søndag den 3. august 2025

Prøv at huske lugten








Du går forbi en fiskehandel tirsdag formiddag lige efter åbningstid. Lad være med at kigge; bare fokusér på lugten af de friske skrubber.
Du går forbi en ostehandel.
Du går forbi en antikvitetshandel med sirligt ornamenterede chaiselonger og lænestole, der endnu bærer den luvslidte oprindelige polstring.
Kan du lugte den?
Kan du lugte ølstuen, den endnu åbne morgenknejpe, som du tre minutter senere passerer i en sidegade?
Mærker du lugten fra Korea-grillen?
Lugten fra kloakken. 
Du opdager, at du har skudt dig en anelse op på tæerne, mens du med andægtige skridt glider forbi antikvariatet med de sjældne førsteudgaver af den danske efterkrigslyrik.
Prøv at huske lugten.
Lugten fra din grønthandel.
Du går forbi en bank.
Du går forbi et supermarked.
Du går forbi en hybenbusk.
Du går forbi hovedgadens store boghandel, hvor du både købte studiebøger og den sidste gave til din første kæreste.
Hvordan lugter de nye bøger?
Kan du huske det?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sidevisninger den seneste måned