“Sådan et skal du smide ud; ellers finder du aldrig et, der er intakt,” sagde Hans Erik, og det er nok et af de vigtigste råd, jeg har fået, men også et af de sværeste at følge for sådan en som mig.
Hans Erik og jeg var begge passionerede frimærkesamlere, og jeg havde vist ham en komplet side i mit Danmarksalbum. Jeg havde hele Frederik IX-serien fra 1948/55, men min onkel havde fået øje på et blåt 40-øresmærke, som manglede to takker i nederste venstre hjørne. Jeg vidste det selvfølgelig godt, men havde sat det ind alligevel, for jeg ville virkelig gerne fylde siden ud. Og, nå ja, når det var for neden, at takkerne manglede, lagde man næsten ikke mærke til det.
Hans Erik vidste godt, hvor svært, det er for en samler at smide et beskadiget mærke ud, når man ikke har en dublet, men hvis man stiller sig tilfreds og lader det sidde, så optager det pladsen for det intakte mærke. Man holder op med at lede efter et, der er i orden.
For tiden skriver jeg på en filosofihistorisk fremstilling af Karl Marx’ fremmedgørelsesteorier. Hvordan skal begreberne forstås? Hvad er sammenhængen mellem dem og med hans øvrige teori? Hvilke filosoffer var Marx’ inspireret af, og hvad reagerede han imod, da han skrev om dem, og især: Hvilken betydning har teorierne haft for eftertidens filosofi? Det er et tema, jeg blev interesseret i nærmest straks, jeg begyndte at studere filosofi i 1989, og jeg udgav en bog om det i år 2000, hvor jeg ville undersøge mulighedsbetingelserne for at løse fremmedgørelsesproblemet. Den overmodige ambition har jeg ikke i den nye bog. Det er en lærebog, som holder sig til at fremstille problemet, som det er blevet behandlet inden for filosofien.
Lige nu skriver jeg om Rahel Jaeggi, en af de nye filosoffer, som har skrevet om fremmedgørelsesbegreberne, siden jeg slap emnet for et kvart århundrede siden. Og i min sult efter fremdrift i udlægningen af hendes teori, kan jeg godt komme til at gå hurtigt hen over nogle af hendes inspirationskilder og diskussionspartnere (lad os sige Nagel, Foucault, Marcuse, Heidegger, Kierkegaard og Rousseau), og blot skrive de tre mest nødvendige floskler om dem for at kunne komme videre til sagen selv. De skal jo med, ellers er det en mangel, der står og skriger som den tomme plads i frimærkealbummet.
Det er sådan, jeg skriver, når det er filosofi. Det er sådan, jeg tænker; jeg er afhængig af forbindelser, jeg kan ikke slippe det. Der skal ikke mangle et led i min filosofihistorie.
Og så er det, at jeg skal minde mig selv om det råd, jeg som 12-årig fik af Hans Erik. Det dårlige skal smides ud. Jeg skal skynde mig at slette de tre floskler, den overfladiske tekst om en (i denne sammenhæng) biperson. De floskler, jeg var nødt til at skrive for at komme videre. Hvis jeg ikke får dem slettet, kommer jeg for hurtigt til at opfatte manuskriptet som færdigt. Jeg stiller mig tilfreds. Det er jo med det hele, albummet er fuldt. Jeg glemmer at udtænke bedre tekster til erstatning for de dårlige. Dårlig tekst optager pladsen for den gode.
P.s. Apropos Marx' fremmedgørelsesteorier: Er du nogensinde kommet til at holde fast ved et dårligt arbejde for længe?

Ingen kommentarer:
Send en kommentar