Første gang, jeg så ham, sad han på kanten af stengærdet i skyggen fra banyantræet uden for El Corte Inglés og soignerede sig med de remedier, han havde lagt frem i sirlig orden på en sammenfoldet papkasse. Det var den grå moustache, der skulle bringes i orden. Britisk, tænkte jeg først, fra Sydengland, Cornwall, måske. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg tænkte sådan. Jeg hørte ham aldrig sige noget, han talte ikke med de øvrige hjemløse under træet. Var det hans forfinede fingerbevægelser og det luvslidte, men stadig elegante jakkesæt i nålestribet, stålblå uld? Han var så åbenlyst malplaceret på et leje af papkasser.
Jeg var på vej til skole med Serena og kunne ikke opholde mig ved synet af den gamle. Serena skulle fortælle mig en drøm, hun havde haft. Hun var død som insekt, jeg fandt aldrig ud af hvilket, men genfødt som en strålende trompet.
På vej hjem passerede jeg det samme stengærde, hvor den noble mand nu var i gang med sideskilningen. Det var ikke vanskeligt at få det fedtede, tynde hår til at sidde, men han blev ved med at frisere som i en melankolsk trance, han ikke kunne slippe ud af. Pludselig stivnede han og rankede sig lyttende, og så vendte han sig mod mig. Vores blikke nåede lige netop at mødes; jeg følte, at han i det meste af et sekund ledte efter noget hos mig, eller genkendte noget fra sin tidlige barndom, før han igen vendte sig bort og sank sammen, som om hans krop opgav at forfølge hans tanke. Han skrabede skamfuldt sine sager til sig og lagde dem tilbage i den sorte toilettaske og gjorde ansatser til at rejse sig, men blev så alligevel siddende.
Siden så jeg ham dagligt gentage den samme rutine samme sted gennem flere år. Han soignerede sig hver morgen lidt i ni under bayantræet ved El Cortes Inglés, indtil han pludselig var borte og aldrig viste sig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar