Pouya

Jeg kan stadig huske Pouya med trutmunden og det kraftige, glatte sorte hår. Han var fire år, da jeg begyndte som pædagogmedhjælper i Den Integrerede Institution Viben i Gellerupparken i sommeren 1986. Han var opvakt og flink, men jeg opfattede ham også som en noget forkælet dreng, der nok var vant til at være centrum for familiens opmærksomhed og ikke tålte ret megen modstand eller modgang. Som det, vi i dag kalder et 'curlingbarn' fra den intellektuelle middelklasse på Østerbro, hvor mine egne ældste børn mange år senere kom til at gå i vuggestue og børnehave.

Men Pouya var ikke et middelklassebarn, selvom begge hans forældre engang havde været det. Forældrene var fem år tidligere flygtet fra Iran, hvor de havde været aktive i den illegale marxistiske Fedayeen-bevægelse, som i 1979 havde været med til at sætte Mohammad Reza Shah Pahlavi fra magten. De havde ikke kæmpet sammen med Ayatollah Khomeinis shiamuslimer, men kæmpet en parallel kamp mod shahen, deres fælles fjende. De var ikke islamister. Deres del af Fedayeen-bevægelsen var inspireret af de venstreorienterede palæstinensiske befrielsesbevægelser, men også af Che Guevara og Hồ Chí Minh. De gennemførte attentater mod shahens brutale efterretningstjeneste SAVAK og mod amerikanske anlæg. 

Udadtil var de veluddannede, sekulære middelklassemennesker fra Teheran, hvor faren arbejdede som ingeniør og moren underviste i litteratur på universitetet, mens de i hemmelighed havde kæmpet mod shahens korrupte, udemokratiske og alt for USA-venlige regime og håbet på en ny form for socialistisk og pluralistisk demokrati, hvor alle kunne have en stemme og ånde frit. Men det blev ikke deres del af den revolutionære bevægelse, som vandt magtkampen i revolutionens sidste fase. Det gjorde Ayatollah Khomeinis islamister, og de ville en helt anden vej. Det var som at komme fra asken til ilden. Ayatollahens nye regime så (ikke uden grund) Fedayeen som ateistiske, undergravende kræfter, og forbød bevægelsen i 1980. For mange iranere var Fedayeen revolutionens sande helte, men nu blev det forbudt overhovedet at synge og tale om dem offentligt, og deres medlemmer blev tvunget i eksil eller fængslet og tortureret eller dræbt.

Efter revolutionen delte Fedayeen sig i to. Nemlig Majority, som var bevægelsens 'højrefløj' og socialdemokratisk orienteret og forsøgte at tilpasse sig den nye islamiske republik. Og Minority, som så var 'venstrefløjen', marxistisk (men anti-stalinistisk og anti-Sovjet), og som var sekulære og ikke ville assimileres ind i den islamiske republik. Jeg er ret sikker på, at det var Minority, som Pouyas forældre tilhørte og derfor måtte flygte. 

Jeg husker ikke, hvad forældrene hed, men husker faren som en lidt for bekymret vatnisse, mens moren ikke var bange for at sige til drengen, at han godt selv kunne tage vinterstøvlerne af og sætte dem på plads under bænken. De var venlige over for personalet begge to og havde indimellem iranske kager med til os. I Danmark var de blevet en del af underklassen. De havde allerede lært sig dansk, men faren havde kun kunnet finde arbejde som trappevasker, og moren gik hjemme. De var ikke politisk aktive længere. Jeg var dengang medlem af et parti, der hed Venstresocialisterne. Vi havde sympati for Fedayeen, men det var ikke noget for Pouyas forældre. Ikke på det tidspunkt, i hvert fald. De troede ikke længere på politiske fremskridt og ville bare klare sig igennem og sikre Pouya en tryg opvækst og en god uddannelse. Og så dukkede faren alligevel op til et par arrangementer i VS nogle år senere og virkede ikke spor vatnisset og overbekymret, når drengen ikke var med.

Pouya må være 43 nu. Hvad mon han laver i dag?