Jeg kan ikke længere huske, hvorfor det lige netop blev citrustræer, men jeg har altid lavet dem. Der er noget ved bladene. Det, at de kommer i to dele. Der er ligesom en lille entré, før man går ind i balsalen. De er smukke. Men måske var det bare, fordi jeg var så glad for appelsinjuice. Da jeg var teenager, endnu hjemmeboende, var det altid appelsinkerner, jeg lagde i urtepotterne. Mange af dem lykkedes. Min mor fik det bedste af træerne. Det overlevede i adskillige år, længe efter jeg var flyttet hjemmefra.
Så fik min samlermani mig til at eksperimentere med blodappelsiner, grape, blodgrape, lime, citroner og clementiner. Jeg ville have et af hver slags citrustræ, der fandtes – indtil det gik op for mig, hvor mange der var: 30 vilde arter og måske omkring 140 hvis man tager de kunstige hybrider med.
I Spanien lærte jeg duften af blomstrende citrustræer at kende. Det gjorde ikke sagen bedre. Da vi flyttede herned, blev jeg så glad for citronen, både træet og frugten, at det blev den, jeg koncentrerede mig om. Jeg købte min kæreste et citrontræ, hver gang hun fødte os et barn. De skulle stå i vores have, når vi en dag fik et hus. Vi fik aldrig et hus, og træerne døde i Madrids sommertørke. Men så lavede jeg nogle nye. Jeg lavede over hundrede, som et efter et døde, når vi tog til Danmark på sommerferie. Men vores søn Karl fik mange af dem, så han kunne give sine kammerater et venskabstræ med hjem, når de havde været på besøg. Måske findes der endnu overlevende fra den tid.
Nu laver jeg citrontræer i min lejlighed i Málaga. De to største her er sået samme dag for omkring fire år siden og er spiret samtidig. De er endda fra samme citron, men det ene måler 90 centimeter fra jord til top, det andet kun det halve. De er sunde og stærke begge to. Ude til højre kan man måske lige ane en spire i den hvide urtepotte. Det er en mandarin, som stak sit hoved op gennem pottemulden i forgårs. Ja, der er faktisk to. Lad os se, om de klarer sig gennem sommeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar