De gad ikke smide mig i fængsel

Da jeg var ung, var jeg pacifist i absolut forstand, hvilket både var en mindretalsposition i samfundet og i Venstresocialisterne, det parti jeg var medlem af. Jeg var så meget pacifist, at jeg ikke ville møde op til session, fordi jeg ikke ville anerkende, at militærnægternes standpunkt var mindreværdigt i forhold til soldaternes, og de derfor skulle straffes med en 12-måneders tjeneste, mens værnepligtige kun skulle aftjene 9. 
    – Så kommer du jo i fængsel, sagde politimesteren i Aabyhøj.
    – Det er jeg ligeglad med.
    – Du kan da bare svare noget tosset til intelligensprøven, sagde han. – Så bliver du kasseret.
    – Det er jo snyd.
    – Nja, men du skal i hvert fald betale din bøde og møde op til sessionen, næste gang, du bliver indkaldt. 
    – Nej.

    Han kiggede venligt opgivende på mig, slog den tykke ende af sin kuglepen tre gange i bordet og sagde:
    – Så er vi jo nødt til at hente dig, og havner altså til session alligevel. Det slipper du ikke for. Så kan du sige til dem, at du hverken vil det ene eller det andet, og se hvad der sker.
    Så gjorde jeg det. Betalte bøden og mødte op til den næste session, jeg blev indkaldt til. Med mig havde jeg et fem sider langt brev, hvor jeg med en lidt usikker håndskrift og en tvivlsom reference til Jean-Paul Sartres letlæste Eksistentialisme er en humanisme forklarede, hvorfor jeg var ‘totalnægter’. Jeg afleverede brevet sammen med intelligenstesten.
    – Vi har læst din afhandling, sagde sessionsformanden. Det får du lige igen. Vi må ikke beholde det. 
    – Nå.
    – Nu skal du gå ind til lægen.
    Efter 7 sekunder grinede lægen uden at smile, konstaterede at jeg havde skæv ryg, og meddelte mig, at jeg var kasseret.

    Det var det. Myndighederne var ikke interesseret i at sende mig i fængsel. Jeg var både lettet og skuffet.