Dyreborg

Formiddagssol, havde de sagt, så jeg rev spindelvævet af den gamle Forza. Det var stadig luft i bagdækket, og mens håndbremsen ikke virker, vil fodbremsen altid gøre det. Jeg har tit stået og kigget over sundet til de hvide huse i Dyreborg. Der er knap seks kilometers kommunevej derover, så selvom der er bakket, og formen ikke er til ekstremsport, skulle det være en overkommelig tur.

Der var både majs og høstmodent korn. Der var nye kartofler til salg med Mobilepay ved markvejen, sved på ryggen og udsigt over sundet fra bakketoppe. Og pludselig et skilt, som fortalte, at der kun var to kilometer til Dyreborg Skov, hvis jeg drejede af til venstre. Jeg havde ikke været i skoven siden midsommer, og Dyreborg by kunne vente. Det virkede som lange to kilometer af den smalle, bakkede vej, og jeg bed tænderne sammen og trak ud rabatten de fire gange, jeg hilste på en modkørende bil. Der var en upåfaldende, nærmest hemmelig skønhed over vejen og umiskendeligt sensommerstille, og pludselig lå den der, skoven, for foden af endnu en bakke. Der var et hus på venstre hånd, som uden at sige det højt, syntes at fortælle, hvem den private skov tilhørte. Den er min, sagde huset, men du må gerne gå derind, hvis du ikke forstyrer træernes fortrolige hvisken.

Der var et øjeblik, hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde mobilen med, men kun et øjeblik. Luk øjnene, det er nok, så ser I jeres barndoms mørkegrønne bøgeskov og dens pludselige lysegrønne blussen, hvor bladene fanger en undsluppet morgenstråle fra øst. Jeg trak cyklen og holdt mig i det store hele til stierne, som jeg skulle, og for enden af hovedstien så jeg snart et andet hus, som endnu tydeligere end huset ved indgangen signalerede sit ejerskab til skoven. Det så så privat ud, at jeg vendte om og begyndte at gå tilbage, men jeg blev nysgerrig og fortrød, for kunne det ikke lige så godt ligne en kro?

Men det var ikke en kro og muligvis heller ikke der, hvor skovens ejer bor. Det var et hus – og skulle det vise sig: det første hus i Dyreborg. Så var jeg alligevel nået frem.

Når jeg så længe har villet besøge Dyreborg, er det ikke kun på grund af den lille enklaves strålende hvide facader ud mod sundet. Det er især, fordi min far har fisket fra Dyreborg. Det var i hans tidlige ungdom i halvtredserne. De sejlede ud fra Dyreborg og lossede ved fiskeriauktionen i Faaborg. En vej hedder stadig Fiskervænget. På den ene side har husene direkte adgang til sundet fra baghaven. Der har tjærede kasteruser førhen hængt til tørre. Det er en køn, men også en blind vej. I dag er der ingen auktionshal i Faaborg og hverken erhvervsfiskere der eller inde i Dyreborg. Der er ingen fisk i sundet. Men selv i Dyreborg er der et havnekontor, hvor lystsejlere og fritidsfiskere kan skaffe sig kajplads. Der er et kaffeskur og en informationsbiks – og sikkert meget andet, som jeg ikke var der længe nok til at få øje på. Igen fortrød jeg et øjeblik ikke at kunne fotografere. Men en havn har ret til sine hemmeligheder. 

Der er gåtur med figurklippet puddel, kun få huse udbudt til salg, der er kulturhus og café i Dyreborg og en dagligvarebutik. Det er sjældent i en flække med 200 indbyggere. 

Hjemvejen synes altid kortere end turen ud i det ukendte. På vej ud cykler man mod evigheden, vejen har ingen ende, for man ved ikke, hvor man skal hen. Men på hjemvejen er det hele allerede målt op med både øjne og ben. Man ved, hvor de modne brombær hænger, og om man har tid til at spise dem. Det har man på vej hjem ad Dyreborgskovvej; jeg åd mindst 200. 

På Bjernevej, ind mod Faaborg, cyklede et tysk ægtepar, manden forrest, slingrende af sted midt på vejen med sine cykelklemmer, sin karrygule herrejakke, sin buskede grå moustache og skaldede isse, uden at holde ved styret eller værdige kørebanen et blik. Han havde travlt med at filme en mand, der harvede en mark. Disse unge fløse med deres evindelige mobiltelefoner ...