Himmerlændingen

Det var dengang, børnene var små, og vi boede på Østerbro. 

    Og jeg har lungebetændelse på det tidspunkt, den kommer hver vinter, og jeg kan ikke tåle al den kolde luft, og travlt har jeg med et uopsætteligt ærinde, jeg kan ikke blive stående her, det var satans! Jeg har snakket med den hvidskæggede himmerlænding mindst femten gange, og det er fjorten for mange. Han ved, at jeg  ikke længere standser midt på trappen for at snakke, hvis det på nogen måde er mig fysisk muligt at slippe, ja, hvis han altså ikke ligefrem spærrer mig vejen, hvad han bestemt ikke viger tilbage for, selv hvis jeg har børnene med, og to indkøbsposer i hver hånd. Meget mod min onde vilje sætter min opdragelse sig alligevel igennem, og jeg svarer ham høfligt og afmålt, det gør jeg, så længe jeg kan høre ham der på reposet, hvor jeg skubbede mig forbi.
   

Allerede første gang jeg så ham, vidste jeg, at han ville blive et problem. Jeg var på vej ud med to kufferter, skulle til lufthavnen, glædede mig til at komme ned i varmen, ned til kæresten og børnene, som var rejst i forvejen. Hvem ønsker at blive opholdt på vej til lufthavnen? Selv en halvfjerdsårig, selvfed og selvoptaget, flyskræk himmerlænding må kunne forstå det. Så jeg indledte for at sikre mig en bagkant på samtalen med at annoncere, at det var der, jeg var på vej hen. 

    Så let var han naturligvis ikke at sætte ud af spillet, han slap ikke fokus et øjeblik. Anerkendte at det måtte være dejligt at have tid til at rejse, det havde han jo ikke selv længere nu, hvor hans datter og svigersøn havde fået den lille, var blevet en rigtig familie. Selvom de havde valgt at bo i København, så langt fra det Himmerland, han aldrig selv kunne forlade, skulle deres børn jo passes. Ja, det så han og konen kun som et privilegium, det at de fik lov at være så meget med, men tid tager det jo. Jeg så mit snit til at skære ind og understrege, at jeg selv havde to små, og nu skulle jeg ned til dem. De var i Spanien sammen med moren, jeg var nødt til at løbe, sagde jeg. Han studerede mig et øjeblik, og jeg kunne se på hans selvtilfredse blik, at han havde gennemskuet, jeg ikke havde helt så travlt, som jeg gjorde krav på. Med en mesters præcision slog han til med endnu et af sine skamløse spørgsmål om dem, der bor i vores opgang her på Østerbro.

    – Ja, børnene tænker på at købe den på anden sal, og så vil man jo gerne vide, hvad det er for folk, der bor i opgangen.
    Jeg tænkte på at sige, at der boede en amfetaminmisbrugende FCK-hooligan og en meget larmende teenager med en underlødig musiksmag, men tog mig i det af frygt for at åbne for flere spørgsmål.

    Grundtvigianer, ingen tvivl om det. Han stank af tonedøv alsang, stank af ”nok er vi antidemokrater, men vi er alligevel de gode, for Kierkegaard er endnu værre”. Sådan var han, det så man straks. Et borgerligt højskole-frisind. Medlem af venstre, men liberal, kunne sagtens snakke med en narkoman. Ikke som de fordomsfulde konservative fra Dansk Folkeparti. "Sådan er vi nu engang!"
    Nu kom hans kone ned.
    – De er rigtig flinke oppe på fjerde, sagde hun.
    Hvad fanden, hun skulle på fjerde, fattede jeg ikke. Den forvirring så hun straks og gav sig til at forklare. Noget med olie til en knirkende dør, det skulle hun låne, for selvom de endnu ikke havde købt lejligheden til de unge mennesker, kunne det da i hvert fald ikke genere nogen. Om ikke også jeg mente, at man skulle hjælpe, hvor man nu kunne? Når man nu hører til de selvhjulpne og ikke selv behøver at spørge om tjenester. Sådan så hun i hvert fald på det. Ja, det gjorde de allesammen i hendes familie. Pensioneret skolelærer, gift med en pensioneret ingeniør, tænkte jeg. Det er gode beskæftigelser, vigtige, sagde jeg beroligende til mig selv og kiggede på mit venstre håndled, hvor uret havde siddet tyve år tidligere.
   

