Lige fra jeg var en stor dreng på 11-12 år, har der dukket fortællinger op i mit hoved med alt for korte mellemrum. Formodentlig også tidligere, men fra den alder begyndte jeg at skrive nogle af dem ned. Nogle af dem blev til skolestile, når emnet undtagelsesvis blev givet frit. De fleste blev til småt brændbart. Jo flere, jeg skrev ned, desto flere kom der. Det var, som om jeg ikke kunne skrive mig færdig. De fleste fortællinger var korte, måske blot en simpel scene. Typisk noget, jeg havde set og uden at ville det var kommet til at digte videre på. Det føltes vigtigt at skriver fortællingerne ned, om ikke for andet så for at finde ud af, hvordan de endte, for de præsenterede sig aldrig i færdig form, men snarere som åbninger af en ny vej videre fra et kendt udgangspunkt.
I mine første voksenår havde jeg i det store hele held til at holde fortællingerne fra livet. Jeg skulle passe min politiske aktivisme, mine studier, mit arbejde og mit ungkarleliv. Det lykkedes mig at begrænse skriverierne til digte, kortprosa og små noveller. Alligevel gik det galt i en ferie, hvor jeg uforvarende begyndte at skrive en roman. Havde jeg vidst, at det var sådan én, jeg var i gang med, havde jeg stoppet mig selv med det samme. Så meget selvkontrol havde jeg trods alt stadig dengang. Men fra begyndelsen kunne jeg ikke genkende teksten som begyndelsen af en roman. Det var blot en sjov historie som så mange andre. Så let slap jeg ikke.
Måske fordi der var opdæmmet så mange uudfoldede fortællinger i mit hoved, væltede de nu pludselig ud som akkumulerede vandmasser, der langt om længe bryder gennem en mørnet dæmning. Min debutroman, Sofa, blev til i et væld af indbyrdes forbundne fortællinger og genrer. Min næste bog blev en novellesamling. Det gav sig selv, for nu hvor jeg endelig havde givet mig selv lov til at skrive frit, var der så mange fortællinger på vej, at jeg umuligt kunne vælge en og lade resten ligge.
Jeg sagde mit gode job som forlagsredaktør op i håbet om at få tid til at blive færdig med alle de halve og kvarte historier. Men det blot værre. Jeg burde have vidst det. Det var stadig som i barndommen: Jo mere jeg skrev, desto flere historier dukkede der op. Efterhånden fik jeg en ny idé til en bog hver måned. Det var umuligt at følge med. Jeg havde typisk gang i 7-8 manuskripter samtidig. Og nu begyndte det at gå langsomt med at gøre bøgerne færdig. Jeg skulle også tjene penge. Det blev ikke til særligt mange bøger, for dem jeg skrev, kunne jeg ikke leve af, og nu havde jeg på forunderlig vis fået tre børn, som også skulle spise.
Jeg lavede nye regler for mig selv. Jeg måtte ikke begynde at skrive på et nyt manuskript, før jeg havde gjort det gamle færdig. Det var en fornuftig restriktion, men et helvede. Det er en voldsom frustration ikke at måtte skrive den historie, der presser sig på. Som en ekstrem lidenskab uden forløsning. Jeg var desuden uforvarende begyndt at skrive på et fagbogsmanuskript. Det var virkelig ikke min mening. Fordi det ikke var skønlitteratur, var projektet ikke underlagt min strenge kyskhedsregel. Jeg blev opslugt af emnet, og det begyndte at optage stadig mere af min tid, for det krævede også omfattende studier. Det var nemlig en fagbog inden for et felt, som jeg fra begyndelsen intet vidste om. Men fordi jeg nu både skrev på en roman og en fagbog, fik jeg både idéer til flere fagbøger og flere skønlitterære fortællinger. Ikke en gang om måneden, men snarere en gang om ugen dukkede der en ny idé op. Til en fagbog. Nye idéer til skønlitterære bøger dukker nu op flere gange dagligt. De bedste skriver jeg ned i notesbøger for i det mindste at få en vist form for forløsning. Det er snyd, jeg ved det, men hvor meget skal man plage sig selv?
Jeg ved ikke, om dette uindbudte mylder at idéer til nye bøger ligefrem er en sygdom. Om det berettiger mig til en diagnose. Kreativt tankemylder, måske? Men jeg vil ikke have en diagnose. Jeg vil bare skrive. Jeg ved godt, at jeg ikke kan skrive mig ud. At der altid vil være flere idéer, end tiden tillader mig at gøre færdig. Store lidenskaber rummer altid et uudtømmeligt begær.
Jeg ved selvfølgelig også, at langt fra alle idéer fortjener at blive til bøger. Jeg tror, jeg med tiden er blevet bedre til at sortere fra. Jeg lægger notesbøgerne til side og åbner dem ikke igen, før jeg har udgivet den næste roman og den næste fagbog.
Det sker nu til efteråret.
- Romanen Ansigt uden skygger udkommer på forlaget Gladiator til november. Det er en selvstændig opfølger til Sofa.
- Filosofibogen Hvad er skønlitteratur? har jeg arbejdet på i 8 år. Den udkommer på Syddansk Universitetsforlag den 25. oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar