret. Sådan gik det ved både kommune- og landstingsvalget i byen. På landsplan gik Siumut derimod lidt frem.
    Uenighederne om Kvanefjeld-minen var en af årsagerne til, at valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, blev udskrevet, og den sag kan godt vise sig at være definerende for Grønlands fremtid.

Fælleseje af jord i Grønland

I Grønland har der aldrig været privat ejendomsret til jord. I Grønland ejes jorden ikke af nogen, og brugsretten administreres af selvstyret, som fx kan udstede byggetilladelser.

    Hvis og når Donald Trumps vulgære trusler om annektering af Grønland bliver til virkelighed, vil den grønlandske kultur komme under voldsomt pres, og deres frie og fælles forhold til jorden vil helt sikkert ikke overleve.

    Uden jordbesiddere bliver beslutningen om at udvinde mineraler og råstoffer nødvendigvis demokratisk – eller i hvert fald politisk.

    Kryolitminen i Ivittuut blev i sin tid drevet af Kryolitselskabet Øresund, som var ejet af danske investorer, der havde indgået en koncessionsaftale med den danske stat. Det betød, at den danske stat fastlagde betingelserne for kryolitudvindingen. Øresund fik dog dengang ret frie hænder.

    Om det grønlandske selvstyre vil tilbyde det samme, er tvivlsomt. Private jordbesiddere er almindeligvis lettere at tale til rette. Eller rettere: lettere at købe, hvis man har penge nok. Derfor ville det være enklere for potentielle investorer, hvis Grønland blev en del af USA, og jorden kom på private hænder.

    At dette ville føre til maksimal udnyttelse af undergrundens ressourcer og udvikle sig til en katastrofe for den grønlandske natur, er der ingen grund til at tvivle på.


Jeg har aldrig været i Grønland, men jeg tror på den livsform, de har i Narsaq. Jeg tror, det er vigtigt at lytte til den lokale befolkning, som vil bevare den. Og jeg mener ikke, Grønland skal lade internationale investorer, som bor på den anden side af kloden, spille hazard med det grønlandske miljø.

Og den nationale selvbestemmelse?
Det er modsætningsfyldt på mange planer. For kan man ikke forestille sig, at det bliver vanskeligere at opnå den form for national selvbestemmelse, som Inuit Ataqatigiit samtidig arbejder for (en forfatningsproces er jo allerede i gang), hvis man ikke får den økonomiske uafhængighed af Danmark, som minedriften ville give?
    Det var ikke noget nemt eller gratis synspunkt, som Inuit Ataqatigiit valgte i denne afgørende sag, men jeg tror, det var det rigtige. Det skal ikke blive glemt i det almindelige og forståelige oprør over Trumps skandaløse og ødelæggende dagsorden.

Love's in Need of Love Today





Der findes Stevie Wonder-tekster, som nærmest er uforståelige, hvis man går rationelt til dem. Åbningsnummeret til dobbeltalbummet Songs in the Key of Life fra 1976 hedder 'Love's in Need of Love Today', og det hører til den kategori. Titlen ”Kærlighed mangler kærlighed i dag” er jo på sin vis et besynderligt udsagn. Vi forstår, hvad det betyder, at mennesker mangler kærlighed, men hvordan kan kærlighed mangle kærlighed? Alligevel formidler udsagnet en stemning eller en tilstand, som taler til os fra et dybere register end det logiske.
    Og sådan skal sangen høres: som tungetale, en bøn eller prædiken, hvor Wonder lader sig bruge som medium for en stemme, som han ikke forsøger på at forstå eller gøre forståelig. Han lader den blot strømme gennem sig.
    ”Det koncept, jeg havde i tankerne, var at kærlighed skal fodres for at fungere,” fortalte han musikhistorikeren Marc Myers i et interview til Wall Street-klummen 'Anatomy of a Song'. ”Kærligheden i sig selv er hul.” 
    Wonder fik tanken på en kold dag i 1974, hvor han boede på et hotel i New York med Yolanda Simmons, der var gravid med deres datter Aisha. Han sad og improviserede ved klaveret med båndoptageren tændt.
    ”Jeg spiller bare, og så dukker den slags sange op af sig selv,” forklarede han. ”Som en maler får jeg min inspiration fra oplevelser, der kan være smertefulde eller smukke. Mit udgangspunkt er altid en følelse af dyb taknemmelighed – du ved, 'Jeg er her kun af Guds nåde' - og så skriver jeg derfra. Jeg tror de fleste sangskrivere er inspireret af en indre stemme og ånd. Gud gav mig denne gave, og denne sang var et budskab, jeg skulle give videre.”
    I '74 tog han demoen til Crystal Sound-studiet i Hollywood, hvor han arbejdede videre med sangen. I stedet for en instrumental intro indspillede han først et kor, hvor han selv sang alle stemmerne. 
    ”Jeg vidste, at mine harmoniserede vokaler skulle være lyse og gennemtrængende,” fortalte Wonder. ”Men min leadvokal skulle trænge igennem resten, ikke gemmes bag koret. Sangen skulle være en prædiken, der fortæller, at kærlighed har brug for kærlighed.”
    Mens han arbejdede på introen, kom han til at tænke på de radioprædikener, han plejede at høre som barn. ”En speakerstemme sagde: 'God morgen eller god aften til alle i radioland. Jeg har et budskab til jer' – hele svineriet, du ved. Jeg var inspireret af 1950'ernes gospel-kvartetter, som den Sam Cooke var med i. Da jeg lagde min leadvokal på til sidst, forestillede jeg mig, at Sam var hos mig i studiet – hans ånd og energi.”

Hør Love's in Need of Love Today
    Eller klik på billedet og se og hør den som duet med George Michael, hyggeligt introduceret af USA's uhyggelige legeonkel, Bill Cosby i en optagelse fra 1985.


Teksten
Good morn or evening friends
Here's your friendly announcer
I have serious news to pass on
To everybody

What I'm about to say
Could mean the world's disaster
Could change your joy and laughter
To tears and pain

It's that love's in need of love today
Don't delay, send yours in right away
Hate's goin' 'round, breakin' many hearts
Stop it please, before it's gone too far

The force of evil plans
To make you its possession
And it will if we let it
Destroy everybody

We all must take
Precautionary measures
If love and peace you treasure
Then you'll hear me when I say

Oh that, love's in need of a love today
(Love's in need of love today)
Don't delay
(Don't delay)
Send yours in right away
(Right away)

Hate's goin' 'round
(Hate's goin' round)
Breakin' many hearts
(Breaking hearts)
Stop it, please
(Stop it, please)
Before it's gone too far
(Gone too far)

People, you know that
Love's in need of love today
(Love's in need of love today)
Don't, don't delay
(Don't delay)
Send yours in right away
(Right away)

You know that hate's goin' 'round
(Hate's goin' around)
Hate's goin' 'round, hate's goin' around in a trial
(Breakin' hearts)

Wait a minute, 'cause
(Stop it please)
You've got to, I've got to, they've got to
We've got to, we've got to, we've got to
(Gone too far)
Before it's gone too far that

Love's, love's in need
(Love's in need)
Oh love, did you ever think that love would be in need of love today
(Of love today)
(Don't delay)
Don't delay
Send yours in right away
(Right away)

Hate's goin' 'round
Breakin' hearts
Stop it, please
Gone too far

Love's in need
Of love today
Don't delay
Right away

Hate's goin' 'round
Breakin' hearts
Stop it please
Gone too far

Love's in need
Of love today
Don't delay
Right away

Hate's goin' 'round
Breakin' hearts
Stop it please
Right away, 
just give the world love

All In Love Is Fair






Som i flere andre af Wonders sange æder man den banale tekst råt, fordi melodien er god, og sangeren er dybt troværdig. Wonder spiller trommer, el-piano og akustisk klaver. Melodien klinger ud på klaveret.
    Mange andre store stemmer tog sangen til sig, især kvindelige. Barbara Streisand fik i 1974 et hit med nummeret på Albummet The Way We Were, hvor også titelnummeret fra den også melankolske Sydney Pollack-film, er med. 
Der er også knald på Shirley Basseys kantede udgave fra 1976.
    Jennifer Hudson sang den 40 år senere overbevisende til et hyldestarrangement for Stevie Wonder.
    Alligevel kan jeg så afgjort bedst lide Dionne Warwicks blå udgave fra 1975.
    'All In Love Is Fair' er en melankolsk ballade fra det ambitiøse 1973-album Innervisions. Stevie Wonders lyrik er bygget op om mundhæld eller klichéer om kærlighedens væsen. Forestillinger, hvis relevans tekstens fortæller tager under overvejelse ved afslutningen af et kærlighedsforhold.
    Hør Stevie Wonder med All In Love Is Fair.

Årets sommerroman i 'Iværksætteren'

Der er omtaler og anmeldelser, som man ikke opdager, fordi de kommer i medier, som man ikke er opmærksom på. Det var først længe efter udgivelsen, at jeg så denne omtale af Afstande over vand i magasinet Iværksætteren, hvor den altså blev fremhævet som årets sommerroman. Tak for det!



Årets sommerroman: 
Afstande over vand 
”En moderne Erasmus Montanus-fortælling der følger hovedkarakteren – den midaldrende Tom – som efter mange år som succesrig erhvervsmand i Boston vender hjem til sin hensygnende fødeby, Lille Fuglede på Vestsjælland. Her følger man tæt hans udvikling for at iværksætte et storstilet projekt. 
    I hovedkarakteren Tom kan mange etablerede såvel nye iværksættere genkende sine ambitioner, virkelyst og de modsatrettede følelser, der opstår, når man møder modstand. For ikke alle i og omkring Lille Fuglede deler Toms begejstring og drømme. Man følger afsavnet til relationer og Toms kamp mod egen fortid og de etablerede magthierarkier. Tom har en ambitiøs plan for regionens udvikling – et grønt og kulturelt vækstcentrum. Til at begynde med går det som en drøm, trods savnet af børnene på den anden side af oceanet. Snart viser landsbyen sig dog fra sin mørkere side, og Tom må kæmpe med sig selv, sin fortid og egnens magthierarkier. 
    På sin vis er Afstande over vand en en morsom, rørende og dyster roman med højspændt socialt drama og poetiske skildringer af Danmarks udkant. Om du er interesseret i iværksætteri eller ej – Afstande over vand – gav undertegnede en mulighed for at spejle gennem indlevelse og identifikation. Karaktererne der optræder i romanen kender du fra dit eget liv. Gennem fiktionen lærer du dem endnu bedre at kende. Nok så vigtigt lærer du også dig selv bedre at kende gennem identifikationen med de fiktive karakterer. 
    Siden jeg læste den i april har jeg tænkt på den flere gange. Mest af alt som god underholdning, hvorfor den passer helt perfekt til en sommer med fordybelse. 
    Bogen er skrevet af Jens Peter Kaj Jensen, der er uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og cand.phil. i filosofi. Ved at forstå den nye dagsorden og finde ud af, hvilke kompetencer du skal udvikle for at blive klar til fremtiden, vil du både blive bedre til at designe dit eget liv og være i stand til at spotte eller skabe dit drømmejob. 
    I bogen vil der være fokus på nye måder at samarbejde på, fremtidens kompetencer, arbejde uden grænser, og hvordan du bliver en del af fremtiden på dine præmisser.”

Sidevisninger den seneste måned