Indimellem sker der det uheldige, at jeg, når jeg vågner om natten, kommer til at ligge og tænke på noget, som jeg egentlig ikke har brug for at tænke på, men ikke kan slippe. Kender du det? For mig er det tit et sprogligt emne som nu i nat, hvor jeg kom til at tænke på, hvordan vi laver navneord om til udsagnsord. Hvilke slags endelser (fx her: -else) har vi, hvornår og hvorfor bruger vi den ene og hvornår den anden eller tredje, bruges de ens, betyder de det samme, og hvor kommer de fra?
Jeg kan lige så godt stå op og skrive mine tanker ned. Op og ned. For jeg kan alligevel ikke falde i søvn igen (og nu kan du heller ikke …)
Jeg tror, jeg kom til at tænke på det, fordi jeg lige har læst en norsk oversættelse (-else) af en tysk bog, der hedder Entfremdung. På norsk bliver det til Fremmedgjøring, men til Fremmedgørelse på dansk. Kunne det lige så godt have heddet fremmedgøring på dansk? Og hvis ikke, hvorfor så ikke? Vi bruger jo også -ing som substantiveringssufiks.
Vi har nogle verber, som kan substantiveres på (mindst) to måder, men med forskellig betydning (-ning), fx ‘at høre’ og ‘at skrive’, som jo kan blive til henholdsvis hørelse & høring og skrivelse & skrivning, altså vidt forskellige betydninger. Er der en sammenhæng mellem, hvilken endelse vi bruger, og hvilken betydning det får? Eller har vi også nogle, hvor vi kan bruge to forskellige substantiveringssufikser til samme verbum, men hvor det giver samme betydning?
Og kommer substantiveringer med -ing/-ning egentlig fra norsk? Eller fra engelsk (dawn-ing, haunt-ing, mourn-ing)? Eller måske snarere fra noget tysk/fællesgermansk (Entfremd-ung, Bedeut-ung, Verbalisier-ung)?
Og endelig: bruger vi andre endelser end de her fem, når vi laver udsagnsord om til navneord?
-else
endelse
fremmedgørelse
forbandelse
-ing/ning
substantivering
forretning
blomstring
-eri
slagteri
tuderi
koketteri
-sel
kørsel
brændsel
veksel
-n
væren
hulken
bliven
Ingen kommentarer:
Send en kommentar