En mand sidder på en stol og læser i en bog

 

En mand sidder på en stol og læser i en bog. Han har en bog. 
    Men hvor står stolen? 
    Ja, det er det interessante. 
    Stolen står bag El Cortes Inglés, byens fine stormagasin, ved en nedkørsel til en underjordisk parkering. 
    Det er ingen fin stol, men en kasseret kantinestol fra tresserne, grå aluminiumsben og et sæde i krydsfinér. Den halter lidt, tror jeg. Eller måske er det underlaget. At asfalten er ujævn her. 
    Det er ikke et fint sted. Måske fine mennesker lufter hunde her. Her stinker altid af pis. Og så alligevel ikke. Fine mennesker ville ikke komme her til fods, kun komme for at parkere og aldrig komme herud, hvor affald ligger spredt, men gå op i stormagasinet ad den indvendige trappe. Her stinker af menneskepis, mest af menneskepis. Det er ikke dette sted, man tænker på, når nogen fortæller, de skal i Cortes Inglés eller lige har været der. 
    Det er ikke her, man tænker, en mand ville sidde på en stol og læse i en bog. Det er ingen fin bog, men en en slidt paperback fra antikvariat. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlen. Den er to centimeter tyk, vil jeg tro. Det er ikke digte. Det er ikke kortprosa. Det er ikke små tekster om en mand, der sidder på en stol og læser i en bog. Det er det ikke.
    Det er ikke en fin mand. Han sidder svøbt i et gråt tæppe, sådan et, som flyttemænd bruger for ikke at ridse sofabordet, når det trækkes ud af bilen, og kasserer, når der er slidt hul. Der må ikke være hul i tæppet, for så bliver sofabordet ridset. Manden bliver ikke ridset, han har tøj på under tæppet, under hullerne. Hvad er det for tøj? Hvad har han på, Jens? Det var blåt engang. Jeg tror, det var blåt. I det mindste noget af det var. Der er et blåt skær. Og håret? Nej, håret er ikke blåt. Helt sikkert ikke blåt. Dette er ikke en mand, der farver sit hår. Det er sort. Det kan snyde her i mørket, men jeg tror, det er sort. Også skægget er sort. Øjnene er mørke. Det er en spansk mand. En yngre spansk mand. Eller ældre. Det er svært at se bag det store skæg og hår. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at se det. Ikke komme tæt nok på. Det ville være intimiderende at slå et slag ind under halvtaget for at tjekke hans alder. At slå et slag ind mod hans privatssfære, hans hjem.
    Det er ikke noget fint hjem. En madras står lænet op ad en lav mur. Det har været en god madras. Jeg forestiller mig, at den har været god, før fjedrene blev slappe. Der er køkkengrej, gasblus, kasserolle. En gaffel ligger på tværs over en konservesdåse, en med fisk, sardiner, tun eller makrel. Der er poser med tøj eller tæpper. Det er et hjem, hvor han godt kan invitere gæster. Der er et halvtag over ham. Jeg tænker på, om han inviterer dem, der bor under Tyskerbroen. Men det gør han ikke. Jeg tror ikke, han gør det. Han har ikke tid. Der er bøger, mange bøger, måske halvtreds. De står i to stabler på den lave mur, støttet mod en søjle. Jeg kan ikke gå langsomt nok til at læse titlerne, ikke komme tæt nok på.
    En mand sidder på en stol og læser. Han sidder altid her, for han har en bog, han skal læse. 
    Det er ikke nogen fin bog, men måske en god.