Det blev ikke bedre, da de først havde købt lejligheden. Hvem, der købte, far eller datter, ved jeg ret beset ikke, men jeg har mine anelser. Nu havde han noget at arbejde med. Han boede i Himmerland, kunne ikke drømme om at forlade stedet, sådan havde han sagt, men nu var han på Østerbro konstant. En gulvplanke var det foretrukne remedium. Så kunne han spærre trappeopgangen fuldstændig og tvinge mig til at høre på hans slet skjulte pral. Jeg kunne ikke slippe fri af den kvælende jovialitet alt det, vi da måtte være enige om, og alle mandens små pudsigheder, en sand sprogkunstner var han. Havde jeg givet ham mere tid at arbejde med, havde han lavet et gruk til mig. Men han skulle også finde tid til de uinviterede spørgsmål om, hvad jeg lavede, om det ikke var dyrt med institutionspladser. Om vores børn var tvillinger. Om ikke det var hårdt, "men det er måske mest moren, der passer dem?" Han vidste, at jeg intet gav ham, men det stoppede ham ikke. Formodentlig foretrak han det sådan, for så kunne han frit drage sine egne konklusioner, og han havde ingen vanskeligheder med fylde tiden ud med enetale. Særligt, hvis jeg var på vej op ad trappen med to sovende børn i favnen. Vi boede på tredje, og børnene var to og tre år gamle og tunge som ind i helvede.
    Da han endelig var færdig med at bygge datterens hjem om, gik der en uge, hvor jeg ikke så min magre, hvidskæggede plageånd, og optimismen begyndte at spire. Der gik en uge mere, og jeg begyndte så småt at gå ud ad døren uden først at tjekke, om himmerlændingen stod nede ved hoveddøren og lurede på sin chance. Jeg blev tryg. Og uforsigtig.
    For sådan fungerer det jo ikke. Plager af denne type holder ikke bare op. En fredag eftermiddag, hvor jeg kom hjem fra arbejde, stod han der igen med tophuen på, de lyse cowboybukser, striktrøje og vindjakke. Han stod vagt ved hoveddøren. Jeg kom til at tænke på, om han lignede mig. Jeg var selv begyndt at blive grå. Begyndt er ikke det rigtige ord. Måske tænkte han, at vi hørte til samme generation. De atten år i Århus sad stadig i mit sprog, som en svag, men mærkbar jysk tone. Troede han, vi var fælles om noget?
    – Nå, så du er forfatter, konstaterede han.
    Det var ikke noget, han havde hørt fra mig. Han havde brugt sine to uger i Himmerland på at google alle opgangens beboere. "Det er jo rart nok at vide, hvad ens datter kan blive udsat for."
    – Tja, jeg skriver bøger.
    – Så er du måske venner med ham der Rifbjerg? 

    Ham havde han læst nogle bøger af engang. Eller en, i hvert fald. Og han kan jo nok klare sig med den livstidsydelse og alt det. "Så er det vel ikke så svært at være kunstner?"
    Jeg sagde, at jeg aldrig havde mødt Klaus Rifbjerg, og at jeg lige straks skulle hente børnene i institutionen.
    – Ja, vi er også på vej ud efter vores, sagde han.
Jeg stivnede.
    – Vores? sagde jeg. – Det er vel ikke ...
    – Ja, man skal jo være taknemmelig for, at man får lov, sagde han.
    Så stod konen der.
    – Han virker rigtig sød, ham den enlige på første, sagde hun.
    – Det er han bestemt også, men nu må jeg virkelig ....
    – Som sukker til kaffen, så har du giraffen! grukkede manden.
    Jeg gik.
    – Men også som fløde, han er en af de bl ...
    Jeg fik lyst til at skrige og vil altid fortryde, at jeg ikke gjorde.

Deres børn går ikke i samme institution som vores. De har snakket om at få deres flyttet. Bedsteforældrene fra Himmerland har. De har spurgt to gange, men jeg nægter at fortælle, hvor vores går, og jeg har indskærpet deres mor den samme forsigtighed. De to unge småbørnsforældre har jeg aldrig snakket med. De kigger væk, når vi passerer hinanden på trappen. Jeg har tænkt på at spørge manden, hvorfor han ikke bare sparker svigerforældrene ud af gæstesengen. Men så vidt vil det aldrig komme. Jeg ved godt, hvilke kort himmerlændingen har at spille. Jeg ved, at han vil spille dem, han er whistspiller, ingen tvivl om det, han melder ikke noget, han ikke har trumferne til. Og hvis han alligevel får en uheldig bet, hævner han sig i næste hånd.
    Nu skulle jeg virkelig skide, og folk som opholder mig unødigt, når jeg skal skide, får kniven. Sådan tænker jeg, med kroppen. Sådan tænker jeg ellers. Men da jeg havde afleveret børnene og drejede om hjørnet til vores egen gade, så jeg himmerlændingen vogte over hoveddøren. Lyseblå cowboybukser, som mine egne, stort hvidt skæg. Hans vindjakke er mørkeblå, det var en lettelse. Min er grøn. Men denne dag vendte jeg om. Så vidt er det kommet. Jeg gik en tur rundt om blokken, kiggede på Murakami-udstililngen i boghandlerens vindue. Han brugte nogle gamle plakater fra et arrangement med forfatteren på Møn sidste sommer. De var krøllede og solblege. Bøgerne var heller ikke helt friske. Papiret var gulnet på overkanten. De lignede mig, tænkte jeg, lignede min irritation, min vrede og kampvilje. Jeg havde tabt. Efter halvandet års vedholdende offensiv havde himmerlændingen endegyldigt vundet. Jeg gemte mig. Selv i denne pinagtige stund, hvor jeg på værst tænkelig vis havde brug for at slå mig forbi ham, opgav jeg på forhånd.

    Det tog ham kun tre minutter at finde mig ved boghandelens udstillingsvindue.

    – Jeg kan se, I har sat lejligheden til salg, råbte han fra afstand.

    – Det er bare et forsøg.

    – Faktisk har vi talt om at købe. Susanne er gravid igen, så vi får snart brug for noget større.